Medierne har på det sidste rapporteret om forskellige tilfælde af kopiering af andres arbejde samt fusk med titler og referencer. Er dette et tilfælde, eller er der måske en overordnet sammenhæng? Jeg mener ikke, det er tilfældigt, at vi for tiden ser en øget tendens til enten direkte at kopiere andres arbejde eller smykke sig med lånte fjer. Og jeg mener heller ikke, at den seneste tids afsløringer blot er resultatet af øget fokus på området. Jeg er overbevist om, at det desværre er blevet en del af tidsånden, i mangel af bedre beskrivelse. Moral og værdinormer er generelt på et skråplan, og medierne er skredet med. I de konkrete tilfælde er angsten for den pinlige afsløring åbenbart mindre end udsigten til at skyde hurtig genvej. Desuden afbødes den offentlige fordømmelse ofte af en mellemmand i form af en advokat eller et forlag, der træder ind på scenen og uskadeliggør situationen med de magiske ord: »Det var en fejl«. Man ligestiller det således med at glemme at betale en regning, og så sker der sådan set ikke mere. De juridiske problemer ordnes som regel ved et forlig, hvor ingen af parterne må udtale sig offentligt. Kopiering er blevet lidt som sort arbejde - det er ikke et moralsk problem, men et praktisk problem. Det er måske ikke helt fint i kanten, men alle gør det, og det gælder bare om ikke at blive opdaget. Og hvordan har den holdning nu sneget sig ind? Jo - menneskets første spæde indlæring starter med, at man efterligner de voksnes adfærd og sprog, så kopiering er en fundamental del af de udviklingsprocesser, alle mennesker gennemgår. På et tidspunkt når man et udviklingstrin, hvor individet har sin egen verdensopfattelse og formulerer denne på egen facon, hvori andres betragtninger stadig indgår. Forskellen er, at efterhånden som man udvikler sig, er man i højere grad klar over, at man står på skuldrene af andres erfaringer. Men i den senere tid har der så alligevel været rapporteret flere eksempler på kommerciel kopiering af andres arbejde, udført af kendte og aldeles velvoksne mediefolk, der i deres værker umiddelbart påstår en originalitet og autenticitet, som imidlertid ved en overfladisk granskning viser sig ikke at holde. Alle kender fænomenet, hvad enten man er kreativ eller ej - men hvad skyldes denne stigende frekvens? For en del år siden fik Gasolin-guitaristen Franz Beckerlee en bog ved navn 'De nøgne abers paradis' trukket tilbage umiddelbart inden udgivelsen, da en anmelder opdagede, at den bog havde han læst før - på amerikansk og af en anden forfatter! For nylig overgik den samme skæbne Uffe Stenstrop, da forlaget trak hans bog tilbage, idet man klart kunne påvise ordret overensstemmelse med en amerikansk forfatters udgivelse - og den højt estimerede udenrigskorrespondent Frank Esmann må lide den samme tort og se en bog om Kissinger blive trukket tilbage efter beskyldninger om plagiering. Og det endda efter kritik af hans forrige bog om lignende ophavsretlige problemer. Peter Øvig Knudsen har netop udgivet en bog om den danske nazist Birkedal, hvor der er lange passager med dialoger, referater og politirapporter uden kildeangivelse - man kan dog i sidstnævnte tilfælde diskutere, om der er tale om et formsprog eller en særlig stil, der tillader kopiering. Som manusforfatter kender jeg udmærket den fristelse, der ligger i at planke andres arbejde, men det vil jo uvægerligt blive opdaget, uanset omfang. Og man bør derfor af denne årsag - samt en snes andre etiske, moralske og juridiske årsager - afholde sig fra det. Også selv om man i min branche humoristisk opererer med følgende tommelfingerregel: Hvis man skriver af fra én, hedder det plagiat - hvis man skriver af fra ti, hedder det research. Der er himmelråbende stor forskel på at læne sig stilistisk op ad forbilleder, lade sig inspirere af andres værker eller lave parafraser over dem - og så skamløs kopiering. Hvordan kan det så være, at nogen alligevel er så dumdristige at tro, at de kan slippe helskindet fra direkte kalkering, og det endda i en tid, hvor man i ethvert hjem med internetadgang kan 'google' sig til afsløringen? Er det, fordi der er en gråzone, eller man lader sig forblinde af andres værk, der så klart formulerer ens egne tanker på området, at man forledes til at gøre deres ord til sine egne? Der har igennem tiderne periodevis været en vis tilbageskuen i kunst og andre kulturbærende elementer. Renæssancen og nyklassicismen er epoker, der tydeligvis lader sig inspirere af tidligere strømninger. De senere årtier har man dog næppe nået at fjerne serpentinerne fra nytårsfesten ved årtiets begyndelse, førend et nærmest naturlovsbetinget nostalgisk tilbageblik på perioden to årtier tilbage startede: I 1970'erne stod den på 1950'er-nostalgi med rockrevival, i 1980'erne på 1960'er-ditto, i 1990'erne var det 1970'er-disco og trompetbukser, der blev støvet af igen, og netop i disse år prøver markedskræfterne at få solgt restlageret af Wham sammen med breakdance og old school hiphop-ikoner fra 1980'erne. Disse ungdomskulturelle markedsføringstiltag - kombineret med det seneste årtis musikalske tendens til direkte at sample andre kunstneres kompositioner i stedet for selv at skabe grundlæggende nye værker - er blevet ikke blot comme il faut, men en vogue. Der er en glidende fase fra tidligere tiders inspiration over epigoneri til den herskende mainstream copy-paste-kultur. Helt unge kopierer rask væk og i detaljer attituder og tøjstil fra popstjerner og opfordres i stigende grad til det af en massiv markedsføring fra underholdningsindustrien: Følg flokken - alt andet stinker af hippiefilosofi og gør dig upopulær. Du bli'r stjerne for en aften ved at fremføre en kopi af et allerede velkendt nummer. Der er flere asiatiske lande, hvor betragtelige dele af bruttonationalproduktet stammer fra en decideret systematiseret industriel kopiproduktion af film, spil, musik og mærkevarer, og aftagerne findes overalt i den vestlige verden. En førende dagligvarekæde husstandsomdelte for et par uger siden reklametryksager, hvori de annoncerede med ægte minkpelse i Saga-kvalitet. Det er nu afsløret som et billigt kopiprodukt, sandsynligvis fremstillet i Kina, og absolut ikke i Saga-kvalitet. Hvis de Vuitton-tasker, der for tiden promeneres i byen af kvinder i gymnasiealderen og opefter, alle var ægte, ville franskmændene nok flytte produktionen til Danmark. En konsensus har tavst sneget sig ind i de små hjem: Det er okay, når alle gør det - forældre fortæller godt nok deres børn, at det er forkert at stjæle, men ser gennem fingre med børnenes downloadning af piratkopierede spil, film og musik. Herefter siver tankegangen videre ind i selve skolearbejdet: Der er utallige hjemmesider, der lover 'lektiehjælp' mod betaling, hvilket i bund og grund blot betyder, at man kan købe sig til en kopi af en hvilken som helst skriftlig skoleopgave uden selv at røre en finger. Det at skrive af fra sidemanden, som mange skolebørn har praktiseret igennem tiderne, er systematiseret og digitaliseret - og derfor i manges øjne legitimeret. Den eksploderende piratkopiering af digitalbårne medier er ikke blot udtryk for, at det er blevet nemmere at være lovbryder - der er også en udbredt opfattelse af, at det er i orden. En anden påvirkende faktor er den stigende tendens hos de største kommercielle filmselskaber til at satse på remakes af tidligere filmsucceser i stedet for at prøve nye ideer. Eksemplerne er legio - Peter Jacksons kommende film 'King-Kong' kan nævnes - originalen fra 1933 er endda genindspillet en gang i 1976 af Dino de Laurentiis, så det er nærmest et remake af et remake. Ligeledes satses der i større omfang på sequels (i 'Star Wars'-terminologi hedder det prequels, men det er to alen ud af samme dårlige stykke), hvor filmskaberne måske ikke kopierer andre, men så til gengæld gentager sig selv. Fænomenet har tilmed invaderet reklamefilmgenren, hvor det ikke ligefrem vrimler med originale tiltag i øjeblikket. Hvis det ikke er en komisk dårligt synkroniseret versionering af en udenlandsk produceret reklame, så er det en føljeton med Harry, Polle eller Jørgen fra Kims i hovedrollerne ... De talrige tv-kanalers efterhånden ensartede udbud af reality-programmer er ligeledes eksponent for denne tendens. Underholdningsprogrammer som 'aHA!', 'Robinson', 'Huset', 'Shooting Stars' m.m.fl. er koncepter allerede afprøvet i udlandet (hvilket enhver seer med TDC's store kabelpakke kan forvisse sig om), og købt med klausuleringer om indhold, logoer, rekvisitter, replikker ... Alt er reguleret ned i mindste detalje, og underholdningsbranchens kendisser optræder som statister i et kopiprodukt, hvad enten de er betalte værter eller ditto gæster. Disse strømninger, der måske er affødt af en vis idemæssig fattigdom og forstærket af øgede krav om større, bedre og hyppigere præstationer, er tydeligvis styret af markedskræfterne, der ikke tåler fejlskud i form af eksperimenter og nytænkning. De øgede krav til både erfaring og uddannelse har desuden ført til, at nogle er blevet fristet til ikke blot at kopiere andres værker, men direkte lyve om egne kvalifikationer: Preben Bonnén og Anna Kastberg er to iøjefaldende eksempler fra de senere år. De i medierne omtalte eksempler på forfatteres afskrift er muligvis kun toppen af isbjerget. Når man lige ser bort fra dem, der endnu ikke er blevet afsløret, er der meget, der taler for, at man ved henvendelse til universiteter og andre højere læreanstalter vil få oplyst, at doktordisputatser, ph.d.-afhandlinger, hovedopgaver til magistergrader m.v. i tiltagende omfang er plaget af lignende tendenser til kopiering uden kildeangivelse. Dette har blot ikke mediernes umiddelbare bevågenhed og klares internt og kollegialt uden for megen støj i den fremtidige karriere. Og det er katastrofalt for ikke blot den almindelige moral, men for åndslivet som helhed, at denne tendens muligvis har et sådant omfang - især i et så lille kulturområde som Danmark, truet af massive påvirkninger udefra. Hvis kopiering i større omfang på alle niveauer bliver det gængse, ender vi selvsagt i åndelig fattigdom - der er noget incestuøst over fænomenet, og vi ender i overført forstand som banjospillerne i 'Udflugt med døden', der kun som et kuriosum får besøg udefra. Originaliteten udvandes og forsvinder - hvis markedet hellere efterspørger kopier, bliver originalitet en eksklusiv nicheproduktion for de kræsne. Og det er mere end sørgeligt, for vi bærer stadig kimen til det storslåede og originale. Det er ikke mange årtier siden, Danmark markerede sig internationalt med banebrydende værker inden for både kunst og videnskab og modtog Vestens højeste udmærkelser i form af Nobelpriser. Vor tids Johannes V. Jensener og Niels Bohrer enten drukner i mængden af skamløse kopister eller bliver selv inficeret af kopivirussen, og det er vores alle sammens tab. Kort sagt - kopiering af andres værker har altid eksisteret og vil altid eksistere, men har nået et epidemisk omfang på alle niveauer, og det skyldes en vestlig samfundsudvikling, der i høj grad har understøttet og tilskyndet til kopiering. Skal man den omfattende og ødelæggende kopiering til livs, skal der en grundliggende holdningsændring til - det skal være moderne hellere at undvære end at nøjes med en kopi. Og det skal gøres klamt og utjekket blandt de unge at kopiere, hvad enten det er underholdning, skoleopgaver eller arbejde. En værdidebat - ikke kun blandt meningsdannere i eliten, men især på folkeskoleniveau - er tvingende nødvendig. Ellers må jeg jo gentage mig selv om nogle år.