Vil der stadig være brug for at oversætte udenlandsk litteratur til dansk i den globaliserede fremtid, hvor man må forvente, at flere og flere danskere vil være i stand til at læse engelsk på et rimeligt niveau? Ja, men kun hvis de danske oversættelser er gode nok. De fleste mennesker i verden har stadig andre modersmål end engelsk og skriver bøger på de sprog. Man skulle ikke tro det, når man ser sig om i en dansk boghandel, men verden er fuld af ikke-engelsksprogede litteraturer - deraf såmænd mange europæiske - som bare venter på at blive læst af danskere. Desuden vil der, uanset hvor gode danskere bliver til at købe og sælge og forhandle på engelsk, for de fleste stadig være et stykke vej op til det niveau, hvor de får samme udbytte af at læse litteratur på engelsk som i en dansk oversættelse. Dertil kommer selvfølgelig børnebogsmarkedet: Der er ingen grund til at tro, at danske børn inden for nogen overskuelig fremtid vil læse lige godt på engelsk og dansk, eller at de vil få samme glæde af højtlæsning på engelsk som på dansk. Oversættelser er med andre ord vigtige af den indlysende grund, at de gør det muligt for danske læsere at stifte bekendtskab med dele af verdenslitteraturen, som de ikke ellers ville kunne læse. Men mere end det: Oversættelser beriger hele tiden den danske litteratur, og det har de gjort i århundreder. Bibelen, Homer, de islandske sagaer, Den Guddommelige Komedie, Shakespeare, Voltaire, Goethe, Dostojevskij, Don Quixote, Hemingway, Peter Plys, Anders And, Radiserne ... de indgår alle sammen - med varierende vægt - i læsende og skrivende danskeres litterære bevidsthed, og de har sat sig spor i det danske sprog. Også hos danske sprogbrugere, som aldrig har læst de pågældende værker eller forfatterskaber. En virkelig god oversættelse af et væsentligt udenlandsk værk er en mindst lige så stor berigelse af dansk litteratur, kultur og sprog som en gennemsnitlig 'danskfødt' roman. Det er vigtigt at bemærke, at den gode oversættelse ikke bare føjer endnu et værk til bestanden af dansksproget litteratur, den beriger også det danske sprog, fordi den i hvert fald i nogle tilfælde tvinger det til at beskæftige sig med emner, som det måske ikke tidligere har beskæftiget sig med, eller til at gøre det på måder, som ikke har været prøvet før. Derfor er det vigtigt, og bliver faktisk stadig vigtigere, at interessere sig for kvaliteten af de danske oversættelser: De vil nemlig - selv om ikke alle voksne danskere nogen sinde vil være i stand til at læse udenlandsk litteratur på engelsk med et rimeligt udbytte - blive udsat for en stadig stærkere konkurrence fra de engelsksprogede originaludgaver eller - for de øvrige sprogs vedkommende - fra oversættelser til engelsk, som i mange tilfælde vil være billigere end de dansksprogede udgaver. Derfor er det forbavsende, at man - 'man' betyder her litteraturkritikere, universitetsfolk, læsere i almindelighed og desværre også forlæggere og oversættere - tilsyneladende interesserer sig så lidt, eller så tilfældigt, for, hvad en god oversættelse er. Der mangler en ordentlig diskussion af litterær oversættelse i Danmark. Somme tider står der noget om oversættelsens kvalitet i en anmeldelse, men ifølge sagens natur - ifølge anmeldernes redaktionelle arbejdsvilkår og faglige og ikke mindst sproglige muligheder - er det temmelig sporadisk. Der er også det meget uretfærdige forhold, at det er langt nemmere at få øje på fejl og mangler i en oversættelse end på alle de gode løsninger. Det sidste kræver nemlig sædvanligvis, at man har mulighed for at sammenligne oversættelsen med originalen, hvorimod man med ret stor sikkerhed kan udpege bestemte typer af fejl og mangler uden at kende originalen. Når jeg i en bog oversat fra amerikansk læser om cellulartelefoner og gasolin, hvor jeg ville vente at finde mobiltelefoner og benzin, behøver jeg ikke at studere originalen for at turde mene, at der er noget galt. Det er som regel de helt banale fejl, som man på den måde kan genkende med det blotte øje. De er ret ufarlige i den forstand, at de netop er forholdsvis nemme at få øje på, og det er forholdsvis nemt at regne ud, hvad der nok skulle have stået i stedet for. Men det er et irriterende stykke arbejde at blive pålagt, når man nu netop mener at have betalt for at kunne læse bogen på dansk. Desuden er den slags fejl farlige på en anden måde: Ligesom tolkning fungerer en oversættelse kun, hvis brugeren har tillid til ophavsmanden. Hvis der er for mange indlysende fejl og mangler, begynder læseren måske at tvivle på oversættelsens samlede kvalitet - også på de områder, som man ikke kan kontrollere uden at sammenligne med udgangsteksten - og på grundigheden og kvaliteten af det redaktionelle modspil, som alle ordentlige forlag må forventes at give deres oversættere. Hvis helt banale og iøjnefaldende fejl slipper igennem såvel oversætterens som forlagsredaktørens og korrekturlæserens kontrol, hvilke andre, mindre indlysende og derfor farligere fejl kan der så ikke gemme sig rundt om i teksten? Det er ikke sikkert, at de er der, men læserens grundlæggende tillid til, at de ikke er der, får et knæk. Nogle oversættere reagerer desværre temmelig defensivt, for ikke at sige fornærmet, når nogen forsøger at diskutere den slags. Somme tider argumenteres der med oversætterens frie kunstneriske valg og risikoen for, at det hele ender i leverpostejagtigt standarddansk, hvis ikke oversætteren tillader sig at skeje ud en gang imellem. Selvfølgelig træffer oversættere frie kunstneriske valg, og selvfølgelig er det en vigtig del af deres arbejde at skeje ud der, hvor forfatteren gør det - og at lade være med at gøre det der, hvor forfatteren ikke gør det. Og derfor også at kunne se forskel. Men det er slet ikke det, jeg taler om. Jeg taler ikke om oversættelsesvidenskab eller -filosofi eller oversættelse som kunst, men simpelthen om de elementære håndværksmæssige færdigheder, uden hvilke det ikke giver mening at diskutere de mere højtflyvende og nok så interessante emner. Mit ærinde gælder det helt jævne niveau, hvor jeg bliver ked af det ved at se en 'Secretary of State' forvandlet til 'ministersekretær'; eller italiensktalende personer, som i amerikanske romaner oversat til dansk tiltaler hinanden »Sir« og »Mr.«; eller når jeg møder konstruktioner som »jeg var nødt til at skulle ind til byen« eller »han rapporterede sin spotning af skikkelsen« eller personer, der udsætter deres skaldede isse »til« solens stråler i stedet for 'for', »batter et øjenlåg« i stedet for bare at blinke eller »skanderer« et landskab i stedet for at se ud over det. Eller når jeg ser ord som »blodpøler« og »græsblade«, »exit« i stedet for 'sortie', »frustreret« brugt, som om det var synonymt med 'forpurret', og »objekt« eller »artefakt« i stedet for 'genstand'; når en taske beskrives som »rumlig« i stedet for 'rummelig', en person som »let til fods« i stedet for 'let til bens' og en bil som »illegalt« parkeret i stedet for bare ulovligt. Eller når oversætteren ikke formår at skelne mellem 'De' og 'du' eller mellem 'af' og 'ad' osv. osv. Jeg har ikke ført statistik over mine iagttagelser, og jeg vil meget gerne tro - jeg tror faktisk - at de fleste danske oversættelser er gode eller ret gode, men der er ikke desto mindre alt for mange, som ikke er det. Det kræver en diskussion, og vel at mærke en diskussion, hvor både oversættere og forlag og deres kritikere deltager fordomsfrit og uden automatstandpunkter. Det gælder ikke om at skyde skylden på hinanden eller om at beskytte sig selv og sine kolleger mod kritik, men derimod om at erkende, at hvis man vil tages alvorligt som professionelle folk (og oven i købet i en branche, hvis produkter i allerhøjeste grad er offentligt tilgængelige), så må man også være forberedt på, at kvaliteten af ens arbejde kan blive genstand for diskussion. En væsentlig del af problemet med de utilstrækkeligt gode oversættelser ligger hos forlagene. Selvfølgelig burde oversættere helst vide alting og aldrig begå fejl eller tanketorsk, aldrig læse et ord i stedet for et andet som ligner, aldrig komme til at springe et afsnit over, aldrig tro, at de ved, hvad de ikke ved, osv. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Oversættere er mennesker, og mennesker kendes bl.a. på, at de en gang imellem begår fejl. Nogle begår systematisk så mange og så rædselsfulde fejl, at de nok slet ikke burde oversætte, og dem burde forlagene ikke opmuntre til at gøre det. Men de fleste af os oversættere begår bare mindre, ikke katastrofale, men dog skæmmende eller lokalt ødelæggende fejl, som nogen skal opdage og fjerne, inden bogen sendes til trykning. Det er forlaget - redaktøren og korrekturlæseren, på hver sit tidspunkt og på hver sit niveau - der har det ansvar. Oversætteren skal også læse korrektur, men enhver, der har prøvet det, ved, at man ikke for alvor må regne med, at nogen kan opdage og udrydde alle sine egne fejl. Og her er det så, at jeg gang på gang undrer mig over, hvor tilfældigt det arbejde ofte foregår. Ikke sådan at forstå, at alle forlag for det meste udgiver sjuskede bøger - nogle få gør det ifølge mine stikprøver faktisk aldrig, og nogle få gør det næsten altid - men det, der egentlig bekymrer mig, er, at så mange gør det så tit, og at det tilsyneladende er så tilfældigt, hvornår de gør det. Jeg tror, at det i høj grad er et spørgsmål om uddannelse og organisation. Det er interessant at sammenligne forlagsbranchen med det øvrige erhvervsliv. Her har man nemlig, hvad enten man er en tandpastafabrik eller et hospital, for længst lært at arbejde systematisk med kvalitetssikring. Man fastlægger en ønsket kvalitetsstandard for sine produkter, definerer de afvigelser, som man er villig til at tolerere, og etablerer et system, der løbende overvåger og registrerer kvaliteten og slår alarm, hvis afvigelserne bliver for store, således at man hurtigst muligt kan foretage den helt akutte fejlretning og derefter planlægge de mere gennemgribende ændringer, som måske er nødvendige for at komme tilbage på sporet. Desuden sørger systemet for, at de, der har ansvaret for produktionens forskellige led, får regelmæssige tilbagemeldinger om, hvad der er gået godt, og hvad der er gået skidt, således at de som enkeltpersoner og organisationen som helhed kan lære af det. Sådan tror jeg ikke, at det foregår på forlagene. Måske gør det, hvad den fysiske produktion af bøgerne angår - trykningen, indbindingen, distributionen - men ikke eller kun alt for sjældent, når det gælder redaktionen. Og igen: Jeg taler ikke om at vælge de rigtige bøger til udgivelse eller om at vurdere deres litterære kvaliteter, men om noget så relativt enkelt som at sikre, at oversættelser - eller for den sags skyld bøger skrevet på dansk - ikke er fulde af fejl. I den forbindelse vil jeg gerne helt konkret foreslå, at nogen - f.eks. Handelshøjskolen i København, som både beskæftiger sig med oversættelse og med discipliner som organisation og kvalitetsstyring - i samarbejde med Forlæggerforeningen, Dansk Oversætterforbund, Kunststyrelsens Litteraturcenter og andre relevante partnere tager initiativ til at oprette en uddannelse for forlagsredaktører. Den slags uddannelser findes flere steder i udlandet, bl.a. ved universitetet i Bologna, hvor der på initiativ af Umberto Eco og med ham som leder er oprettet en masteruddannelse i forlagsvæsen, der omfatter to års undervisning og et halvt års praktik ved et forlag. Der er i år optaget 25 studerende, som alle har en akademisk uddannelse i forvejen og desuden har bestået en særlig adgangsprøve. Lærerne kommer i vid udstrækning fra forlagsverdenen, og kurset består af ti moduler: 1) Planlægning (valg af tekster til udgivelse samt kontakt med forfattere og med udenlandske forlag); 2) Tekstredaktion og korrekturlæsning; 3) Grafisk tilrettelæggelse; 4) Oversættelse i teori og praksis samt kontrol af oversættelser; 5) Rettigheder og relevant jura; 6) Bogproduktionens teknik; 7) Markedsføring, lancering, reklame; 8) Pressekontorets drift; 9) Distribution, boglader og andre salgskanaler; 10) Produktion og håndtering af multimedieprodukter Sideløbende med undervisningen i disse generelle forlæggerfærdigheder afholdes der også seminarer om specialiserede felter som f.eks. børnebøger, skolebøger, musikudgivelser osv., og italienske og udenlandske eksperter optræder som gæsteforelæsere. Kursusafgiften for hele forløbet er på 10.330 euro, men den italienske forlæggerforening, forskellige individuelle forlag samt andre virksomheder og organisationer har stillet legater til rådighed, som helt eller delvis dækker afgiften for samtlige 25 studerende. Der ville være god brug for en sådan uddannelse i Danmark, men hvis det er for stor en mundfuld at gå i gang med, burde man i det mindste kunne skabe en struktur, som år efter år kunne udbyde kortere brugerbetalte kurser og seminarer med skiftende emner som f.eks. 'Hvad er en god oversættelse?', 'Kvalitetssikring', 'Samarbejdet med oversættere og korrekturlæsere', 'Hvordan undgår man de 100 mest almindelige fejl?', 'Om at oversætte humor' eller korte indføringer i de realia-områder, som oftest volder problemer. En del af emnerne ville givetvis ikke bare være af interesse for forlagsfolk, men burde også være det for oversætterne selv samt for film- og tv-tekstere. Det er menneskeligt at fejle. Men det er djævelsk at fremture, fordi man ikke ulejliger sig med at lære af sine egne eller andres fejltagelser. Og så er det oven i købet dumt, for hvis man ikke gør en indsats for at sikre kvaliteten af sit arbejde, underminerer man sin egen konkurrenceposition.