Flyverpoeten Saint-Exupéry siger et sted: »Kærlighed er ikke at se på hinanden, men sammen at se i samme retning«. Politikerne har kærlighed til danske børnefilm. Siden filmloven af 1989 har de reserveret 25 procent af alle støttekroner til film for børn og unge. Både på kortfilms- og dokumentarområdet og på spillefilmområdet er der særlige filmkonsulenter, distributionen varetages af et Center for Børne- og Ungdomsfilm, og det overordnede ansvar ligger hos direktion og bestyrelse i Det Danske Filminstitut. Vi må gå ud fra, at de mennesker, der arbejder der, også har kærlighed til danske film for børn og unge. Og allerbedst: Det har publikum. 'Krummerne' er alle tiders mest sete danske film med 859.000 tilskuere. Inden for de seneste år er 'Klatretøsen' blevet set af 234.000, 'Ulvepigen Tinke' af 141.000, 'Min søsters børn' af 506.000, 'En som Hodder' af 144.000, 'Midsommer' af 121.000, og sådan kan man stort set blive ved. Så lad os da se i samme retning, ud over et landskab, der i hvert fald 20 år tilbage er fyldt med Dannebrog. Lige nu er flaget på halv: I 2004 er der premiere på én konsulentstøttet børnefilm, 'Cirkeline. Verdens mindste superhelt' (prøvet koncept) og to film for unge, 'Tæl til 100' (original) og 'Terkel i knibe' (prøvet koncept, børneradio). Desuden fremkommer to film uden om konsulentordningen: 'Min søsters børn i Egypten' (prøvet koncept) og 'Fakiren fra Bilbao' (filmatisering af Bjarne Reuter-bog), begge under 60/40-ordningen, der giver maksimalt 60 procent til film, der skønnes at få et publikum over 100.000, men uden kunstnerisk vurdering. Filmfestivalen Buster 2004 viste ikke én dansk spillefilm for børn eller unge i konkurrence. I 2004 er der ikke givet én konsulentkrone i støtte til hverken børne- eller ungdomsspillefilm. Der er - 8 måneder henne i året - givet mindre end 1 million til manuskriptstøtte og -udvikling, ud af i alt 24 millioner. Og bestyrelsen i instituttet har på et møde i august accepteret, at spillefilmforslagene er så uinteressante, at spillefilmkonsulenten hellere må bruge penge på korte film til børn end på de spillefilm, der åbenbart ikke er der. Hvad er der på færde - hvis det ikke er en tilfældig krusning på overfladen? Der er flere mulige forklaringer: De skabende og producerende kræfter interesserer sig for noget andet, som giver mere prestige. - Miljøet omkring levende billeder for børn er forsvundet sammen med DR's B&U-afdeling og den vekselvirkning, der fandt sted i mange år. - Filminstituttet, navnlig konsulenten, evner ikke at se eller fremelske de kvaliteter, der ligger gemt i de indsendte forslag eller i miljøet som sådan. - Barndommen er forsvundet. Selv syvårige skal optræde som små voksne, med bar mave og stjernemanerer. - Moderne børneliv er for kedeligt, og fantasy- og periodefilm er for dyre. Danske film kan ikke konkurrere med computerspil og 'Harry Potter'. Lad os tage dem én for én. Spørger man Filmskolens rektor, Poul Nesgaard, hvad skolen gør for at forberede eleverne til at deltage i den danske børnefilmkultur, er svaret: »Intet. Filmskolen er en kunst(ner)skole, der tager udgangspunkt i det, eleverne brænder for. Og de er stort set lige kommet ud af ungdommen og ikke kommet til det med børn. I Animationsafdelingen kommer en freelancemedarbejder med fortid i DR's B&U og giver nogle timer«. Det skyldes naturligvis, at det med tegnefilm per automatik peger i retning af børn. På et landsmøde i Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber fortalte instruktøren af 'En som Hodder', Henrik Ruben Genz, at det at lave børnefilm er knaldhårdt, og at hverken han eller hans kammerater var blevet 'advaret' eller forberedt på det i løbet af deres fire år på Filmskolen. Det kom som et chok. Manuskriptlinjen glimrer også ved ikke at udvikle talenter, der har særlig interesse for børn og unge. Formentlig ud fra den betragtning, at håndværket er det samme, hvem du end skriver for. Med Poul Nesgaards ord: »Vi underviser ikke i genrer«. Børnefilm giver i forhold til voksenfilm ingen prestige, ligesom det at undervise i underskolen rangerer lavere end undervisning i gymnasiet. Det var anderledes, dengang DR's B&U-afdeling var på sit højeste. I 1970'erne og 1980'erne var det så meget in at lave børne- og ungdomsfjernsyn, at talenter blev suget til, talenter, som nød at være netop der sammen med ligesindede. Søren Kragh-Jacobsen var den første til at tage springet ud i branchen med ungdomsfilmen 'Vil du se min smukke navle?' (1978). Han blev hængende i filmbranchen og drømte i mange år ikke om at forlade det område, han og filmfolkene Gert Fredholm og Rumle Hammerich opdyrkede med film, der stadig holder: 'Lille Virgil og Orla Frøsnapper' (GF 1980), 'Gummi Tarzan' (SKJ 1981, udnævnt af Unicef til og ikke overgået som Verdens Bedste Børnefilm) og 'Otto er et næsehorn' (RH 1983). Søren Kragh-Jacobsen viste, at forbindelsen til tv stadig holdt, da han i 1986 lavede 'Guldregn' sammen med Anders Bodelsen. Serien blev siden til en biograffilm. Søren Kragh-Jacobsen afsluttede 20 års samliv med børne- og ungdomsfilm og -tv med storfilmen 'Drengene fra Skt. Petri' i 1991. Bille August startede baglæns med en film om unge voksne, 'Honningmåne' (1978), hvorefter han forædlede ungdomsfilmen med Bjarne Reuter-filmene 'Zappa' og 'Tro, håb og kærlighed' og børne-tv med serien 'Busters verden' (1984), der igen fik et langt liv som biograffilm. Så først blev han 'voksen' med 'Pelle Erobreren' (1987), der dog stadig har en mesterligt spillet og instrueret dreng i hovedrollen. (For en ordens skyld: Selv om Nils Malmros er mester i at skildre barndom, så kan han ikke regnes med, når talen er om film for børn og unge. Hans film er om barndom, men til voksne). Da Mogens Vemmer i 2001 takkede for årets Prås-pris (uddelt af Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber), opregnede han, hvor mange talenter der havde levet i vekselvirkning mellem B&U og filmbranchen. Jeg husker det som en uendelig række. Tag Mikael Wikke og Steen Rasmussen som eksempel. De prøvede kræfter med 'Sonny Soufflé' og 'Tonny Toupé' og flere andre tv-serier med fortælleglæde og spøjse idéer, før de slingrede charmerende ud med spillefilmen 'Hannibal og Jerry' (1997). Eller tag et af de seneste, Natascha Arthy, der gjorde nøjagtig det samme, fornyede tv med serier som 'Fortælle frikadelle' (1993-1994) og 'Y's fantom-farmor' (1995), før hun i 1997 lavede novellefilmen 'Fanny Farveløs' til Karla Kanin Bio og et par år senere spillefilmen 'Mirakel', der straks fik klassikerstatus. I dag er B&U ikke mere. Programmer, der tog børn og unge alvorligt, er afløst af programmer, der pacer til stjernestatus og tidlige voksenmanerer (om end af barnlig karakter). Men den værste konsekvens for denne Kroniks tema er, at væksthuset er væk, fødekæden er klippet i bunden, og man kommer til at tænke på Per Højholts geniale bemærkning: »Samfundet mangler 10 cm - forneden«, der let kan omskrives til børnefilmens situation. Men her er det mange meter, der mangler. 'Jesus og Josefine', TV 2's julekalender sidste år, bør nævnes. Den vil det samme og videreføres nu i spillefilmen 'Oskar og Josefine'. TV 2 har imidlertid langtfra kræfter til at trække et helt miljø. I filmbranchen er der intet miljø - og har vel aldrig været det - som arbejder koncentreret med at forædle levende billeder og væsentlige historier til børn og unge. Måske med undtagelse af tegnefilmstudierne A Film og Dansk Tegnefilm, men det kan ikke overraske: Tegnefilmfolk får kun lov at lave reklamefilm eller film for børn. Zentropa prøvede at skabe et miljø et par år med selskabet Tinderbox (Fyrtøjet), som dog synes ramt af iltsvind. Filmproducent Regner Grasten skal roses for en mangeårig indsats. Han vil næppe selv påstå, at han har forædlet de levende billeder for børn og unge, men han har været flittig og givet mange oplevelser fra sig, mens han har tjent millioner til nye investeringer. Grasten stod både bag børnefilmen 'Krummerne' med efterfølgere og ungdomsfilmen 'Kærlighed ved første hik' med efterfølgere. Og meget andet. Kan og bør Filminstituttet gøre noget? Charlotte Giese, leder af Center for Børne- og Ungdomsfilm, sagde i Kulturnyt for nylig, at hun beklager situationen, men at hun ikke var tæt nok på produktionen til at vide, om det var der, det kneb. Mette Damgaard Sørensen, filmkonsulenten, sagde, også i Kulturnyt, at initiativerne skal komme fra branchen og ikke fra instituttet. Hun bryder sig ikke om at opfordre enkelte forfattere eller instruktører eller producenter. Det skaber forventninger, som ikke kan indfries, hvis projektet ikke dur, når det kommer til stykket. Henning Camre, direktør, og Søren Kjær, bestyrelsesformand, sagde ved et stormøde i april, at de ikke var bekymrede. »Den slags går i bølger«, beroligede de, og Brian Mikkelsen kunne bekræfte ved et andet møde, at direktør og formand ikke havde underholdt ham med problemer omkring film for børn og unge. Bestyrelsen har dog for nylig, som sagt, godtaget konsulentens vurdering, at der for tiden ikke skabes interessante forslag til børnespillefilm og givet grønt lys for, at hun bruger nogle af sine millioner på korte film, som også er en mangelvare. Den beslutning kan tolkes på tre måder: - Bestyrelsen optræder fornuftigt. Man bruger pengene et andet tørt sted, indtil filmskaberne kommer tilbage med nye gode ideer. Og det gør de jo nok. - Bestyrelsen optræder resolut. De gode historier er fortalt. Nye forslag ligner gamle travere for meget, og der er ingen grund til at hælde gammel vin på nye flasker (selv om voksenfilmen gør det hele tiden!). I yderste konsekvens: Opgiv særbehandlingen, drop de 25 procent. - Bestyrelsen optræder ideforladt. Miljøet er åbenbart uinteresseret. Bestyrelsen skriver den fælles falliterklæring. Opgiv særbehandlingen, drop de 25 procent. Men kræfterne kunne også samles internt - direktion, konsulent(er), centerleder og den nye afdeling for talentudvikling - og diskutere aktivitet i stedet for passivitet. Det kunne måske føre til en miljøkonference med deltagelse af forfattere, instruktører, producenter, tv-stationer og børneradio, der f.eks. kunne munde ud i en synopsiskonkurrence blandt børn og unge, en tilsvarende blandt professionelle, en øvelse på Filmskolens manuskriptlinje etc. En diskussion i dybden med andre kyndige. Ved sådanne møder kunne man også tage temperaturen på den anden side af problemet: Er den farverige barndom forsvundet? Er moderne børneliv så kedeligt, at det i sig selv er box office poison? Sæbekassebiler og huler er mere filmiske end cykler og computere. (Det kunne være sjovt, hvis der havde været 'hule-tællinger' i 1950'erne, der kunne sammenlignes med i dag!). Udendørsliv er mere levende end fælles tv-sening på børneværelser. Kældereksperimenter med krudt er mere fotogene end et barn med en joystick. Men ligesom man ikke bare kan bygge nye huse i fortidens stilarter, så kan man ikke blive ved at filme en gammeldags barndom, som kun bedsteforældre kan identificere sig med. ('Send mere slik' (Cecilie Holbek 2000) prøvede at udnytte kultursammenstødet mellem to piger fra byen og et ældre ægtepar på et husmandssted, men det fortidige liv på landet måtte gøres meget corny for at give afstand nok). Nutidens (by)børn synes ikke at lege ude i timevis langt fra forældrene, i skove og på byggepladser. De er i fritidsordninger eller sportsklubber eller hjemme på værelset - de fleste. Fodbold- og hestemiljø har med held leveret baggrund de senere år, ligesom ungpigeværelset er en uudtømmelig location. Men ellers er det skralt med noget, der både er charmerende og troværdigt. Det peger i retning af eventyr og fantasy. 'En som Hodder' er lige så godt eventyr som 'Otto er et næsehorn', men når Ole Lund Kirkegaard og Bjarne Reuter er filmet i bund, hvem skriver da de eventyr, der er overkommelige produktionsmæssigt og mættende som eventyr? 'Ulvepigen Tinke' byggede på 'Hungerbarnet' af Cecil Bødker, som er meget lidt filmatiseret. Det er en periodefilm og dermed per definition dyr. Men den kombinerer kammerspillet med periodefilmen, og så kan det åbenbart lade sig gøre økonomisk. 'Jesus og Josefine' viste, at det kan lade sig gøre at give en gammel historie ny iklædning, her endda som nyt bestillingsværk og ikke som filmatisering af en bog. Egentlig fantasy med det store udtræk som i Harry Potter kan kun blive rentabelt på engelsk, og det lyder ikke farbart at lave danske realspillefilm for børn på engelsk. Tegnefilm og computeranimering er omvendt ideelt til synkronisering på andre sprog. Her er vi som regel med fremme, og Filminstituttets investering udløste pæne udenlandske summer til film som 'Hjælp, jeg er en fisk' og 'Drengen der ville gøre det umulige'. Der må være veje frem. Men måske er det ikke bare den farverige barndom, der er forsvundet. Måske er det barndom som sådan? Hvis tv afspejler virkeligheden, så synes den at være, at børn tidligere og tidligere adopterer roller, der ligger over deres biologiske trin. Men at de - og vi - til gengæld fastholder hinanden i en uendelig halvvoksen og kunstig legefase, der sjovt nok (for producenter og reklamefolk) kræver uendelige mængder af tøj og teknik og aldrig falder til ro i noget, der er seriøst - eller kedeligt eller langstrakt eller langsomt. Film spiller en betydelig rolle i dette univers, enten som bekræftelse på, at det hele bare er noget, vi leger, eller - og heldigvis meget oftere - som det vindue ud af rollelegen, der kan minde os om, at der er noget, der er større. Hvor man tidligere havde brug for at drømme sig væk fra en monoton og fattig virkelighed, da har vi i dag brug for at drømme os væk fra det lige så fattige og monotone pseudounivers, vi har bygget omkring os, og tilbage til ægte lidenskaber og grundlæggende følelser. Børn og unge får langt snarere deres tilgang til tilværelsen bearbejdet via film end via ret meget andet. Bogen er ikke død, musik og børneradio kan meget, og kammerater er stadig livsvigtige. Men filmen ejer helt sjældne muligheder for at fortælle både righoldigt og præcist, og det åbne sind i det kollektive mørke er en følsom mekanisme, helt anderledes eksistentielt modtageligt end den samme person som mere kølig tv-seer. Tv er og bliver et journalistisk medium, filmen et medium, der kan vække det, man kunne kalde 'den emotionelle tanke', den personlige raffinering af bevidste og ubevidste erfaringer. Derfor giver det mening, at politikerne bekymrer sig om film for børn og unge på eget sprog og frembragt i egen kultur. Derfor har man lagt ansvaret og muligheden for at inspirere filmmiljøet og sikre børnefilmkulturen hos Det Danske Filminstitut, der følgelig skal ansætte kyndigt personale og lægge de nødvendige strategier for, at politikken kan blive udmøntet i praksis. I samspil med alle de parter, man omgiver sig med, og med hvem man sammen ser i samme retning. Let's go.