Sociale problemer hober sig altid op i en storby. Også i København. Det gælder for de gamle og kendte grupper som narkomaner og hjemløse, men dertil kommer en ny gruppe, som lever marginaliseret i forhold til det øvrige samfund, et nyt proletariat: En stor gruppe meget forskelligartede mennesker fra mange forskellige lande og kulturer, der kun har det til fælles, at de ikke har nogen andel hverken i statens eller i samfundets ide. De er ikke i kontakt med os andre, behersker ikke dansk, hverken i skrift eller tale, og de fleste af dem er heller ikke gode til noget andet sprog, heller ikke deres hjemlands. De har en antikveret opfattelse af forholdet mellem kønnene, og de er også af den grund ude af stand til at tage del i det danske samfund. De læser ikke aviser og følger ikke med i, hvad der sker omkring dem. Højst ser de parabolbårne tv-udsendelser - ofte fundamentalistiske. De samler sig omkring deres familier og prøver at vedligeholde fortidens skik og brug - ofte mere sammenbidt end de gjorde i deres hjemlande. Deres unge bliver tidligt gift med 'en af deres egne', helst med nogen 'hjemmefra', fra det land familien undertiden for flere generationer siden har forladt. Kvinderne går hjemme og passer børnene, og de får lige så mange børn som danske kvinder fik, dengang de gik hjemme og passede børnene. Men dengang så det omgivne samfund helt anderledes ud. Den patriarkalske familie kan ikke genoplives. En patriark på kontanthjælp er ikke nogen imponerende figur. Andengenerationen bliver dobbelt belastet, både fordi den er isoleret fra det samfund, den lever i, og fordi de mønstre på familie- og kønsroller dens forældre prøver at opretholde, ikke fungerer. Jo mere forstokket forestillingerne om traditionerne og hjemlandet bliver forsøgt vedligeholdt, jo større vanskeligheder og jo flere konflikter havner de unge i. Det viser sig brutalt i kriminalstatistikken og i antallet af selvmord. Det har været karakteristisk for den danske indvandrerdebat og indvandrerpolitik (i det omfang en sådan har eksisteret), at den har haft for mange uvedkommende dagsordner. Den har - kraftigt bistået først af Mogens Glistrup og siden af Dansk Folkeparti - flippet ud i vås om kultur og religion. Indvandrerne skal selvfølgelig ikke gøres til danskere, hvis de hellere vil være noget andet, men det siger sig selv, at de gør klogt i at se at få lært dansk så hurtigt som muligt. Det ville kunne støtte motiveringen til den vanskelige sprogtilegnelse, hvis ansvaret for at kunne dansk klart blev placeret hos indvandreren, for eksempel ved at de selv skal betale for tolkningen ved henvendelse til offentlige myndigheder. Det danske system klientgør indvandrerne ved at hjælpe dem til boliger, dér hvor der er ledige boliger, i stedet for dér, hvor der er beskæftigelse at få. VKO-regeringen har understreget denne synsvinkel ved at flytte administrationen af boligpolitikken og byggeriet til Socialministeriet. Er det virkelig en social begivenhed at få en bolig? Det burde det ikke være, hverken for indvandrere eller for andre. Når det sker, er det fordi indvandringen a priori anses som en social begivenhed. Det er dyrt, det er upraktisk og det er dumt at betragte indvandrerne som en belastning og en byrde, som det gælder om at slippe af med. De er her, og nogle af dem har været her i generationer. Ikke fordi de vil overtage Danmark for at forvandle det til et nyt Libanon, Somalia, Pakistan, Sri Lanka, Vietnam, Kina, Polen eller Tyrkiet, men fordi de med rette mener, at mulighederne i Vesten er de bedste, de kan opnå. Ingen nok så restriktiv indvandrerpolitik kan genskabe gamle dage, da det var en sensation når »paa Vesterbro en Neger gik«. De gamle dage er der ingen ved deres fulde fem, der ønsker igen, og ingen magt på jorden kan skrue tiden tilbage. Tænksomme konservative ( de findes!) har indset, at det er nødvendigt at forandre for at bevare. En forandring, som det er påtrængende nødvendigt at få gennemført, går ud på at sørge for, at indvandringen bliver en fordel både for indvandrerne og os andre. Det er økonomisk langt mere forsvarligt og samtidig mere medmenneskeligt anstændigt og derfor også klogt at indse, at indvandringen tilfører de aldrende europæiske samfund - herunder Danmark - ressourcer, som de har brug for. Det er en investering i fremtiden for et samfund at modtage en befolkningsgruppe af relativt unge mennesker, der får flere børn end flertalsbefolkningen. Den politiske opgave består i at forvalte denne investering bedst muligt. Det sker ikke nu. København bør som landets største bysamfund gå i spidsen med en fremadrettet og visionær integrationspolitik. Det vil i høj grad betyde en politik, der tager fat om de sociale problemer. Den bør som et minimum indeholde følgende punkter: Flere boliger til almindelige mennesker med et par børn, så det bliver muligt også for indvandrerne at flytte fra det sted, de nu engang er havnet, og så det bliver muligt for eksempelvis unge mennesker at flytte ind i de lejligheder, der bliver tomme. Der skal simpelthen langt mere gang i nybyggeriet. Det er klart, at den 'fleksible udleje' skal fastholdes, så familier, der flytter ind i nybyggeri bliver blandede. Det giver en langt større mulighed for, at sociale problemer kan klares af beboerne selv. Bedre folkeskoler til alle. Folkeskolen er Danmarks vigtigste kulturbærende institution. Den skal være et sted, man møder mennesker, hvis livssituation er anderledes end ens egen. Og et sted, hvor man kan lære at leve med og værdsætte forskellighed. Det er derfor ødelæggende for sammenhængskraften i det danske samfund, at så mange forældre mener, at privatskolen er det bedste. København har med 23 procent landets højeste privatskolefrekvens. Der er kun én forklaring på det, og det er, at folkeskolen er for dårlig. Alt for dårlig. Der skal en massiv politisk indsats til for at højne det offentlige skoletilbud i København. Nogle skoler er blevet 'sorte skoler'. Ikke sorte skoler som nogen kender det fra litteraturens lektor Blomme og kæft, trit og retning. Men sorte skoler modsat hvide skoler, det vil sige som i de amerikanske sydstater i 1950'erne. Folkeskolen fravælges af forældrene, fordi skolerne er nedslidte og har for få ressourcer, og fordi der er for mange klassekammerater med anden baggrund end dansk. Hillerødgades Skole har 93,8 procent tosprogede elever, Klostervænget har 87,7, Frederikssundsvejens Skole 87,2, Hellig Kors 86 og Bispebjerg 82,2 procent. Forleden læste jeg, at forældregrupper på Nørrebro med flag og mangefarvede balloner satte en kampagne i gang for at vise andre, at deres lokale skole var god, fordi den havde mange tilbud til børnene og også en stærk pædagogisk indsats. Fælles for mange af skolerne er nemlig, at man har bidt tænderne sammen og har sagt »Vi skal vise dem!«. Og det giver pote. Historierne om alle de steder, hvor det går godt, fordi man gør en særlig indsats, skal frem, og støttes, så de kan være et eksempel for hele området. Magnetskoler kaldes de skoler, hvor der i kraft af nogle ekstra penge skabes særlige attraktioner på skolen. Det kan være idræt, naturfag, mere videnskab. Det har vist sig, at det tiltrækker børn fra mange forskellige sociale lag. I Albertslund har de kørt en anden model, hvor elever fordeles på distriktets skoler efter en sprog- og færdighedstest, som er obligatorisk for alle tosprogede, der starter i skole. Det ville givetvis være bedre, hvis prøven blev udstrakt til at gælde alle børn og ikke kun de tosprogede. For det vil understrege det sociale aspekt i stedet for det etniske. Det ville være nyttigt med nogle forsøg med Albertslundmodellen, så der øjeblikkeligt kan skabes en bredere elevsammensætning på skoler i skoledistrikter med en overrepræsentation af tosprogede samt sociale problemer. De samme skoler skal samtidig gøres ekstra attraktive, altså være magnetskoler. Disse forslag rejser en række problemer i forhold til skoledistrikter og frie valg. Det er en fordel for alle, at børnene kommer til at gå i skole tæt på hjemmet, så man stadig bare kan tage storebror i hånden og traske et par gader. Men skolerne i København ligger så tæt, at det ikke burde være noget problem. Eller sagt på en anden måde, der må kunne findes fornuftige løsninger på de problemer, der opstår, og der er ingen grund til at lave de samme løsninger overalt i København. Kvartererne er forskellige - og løsningerne bør selvfølgelig også være det. Flere praktikpladser til de unge, der er i gang med en faglig uddannelse. Arbejdsløsheden er markant større blandt indvandrere end blandt danskere. Som bekendt er uddannelse en af vejene til at sikre, at de unge ikke havner i samme situation som forældrene. Her har der allerede været forskellige tiltag i København. Men de har ikke virket godt nok. Hvorfor er der ikke flere ansatte i virksomheden Københavns Kommune? Kun 10 procent af kommunens egne ansatte har en anden etnisk baggrund. Kommunen må oprette et korps, der kan kontakte arbejdspladserne og overbevise dem om, at de selv har brug for, at arbejdskraften bliver opkvalificeret og er til stede, når de har brug for den. Ideen om et Fælles Ansvar, som en netværksgruppe bestående af blandt andre SID har arbejdet med, og hvor målet er at skaffe 4-5.000 lærepladser, er en god ide. Det er slet ikke nok med en enkelt indvandringskonsulent. Der er ideer at hente mange steder fra, som for eksempel i Viborg Amt, hvor man har været opsøgende over for private virksomheder for at få dem til at tage indvandrere i jobtræning og lignende. Med strålende resultat. De private vil ofte gerne, men ved ikke lige hvordan. Og der vil også være god logik i at lade sig inspirere af Odense, hvor arbejdsgivere, som med succes har ansat indvandrere, fungerer som ambassadører over for andre arbejdsgivere. Det er ikke nok, at Bo Asmus Kjeldgaard slås med Søren Pind om hvem, der har gjort mest. Tallene viser, at der ikke er gjort nok, og at det er nødvendigt med en samlet indsats. København er i de senere år blevet et meget mere velfungerende bysamfund. Byfornyelse og kvarterløft har rettet op på nogen af de mest forslummede kvarterer, og der er oven i købet en faldende kriminalitet. Jeg vil ikke acceptere, at der i byen opstår en stadig større gruppe, der lever på kanten af eller uden for det almindelige samfund. Der skal ikke være ghettoer eller etniske slumkvarterer, når vi i stedet kan have en by, hvor det multikulturelle islæt kunne blive en styrke, ikke en svaghed. Københavns Kommunes indsats for med respekt for forskellighederne at holde sammen på københavnerne - både de nye og de gamle - er for præget af vanetænkning, af behandlerkultur, af ængstelse for at stille krav og af den manglende evne til at samarbejde på tværs af kommunens forvaltninger. Det må der gøres noget ved. Ikke bare af økonomiske grunde, for der skal sandsynligvis investeres i en mere målrettet integrationsindsats. Men først og fremmest fordi en dårlig spiral skal vendes til en udvikling, hvor de nye københavnere hver på deres måde kan blive en værdifuld del af byen og dens liv og udvikling.