Det var ved frokosttid i maj i år i den sydfranske by Antibes. Det var allerede en varm dag. Solen bagte ned på de luksuriøse store lystbåde, der lå i havnen uden for bymuren, men så tidligt på året var der endnu ikke ret mange turister. De rige havde det meste af havnefronten for sig selv og deres hvide luksusyachter. Men turisterne ville snart myldre frem som mælkebøtter i en dansk forsommer for totalt at dominere byen ved Den Franske Riviera. De ville jage de faste indbyggere indendørs og forvandle byen til en tætpakket, bildækket myretue. Lige ved porten til bymuren lå en række cafeer og restauranter. En af cafeerne var uden kunder, mens der var pænt besat ved bordene på de andre. Duften af frisk fisk, muslinger, lam med hvidløg og provencalske krydderier blandede sig med duften af salt fra havet. Vi spiste frokost og kiggede over på ejeren af den forsmåede café, der sad på en lille stol og stirrede melankolsk lige ud i luften. Han havde sørgmodige og trætte øjne, hans meget tynde hår var redt helt nede fra det ene øre og hen over issen, så hvert hår lå, som om det var tegnet på med en blyant. Hvorfor er der restauranter og cafeer, der pludselig er fulde af kunder, mens andre ikke har en eneste? Det tror jeg, at enhver værtshusholder gennem tiderne har spekuleret over. Café Felix og dens triste ejer lignede noget, der kunne være med i en roman af Graham Greene. Det var et stykke Greeneland, som det univers er blevet kaldt, som Greene skabte i en lang række store romaner og noveller gennem det meste af det blodige 20. århundrede, som han har skildret i så mange fremragende bøger. At Greene selv hadede udtrykket 'Greeneland' er en anden historie. Jeg sad glad og tilfreds med min kone og datter og spiste den gode sydfranske mad, men jeg kunne ikke holde øjnene fra den tavse mand nogle få meter fra os. Hans café hed Café Felix. Navnet sagde mig bestemt noget, og pludselig kom jeg i tanke om, hvorfor stedet gav så mange associationer til Graham Greene. Vi burde have spist der og ikke her ved naborestauranten med de grønternede duge, den fikse betjening og det trendy klientel. For pludselig slog det mig: Greene spiste så godt som hver dag frokost på Café Felix i Antibes, hvor han boede i mange år af sit liv i en lille toværelses lejlighed i gåafstand fra cafeen, indtil han til sidst flyttede til Schweiz, hvor han er begravet. Han ville stå tidligt op, i hånden skrive sine 500 ord, som var hans dagsration, og spadsere ned til Café Felix og spise sin frokost. Om hjørnet fra Felix ligger en engelsk boghandel. Vi er i et område, hvor briterne i årtier søgte tilflugt fra de tågede, regnfulde Britiske Øer. Da jeg efter frokost sagde til boghandleren, at man burde have spist frokost på Café Felix i respekt for Greene, svarede hun: »Kun hvis man er masochist«. »Men Greene spiste der jo næsten hver dag«, indvendte jeg. »Han var også en slags masochist«, sagde hun, mens hun solgte mig en ny biografi over forfatteren, der blev født 2. oktober for 100 år siden. Biografien er skrevet af hans mangeårige samleverske eller ledsagerske, som det hedder på politisk korrekt engelsk, Yvonne Cloetta. Katolikken Greene lod sig aldrig skille fra sin kone, selv om han i tre årtier ikke levede sammen med hende. Bogen hedder 'In Search of a Beginning, My Life with Graham Greene'. Den føjer sig egentlig smukt ind i de øvrige biografier om den sky forfatter, der er udkommet siden hans død i 1991. Elskerindens bog er en hyldest til mennesket og forfatteren og et rasende angreb på bl.a. Michael Sheldens uautoriserede biografi 'The Man Within', der er et uhyre velskrevet og spændende karaktermord på forfatteren med de mange ansigter. Graham Greene sanktionerede selv en biografi og udgav to omgange erindringer, men som de fleste erindringer er der lige så meget sandhed i dem som i en roman. Erindringer rummer ofte en stor portion fiktion, men derfor kan de alligevel godt fortælle sandheden om et menneske. En del af sandheden, i hvert fald. Café Felix havde klart kendt bedre dage den smukke majdag i det sydfranske, siden Graham Greene, Chaplin, Orson Welles og andre frekventerede forfatterens yndlingsvandhul i Antibes. Der var heller ikke ét menneske inde i selve restauranten. På baren stod et håndskrevet skilt: 'Vi serverer ikke ved baren'. Af veneration for Greene købte jeg kaffe til mig selv og mine kone og datter, og vi drak den udenfor på de hvide stole ved snuskede borde med udsigt til en tabac. Den fandt jeg også i biografien, som jeg lige havde købt. Et sort-hvidt billede fra 1989, hvor Greene spiser frokost på Felix. Han sidder med ryggen til tobaksforretningen, og den generte eller, som man ville påstå i dag, krukkede forfatter holder afværgende hånden op, som om han vil stoppe fotografen i sit forehavende. En forfatter, der skyr offentlighed. Et mærkeligt menneske i nutidens mediesamfund, hvor det virker, som om mange vil gøre alt for at blive eksponeret. Som om man ikke har levet, hvis man ikke har været omtalt. Hvor man føler, at dagen har været fantastisk, fordi man blev foreviget til et ugeblad eller en tv-kanal. Hvor dagens danske regering har sat penge af på finansloven til forfattere, så de kan komme på kursus for at lære at sælge sig selv og deres bøger. Ligesom Café Felix har kendt bedre dage, tyder alt på, at Graham Greene ikke læses længere i videre omfang i Danmark. I hvert fald ikke på dansk. For hos britiske, franske eller tyske boghandlere finder man de fleste af hans bøger. Da jeg kom tilbage til Danmark, fik jeg min lokale boghandler til at slå antallet af Greenetitler op på den computer, der har forbindelse til den danske bogfortegnelse. Her kan man se alle bøger, der kan bestilles på dansk. På dansk kan man i øjeblikket kun få de to titler 'Hemmelig agent' og 'Pistol til salg', som er et par af Greenes thrillere fra før krigen. »Det er sørgeligt«, siger min boghandler, og det giver jeg ham ret i, for romanerne, som Greene selv beskedent kaldte »entertainments«, rummer alle de dybder og kvaliteter, der præger gode romaner. Greene læses og diskuteres i udlandet, men synes glemt i Danmark. Det forstår jeg ikke, for han er et af det 20. århundredes største forfattere, der skildrede det moderne menneske i en realistisk fortællende stil, der transcenderer alle litterære moderetninger og genrer. Som Dan Turèll skriver i sit forord til det fine udvalg af Greenenoveller, som han redigerede for Gyldendal i 1992 og kaldte 'Øjenvidnet': »Naturligvis fordi dét ord er en forbilledlig karakteristik af Mr. Greene. I alle sine aktive år (født 1904, debut 1929, død 1991) var det som et sådant han fungerede, som det meste af et århundredes, det meste af en verdens øjenvidne. Forunderligt, uforudsigeligt, tilstedeværende overalt - både i planetens fjerneste afkroge og i de lige så afsondrede sprækker i den menneskelige bevidsthed«. Det kan næppe siges bedre. Det gør det endnu mere uforklarligt, at han i Danmark er forsvundet ud i den litterære glemsel. Måske fordi han er så svær at sætte i bås, og måske fordi litteratur i Danmark ikke må handle om den virkelige verden. Fortællingen har i flere år haft ringe kår. Udsynet er blokeret af akademiske diskussioner om Teksten med stort T. Litteraturdebatten i Danmark er overtaget af kølige, videnskabsorienterede akademikere fra universiteterne, og de kan ikke lide bz'ere på deres territorier. De værste bz'ere er forfattere. Jeg har af og til det indtryk, at de, der i Danmark skriver om litteratur, mener, at de har langt større ret og klart bedre forstand på, hvad god litteratur er, end forfatterne, som i stedet burde følge deres råd og anvisninger. Greene fik helt ufortjent aldrig Nobelprisen i Litteratur. Han bevægede sig i flere genrer fra thrilleren over novellen, essayet, erindringer og rejseskildringer til diskussionen om tro og politik, og millioner af mennesker tog hans bøger til sig. Det gjorde de, fordi temaerne i hans bøger er store og væsentlige. Og hvis bøger ikke handler om store spørgsmål, er de egentlig ligegyldige. Greenes bøger handler om forræderi og loyalitet, om tro og tvivl, om politik og moral, om kærlighed og svigt, men aldrig fortalt ud fra en fordømmende holdning. Han kunne se ind i menneskets sjæl, men han kunne også analysere politik i romanform. Hvis man vil have hjælp til at forstå USA's vanskeligheder i Irak, så kan man blive klogere af at læse 'Den stilfærdige amerikaner'. Selv om romanen foregår i Vietnam i 1950'erne, gælder dens beskrivelse stadig af den velmenende, men også politisk naive amerikaner, der tror, alle vil være som han, som måske i sidste ende tror på det gode i mennesket. Greene satte sig ind i tingene, læste og rejste for at betragte og forstå den verden, som han følte sig som en uløselig del af. Min beundring for eller fascination af Graham Greene er selvfølgelig ikke objektiv. Hvad er objektivt, når det handler om litteratur? Litteratur bør kunne forstås og opleves af alle. Litteratur skal tale til både hjerne og hjerte. En kold og tåbelig analyse kan slå selv den bedste bog ihjel, fordi det i virkeligheden er umuligt at beskrive, hvilket afgørende indtryk en bog kan give på forskellige stadier af ens liv. Der er fremragende bøger, jeg den dag i dag ikke kan læse, fordi en dansklærer for mange år siden har ødelagt oplevelsen af dem med sine krav om pensumorienteret tolkning. Jeg opdagede som syttenårig i USA Graham Greene og læste ham derefter. Jeg vil gerne vedkende ham og en anden mester, Eric Ambler, en gæld, hvad angår mit eget mit eget forfatterskab. De viste, at den politiske thriller, hvis man absolut skal sætte genre på, er en fantastisk ramme til at tage fat på det mest afgørende eksistentielle i et menneskets liv. Som Greene skrev: »It sounds like a thriller, doesn't it, but thrillers are like life - more like life than you are, this lawn, your sandwiches, that pine. You used to laugh at the books Miss Savage read - about spies, and murders, and violence and wild motor-car chases, but dear, that's real life: it's what we've all made of the world since you died«. Enhver avislæser ved i dag, at livet i skræmmende grad er som en thriller. Det vidste Graham Greene, og som Bo Tao Michaëlis skriver i tidsskriftet Kritik nr. 138: »Graham Greene skriver sine thrillers ud fra sit kristne udsyn og akademiske baggrund. Hans latente civilisationskritik tager udgangspunkt i realpolitiske omstændigheder ... Greene gjorde spionen til aktant for en mere overordnet og egentligt traditionel diskussion af de vilkår, det moderne medfører«. Netop hvad det vil sige at være et moderne menneske, var hele livet igennem det, der optog Graham Greene. Her i år i København kunne man se en udstilling over filmen 'Den tredje mand', som Greene skrev manuskript til. Udstillingen og en medfølgende bog fortæller om baggrunden for dette filmiske mesterværk, der blev instrueret af Carol Reed. Filmen foregår i det sønderbombede Wien umiddelbart efter Anden Verdenskrig og har Orson Welles i en rolle, man aldrig glemmer. Det var kontakter i Wiens journalistiske miljø, der fortalte Greene om underverdenens liv, som danner baggrund for filmens plot. Både han og Reed foretog nu også deres egen research på byens mere dubiøse barer og natklubber og på hotellerne, hvor besættelsesmagternes spioner holdt til. Som Graham Greene skriver: »I needed to rub shoulders with the lost souls of this world«. Selvfølgelig gjorde han det. Han var selv på mange måder en fortabt sjæl, ganske givet ikke noget nemt eller 'godt' menneske, for hele sit liv kæmpede han med dæmoner, fordi han var optaget af, hvad det vil sige at være menneske. Fordi han havde en samvittighed, kæmpede han mod og med synden og forræderiet mod andre mennesker, men det forhindrede ham ikke i at synde eller forråde. Han var et ualmindelig loyalt menneske over for sine nærmeste, men alligevel svigtede han dem ofte. Han tog hele sit liv afstand fra utopien, samtidig med at han søgte at forene tanken om troen på Gud, som den katolske kirke definerer kristendommen, med en kommunistisk forestilling om det ideelle samfund. Han besøgte Fidel Castro, og Castro omfavnede ham, samtidig med at dobbeltmennesket og dobbeltspionen Graham Greene måske rapporterede til den britiske efterretningstjeneste om den kommunistiske leder. Graham Greene var åbenbart hele sit liv agent for det Storbritannien, han levede i eksil fra. Greene var agent og dobbeltspion i udforskningen af det eneste ukendte, som litteraturen over århundrederne kan forsøge at vise os i sin uforklarlighed, nemlig menneskets udefinerbare sjæl. De fortabte sjæle var råstoffet i Greenes litterære produktion. Den er stor. Det er synd for de danskere, der ikke kan læse engelsk, at de ikke har adgang til den. Måske trænger bøgerne til en nyoversættelse. En anden stor forfatter som Hemingway fik en renæssance, da Poul Borum nyoversatte hans noveller. Graham Greene fortjener en bedre skæbne i Danmark end at blive efterladt glemt og fortabt som sin ensomme Café Felix i Antibes.