For 30 år siden blev Richard Milhouse Nixon tvunget til at gå af som De Forenede Staters præsident på grund af illegale og uetiske forsøg på at undergrave sine politiske modstandere. Episoden efterlod Nixon vanæret, men står også som et eksempel på styrken i det amerikanske demokrati; en sejr for de helligste principper i landets forfatning. I årene efter søgte Nixon at genoprette sit renommé. Det skete ikke overraskende på det område, hvor han var stærkest og aftvang mest respekt, nemlig udenrigspolitikken. Det lykkedes aldrig helt; Nixon skrev i sine sidste år interessante ting, men han manglede det raffinement i argumenterne, som prægede hans administration. Det skyldtes antagelig, at formuleringen og administratoren af Nixons udenrigspolitik ikke var overladt ham selv, men dr. Henry Kissinger, Harvardprofessoren der endte som national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister. Kissinger undslap Watergate, dels fordi han kun var perifert indblandet i ulovlighederne, dels fordi Nixons modstandere erkendte, at det kunne have svækket USA's globale position fatalt, hvis udenrigsministeren var blevet revet med i faldet. Det betyder ikke, at han undslipper historiens dom, og der er i sandhed nok, der i dag prøver at sidestille dr. Kissinger med det 21. århundredes øvrige dæmoner. I foråret 2004 resulterede en netsøgning på ordene 'Kissinger/krigsforbryder' i cirka 28.000 hits. 'Kissinger/forbrydelser/menneskeheden' i 14.400. Tre engelsksprogede websider var viet til kampagnen for at få ham dømt. I filmen 'The Trials of Henry Kissinger' blev argumenterne mod ham lagt frem for et internationalt publikum, præsenteret af dem, som oprindelig formulerede dem: briterne William Shawcross og Christopher Hitchens, amerikanerne Seymor Hersh og Walter Isaacson og kommenteret af Washingtonadvokaten Michael Tigar, der fører sager mod Kissinger på den chilenske Schneiderfamilies vegne. Hvordan Kissinger opfattes, samledes ganske godt i overskriften til en anmeldelse af filmen i nærværende avis: 'Henry, portræt af en massemorder'. Men en ny tone er begyndt at snige sig ind i diskussionerne. Kissinger opererede under den kolde krig og traf beslutninger, som i Vietnam, Cambodja, Bangladesh, Chile og Østtimor kostede menneskeliv under omstændigheder, som balancerede på kanten af krigens love. Det var der andre politikere og diplomater, der også gjorde. At Kissinger nogensinde skulle blive dømt for forbrydelser mod menneskeheden, er trods kampagnen mod ham usandsynligt. En vurdering af hans forsvar såvel som argumenterne imod ham antyder, at der højst kan blive tale om beklagelser, der vil give ofrene og deres slægtninge oprejsning, men ikke vil sætte dr. Kissinger bag tremmer. Det vil ikke standse kritikken, for den har afsløringen, ikke retfærdigheden, som mål. Hitchens' og andres kampagner ligger i en tradition, som kan spores tilbage til Bertrand Russells, Jean-Paul Sartres og Simone de Beauvoirs såkaldte krigsforbrydertribunal om Vietnam i 1960'erne, og som bygger på en idealistisk forestilling om, at menneskene bør have mulighed for at få hævn over deres bødler, hvor som helst, når som helst og i overensstemmelse med et sæt internationalt accepterede normer. Det har af mange grunde lange udsigter. Mere aktuelt er spørgsmålet, hvordan en mand, der er så efterstræbt af diverse undersøgelsesdommere, at han knap nok tør rejse uden for USA's grænser, alligevel fremkalder »beundring, ja, endog et suk af nostalgi?«, som den amerikanske kommentator Fred Kaplan for nylig skrev i International Herald Tribune. Umiddelbart er svaret enkelt. Var der noget, dr. Kissinger vendte sig imod, var det moralske korstog. Med en præsident George W. Bush, som demonstrativt og med Vorherre i hånden har ledt USA ind i en kamp mod 'det onde', siger det næsten sig selv, at der er folk, som er begyndt at overveje, om Kissingers ideer om 'realpolitik' og 'magtbalancer' er noget, vi kan lære af. Kissingers verdenssyn var pessimistisk og konservativt, båret af frygt for en gentagelse af det kaos, som nazismen forårsagede i Europa i 1930'erne og 1940'erne, og som kostede 13 af hans jødiske slægtninge livet. Han var stærkt inspireret af 1900-tallets diplomati, ikke mindst Metternich og Bismarck, deres intense forsvar af statsmagten og dens interesser og den balance, som naturligt udsprang deraf. Kissingers udgangspunkt var ønsket om balance, orden og fred. Retfærdighed var noget, der udsprang af disse tre tilstande; ikke noget, der blev indført gennem krig. Det lyder umiddelbart som en kedelig, reaktionær personlighed, men det var Kissinger ikke. Tværtimod. Han var lynende begavet, morsom og rangerer blandt det tyvende århundredes største diplomatiske begavelser. Påstanden kan selvfølgelig diskuteres, fordi den forudsætter, at en fremragende diplomat har evnen til at manipulere. Kissingers sans for denne egenskab førte ham lejlighedsvis ud i situationer, som ligefremhed kunne have undgået, men alt i alt var hans indsats som amerikansk diplomat, sat til at forsvare nationale amerikanske interesser, yderst kompetent. Det kommer frem på en række områder, ikke mindst i åbningen til Kina, afspændingspolitikken i forhold til Sovjetunionen, penduldiplomatiet i Mellemøsten og i hans bidrag til den strategiske tænkning og de nukleare doktriner i den tempererede zone under den kolde krig. Så er tiden inde til en revurdering? Skal vi tilbage til Kissingers diplomati for at finde ud af, hvordan vi håndterer dagens verden? Svaret er både et ja og et nej. Hvis vi på magisk vis flytter 70'ernes Kissinger til Det Hvide Hus, er der næppe tvivl om, at George W. Bush - hvis han havde lyttet til sin rådgiver - ville have håndteret sine kriser på en ganske anden måde, end det er sket. Kissinger ville eksempelvis aldrig have nægtet at forhandle med Nordkorea om landets atomvåben, bare fordi han fandt den nordkoreanske leder en modbydelig diktator. Han ville heller ikke have trukket USA ud af et aktivt engagement i konflikten i Israel, fordi palæstinenserne i det offentlige rum er blevet identificeret som terrorister. Men ville han have støttet angrebet på Irak? Næppe uden fuld allieret opbakning, og han ville have været bekymret over den regionale ustabilitet, som krigen måtte forårsage. Saddam Husseins tyranniske fremfærd ville ikke have stået øverst på hans liste over trusler mod USA, og han ville have været skeptisk over for de nykonservatives påstand om, at fjernelsen af Saddam Hussein ville udløse et angiveligt nedarvet ønske om vestligt demokrati. Det ville, højst, have medført en ironisk kommentar om 'naive fantasier'. At menneskeheden skulle være styret af universelle maksimer om demokrati og frihed, uanset deres geografi og historie, står ikke i dr. Kissingers historiebog. Truslen om masseødelæggelsesvåben i hænderne på terrorister kunne have overbevist ham. Han ville i så fald have fundet det ekstra dumt at smide traditionelle allierede over bord i den kamp, som forestod. Man kan forestille sig ham ude af sig selv og under en endeløs strøm af morsomme giftigheder kommentere nuværende forsvarsminister Donald Rumsfelds bemærkninger om forskellene mellem 'det nye' og 'det gamle' Europa. Præsident Bushs bemærkninger om »dem, der ikke er med os, er imod os«, ville have fået ham til at gribe sig til hovedet og spørge, hvorfor en amerikansk præsident skulle bruge et Lenincitat til at forsvare sin politik. Allierede spillede en central rolle i Kissingers magtbalancepolitik, og Tyskland og Frankrig var i den forbindelse uundværlige. Kissingers bidrag til bekæmpelsen af statsløse kræfter som al-Qaeda er mere indirekte end direkte. Hans indfaldsvinkel til udenrigspolitikken var baseret på nationalstaten og har en udpræget tendens til at ignorere små nationer eller mindretal, der kommer i klemme inden for rammerne af større nationer. Kissingers ideer om balance og konstant afvejning af kræfterne passede derfor bedre til den fastfrosne situation under den kolde krig end til vore dage. Det er ikke tilfældigt, at han mistede en stor del af sin status og popularitet, da han i slutningen af 1980'erne argumenterede for en aftale mellem USA og Sovjetunionen, som indebar, at Gorbatjov lovede ikke at bruge militær magt til at undertrykke reformkræfterne i Østeuropa, mod at Bush senior lovede ikke at udnytte de efterfølgende økonomiske og politiske ændringer til at skade 'legitime' sovjetiske sikkerhedsinteresser. For eksempel, foreslog Kissinger, kunne Vesten love ikke at bruge Østeuropa som base for efterretningsaktiviteter mod Sovjetunionen eller love ikke at lokke de østeuropæiske lande ud af Warszawapagten. Havde det stået til Kissinger, havde Sovjetunionen aldrig fået lov til at bryde sammen. Den altødelæggende forandring, som det medførte, ville han ikke have turdet binde an med. Hans forslag blev fejet til side - for hvorfor købe, hvad historien var i færd med at give USA gratis? Den gamle herre har imidlertid fremført et par andre synspunkter, som er gode at tage ved lære af. For det første er han ophavsmand til den kloge konstatering, at hvis terroristen ikke taber, vinder han. For det andet, at international stabilitet udspringer af balancer, at orden udspringer af stabilitet, og at orden er frihedens moder. Jo mere man læser sig ind på Kissinger, jo mere overbevises man om, at det på kort sigt ikke er amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i sig selv, der er den største trussel mod verdenssamfundet, men svingningerne i den. Op gennem det 21. århundrede svingede USA fra isolationisme til engagement, fra realisme til idealisme, og en af Kissingers vigtigste bestræbelser gik på at finde et stabilt balancepunkt mellem disse to vigtige kræfter i det amerikanske samfund. Her i det 21. århundredes begyndelse svinger pendulet lystigt igen. Bushregeringen trak sig ved sin tiltræden ud af knap en halv snes internationale aftaler; i dag, tre-fire år efter, står det i sand til knæene i Irak og Afghanistan. På længere sigt vil vor tid, der af historikerne ikke bare vil blive forbundet med terroren, men også med det underliggende slag mellem den fremstormende demokratiske modernisme og den trængte reaktion, blive præget af forvandling, opbrud af gamle og dannelsen af nye alliancer. Magtforholdene vil ikke forblive statiske. Vesten er i dag på toppen af sin magt i forhold til andre civilisationer. Militære konflikter mellem vestlige nationer er utænkelige. Bortset fra Japan står Vesten ikke over for nogen anden økonomisk trussel end sin egen elites grådighed, men det er ikke nødvendigvis en permanent situation. Gamle magtcentre, Rusland eksempelvis, vil søge at øge deres indflydelse. Nye magtcentre vil dukke op med lande som Kina, Indien og Brasilien som topkandidater. Balancen mellem dem vil ende i en ny ligevægt og dermed være begyndelsen til en ny æra. USA vil i den situation være fristet til at søge overherredømme. Genvinder Bush præsidentembedet, vil fristelsen være endnu større, og vi må imødese nogle turbulente år i det atlantiske samarbejde. Det kræver en stærkere og mere entydig europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som sigter mod at gøre EU til en menneskekærlig og godhjertet supermagt, der kan opveje og korrigere den aggressive, unilateralistiske tone i Washington, dæmpe truslerne om forebyggende angreb og med styrke imødegå de rasende udfald mod kritikerne i 'det gamle Europa'. Det europæiske modspil er nødvendigt, hvis Bushregeringens udenrigspolitik skal ende som en parentes i udviklingen af den strategiske og sikkerhedspolitiske tænkning blandt de naturlige allierede: amerikanerne og europæerne. Det er naturligvis først og fremmest USA's demokrati, som sørger for, at nationen lærer af sine fejltagelser, men i den ny verdensorden er USA's overlegenhed så kolossal, at der skal mere til. Kombinationen af USA's militære styrke, dets sikkerhedspolitiske doktrin og den messianske tone i Det Hvide Hus, berettiger beskrivelsen af USA som en nation med imperiets kendetræk. I imperier ender alle problemer med at blive interne, fordi den omgivende verden ikke yder tilstrækkelig modvægt. I dialog med Europa, og efterhånden som problemerne i den ny verdensorden tårner sig op, vil USA erkende, at en grad af ydmyghed kombineret med samarbejde øger nationens sikkerhed. Med Henry Kissinger ved hånden vil nationen opdage, at udfordringerne er mere komplicerede end først antaget, og at et bevidst forsøg på at skabe overherredømme vil være den sikreste vej til at undergrave de værdier, som hegemoniet skulle hvile på. Retter USA sig efter den advarsel, vil landet ikke bare anerkende sin egen overlegenhed; verdens mægtigste nation vil også lære at føre udenrigs- og sikkerhedspolitik, som om det levede i en verden med mange magtcentre. Eller sagt på en anden måde: Hegemonen vil lære at opføre sig på en måde, som om den ikke er det. Det er passende, at diplomatiets og manipulationens mester når frem til denne konklusion. Set gennem Kissingers øje er den amerikanske statsmands ultimative dilemma at finde balancen mellem værdier og interesser og, lejlighedsvis, mellem krig og fred. Forskellen mellem hans æra og vor tid er, at den skarpe opdeling mellem moral og interesser, mellem idealisme og realisme, er under opblødning. I en sådan situation vil en udenrigs- og sikkerhedspolitik, der bygger på ekstrem realisme, føre til stagnation; på ekstrem idealisme, til korstog og desillusion. En stagnerende stat går til; en revolutionær stat baserer sin adfærd på ideologiske principper, søger ubegrænset magt, byder krig velkommen og udgør en trussel mod andre stater. Blandt Vestens modstandere i den arabiske verden, blandt de ekstremistiske islamister og blandt Vestens egne verbale kritikere har USA's adfærd i den ny verdensorden og efter paradigmeskiftet 11. september 2001 ført til påstande om, at det er Vesten, ledet af USA, der er ved at udvikle sig til en civilisation med imperiebyggerens mentalitet og kolonistens grådighed, altså en ny version af den revolutionære stat. Det bunder dels i de falske, men farlige fjendebilleder, som mange års økonomisk tilbageståenhed, traditionalisme og religiøs fundamentalisme har skabt blandt USA's, Vestens og modernismens modstandere, dels frustration over manglende muligheder, dels i deres egne regimers reaktionære karakter. Men det bunder også i den irakiske virkelighed. Interessant, at det er en dr. Kissinger, beskyldt for massemord og krigsforbrydelser, der skal erindre os om det.