Stedet er en pensionistbebyggelse i Gentofte. Størstedelen af beboerne er mænd. Desuden bor der en del unge mennesker, som man intet kender til. Dette er en personligt farvet beskrivelse. Måske er der nogen, der trives her. Det ved jeg ikke noget om. I de syv år jeg har boet her, er mange døde alt for tidligt. 'Dårlige liv' som de kaldes. Jeg vil ikke gå i detaljer, men årsagerne til den tidlige død har bl.a. været alkoholisme, pillemisbrug, lægeordineret psykofarmaka - 7-8 forskellige præparater, hvor organismen til sidst ikke kunne klare det mere. Disse personer er for længst glemt, og ingen taler om dem mere. Det, der foregår her, er desværre et udskilningsforløb, hvor de svageste falder fra. Det er sørgeligt, at det er sådan. Jeg har overlevet indtil videre. Har jeg været heldig, er jeg glad for det? Hvis man ikke er i stand til at gøre noget ved sin tilværelse for at give den en bedre kvalitet, er man fuldstændig overladt til ligegyldigheden, tomheden, ensomheden. For som førtidspensionist skal man både skabe sine rammer og fylde dem ud. Hvis man har et lønarbejde, ved man dog, hvilke funktioner man skal klare. Som førtidspensionist skal man finde på det hele selv, hvis man kan. Det er sandelig nogle hårde betingelser for en gruppe, som i forvejen bliver betragtet som 'de svageste'. Jeg kan godt forstå, at mange ikke er i stand til det. Jeg har heller ikke kunnet klare at skabe en meningsfuld tilværelse i længere perioder. Derfor er der et værested, en beboercafe, hvor man kan få selskab. Der er et par ansatte, som sørger for kaffe og ostemadder etc.. Alt dette er velment, og mit ærinde er ikke at kritisere medarbejderne. De gør garanteret det bedste, de kan. Jeg har haft en hjemmehjælper, som foreslog mig at gå på et værested specielt for psykiatriske patienter. Man drikker kaffe, taler om sygdom og medicin og bliver behandlet som mindreårige, ifølge en tidligere bruger af stedet. Så ville målet ligesom være fuldt, og mine bekendte, som jeg nævnte det for, korsede sig: at jeg skulle sidde og nikke sådan et sted. Jeg har været heldig, at jeg slap ud af det psykiatriske system i 1988. 'Behandlingen' var effektiv med Cisordinol og Trilafon, som gav parkinsonisme. Jeg gik foroverbøjet med småbitte skridt, var stiv i hele kroppen og lavede umotiverede bevægelser med fingrene. Desuden blev jeg tyk og fed og fik også blodtryksfald på grund af 'medicinen'. Jeg var dog heldig at overleve. I mine indlæggelsespapirer fra 1980'erne har jeg fået den fine titel 'Schizofrenia simplex'. Jeg ved dog, at min læge, min terapeut og angstforeningen kan stå inde for, at det er angst og depression, jeg har været ramt af det meste af livet. Angstforeningen (og sikkert andre patientforeninger) kan jeg bruge som eksempel på, at når man behandler hinanden med ligeværdighed og respekt, så vokser man som menneske. Jeg har i et par år passet Angsttelefonen, hvor jeg gennem min indsigt kan vejlede og rådgive efter bedste evne. Min opgave er at lytte, og vi taler sammen menneske til menneske. Der sker ofte det, at der tændes et håb hos den person, jeg taler med. Det er en god fornemmelse. Værdighed er vigtigt for et menneske. Den er der blevet gjort mange angreb på, men det er lykkedes for mig at bevare den. Selvstændighed og uafhængighed er andre værdifulde egenskaber; men jeg har opnået begge dele i ekstrem grad. På grund af et meget hårdt og ubeskyttet liv er jeg blevet hård af bitter nødvendighed. Man siger, at det, man ikke dør af, bliver man stærkere af. Det kan være, at der er noget om det. Jeg har haft hjælp til at få min lejlighed gjort i stand og få mit tøj vasket. Jeg forstår udmærket, at en hjemmehjælper må holde en professionel facade og afstand. Men det var lidt kunstigt at få en fremmed indenfor, så nu er jeg igen selvstændig på godt og ondt. Nu gælder det for mig efter mange hårde kriser om at få en meningsfuld tilværelse sat sammen. Det er en stor opgave, som koster mange kræfter; men det kan også være et tilfredsstillende arbejde. En anden ting ved at være førtidspensionist er, at man aldrig kommer til at opleve vekselvirkningen mellem arbejde og fritid. Derved har man jo heller aldrig ferie. Når medarbejderne har udført deres sikkert udmærkede arbejde, kan de tage hjem til deres normale liv og normale familie, til ægtefælle og børn og hvad de ellers har. Selvfølgelig misunder jeg andre alt det, jeg ikke kom til at opleve i livet. Det at få en ligeværdig partner, børn, familieliv, regelmæssigt sexliv og så videre. Næh, herude er jeg ladt tilbage med de andre ensomme mænd, og jeg kan garantere for, at det liv får man lov til at have helt i fred. Der er vist ingen ved deres fulde fem, der ville misunde os vores liv. Dette må vist være den fuldstændige frihed, men også den fuldstændige ligegyldighed. Man er ladt alene tilbage og kan leve og dø, som man nu har lyst til. Det er frihed! Misforstå mig ikke. Der er mange flinke mænd her, som jeg også godt kan lide, men det sætter sit præg, at der er så få kvinder. Selv med de grønne omgivelser her, er der en atmosfære af fattigdom og trøstesløshed. Det må vist fremstå meget tydeligt, at jeg er en paria for systemet. I øvrigt synes jeg ikke engang, at jeg tilhører systemet. Jeg talte engang med en kammerat. Han sagde: »Vi eksisterer ikke engang for dem. Vi er bare luft«. Endnu en gang spørgsmålet: Hvorfor er der så mange udstødte i det danske samfund, er det virkelig kun effektivitet og økonomi, det drejer sig om. Det kan man meget enkelt svare 'ja' til. Menneskelighed, fællesskab, respekt for andre og samarbejde er begreber, som efterhånden næsten er forsvundet. Hvis man er heldig, kan man stadigvæk finde det; men det er sikkert langtfra alle, der gør det. Lad mig straks sige, at jeg ikke er menneskehader, tværtimod. Der findes stadig mange gode og anstændige mennesker. Jeg kender da heldigvis også et par stykker. Men når man har fået førtidspension i 36 år, kender man næsten kun nogle fra det samme miljø, nemlig andre pensionister. Bortset fra de få af min familie, der er tilbage, kender jeg meget få fra det 'rigtige' liv. F.eks. ville medarbejdere aldrig drømme om at være sammen med 'sådan nogle som os' i andre sammenhænge end deres arbejde. Nok bliver man betragtet som en slags menneske, men som en ligeværdig, aldrig. Grænserne mellem dem, der har arbejde, og taberne kan aldrig overskrides, og man må pænt blive der, hvor man hører til, og hvor ingen andre end os ønsker at være længere end nødvendigt. Og man ønsker jo heller ikke selv at være her. Men mangel på penge og ressourcer gør jo, at man bliver stavnsbundet, hvis man i det hele taget vælger at fortsætte livet. Desværre sker der et stort spild af menneskets evner og muligheder undervejs i livet. Hvorfor er det sådan, at et liv, der kunne have været rigt og spændende, nogle gange bliver en tragedie? På besynderlig vis har jeg tilegnet mig viden og kundskaber undervejs, men der har aldrig rigtig været nogen, der har været interesseret i det. Heldigvis har jeg haft jazzen som tilflugtssted, hvor jeg har kunnet få afløb for min sorg og smerte, og hvor jeg også har kunnet finde glæde og fortrøstning. Tænk engang, da jeg var dreng, ville jeg være dyrepasser, brandmand, videnskabsmand eller noget andet spændende. Og så blev jeg sørme invalidepensionist på livstid. Den skæbne er en ironisk størrelse. For nu at vende mig mod det samfundsmæssige, så er det vel de 'høje' mænds og kvinders opgave at have planer og visioner om et samfund, hvor mennesker har mulighed for bedre trivsel, end de har nu. Men der er desværre ikke noget, der tyder på, at det går i den rigtige retning, tværtimod. Det er rigtigt, at det danske system er rigt, materialistisk set. Til gengæld er der psykisk og sjælelig fattigdom. Det giver sig udtryk på mange måder. Ved kriminalitet, alkoholisme, pillemisbrug, narkomani, vold, hærværk, selvmord etc. Selvfølgelig er man altid ansvarlig for sine handlinger. Men som regel er der årsager til handlinger. Man kan blive desperat af mange grunde. Personlige tragedier som fattigdom, håbløshed, at samfundet ikke har brug for én og så videre. Det siges, at der er en stor personlig frihed. Der er mange tilbud indenfor så at sige alle samfundets områder. Men det er dem, der har overskud, der benytter sig mest af dem. Nemlig de bedrestillede og tilpassede. Det er også dem, der generelt lever sundest. De spiser sundest, dyrker motion, ryger ikke. De har også de mest spændende og udfordrende job. Det er de dårligst stillede, der ryger mest, spiser usundt, drikker mest og så videre, så det siger sig selv, hvilken gruppe der har det dårligste helbred. Der er vel undtagelser i begge grupper; men det er sikkert, at der er en social slagside. 'Velfærdsfænomener' som stress, angst, ensomhed, arbejdsløshed, at være lukket uden for fællesskabet kan medføre alvorlige sygdomme, både fysiske og psykiske. Jeg tror gerne, at nogle kan trives og tilpasse sig en pensionisttilværelse. Men det afhænger bl.a. af, om man har en god kontakt til sin familie, hvis man stadig har en. Et godt forhold til naboer og nære venner giver også livskvalitet. Nogle kan måske ikke tilpasse sig, fordi skuffelsen over, at livet har formet sig stik imod, hvad man havde ventet sig, er for stor. Vigtigt er det at finde nogle områder, som virkelig betyder noget. Positive livsholdninger kan give indhold og mening med tilværelsen. Målet med denne beretning er egentlig kun at få de dårligt stillede frem i lyset, at sige, at vi også eksisterer endnu, selv om det ofte er under kummerlige vilkår. Jeg tror ikke, at der i fremtiden vil ske afgørende forbedringer for min gruppe, der bliver måske foretaget nogle lapperier og justeringer. Det sker tit, at folk bliver vurderet efter deres position og status i samfundet. Heldigvis er der også mennesker, som vurderer andre ud fra deres værdier og egenskaber. Mennesker med denne sociale intelligens er meget værdifulde. Med det jeg her har beskrevet, har jeg villet fortælle om mig selv og andre, som er placeret i det nederste sociale lag. Så jeg håber, at læserne har fået et indtryk af, hvordan det opleves.