Man kan ikke se det på Blair. Han ligner altid en glad og begejstret dreng, uanset hvilket budskab han sælger. Man kan heller ikke se det på Bush, han ligner bare en hestehandler, der lige har snydt sin gode nabo, så vandet drev. Man kan absolut ingenting se på Fogh. Men man kan se det på vores udenrigsminister. Han har en meget dårlig sag, og det er Irakkrigen. Forleden, da Kofi Annan lige havde talt i FN, var det tydeligere end nogensinde før. Da tv-journalisten, som interviewede ham foran FN-bygningen i New York, kom med et antydningsvis kritisk spørgsmål, svarede en kampberedt dansk udenrigsminister, at der jo ikke var nogen grund til at opstille modsætninger mellem Kofi Annans tale og så den, George W. Bush havde leveret. Da havde Kofi Annan netop erklæret krigen i Irak ulovlig. Kofi Annan sagde: »I Irak ser vi civile blive massakreret med koldt blod, mens nødhjælpsarbejdere, journalister og andre ikke-kombattanter myrdes. Samtidig har vi set de skændigste overgreb på irakiske fanger«. Bush sagde: »I dag er det irakiske og afghanske folk slået ind på vejen til demokrati og frihed«. Det er mere end almindelig svært at overse modsætningen mellem de to udsagn, og ganske usædvanligt, at FN's generalsekretær tager bladet fra munden i så ubesmykkede vendinger. Man behøver næppe minde om, hvad der foregår i Irak og Afghanistan lige nu. Når man har en dårlig sag, afspejles det i ens kropsprog, og pågående spørgsmål besvares med en irriteret og overbærende undertone, far er ikke vred, far er bare ved at tabe tålmodigheden. For det må siges at være endnu et uhyrligt forsøg på at tale udenom. Den krig, som blev indledt uden mandat fra FN, har udviklet sig til et mareridt af en dødsfælde, som det er svært at se en ende på. Imens forsikrer udenrigsministeren os om, at det går den rigtige vej, og Bush har oven i købet oprettet en demokratifond, bedyrer han. Man har en mistanke om, at det vil forslå som en skrædder i Helvede. Irak fremstår i dag som en tragedie af historiske dimensioner, en katastrofe for amerikansk udenrigspolitik såvel som for 'The Coalition of the Willing'. Os med andre ord. Torturens og overgrebenes grimme spor strækker sig fra Abu Ghraib til Camp Eden. Alverdens spindoktorer kan ikke længere bortforklare det; Bush står over for valg, og Blair må finde sig i, at hans eget parti forlanger afstemning om de britiske soldaters fortsatte tilstedeværelse i krigszonen. Man skulle tro, vore hjemlige regeringsansvarlige kunne begynde at se skriften på væggen, men nej - herhjemme er det lige før, der er dømt landsforræderi, hvis politikere fra oppositionen sætter spørgsmålstegn ved vores fortsatte indsats i Irak. Regeringen nægter at sætte diskussionen på dagsordenen, argumentet er, at det kun opmuntrer til at øge terroren. Krigens første offer er som bekendt det frie ord. Det er terrorens onde cirkel, vil man ud af den, opfordrer man bare til mere. Hvis man skulle tage det for gode varer, ville man ende med at have ophævet demokratiet på hjemmebane. Blair krøb til korset og måtte indrømme, at man var gået i krig på et forkert efterretningsgrundlag. Men han fastholdt, at verden var blevet et bedre sted med Saddam Hussein i fængsel. Bush sagde det samme i tv-duellen med Kerry. Man skal være idiot for at benægte det, men sandt er det altså ikke. Verden er kun blevet værre efter invasionen, der er kun kommet flere bomber, endnu flere ildglimt med søjler af blod og glas rejser sig fra vores feriemål og hovedstæder, og Irak befinder sig i dag i et kaos, som ikke synes at have nogen ende. Hvordan skal vi nogensinde komme ud igen af det helvede, vi har skabt? Ingen medansvarlig regering vil naturligvis påtage sig ansvaret for en katastrofe af sådanne dimensioner, det ville være politisk selvmord. Jeg er ikke tvivl om, hvad der kommer til at stå i fremtidens historiebøger om den krig. Intet nyt under solen, magtens spil savner sin lige i kynisk foragt for menneskeliv. Alt ville ændre sig i samme øjeblik, vi fik danske lig på bordet. Det er et under, at der ikke er sket noget i Danmark endnu, trusselbilledet vokser, og der kommer en dag, hvor man ikke længere kan tage metroen uden at tænke på, om endestationen er en bombe. Det er næsten ikke til at forstå, at ingen danskere er blevet taget som gidsler - endnu. Men bare vi holder vores kæft, så sker det nok heller ikke ... Der var én, som ikke holdt kæft, og det var Frank Grevil, hvis sag kommer for retten 11. oktober. En amerikansk forgænger, som inkarnerer noget af det flotteste ved USA's demokrati og ytringsfrihed, har i et åbent brev til den danske regering tilskrevet ham sin fulde støtte. Daniel Ellsberg var whistle-blower under Vietnamkrigen. Han lækkede fortrolige notater og stod til 115 års fængsel, men det amerikanske retsvæsen endte med at frikende ham. Historien viste, at han havde handlet i nationens interesse ved at løfte låget for fortielsernes vagtparade. Det er den slags, der gør, at der fortsat findes gode grunde til at elske USA. Men derfor kan man jo godt tage afstand fra den nuværende regering - ude som hjemme. Information var, så vidt jeg ved, den eneste avis, der bragte Ellsbergs udtalelser. Han sagde blandt andet: »Man har ikke forstået, at krig koster lemlæstelse og død. Dette grufulde faktum tror jeg ikke er gået op for ret mange i det beskyttede land«. Og videre: »Selv om Danmark er et land, hvor ænderne følges over vejen af politibetjentene, og H.C. Andersens eventyr gør alle glade, så er det lille land ikke længere en uskyldig spiller på den store verdenspolitiske scene. I har ambitiøse politikere, der vil andet end blot passe egne små sysler«. Endelig siger han, at koalitionens styrker »befinder sig i en beskidt og udsigtsløs krig på et forkert grundlag«. Ord til tiden; det er næsten umuligt at se historien i sin samtid, man mangler den fornødne afstand. Men det kommer i den sidste ende, når historiens dom hæver sig over nærperspektivet, til at handle om vores medansvar for krigsforbrydelser. Det er derfor, udenrigsministeren vrider sig for åben skærm; kirsebærrene, vi har spist med de store, ligger som sten i maven, og vi har malet os op i det hjørne, hvor vi hverken kan sluge dem eller spytte dem ud igen. Det hele bliver ikke nemmere af, at Danmark bejler til en plads i Sikkerhedsrådet. Hvordan er det dog kommet så vidt? Den forfærdelige pointe er, at man slet ikke havde behøvet hemmeligstemplede dokumenter for at nå frem til den konklusion, at krigen i Irak var en fejltagelse fra første færd. Man kunne bare have kastet et blik på den historiske baggrund: I 1983 sendte Reagan en mand til Bagdad for at møde Saddam Hussein. Han rejste på mission til Irak og støttede diktatorens våbenprogrammer under krigen mod præstestyret i Iran, hvor der som bekendt blev anvendt biologiske masseødelæggelsesvåben. Den mand var Donald Rumsfeld. Også dengang var USA bange for, at præstestyret med shiamuslimer skulle brede sig til resten af Mellemøsten og blokere for oliens fortsatte strøm. USA var med til at sikre, at Saddam ikke tabte den krig, uanset med hvilke midler. Det er den sørgelige historiske kendsgerning, ligesom det er sandt, at de leverede Stinger-missiler til Afghanistans hellige krigere under opstanden mod Sovjet og støttede en hovedrig, ung entreprenørsøn ved navn Osama bin Laden. Men den største svinestreg fandt sted i kølvandet på den første Golfkrig. Da Saddams Republikanergarde var slået, men endnu ikke afvæbnet, opfordrede USA Iraks shiamuslimer til at gøre oprør. Hvorefter de forrådte dem ved at tillade Saddam at flyve sine helikoptere ind over de amerikanske styrker for at foranstalte en blodig massakre på shiamuslimer såvel som kurdere. Det var deres første møde med den frie verdens styrker. Grundene til massakren var de samme som før: USA, nu under Bush senior, frygtede, at flertallet i Irak efter krigen ville indføre kalifatet og lade shariaen være gældende lov, og man frygtede det i en sådan grad, at man alligevel ikke valgte sejrens øjeblik til at styrte tyrannen. Herefter blev alt løgn over løgn, og den retorik, den frie verden skulle lægge øre til, da Irak blev invaderet efter Nine-Eleven, blev den største løgn af alle. I realiteten ville det svare til, at man efter angrebet på Pearl Harbor havde invaderet Mexico. Der var absolut ingen forbindelse til al-Qaeda, og der var, skulle det hurtigt vise sig, heller ingen masseødelæggelsesvåben. Som vi ved fra Hans Blix, fik inspektørerne ikke engang lov til at afslutte deres undersøgelser. Hvorfor sådan et kissejaw? Det var lutter gamle kendinge, der pressede på: Rumsfeld, Cheney, Wolfowitz. Det skriver tidligere terrorrådgiver Richard A. Clarke, som med sin bog 'Mod alle fjender' (Gyldendal 2004) sluttede sig til rækken af insider-bekendere. De havde, på bedste gangstermaner, vendt sig mod deres tidligere allierede, Godfather Hussein, og var besat af tanken om at kontrollere Mellemøsten og dens oliereserver fra en nøgleposition i Irak. For at opnå dette forstørrede de bevidst terrortruslen fra Saddam Hussein, selv om den var uden belæg i virkeligheden. 11. september blev den undskyldning, der skulle legitimere krigen. Fulgt af en politisk manipulation, der fik 70 procent af alle amerikanere til at tro, at Saddam Hussein stod bag angrebet på WTC. Er der nogen forbindelse mellem Saddam og al-Qaeda? spurgte Bush sin stab. Overhovedet ikke, lød svaret. Find én! lød ordren efterfølgende. Staben var rystet, men svaret var: Javel, hr. præsident. Senere meldte Clarke, der havde ry for at være høg blandt de andre høge, sig ud og fortalte historien. Citat: »Det var, som om Osama bin Laden sad i en bjerghule et eller andet sted med en direkte forbindelse til George Bushs hjerne og hviskede: »Invadér Irak, invadér Irak««. I samme øjeblik, vi gjorde det, fik hans netværk af sovende celler ben at gå på. Vi har kun opnået at skabe endnu mere terror, at gøre den endnu grusommere og udbrede den i en grad, så ingen kan vide, hvor den næste bil- eller selvmordsbombe eksploderer. Og vi har Colin Powells ord for, at det bliver værre. Der er med andre ord intet hemmeligt i det forløb, der har ført til Irakkrigen, og det kræver vel næppe mere end ganske almindelig sund fornuft ikke at gå i krig på præmisser dikteret af et USA, som var så dybt involveret med Saddam Hussein, at det ikke er nogen overdrivelse at tale om en alliance mellem parterne. Der opstår imidlertid ufred i de bedste 'familier', det ved vi alt om fra amerikanske gangsterfilm. Efter dobbeltspillet følger Bush juniors åbenlyse hykleri fra FN's talerstol. Og får ros med på vejen af Danmarks udenrigsminister. Frankrig og Tyskland gennemskuede plottet og nægtede blankt at deltage. Blair så bort fra modstanden i sit parti og stod på vognen, Danmark fulgte trop, for hvad Blair gjorde var altid det rigtige, og hans strategi havde netop vundet valget for Venstre i Danmark. Der ville blive en kage at dele efter genopbygningen, og krig er en indsprøjtning for nationaløkonomien, det er en kendt sag. Hvor er landets store gamle arbejderparti henne i den sag? Hvor er oppositionen, der fører politik med hjertet i stedet for at lure på en meningsmåling? Den danske befolkning er på vippen i Irak-spørgsmålet, men det forbitrende er, at ingen, som for alvor har magten inden for rækkevidde, tør satse og melde klart ud. Mindre partier tør. Reelt er vi altså uden alternativ til den regering, vi har, og det forekommer mig nærmest uforståeligt, sagens alvor taget i betragtning. Vi snakker ikke engang om fanebærere og gammeldags rød socialisme, men om, hvem der tør tage et ansvar og gå forrest i menneskelig anstændighed. Et stort, folkeligt parti viser format ved at gå foran og lede samfundet frem for at halse efter meningsmålinger. Vi har skabt en tragedie i Irak og et had, som vil blive ved med at forfølge os i generationer. Vi drog i krig, dybt forankret i egne kulturelle mønstre og uden nogen forståelse for den arabiske verden. Som om der i enhver iraker under Saddams rædselsregime boede en glad gris af en dansker, der bare ventede på at blive befriet. Der var ingen plan for genopbygningen - og så al den forherligende snak om vores højt besungne demokrati. Hvad om det rent faktisk blev indført, og flertallet af shiamuslimer i Irak gik ud og stemte præstestyret ind og indførte Taleban-lignende tilstande i landet? Ville vi så stadig respektere demokratiet? Eller gælder det kun for skrædderen i Helvede, nemlig marionetregeringen? Grevil, Clarke og Ellsberg vidner om deres tid, men i Danmark er man fremdeles mere optaget af, hvem der var eller ikke var nazister under en krig, som har mere end et halvt århundrede på bagen. Så vågn dog op til dagens barske realiteter, hvis der endelig skal indføres sindelagskontrol. Det er lige nu, samtidens historie er i støbeskeen. Grevil-sagen kan blive en afgørende krumtap: Enten er vores siddende regering, ligesom Blair, blevet ført bag lyset af efterretningsvæsenet og USA, eller også er de gået i krig mod bedre vidende. I begge tilfælde har de ansvarlige bevist deres inkompetence. Det forfærdelige er, at vores hukommelse bliver så kort, knipset bort af de elektroniske mediers flygtighed. Vi har ikke nået at fordøje drabet på 12 nepalesiske gidsler, før tragedien i Beslan indfinder sig. Det er blodig alvor. Beslan har imidlertid markeret en standard for grusomhed, som gør det til sandhedens time for os alle. Derfor vrider udenrigsministeren sig; han er alt for klog til at tro på det selv. Den danske offentlighed er blevet ført bag lyset. Men den går ikke i længden. Og hvis krigen kræver sine ofre på dansk grund, i kampzonen eller i form af kidnapninger, vil det storpolitiske bedrag udløse meget stærke følelser i befolkningen. Vi skylder soldaterne i Camp Eden at undersøge, på hvilket grundlag de er blevet sendt ud til død og lemlæstelse. Det er mændenes krig; lad det være kvinderne, der stemmer. Mødre, kærester og koner har krav på at vide, hvorfor deres sønner, elskere og ægtemænd skal være parate til at ofre livet. Ve den regering, som har løjet bare det mindste om krigen. Næste gang, vi stemmer, er det liv og død, vi stemmer om.