Det har forlydt, at der blandt gidseltagerne på skolen i Beslan var arabiske terrorister. Vi ved ikke, om de pågældende havde været på al-Qaeda træningslejr. Det er imidlertid langtfra usandsynligt, og under alle omstændigheder er det en mulighed også i fremtidige aktioner. Titusinder af yngre mænd tog i al-Qaedas velmagtsdage til Afghanistan, hvor de blev uddannet i et terroristmiljø. De overskred en grænse ved at tage på ophold i lejrene, og udfordringen er nu at forhindre, at de overskrider endnu en grænse og bliver udøvende terrorister. Under krigen mod terrorisme i Afghanistan blev en del personer, der på dette tidspunkt var i træningslejrene, dræbt eller tilfangetaget. Mange havde imidlertid tidligere forladt lejrene efter endt træning, og mange er stadig på fri fod. Tusinder af disse skal nu finde på noget at lave, og de kan ikke vende tilbage til en normal tilværelse. Målet må være, at så få som muligt krydser grænsen til udøvende terrorisme. Her kan den danske regering bidrage via Sikkerhedsrådet. En del af indsatsen har bestået i at skabe en benhård linje mellem 'terrorister' og 'demokrater'. Linjen er nødvendig for at forhindre rekruttering af nye terrorister. Den isolerer de egentlige terrorister og trækker deres støtter og rekrutteringsmateriale bort ved at fortælle, at terrorisme er alvor, og at man skal holde sig på den rigtige side. Linjen hjælper imidlertid ikke i forhold til de mange, der har været i træningslejrene. De ser ingen mulighed for at vende tilbage til et normalt liv, fordi de risikerer døden eller fængsel, hvis de dukker op til overfladen. I værste fald kan den hårde linje bidrage til at tvinge dem fra at have haft forbindelse til terrorister til selv at blive det. Derfor skal linjen suppleres af andre tiltag, hvis man skal håndtere den restgruppe, der blev tilovers fra Afghanistan (og fra lejre andre steder og tidligere konflikter). Vi kalder gruppen for 'restgruppen', fordi de mange tusinder har fået terrortræning, men mistet deres oprindelige netværk. De har også mistet muligheden for en alternativ karriere i de almindelige samfund, som de har sat sig udenfor. Nogle troede måske ikke, at de i så høj grad ville forlade deres tidligere livsførelser, men at de blot skulle på eventyr i Afghanistan. 9/11 ændrede dette, da det for alvor blev klart, hvilke aktiviteter lejrene var grobund for. I sig selv er det et problem at have potentielle terrorister gående. Et andet problem er, at de kan bidrage til at gøre terrorbølgen endnu mere grusom og ligeglad med menneskeliv. 'Klassiske' terrorgrupper som IRA i Nordirland havde et bagland, som de skulle forholde sig til. Det nyttede ikke, at det etablerede IRA's angreb blev alt for vidtgående, for så ville man miste opbakning. Så ville IRA'ere ikke længere kunne gemme sig på en gård ude på landet, når de var efterlyst. Terrorister, der er afkoblet en sag og blot søger forefaldende 'arbejde', behøver ikke at tage den slags hensyn. At myrde børn sikrer fuld mediedækning. Derfor ændrer denne type terroristers beregning sig fra at være 'grusomhed på et niveau, der sikrer en vis mediedækning, men som ikke afskrækker baglandet' til at være 'fuld grusomhed, der sikrer fuld mediedækning' - for der er ikke et bagland, der skal tilgodeses. Vi er derfor nødt til at forholde os til de arbejdsløse terrorister fra træningslejrene i Afghanistan. Det er ikke let, for vores viden om dem er begrænset. Det virker dog nærliggende at dele dem op i forskellige grupper. Derved kan man vurdere, hvem der kan resocialiseres, og hvem der er endegyldigt fortabte. Dette afhænger nemlig af deres tilgang og status. Vi har derfor lavet en grov opdeling i fire grupper, der afspejler de mulige kombinationer af tilgang og status. Ved tilgang forstår vi personernes forhold til deres omverden. Her har vi modstillet 'naiv' (de, der tog til Afghanistan for at få spænding i tilværelsen og mente, at det nok ikke var så slemt) og 'hadefuld' (de, der tog af sted med ønsket om at lære at skade andre mennesker). Vi har også lavet en modstilling i 'dum' (de, der ikke lærte så meget, og som ikke opfører sig som terrorister) og 'klog' (de, der lærte meget og er blevet professionelle). Opdelingen kan give nogle idéer om, hvad man stiller op med restgruppen fra Afghanistan. Der er nemlig stor forskel på muligheden for at resocialisere en naiv/dum og en hadefuld/klog fra lejrene. Lad os derfor se nærmere på grupperne: Gruppe 1 er de naive og dumme. Det er unge lykkeriddere, der er rejst på eventyr, og som ikke har været specielt vrede på andre mennesker, og som formentlig heller ikke har lært særlig meget i lejrene. I virkeligheden er der snarere tale om unge mennesker, der har gjort noget naivt og dumt. Vi kender formentlig alle personer, der har kørt råddent i deres ungdom eller været medlem af en underlig ekstrem sekt. Eller har fejret en eksamen med at drikke sig fuld og klatre op i et stillads med livet som indsats. Trods sådan uhensigtsmæssig adfærd vil vi næppe afskrive disse personer for evigt, men give dem en mulighed for at komme tilbage i 'normaliteten'. Gruppe 2 er de naive og kloge. De har også været drevet af eventyrtrang snarere end af had mod andre mennesker. Til gengæld har de lært noget på terrorkurserne. Gruppe 3 er de hadefulde og dumme. Denne gruppe er rejst til Afghanistan i ond tro, i den forstand at de har ønsket at blive en del af et terrornetværk, der skader andre mennesker. De har imidlertid ikke lært særlig meget, og de er for 'dårlige' og usikre til, at andre terrorgrupper tør indlade sig på samarbejde med dem. Gruppe 4 er de hadefulde og kloge. Det er den mest problematiske gruppe, for den kendetegnes ved, at personerne har et dybt ønske om at skade andre, samtidig med at de er 'professionelle' og dygtige til deres håndværk. På dette grundlag kan man overveje, hvordan man skal fjerne grundlaget for, at de mange i restgruppen fra Afghanistan krydser den næste grænse og bliver udøvende terrorister. Kort sagt ser det ud til, at gruppe 1 hurtigst muligt bør hjælpes ind i samfundene igen. Derfor kan de forholdsvis let bringes tilbage til de almindelige samfund, ligesom ham i stilladset, der i dag er fuldmægtig, og ham fra sekten, der også blev en samfundsstøtte. De kan ses som fortabte, der vender hjem og bør hjælpes i gang med en SU-berettiget uddannelse. Gruppe 4 - de hadefulde, men dygtige - bør bekæmpes. Personerne i gruppe 2 og 3 kræver resocialisering og omfattende tiltag. De har en mere sammensat baggrund og vil være sværere at finde plads til på den rigtige side af linjen mellem terrorister og os andre. Et helt konkret og praktisk problem er, hvordan man finder frem til dem. Resocialiseringsbehovet er påtrængende, men det kræver tilstedeværelse. Da de pågældende personer allerede har trådt ved siden af, kan de ikke bare møde og sige 'vi var i Afghanistan - har I et tilbud til os?' En del af dem ville heller ikke gøre det, slet ikke 'de hadefulde, men dumme'. En mulighed ville være en periode med amnesti (for så vidt, at personerne endnu ikke har realiseret deres terroristforudsætninger). I den sammenhæng kunne der være perspektiv i en international pendant til Anonyme Alkoholikere: Anonyme Terrorister. En sådan international skriftestol kunne give de ikke helt forhærdede en mulighed for at komme med grunde til, at de ikke straks bør i fængsel, men ville kunne resocialiseres. Personerne i gruppe 4 kan næppe nås. De har allerede overskredet den afgørende tærskel, og de er så hadefulde og professionelle, at kun kamp og fængslinger vil være effektive modtræk. De kan imidlertid angives af de 'angrende', og på den måde kan man optrævle aktivitet. Der er stor usikkerhed forbundet med informationerne om lejrene i Afghanistan, og det er derfor ikke muligt at anslå, hvor mange personer man med rette kunne placere i hvilke af de fire grupper. Det er dog nok rimeligt at gå ud fra, at gruppe 1 - med de naive og dumme - er temmelig stor. På den baggrund bliver resocialiseringstanken indlysende. Der er mange fronter i terrorbekæmpelsen. Det er uacceptabelt blot at støtte andres terrorkampagner, og linjen skal være klar. Dette må imidlertid ikke forhindre os i at forholde os konstruktivt til problemer som restgruppen. Vores forslag er derfor, at Danmark så hurtigt som muligt sætter sig i spidsen for et projekt, der skal tage så mange som muligt af potentielle terrorister ud af det internationale spil. Projektet er ambitiøst, men ikke utopisk. Det er en billig form for terrorbekæmpelse, og det er praktisk gennemførligt. Danmarks plads i Sikkerhedsrådet er en ideel anledning til hurtigst muligt at skaffe international opbakning til et projekt med klare målsætninger og realistiske midler: Målsætningerne er at formindske rekrutteringsgrundlaget for nye terroraktioner og at resocialisere og nyttiggøre de vildfarne og relativt unge mænd, der i dag er i risikogruppen. Midlerne er tiltag, der kan bringe risikogruppens medlemmer tilbage i samfundet. Det skal ske via tilvejebringelse af information til og garanti for fortrolighed for de berørte. De skal have nogle steder at henvende sig. Der skal stilles amnesti i udsigt for dem, der ikke i forvejen har deltaget i for grove forbrydelser. Der skal gives nye officielle identiteter til dem, der måtte have brug for det for at komme videre i en ny tilværelse. Endelig skal der gives nye økonomiske og uddannelsesmæssige muligheder til de omvendte og 'angrende'. Det vil både virke som en grund til at forlade det dårlige selskab og som et fundament, der kan forhindre tilbagefald. Der skal via afhøringer skabes grundlag for retssager mod dem, der ikke vil eller kan tage mod det internationale tilbud. Hvis disse mål og midler skal realiseres, skal det ske inden for en internationalt accepteret og garanteret ramme. Lad os derfor skitsere en realistisk måde at gå til problemet på: Det vil blive nødvendigt at skabe et organ, der kan løfte opgaven. Det vil kræve en selvstændig bestyrelse af internationalt anerkendte jurister og øvrige troværdige eksperter. Bestyrelsen skal løbende udstikke retningslinjer og sikre, at mål og midler svarer til hinanden. Organet skal være uafhængigt af de forskellige nationalstater. Ingen skal være udenfor på grund af frygt for repressalier fra repressive regeringer. Den bedste ramme vil derfor være at gøre organet til en underafdeling af FN. Der skal være en domstolslignende undersøgelsesafdeling, der kan sikre, at de mennesker, der søger international resocialisering under projektet, har den identitet, baggrund og status, som de påberåber sig. Endelig er der finansieringsspørgsmålet. Danmark burde arbejde for, at EU simpelthen påtog sig opgaven. Det ville koste alle EU-borgere et par euro om året, men det ville være århundredets billigste forsikringspræmie. Kan forslaget realiseres? Ja! Teknisk set er det blandt vores verdensordens mindre opgaver. Men det kræver politisk vilje. Den inspiration til politikerne, der skal opmuntre til at komme i gang, kunne komme fra den sandhedskommission, der blev oprettet i Sydafrika efter apartheidstyrets kollaps. Her er man kommet så langt, at det tidligere apartheidpartis medlemmer kollektivt har meldt sig ind i ANC. Skulle tidligere terrorister så ikke med tid kunne blive resocialiseret? Gevinsterne er nemme at få øje på. Vi får nedsat terrorrisikoen, fordi der bliver færre terrorister, og fordi vi får isoleret og uskadeliggjort de ledende. Afhøringer af de angrende vil bidrage til opklaring af tidligere terrorvirksomhed. Det vil give retfærdighed til ofrene og deres pårørende gennem opklaring og muligheder for domfældelse af morderne. Endelig vil der ved hjælp af de angrendes oplysninger kunne skaffes ny viden om terrornetværkers opståen, udvikling og operationsmåder. Hvis den danske regering vil gøre en forskel i terrorbekæmpelsen og bidrage til en ny og bedre verdensorden, er der hermed givet et praktisk forslag.