The Thelon Wildlife Sanctuary er med sine 67.340 kvadratkilometer den største og mest isolerede vildmark i Nordamerika og et af de sidste uberørte områder på planeten. Rejsen til den arktiske tundra var min drøm, siden jeg i 2000 stiftede en fond med formålet at bevare og beskytte ulvene i verdens arktiske områder. Nu i juni 2004 var jeg omsider på vej. For at nå frem til mit endelige mål, Ecoventures lejr ved Whitefish Lake, som senere skulle blive mit hjem i seks uger, måtte jeg først gøre holdt 483 kilometer derfra i byen Yellowknife. Yellowknife har med sine nu 20.000 indbyggere været i rivende udvikling siden slutningen af 1980'erne. På det tidspunkt åbnedes to diamantminer af henholdsvis den australske diamantminegigant BHP og verdens største diamanthandler, sydafrikanske De Beers. Åbningen af minerne gav beboerne i og omkring Yellowknife håb om arbejde og dermed muligheden for at få deres retmæssige andel i alle de ting, man i den materialistiske verden kan købe for penge. Alt det, vi tager for givet i vores del af verden, men som hidtil havde ligget uden for rækkevidde for dene-indianerne i The Northwest Territories. Men som i så mange andre tilfælde har medaljen en bagside: stigende forurening af floder og vådområder, opløsning af velkendte sociale strukturer, øget forbrug af alkohol og diverse andre rusmidler og opsplitning af de sammenhængende naturområder, der danner grundlaget for de naturlige økosystemer. For åbningen af minerne har som i så mange andre lignende tilfælde rundt om i verden ført til udbygning af vejnet, øget forbrug, strømme af eksperter, turister og lufthavne. I dag er Yellowknife en kosmopolitisk by med højhuse, supermarkedskæder og designertøj. Man kan spise på både vietnamesisk og russisk eller på restaurant Bullocks og smage stedets berømte cariboubøffer. Turisterne strømmer til byen med drømme om hvide arktiske ulve, caribouhjorte, moskusokser og mangfoldige fuglearter. Andre kommer for at fiske i de krystalklare søer, og hvert år rejser flere tusinde japanere til det arktiske for at se nordlyset. Mange er overbeviste om, at såfremt deres barn undfanges ved nordlysets skær, bliver det en dreng med særlige gaver. Her i Yellowknife stod jeg på mit hotelværelse og så på kufferten, soveposen og den pakkede rygsæk og vidste ikke, om jeg skulle le eller græde. Det gik op for mig, at jeg var 67 år gammel, og at eventyret, jeg var ved at kaste mig ud i, ville blive krævende og grænseoverskridende. I mange år havde jeg drømt om denne dag, men nu var det virkelighed. Jeg havde aldrig prøvet at ligge i sovepose eller at bo i telt, og det skulle jeg nu gøre ved en kæmpesø midt ude i vildmarken. Jeg satte mig overvældet på sengen og tog en dyb indånding, men blev afbrudt af Larry - en af Ecoventures guider - som kom for at køre mig ned til flyvebasen, hvor vi skulle møde piloten, der skulle flyve mig til Whitefish Lake. Larry, en stor mand fuld af varme og menneskekundskab, gennemskuede straks situationen og forklarede, at der ikke var noget at være bange for. Om et par timer ville jeg være sikkert anbragt i mit nye hjem omgivet af professionelle guider, som ville gøre alt for at hjælpe mig med at falde til. I det øjeblik forstod jeg, at her og nu begyndte det virkelige eventyr, og hvor vigtigt det var hele tiden at have min kærlighed til og respekt for ulven med. Da jeg forlod hotelværelset, vidste jeg allerede, at jeg ikke ville være den samme, når jeg vendte tilbage igen. Ved flydedokken ventede 'Tundra Tom', en legende med over 30 års erfaring i arktiske ekspeditioner og manden bag Ecoventures. Tom var 1,90 høj og vejede over 100 kg - en mand, man ikke sådan kom uden om. Han gav mig et ordentligt knus, så mig ind i øjnene og sagde de uforglemmelige ord: »Når du lander ved Whitefish Lake, vil du opleve det uudsigelige. Tundraen vil ændre dig både i sjæl og krop. Når vi mødes igen, vil du være et lykkeligere og stærkere menneske«. Piloten meddelte, at det var tid. Først nu lagde jeg mærke til det lille enmotorsfly, der ventede. Det var ikke just hightech. Piloten fortalte stolt, at det var en De Havilland fra 1957, og så meget fortrøstningsfuld ud, mens han nænsomt skubbede mig om bord. Først senere fik jeg fortalt, at der ikke længere fandtes reservedele. Ud over at transportere gæster blev maskinen brugt til at bringe frisk grønt, frugt og alle andre fornødenheder ud til lejren, så den var vores eneste forbindelse med civilisationen på nær en satellittelefon, som virkede sporadisk afhængigt af diverse storme. Da maskinen først kom i luften, glemte jeg dens alder for det betagende syn af sø efter sø i alle regnbuens farver. Der lå de som lysende øer af turkis, rosa og kongeblåt imellem de mørke nåletræer. De stadig mere tilfrosne søer mindede mig om, at jeg befandt mig i det arktiske. Vi havde lige lagt trægrænsen bag os, da pilotens stemme skar igennem motorlarmen: »Now, Annett, are you ready to rock and roll?«. Solen stod lavt på himlen, da vi nåede frem. Piloten cirklede et par gange før landingen, så jeg kunne se lejren. Nede på flydedokken fik jeg en varm velkomst af de tre guider, som i de følgende seks uger var der for mig, hjalp mig igennem kriserne og glædede sig med mig, mens jeg langsomt genfandt evnen til at se, høre og opleve store som små mirakler. Efter middagen - hjemmelavet lasagne, iste og velkomstkage - hjalp en af guiderne mig med at blive orienteret. Mit telt havde trægulv, en sovebriks, natbord og en Colemanlampe og var stærkt nok til at modstå besøg af gråbjørne - det fik jeg senere bevis for, da jeg klokken 3 en morgen fik besøg af en ung gråbjørn på jagt efter noget spiseligt. George, som jeg døbte den, blev og legede med en stol, jeg havde stående foran teltet. Jeg tror, George og jeg var lige overraskede, men også nysgerrige. Til alt held dukkede dens mor ikke op. Men her den første aften var det nu blevet køligere. Moskitohæren og de sorte fluer holdt pause for natten. Jeg gik ned til søen, satte mig i sandet og stak fødderne i det iskolde, krystalklare vand. Jeg havde brug for lidt tid til at få styr på mine tanker og følelser. Whitefish Lake lå som et ubevægeligt spejl. Billedet forekom uvirkeligt. Det tog et par minutter, før jeg forstod, at det, der omsluttede mig, var stilheden. Det var blevet tid til orienteringsturen til højdedraget et par kilometer fra lejren. Sliddet for at nå toppen var umagen værd. Panoramaet, der strakte sig langt ud mod horisonten, kan ikke beskrives, kun opleves. Jeg satte mig på en sten og fik kikkerten frem. Først så jeg kun kilometer efter kilometer af tundra, men så hviskede guiden: »Find den store sandbanke, der ligner et landet passagerfly, og fokuser så til venstre«. Jeg glemte at trække vejret. Ude i sandet lå en hvid hunulv og nød aftensolens sidste varmende stråler. Hun lå foran hulen, så hun hele tiden kunne våge over sine unger. Jeg turde ikke tage kikkerten væk, af frygt for at hun skulle forsvinde. Ønsket om at opleve ulven allerede den første aften opstod i København. Men det var en drøm. Virkeligheden er en anden. Så fulgte den tid, hvor dage blev til uger, mens vi vandrede og kravlede igennem tundraen - mange gange på maven, for at ulvene ikke skulle få færten af os. Ofte, når vi endelig nåede frem og kunne skimte en ulveflok, skiftede vinden retning, og så var slaget tabt. Humøret nåede flere gange ned under nulpunktet. Bevidstheden om, hvorfor jeg kæmper for at beskytte og bevare ulven, lå på hele turen inde i mit hoved, bag alle strabadserne. Ulven, som ikke vil findes, fanges, huskes eller forstås. Vi kan dræbe den, fange den på foto, opsøge den, finde den i os selv, tage den med os i hjertet - men den forbliver en gåde. Det, den symboliserer, vil altid være delvist uopnåeligt for os mennesker. Det er styrken, intelligensen og potensen, der er ulvens mytiske kraft, og den vækker både længsel, beundring, kærlighed, angst og had. Daglig mindede guiderne mig om, at jeg var i vildmarken på ulvenes præmisser, og at der ikke var noget, jeg kunne gøre for at ændre situationen. Det var op til ulven at aflægge besøg. Som tiden gik, ændrede jeg mig langsomt. I den første uge havde jeg nok at gøre med at få vejret og få kroppen til at følge med guidernes tempo. Der skal en god fysik til at hike i sand, vand og tundra op til 10 kilometer om dagen. Først så jeg ikke rigtigt, hørte heller ikke godt nok efter, men så begyndte jeg at blive opmærksom og fokusere på landskabet omkring mig. Jeg opdagede en mangfoldig, farvestrålende flora og lyttede efter ørnens og gyrfalkens (jagtfalkens) vingeslag. Ofte sad jeg om aftenen ved en falkerede tæt på lejren og ventede sammen med de små, sarte unger på forældrenes tilbagevenden med dagens føde. For 7.000 år siden forsvandt de sidste gletsjere fra Canadas arktiske fastland og efterlod landskaber, som ofte bestod af sand og grus. De områder blev senere til de oaser, der har givet mulighed for, at træer kan slå rod. I disse enestående sandområder graver ulvene deres huler, og på den måde beskytter de deres unger mod gråbjørnenes angreb. Hele denne uforglemmelige tundra oplever kun få måneders sol og varme, hvor livets cyklus kan gentage sig. Derefter bliver det begravet i sne, is og mørke, indtil solens stråler igen varmer det. Vindens susen over tundraen minder mig om Elgars cellokoncert - smuk, men sorgfuld - ekkoet af tundraens symfoni klinger stadig i mig. Efter fire ugers venten og plaget af modstridende følelser var jeg en aften krøbet i soveposen, da jeg hørte guidens hviskende, ophidsede stemme uden for teltet. »Skynd dig ud, han er her«. Jeg sprang i støvlerne, snuppede en jakke og styrtede ud af teltet. Guiden tog min hånd og trak mig mod udkanten af lejren. Tiden stod stille. Der stod han i silhuet på sandbankens top, en stor alfa-hanulv. Ude på sin jagtrunde lagde han vejen forbi for at undersøge, hvad der foregik i lejren, om der var fare på færde. Jeg behøvede ingen kikkert, jeg var så tæt på, at jeg kunne se hans smukke stærke krop og øjnenes opmærksomme blik. Han studerede os alle sammen, som vi stod der ubevægelige uden at turde trække vejret. Min guide knugede min hånd. Jeg forsøgte at få kontakt med ulven, som løb lidt frem og tilbage og så pludseligt vendte sig og stoppede lige foran mig. Han så ned imod mig - så lagde han sig langsomt ned - jeg fornemmede nærheden og hans accept. Så rejste han sig, men inden han forsvandt i polarnatten, stoppede han op en sidste gang og så sig tilbage. Så var han væk. Vi stod alle stille et stykke tid - min guide og jeg så på hinanden, og så kom tårerne, både hendes og mine. Hen på natten fejrede vi den uforglemmelige oplevelse med varm chokolade. Det er en underlig - nærmest klaustrofobisk - følelse at være tilbage i storbyen. Dele af min sjæl er blevet ved Whitefish Lake. I det arktiske kalder man det at leve på tundratid. Under min research fik jeg lejlighed til at stille spørgsmål om problematikken i forbindelse med jagt på ulvene, nedskydning fra snowmobiles og den katastrofale nedslagtning af ulve fra helikoptere - en praksis, der desværre finder sted i Alaska netop nu. Ulvene jages, til de falder om af udmattelse, og skydes derefter brutalt. Hvornår er jagten på en truet dyreart acceptabel, hvornår er det sport og hvornår ren og skær profit? Problematikken bag jagten på ulve er følelsesladet og har skarpt optrukne linjer fra de forskellige parters side, også politisk. Men der er ikke plads til alt eller intet-holdninger i den slags problematikker. Der er brug for pragmatisme, for der skal være plads til både mennesker og naturen med alle dens dyr og planter. Der er derfor heldigvis mange, der har indset dette, og gode kræfter arbejder på at skabe en større forståelse for ikke mindst de omstridte dyr som ulven, bjørnen, lossen og jærven. De informationer, jeg samlede i mine interview med ulvebiologer og repræsentanter for First Dene Nation i The Northwest Territories, har fået mig til at indse, at vi har brug for at skaffe os et overblik over situationen, før vi handler. Derfor vil vi i fonden nu ud og skaffe penge til at skrive en statusrapport, der kan vise os, hvor mange arktiske ulve der er, hvor de er, hvad de største trusler er imod dem, og hvad der kan gøres. Samtidig udvikler jeg en dokumentarfilm, 'Ulvens tårer', som vil bringe mig tilbage til Whitefish Lake og Thelon, til dyrene, menneskene og naturen. Filmen vil, med respekt for alle parter, forsøge at afdække sandheden og finde svarene knyttet til spørgsmålet om overlevelse i et barskt land med mange udfordringer, men det er også historien om min fortsatte søgen efter et af verdens mest sky og intelligente dyr. I den sidste nye rapport i WWF's Arctic Bulletin bliver det slået fast som en realitet, at klimaændringer i det højarktiske er medvirkende til et fald i ulvebestanden. Alle disse forskellige informationer må man have med i baghovedet, før man bruger tid og kræfter på at 'redde ulven'. Ellers ender man alt for let med at gøre situationen værre. Bevidstheden om, at vi har mere brug for naturen og verdens dyr, end de har brug for os, er betydningsfuld. Jeg tror på, at vores liv beriges ved, at der findes et sted som The Thelon Wildlife Sanctuary - et fredet landskab, hvor den vilde naturs liv kan eksistere beskyttet på sine egne betingelser. At vise respekt og omsorg for en betagende smuk, men samtidig sårbar verden kan løfte os ud af os selv, om det blot er for et kort øjeblik.