I forsommeren åbnedes dørene for en elegant indarbejdet tilføjelse til bebyggelsen omkring bibliotekshaven ved Christiansborg, Dansk Jødisk Museum. Mange har set frem til denne begivenhed som et udspil, der ved sin radikalitet vil kunne løse op for disse års noget forfrosne danske arkitektur. Om det tilhører de svaler, der ingen sommer varsler, vil først tiden vise. Under alle omstændigheder har arkitekten skabt en virtuos indretning, der får mange historiske tangenter til at klimpre. Om Libeskinds værk er der nu udkommet en kultiveret bog, redigeret af en institution i dansk arkitekturkritik, Politikens mangeårige medarbejder Henrik Sten Møller. Libeskinds præstation - og en sådan drejer det sig om - har en smuk beliggenhed og placerer sig i en sælsom serie af kinesiske æsker! Da man omkring 1900 byggede Det Kongelige Bibliotek, inkorporerede arkitekt Holm Chr. IV's Galejhus fra 1600-tallet under bibliotekets læsesal; i sin tid en vigtig forsyningscentral for rigets flåde. Galejhuset blev bevaret med sine høje, solide hvælvinger og murpiller i røde munkesten. Inde i dette imposante rum har arkitekten Daniel Libeskind bygget Dansk Jødisk Museum. Med bølgende gulve og tiltede vægplaner, lyse finerplader i skandinaviske træsorter. Museets vægge, udspændte buklede membraner møder i præcise konturskæringer hvælvingernes krumninger. I mellemrummene ligger montrer, som små skatkamre. Arbejdet besidder en høj håndværksmæssig finish. Trods det udtalt sprøde i materialerne besidder museet som arkitektur en tydelig fysisk skikkelse. Dets kilder er såvel 1920'ernes tyske ekspressionisme, som vi eksempelvis kender den fra scenografien til den usædvanlige film 'Dr. Caligaris kabinet', og Libeskinds i sin tid sindsoprivende opdagelsesrejser inden for dét, der blev kendt som dekonstruktivisme. Museet er i sit publikumsareal ikke på meget over 400 kvadratmeter, og dog opleves det som en lille uoverskuelig verden, selvstændig i sin arkitektur uden at gøre vold på den arvede bygningsmasse. Man kan mene, at det måtte være en beskeden opgave for en internationalt virksom arkitekt, der senest gjorde sig bemærket ved at vinde konkurrencen for det kæmpemæssige og i sine funktionskrav sammensatte nye World Trade Center i New York. Sådan bør man imidlertid ikke tænke. Libeskind har med samme entusiasme arbejdet med alt fra stregtegninger med mikroskopiske detaljer over skulpturelt udformede 'læse- og hukommelsesmaskiner' i møbelstørrelse til scenografi henholdsvis museer koblet på jødisk historie i Tyskland, som f.eks. museet for maleren Felix Nussbaum. Han har inden for de sidste par år også fuldført The Imperial War Museum i Manchester. Det historiske erindringsarbejde står i forgrunden af mange af hans opdrag, han opfattes som 'the memorial architect' frem for nogen og skaber monumenter, forstået som materialiseret hukommelse eller hukommelsesmaskiner. I flere år drev han tegnestue i Berlin, på et tidspunkt var han på nippet til at tiltræde et professorat ved Kunstakademiet i København, men flyttede af operative grunde til Californien. Nu kæmper han med sin nyetablerede tegnestue i New York i en vis forstand fra hus til hus for at bevare sin indflydelse på World Trade Center, som er i støbeskeen praktisk, finansielt og æstetisk, men også i et brutalt politisk rænkespil. Toneangivende skribenter ved New York Times mener, at byens befolkning ikke længere orker at vandre rundt i et stort anlagt monument over 9/11, som Libeskind har konciperet stedet. Dansk Jødisk Museum er en opgave, der passer som fod i hose til hans interesse for lagdelte historiske spor. Han taler i bogen om disse spor som en serie af 'tekster' lagt ind i hinanden. Yderst må vi forestille os Det Kongelige Biblioteks fortælling om sig selv som et klassisk storbymonument ud af det 19. århundrede (indeholdende en ufattelig bunke tekster og nationale vidnesbyrd), derpå Galejhuset som fortællingen om flåden, tronens nordiske imperium og nærheden til Christiansborg Slot. Inderst det ny museums charmerende, krøllede konvolut, som i tur og orden i sine mellemrum indeholder de montrer, der i skiftende udstillinger fortæller om jødernes bidrag til dansk kultur. Museets udstillinger er således ikke blot støbt ind i bygningsmæssige og institutionelle kernestykker i hovedstadens historie som residensby, de har tilmed fået indgang fra en af de allerfineste grønne enklaver i det indre af København, Det Kongelige Biblioteks Have. Historiske fortællinger, fysiske spor og tætte tekstmasser er vævet sammen. Som det fremgår af bogen, vil museets udstillingspolitik være at give et alsidigt indtryk af jødisk liv i Danmark. Libeskind har imidlertid valgt at indskrive det hebræiske tegn mitzvah, et begreb for velgerning, ind i sin figuration af museets rumplan - som en henvisning til opbakningen bag flugten til Sverige. Denne indskrivning er typisk for hans trang til at forbinde tegn, tekstbillede og rum. Den moderne arkitektur har svært ved at symbolisere, så i nogle tilfælde vælger den at indfolde en skjult kode. Han krypterer sine bygninger og folder i flere omgange. Måske udspringer dette af en jødisk tradition for indgående tekstfortolkning og tekstens fysisk-monumentale prominens i synagogen, måske ihukommer han sin læsning af Walter Benjamin, der et sted beretter om det sublimt tætte i en tekstlig kodning, nemlig en jødisk drengs bemærkelsesværdige indskrivning af de første passager af Mosebøgerne på overfladen af et hvedekorn. Under alle omstændigheder ser man i mange tidlige tegninger og konkurrencemodeller af Libeskind en udtalt interesse for at fortætte overfladen med kollager af kortstumper, billedreproduktioner, krydsende linjer, tekstblokke i form af avispapir eller navnelister. I omskabt udgave dukker nogle af disse motiver op i den endelige arkitektur, som lysspalter, skærende linjer, fragmenterede tegn i irregulære illuminationer. Dansk Jødisk Museums beholdninger af jødisk arvegods, fra private og de nedlagte menigheder i provinsen, har fået en placering som nationale kronjuveler. Med rette må man sige. Trods det jødiske folks beskedne antal målt på samlede befolkningsstørrelser gennem århundrederne har det ydet kostelige bidrag på utallige gebeter fra naturvidenskab, humanvidenskab, jura, politik, presse, kunst, arkitektur, underholdning. Det bliver interessant i de kommende år at kunne følge præsentationen af alle disse manifestationer af mosaisk religion og den emanciperede jødedom, der sammen med samlingen af judaiske skrifter på Det Kongelige Bibliotek udgør rige spor. Spor, hvis fremtid allerede ligger på spring i museets arkitektoniske gestus, der på ingen måde balsamerer historien eller bedriver træg romantisk arkæologi. Montrernes indfatning og projektioner, de svungne passager, de virtuelle perspektiver, gulvenes stigninger og fald virker i deres rumdannende effekter lystige, ekspansive, samtidig med at den lyse materialeholdning i forening med kroppens relative destabilisering udløser erfaringen om en vis udsathed, noget skrøbeligt. I modsætning til et andet, meget omtalt værk af Libeskind, Tysk Jødisk Museum i Berlin er det overordnede tema for arkitekturen ikke holocaust, ikke sporenes voldelige overskæring. På museet i den tyske hovedstad er sådanne brudte spor udfoldet som en rebus over formidlingslinjer mellem i sidste ende jødisk emanciperet kultur og kristen emanciperet kultur, pejlemærker og linjer indforskrevet fra faktiske historiske bopælsadresser for den ene eller anden betydelige skikkelse i den moderne, berlinske historie. Bopæle, der ganske vist i hovedsagen er forsvundet i byens turbulente destruktionshistorie. I København ønsker Libeskind ikke at betone afbrydelsen, de martrede linjer, tomrummet. Derimod, som sagt, den velgerning, han opfatter som enestående i europæisk historie, støtten til flugten til Sverige. Henrik Sten Møller giver i bogen sin uforbeholdne hyldest til Libeskinds arkitektur i Berlin indeholdt i en bevægende og personlig analyse af dens forfatning som rum. Han skriver, at »den egentlige dybde og rækkevidde af Libeskinds arkitektur skal findes i noget meget konkret: i mit, dit, den enkeltes og alles fysiske møde med og i de konkrete byggede omgivelser«. Overhovedet i arkitekturens eksistentielle appel. Henrik Sten Møller påpeger, hvorledes Berlinmuseet ikke har sin egen indgang, men at man når det via nabobygningen for tysk historie, at man går ind i det under jorden ved at »gå igennem tysk historie«. Dets indre forløb danner skarpt krydsende akser, udmarvende trapper, tomme skakter med spinkle lysglimt. Under ét udløser denne bygning en kvalfuld desorientering og dump sorg. Både som følge af de sparsomme omrids af enkeltbiografier for mennesker, der blev revet op af deres berlinske dagligliv, og fordi man i andre tilfælde begynder at ane noget om eksilets vilkår. Men også fordi de materielle spor af denne fantastiske tysk-jødiske kultur i det 19. og 20. århundrede trods alt er så sporadiske på selve museet, målt på denne blandingskulturs betydning for europæisk civilisation. På samme måde, som man i gæstebogen på Dansk Jødisk Museum bliver berørt af taksigelser fra ældre amerikanske og israelske jøder over for danskeres indsats i oktober 1944, bliver man på Berlin-museet grebet af små ting som en lysestage, som jødiske beboere før afhentning overdrog deres naboer i opgangen, før de forsvandt for stedse. En lysestage, naboerne hvert år tændte til jul, ihukommende - for i 1990'erne at overdrage den til det kommende museum. Overvældende i Berlin er indtrykket af jøders rolle i den moderne epoke og dens kunstneriske selvbilleder. Men hvordan beskriver man museumsdidaktisk indsatsen af industrilederen Walther Rathenau, filmfolk som Fritz Lang, skuespillere som Peter Lorre, teaterfolk som Max Reinhardt, filosoffer som Th. W. Adorno, forlæggere som Franz Hessel, aktricer som Elisabeth Bergner, komponister som Arnold Schönberg, kabarettister, skribenter og dirigenter - de tusinder af tysk eller østrigsk herkomst, som befolkede Berlin, indtil de blev slået ihjel eller drevet på flugt? Det forsøges i skitser, men er for så vidt irrelevant målt på de manges lidelser. Det minder os dog smerteligt om tabet af den ekstraordinære symbiose mellem tysk og jødisk liv i en tid fuld af omvæltninger. Nogle jødiske tænkere som Ernst Bloch, Gershom Sholem og Leo Löwenthal skønnede ved en diskussion, jeg for en del år siden overværede i Frankfurt, at Tyskland formentlig var det af de store lande i Europa, hvor der var mindst antisemitisme i årtierne omkring 1900. Man var i storbyernes borgerskab tysker af protestantisk konfession eller tysker af jødisk konfession. Unge gymnasieelever kunne med en typisk vits sige til hinanden: »Forskellen på dig og mig er, at du ikke går i synagogen om lørdagen, og at jeg ikke går i kirke om søndagen«. Dette skulle som bekendt blive anderledes. I Berlin har Libeskind søgt at finde en arkitektonisk metafor for det knusende brud på tysk-jødisk liv, men også for de religiøse konfessioners parallel-liv og livet »mellem linjerne«, som han siger, i en lang historie. Hvordan man end vil vurdere hans forsøg på et vanskeligt mindesmærke, den konstitutionelle utilstrækkelighed i det på en gang teatralske, men også vellykket ambitiøse i museets arkitektoniske billeder, så vil ingen kunne benægte museets evne til at fremtvinge reflekteret ihukommelse. At forstå hvordan jødernes skæbne også her blev verdens samvittighed, hvordan man historisk blev det udvalgte folk forstået som prøvestenen for, hvilken grad af pluralisme samfundene i deres sanseløse panik var villige til at udholde. Desorienterende forskydninger går igen i strategien for Libeskinds arkitektur. Verden brydes op, de fysisk hvilende og bærende elementer forrykkes og blandes i deres indbyrdes roller. James Joyce, en forfatter, Libeskind ofte har refereret til, opfattede jøden som det moderne menneske par excellence. Dette som følge af den påtvungne mobilitet, inderliggørelsen af eksilet, åndeligt omstillingsberedskab og evnen til at læse samfundet skråt fra en delvis outsiderposition. Den hypersociologiske effekt af at tilhøre en minoritet, som skulle indleve sig i en hjemmebagt befolknings mere bornerte selvforståelse, fastmurede konventioner og vaner, har utvivlsomt befordret en opvakt, idiosynkratisk intelligens blandt jøder i det hele taget. En indlevelsesevne, læsemåde og pointeret sans for det 'negative'. Det parodiske talent, man ser hos et utal af jødiske komikere som den berlinske danser fra 1920'erne Valeska Gert, Marx Brothers, Lennie Bruce, Charlie Chaplin, Danny Kaye, Peter Sellers, Billy Crystal, Mel Brooks, Woody Allen for blot at nævne nogle få, med disses frapperende evne til at imitere og parodiere alle mulige dialekter og typer i den sociale fauna, må være et resultat af denne hypersensitivitet. Der har sine pendanter inden for filosofien hos skikkelser som Jacques Derrida og Th. W. Adorno, der systematisk har arbejdet på at trække tæppet væk under tyk essenstænkning. Besøger man de jødiske museer i flere europæiske storbyer, forbløffes man over det voldsomme udbrud af talent, der kendetegner de sidste 150 år blandt folk af jødisk religion eller oprindelse. Den tyske filosof Max Horkheimer siger et sted, at »jøderne koloniserer fremskridtet«. Denne omstændighed hører til kilderne for det politiske højres historiske had til jøden. Dette folks ilen mod oplysningen som historisk kraft. Inden for oplyst videnskab, inden for avantgardekunst, inden for arbejderbevægelsen, inden for teknologisk fornyelse af industrien, inden for respektløs underholdning, inden for kritisk, uforfærdet presse har jøder og deres efterkommere historisk spillet en rent ud forbløffende rolle. Dette formentlig, fordi flugten fremad gennem civilisation og molekylernes opvarmning af samfundslegemet skabte svingninger, porøsitet, forskydninger, der tillige hørte til det mest livgivende og tankemæssigt ansporende. Ved at gå foran og hele tiden rekruttere til 'fremskridtets kolonisering' udløste de spillerum, nye uafgjorte roller i det sociale spektrum. For denne artikulerede indsats blev jøderne naturligvis forhadt, deres virke på disse områder blev beskrevet som i nedsættende forstand kosmopolitisk, relativerende og undergravende for den tavse vished og stabilitet i kulturen, der under alle omstændigheder var udfordret. Libeskind selv stammer fra en familie af anarkistiske socialister, der med skæbnens ironi for nogles vedkommende undslap holocaust, fordi de i forvejen var blevet kastet i lejre af Stalin. I New York blev hans familie i 1960'erne modtaget af efterkommere af Emma Goldmans anarkistiske grupperinger, der bl.a. havde etableret sociale boligforeninger, hvor familien Libeskind kunne flytte ind. Geografiske forskydninger, opbrud og trods alt kontinuitet præger på forskellige måder hans tilværelse. Han har engang med et flængende smil fortalt mig, at de mange krydsende linjer i hans værker i udgangspunktet stammer fra, at han som ung arkitektstuderende i New York om aftenen måtte prøve at styre hovedlinealen på det lille runde bord med keramikfliser, som familien havde i en krog i køkkenet. Hovedlinealen skred eller bevægede sig nervøst som en kompasnål. Den fine bog om Dansk Jødisk Museum rummer, ud over grundige redegørelser for byggeriet og udstillingsfaciliteterne, redaktøren Henrik Sten Møllers intense essay om Berlinmuseet, som han kalder det absolutte hovedværk i disse års arkitektur. Derudover gives nogle kloge betragtninger om museumsbyggeriet som genre ved Merete Ahnfeldt-Mollerup og en levende beskrivelse af Libeskinds betydning for yngre arkitekter af Kent Martinussen, der på Kunstakademiet under dennes supervision medvirkede ved udarbejdelsen af den væsentlige, men til dels oversete skulptur, der som en abstrakt figur af Søren Kierkegaards mange adresser i København og sammes serie af pseudonymer blev en rebus over bygningsmæssig kortlægning, forflytning, iklædninger af tekster og meget andet. Bogen er således en kærkommen støtte til forståelse af verdens moderne forfatning ifølge Libeskind og dermed de rammer, som i de kommende mange år vil åbenbare værdier fra en jødisk kultur, der lykkeligvis endnu er levende iblandt os.