Året er 1972. Vi er otte unge førsteårselever, der sidder i Odense Teaters Skuespillerskoles lille dagligstue. Rektor har sat sig med sin kaffe, tænder sin cigaret i cigaretrør, ser os dybt i øjnene og siger: »Der er ting, I skal vide, måder man opfører sig på, når man er på et teater: Man hilser altid i gangene på en skuespiller eller kammerat, uanset hvor mange gange man har set vedkommende i løbet af dagen. I gamle dage på Det Kongelige skulle eleverne neje, det skal I ikke mere. Men I skal hilse. Man kommer til tiden på et teater, både til timerne og til prøverne. Man har varmet op. Man er forberedt. Man kan sin lektie. Man læser ikke avis på scenen eller i teatersalen. Man tygger ikke tyggegummi. Man sætter sig aldrig ned i salen og overværer en prøve fra de første fire publikumsrækker, for der er instruktørens overblik, han skal kunne se scenen uforstyrret - og jeres kammerater skal kunne turde prøve, uden at I glor dem op i ansigtet. Man hænger altid sit kostume op efter forestillingen. Man stiller aldrig sine sko på sminkebordet, og man fløjter ikke på scenen, det betyder ulykke«. »Man går aldrig i kantinen med kostume på uden badekåbe over. Og så hedder det » Hær (her), dær (der), te-aa-tret - og skuespille rrrinde««. »Når damerne går igennem herregarderobegangen, siger damerne højt: »Dame på Herregangen«. Når herrerne går igennem damegarderobegangen, siger de højt: »Herrer på Damegangen««. Rektor fortsatte: »Man kommer til timerne. Hvis man ikke kommer, ødelægger man det for sine kammerater. I teatrets verden kræves disciplin, men ikke kadaverdisciplin. Og så skal I have mig i oplæsning. Har I alle sammen købt 'Iliaden' og 'Odysseen'?«. Sådan begyndte karrieren. Vi grinte lidt - men vi elskede det. Vi blev indført i teatrets mysterier og hemmelige koder. Vores rektor, Fru Holmer, var skrap - og vi var bange for hende - men hvor var hun fantastisk! Fru Holmer skaffede de bedste gæstelærere til sine 'børn': Hun skyede efter sigende intet middel for at overtale en lang række udenlandske og danske stjerner til at komme til lille Odense: Erik Mørk og Olaf Ussing underviste i oplæsning og dramatik, Berliner Ensembles diva, Gisela May, kom rejsende direkte fra Carnegie Hall for at lære os Brecht-sange, Lulu Ziegler sang kabaretsange med os, Zeferellis stagefight-ekspert, William Hobbs, trænede kampscener og fægteteknik, dertil havde vi som fast lærer den inden for teatrets verden elskede, legendariske talelærer Ivan Køhler - samt en lang række glimrende danske skuespillere og sangere: Peter Marcell, Anker Taasti, Rigmor Gadborg, Ole Ishøj, den russiske alexandertekniklærer Marrussia Bergh. Der gik rygter om, at hun engang skulle have klatret op ad en brandstige for at skaffe det rigtige manuskript til sine elever, ja, endda låst Odense Teaters gæstestjerner inde på deres hotelværelse, indtil de lovede at komme igen og undervise os, hendes børn! Vi kom ud at rejse med Fru Holmer. Hun arrangerede rejser med sine elever til alverdens teaterbyer - Rom, Paris, Moskva, Stockholm: »I skal se verden, I skal kende forskellige kulturer! I skal lære at arbejde med instruktører fra andre lande, det giver luft og format!«. Elevskolens rejsekasse var slunken, men Grethe var kreativ og stædig, hun skaffede resten af pengene ved at invitere en række bekendte og teaterbegejstrede »mæcener«, der havde »penge nok«. De søde mennesker betalte lidt ekstra for rejsen og var lykkelige for at måtte rejse med os, unge, glade elever - samtidig fik vi råd til at tage af sted! Genialt! Når afrejsedagen kom, stillede vi alle forventningsfuldt på Odense Banegård, Fru Holmer sagde, »Kom herhen. Jeg vil tale med jer!!«. Vi hutlede sammen, og så kom det: »I er mine elever. I repræsenterer Odense Teater! Jeg forventer, at I opfører jer ordentligt! I må godt more jer, det er meningen, men I har bare at opføre jer ordentligt!«. »Ja, Fru Holmer«, sagde vi. Og så delte Grethe små mapper ud, hvor der stod, hvor vi på vores rejsemål kunne købe den bedste sminke, spise det bedste og billigste måltid, finde de mest inspirerende museer ... Abbedissemor sørgede for sine børn. Og hun havde format og generøsitet. Da vi - andetårselever - på en temmelig mislykket teaterrejse til Ceausescus Bukarest i 1974 stak af fra en officielt arrangeret generalprøve på nationalteatret for i stedet at gå på café med jævnaldrende rumænske elevkammerater, var skandalen stor. Vi risikerede hjemsendelse og bævede, da rektor nærmede sig vores bord i morgenrestauranten. Grethe så bister ud, pustede sig op, stak hovedet ned til os og hviskede: »Var I fulde?«. »Nej, Fru Holmer!«, hviskede vi. »Var jeres snak med eleverne spændende?«. »Ja, Fru Holmer!«. Så hviskede hun: »I har skabt en helvedes ballade ved at udeblive fra den lange kedelige prøve. Jeg kan godt forstå, I stak af ... men værterne er sure. Nu lader jeg, som om jeg skælder jer ud, og så snakker vi ikke mere om det!«. Pyha. Senere på turen blev vi, inden vi skulle overvære et nationaldrama (fem timer på rumænsk), indbudt til officiel middag med rumænsk rødvin. Ved siden af hver plads stod også karafler med vand. Vi fortyndede rødvinen med vand - men opdagede først på vej til teatret, at vandet i karaflerne havde været ... vodka ... det hele sejlede for den lille danske skuespillerelevdelegation, men Fru Holmer kommanderede: »I sætter jer ind på første række og falder ikke i søvn!«. Jo, det skulle vi nok, hik! Fru Holmer, der havde fået lige så meget 'vand' som os andre, fortsatte: »Og jeg ... er rektor, så jeg ... går lige en lille tur og ... kigger på teatret«. Det heldige asen ... Vi andre kravlede pligtskyldigst ind på vores pladser (første række!), og en revolution gik i gang på scenen: tanks, broer, bombeangreb, faner, det var sandelig et nationaldrama, der ville noget! Fyldt med rødvins-vodka var det godt nok ikke nemt at holde sig vågen - men pludselig gik et fnis gennem rækken: »Grethe står på scenen!«. Midt i den sceniske borgerkrig, i tåge, blandt flygtende bønder med kærrer, stod Fru Holmer, let dinglende, men ved ganske godt mod!!! En venlig skuespiller-bondekone hjalp hende diskret ud i kulissen. Fru Holmer meldte fra til den efterfølgende reception. Det følgende års teaterrejse gik til London og var knap så dramatisk. Grethe byggede sin elevskole op med disciplin: Formiddage gik med kropstræning, ballet, jazzballet, showdans, step, fægtning, stagefights, stildans og med individuel stemmeundervisning: tale, sang, styrketræning, oplæsning, diktion. Midt på dagen var vi tit til prøve på scenen hos de voksne skuespillere, spillede småroller, gjorde 'scenetjeneste'. Fordelen ved det var indlysende. Vi tjente lidt penge (15 kroner per prøve, 25 kroner per forestilling!) og fik mulighed for at lære disciplin, præcision og iagttage de erfarne kollegers arbejde. Vi blev professionelle. Og med småroller var byrden på vores skuldre ikke så stor, det svære kunne komme senere. Om eftermiddagen havde vi teaterhistorie og dramatik, spillede scener fra klassikere, improviserede. En af vores største lærere var skuespilleren Benny Poulsen, en elskelig, klog multikunstner, som efter teaterchef Kai Wiltons død blev Grethes mand. Benny var vores mest betydningsfulde lærer, han var vokset op som balletbarn, han lærte os teknik, træning, tekstanalyse - og diskuterede etik og teatrets væsen med os. »Hvorfor vil I være skuespillere?«, spurgte han os. »Hvad vil I med det? For hvis skyld går du til scenen? Hvad vil I spille - og hvad vil I ikke være med til?«. Bølgerne gik højt, latteren, tårerne - passionen. Vi stod i elevskolens store sal og kastede os ud i Tjekhov, Shakespeare, vaudeviller - og fra tid til anden fløj Grethe igennem lokalet, håret i turban, med cigaretrør og kaffekop. »Jeg er her ikke!«, sagde hun, »Jeg er her ikke ...«, og så fløj hun videre ... Hun vidste hele tiden, hvad der foregik. Engang, da jeg havde brokket mig højlydt over noget oppe på 'pigegarderoben', hvor elevskolens kvindelige elever 'boede', skulle jeg have rektor til oplæsning om eftermiddagen. En furie trådte ind ad døren. »Skolen har elever nok!«, rasede rektor. »Er du utilfreds, kan du gå! ...«. Hun tilføjede: »Og så vil jeg gerne høre 'Ariels drøm' af Helge Rode ...«. Jeg fik tårer i øjnene af bare raseri, men var klar over, at et forkert ord kunne få mig smidt ud! Med bævende stemme begyndte jeg: »Jeg er Ariel, luftens drøm ...«. En tåre af ren og skær raseri trillede ned ad kinden på mig. Fru Holmer så det og stak hovedet helt hen til mig. »Jeg synes, der mangler lidt livsglæde!«, sagde hun ... Da jeg næsten kløjedes i min vrede, smilede hun bredt: » Registrer det ... og brug det!«. Mens fru Holmer var rektor, spillede hun flere store roller på teatret: Hun var en gnistrende smuk markisinde i Noel Cowards 'Madame', vi gispede, når hun i de skønneste store skørter før forestillingen gik op ad trappen til skuespillerfoyeren og ind på scenen. »God aften«, sagde Fru Holmer - hun var smuk, og hun vidste det! 'Madame' spillede hun med så megen passion og raffinement, at vi elever sad nede i salen hver eneste aften, vi havde fri: Vi måtte opleve det igen og igen, lære af det! I Noel Coward-kabareten oppe i teatrets foyer sang Grethe 'Mad About the Boy' med erotisk glød, og et øjeblik senere gav hun den sofistikerede, vittige 'Råd Deres datter fra debut, fru von Hermelin', så vi skreg af grin og mistede mælet. Rektor kunne sit fag. Der var højt til loftet. Det ene øjeblik spillede Grethe dronning, det næste forvandlede hun sig til en ældre, slidt engelsk lady i 'Fruen på Sark'. Vi lærte, at skuespil netop drejer sig om mangfoldighed. Det ene øjeblik spillede vi, skuespillerelever, slaver i Racines 'Fædra', næste måned gjorde vi scenetjeneste som kor i 'Folk og røvere i Kardemommeby', vi jodlede og dansede med i den blå ballet i 'Sommer i Tyrol' - og sang Brechts 'Skillingsopera' på tysk hos Gisela May. Fru Holmer sørgede for et kunstnerisk drivhus, men hun var ganske ærlig: »Hvis I brokker jer for meget det første år, I er her på skolen, ryger I ud! Vi ved bedre end I, hvad I har brug for. Når I er andetårselever, lytter vi til jeres indvendinger - men retter os sjældent efter dem. Men tredjeåret på skolen ved I, hvad det drejer sig om, og har I ønsker eller særlige behov for undervisning, gør vi alt, hvad der står i vores magt, for at efterkomme det«. En elev mumlede: »Det lyder som oplyst enevælde«. »Ja!«, udbrød Fru Holmer begejstret, »netop!«. Fru Holmer forblev Fru Holmer, så længe man var elev på skolen. Da jeg som tredjeårselev fik chancen for at debutere i en lyndublering, blev Fru Holmer kammerat. »Her, min pige!«, sagde hun. »Lån mine bedste scenesko. Dem står du bedre i på scenen. Vil du høres i rollen? Så kom!«. Hun støttede og opmuntrede og var der, når det gjaldt. Efter eksamen blev Fru Holmer til Grethe. Og Grethe var lige så fyldt med format, som rektor havde været det. Da en af mine elevkammerater døde alt for tidligt, og den unge skuespillerindes fanatiske forældre ikke ønskede begravelse eller blomster, var Grethe engageret på Aalborg Teater; hendes teaterbørn skulle »behandles ordentligt«, så deroppefra sørgede hun for at skaffe oplysninger om, hvor den kiste befandt sig - så vi kunne sende blomster til vores holdkammerat, følge hende på vej ... Da jeg - som alle skuespillere før eller senere - fik min første dunderfiasko-anmeldelse, ankom dagen efter et brev med posten oppe fra Aalborg. »Jeg har læst det«, skrev Grethe. »Nu skal du høre, hvad de engang skrev om mig«. (Og så fulgte et perfidt anmeldercitat). »Græd ud, skat, og rejs dig igen! Du havde ikke gået på min elevskole, hvis ikke du havde talent. Dette her er hårdt - men det er en del af lærepengene! Op igen! Videre!«. Format. Loyalitet. Født til scenen. Et gnistrende scenisk talent, som fortjente mange flere roller i de sidste 20 år. Gift først i mange år med Odenses legendariske teaterchef Kai Wilton: Men det har aldrig været populært at være teaterchefens kone! Grethe Holmer havde sine meningers mod, dertil også en god portion arrogance, når det gjaldt. Fru Holmer var en ægte kammerat - men ikke en, man slog på ryggen og respektløst spurgte: »Hvodn skær'en?«. Det lukkede stensikkert mange døre. Det kræver format at udsætte sig for kvalificeret modspil. Dansk teater er gået glip af mange store præstationer i de sidste år ved ikke at have brugt Grethe Holmer tilstrækkeligt. Det gav hende så i stedet tid til at rejse med sin elskede Benny, der blev tid i mange år til at drikke te og gå på museer med sin bedste og højtelskede veninde fra barndommen - og tid til børn og børnebørn og 'børnebørns-spilledage', hvor børnebørnene blev præsenteret for gammeldags lege og aktiviteter, som deres bedsteforældre havde nydt som børn, sammenkomster, som Grethe sagde henrykt, »hvor bedsteforældre har lov til at kysse børnebørnene lige så meget, de har lyst!«. Hvor er vi mange, der vil savne hende. Kæreste Fru Holmer.