0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ambassadørens sidste depeche

I århundreder har 'depechen' været udsendte ambassadørers redskab til orientering af udenrigsministeren, men nu er institutionen afskaffet, den sidste depeche skrevet og sendt hjem. Politiken har spurgt ambassadøren i Singapore, hvordan hans sidste depeche ser ud. Her er svaret - et overblik over de globale strategiske udfordringer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Set i historiens prisme har strategisk tænkning været domineret af konfrontation, konflikt og krig. Den nuværende generation så dette give sig udslag i teorier og handlingsmønstre for supermagter i besiddelse af atomvåben, som de pågældende tog til sig og dermed gjorde deres handlinger forudsigelige for modparten. Winston Churchills ord fra 1955 om sikkerhed som skrækkens hårdføre barn, liv som udslettelsens tvillingbroder og risikoen for, at Gud blev træt af mennesker, havde indprentet sig i bevidstheden hos de politiske ledere og militære chefer. Det politiske og militære verdensbillede balancerede på en knivsæg; men det balancerede.

Det sidste tiår af forrige århundrede og den forløbne del af dette har totalt og aldeles omkalfatret magtforholdene.

Den hårdtslående og gennemgribende globalisering trækker verdenssamfundet ud til den mindste flække og den fjerneste afkrog af kloden. Globaliseringen har ubestridt bibragt verden en velstandsstigning af hidtil ukendte dimensioner; men den har også smuglet en gensidig afhængighed ind i spillet - en slags symbiose, der gennem sin dynamik indebærer risiko for manglende balance og stabilitet. De sofistikerede, avancerede og højtudviklede samfund har nået et udviklingstrin, hvor de bliver sårbare for begrænsede, dirigerede og skånselsløse angreb mod deres nøglecentre. De kan måske ikke ødelægges gennem sådanne angreb; men deres funktion og dermed deres berettigelse og ramme for forholdet til borgerne kan undermineres og i værste fald sættes ud af spillet.

Konventionelle nationalstaters monopol på besiddelse af våben, herunder masseødelæggelsesvåben, er gledet dem af hænde. En håndfuld nationalstater, der åbent erklærer at spille uden for de etablerede regler, besidder eller formodes at besidde sådanne våben. Resten af verden står over for at forhandle med og håndtere personer, som efter behag falder i kategorien gangstere, hasardspillere eller fanatikere. Det af de etablerede nationalstater opstillede og af dem respekterede regelsæt for adfærd i international politik accepteres ikke eller misbruges direkte.

Ikke nok med det. Uden for rækken af nationalstater er opvokset en stribe organisationer som med ildhu og ensporethed fuldt og helt har opsagt den uskrevne kontrakt med resten af det nationale og internationale samfund. Disse organisationer har tilegnet sig våben. De bruger dem i henhold til deres egne formål og eget adfærdskodeks; i flagrant og direkte modstrid med det internationale samfunds etik og politiske spilleregler.

I sin kerne er konklusionen, at den strategiske tænkning fra at beskæftige sig med konflikter skal udstikke retningslinjer for samarbejde. De sofistikerede samfund er blevet så sofistikerede, så ømtålelige og så forbundne med andre politiske og økonomiske enheder, at der ikke er en rolle for udenforstående; slet ikke når disse åbent sætter sig op mod eller har destruktion af det etablerede internationale system som deres politiske målsætning. Derfor må samarbejdet være globalt - ikke blot geografisk, men også begrebsmæssigt.

Den preussiske strateg von Clausewitz' teser om krig som fortsættelse af politikken med andre midler samt i sidste instans indsættelse af alle midler som krigens ubønhørlige konsekvens dominerede strategisk tænkning i 200 år. Fastholdes deres beundringsværdige intellektuelle virilitet i internationalismens tidsalder, vil teserne styre verden hen imod et slutspil og med en fortjent rolle som gravskrift. Desværre lyser en fælles opfattelse og fortolkning af international politisk moral ikke op med flammeskrift. Derfor mangler en begrebsmæssig ramme for ny strategisk tænkning, og derfor er en sådan svær at få øje på.

En besynderlig blanding af fundamentalisme, ønske om destruktion, interesse for menneskerettigheder samt demokrati flimrer i stedet hen over den internationale skærm.

Fundamentalismen forbindes i den vestlige debat ofte, ja næsten altid, med islam, men er ikke - langtfra - begrænset til denne religion. Den findes også inden for andre religiøse bevægelser herunder kristendommen. Den iagttages tillige ved halvreligiøse for ikke at sige mystiske bevægelser. Den findes inden for politiske strømninger, ja etablerede politiske partier.

Disse bevægelser, deres ledere og deres tilhængere er overbeviste om, at den holdning og de principper, som de hylder, er de rigtige; så rigtige, at de burde gælde universelt og adopteres af anderledestænkende. Det er en farlig cocktail af naivitet, snæversynethed, fanatisme og ensporethed. Fundamentalismens kerne består i overbevisningen om at have så megen ret, at man har ret til at påtvinge andre sit eget standpunkt. I sidste instans kan man have pligt til at overbevise andre om at skifte standpunkt for at redde disse andre.

Fanatismen/fundamentalismen bevæger sig på denne måde ind i et helligt kald uden begrænsninger for, hvor langt man kan gå. Parallellen til von Clausewitz om, at krigsførelse i sidste instans er uden begrænsninger, er slående. Fundamentalismen berettiger krig og kan frasige sig normale moralske begrænsninger og bindinger.

Den er således på samme måde som von Clausewitz' strategiske tænkning uforenelig med globalisering og internationalisme. Fundamentalismen er tillige uforenelig med det moderne, sofistikerede samfund baseret på logisk og videnskabelig tænkning.

Det forklarer, hvorfor en del af fundamentalisterne har destruktion på deres dagsorden. Deres prioritet er selvsagt at overbevise andre. Lykkes det ikke, giver deres monopol på den evigtgyldige sandhed - det forhold at de alene har fundet den ideelle, den eneste acceptable indretning af samfundet det være sig nationalt eller internationalt - dem en ret til at destruere, det vil sige fjerne andre samfundssystemer.

Modspillet til denne trend kommer fra det vestligt inspirerede moralske system baseret på respekten for det enkelte individ og demokratiet som styreform, uanset hvorledes det helt præcis defineres.

I et vist omfang har denne model også medvind. Flere af de virkelig store spillere i det fremtidige verdensbillede bekender sig i al væsentligt til denne model.

Bag disse sammenstød står uensartede politiske præferencer mellem fundamentalismens fokusering på ikkematerielle værdier, og lad os kalde det den vestligt inspirerede model ofte netop begrundet, hvilende i materielle værdier, det vil sige evne til at tilvejebringe en højere materiel levestandard.

De nye og stærkere nationalstater (Kina, Indien og Brasilien) søger ind i det gældende internationale system. Deres første og indledende skridt i det globale politiske spil har været at vedkende sig den materialistiske model. Deres dagsorden er ikke en anden verdensorden, men tilpasning af den eksisterende verdensorden på en måde, der tager hensyn til deres økonomiske tyngde og politiske synspunkter. Siden 1979 har Kina bevidst arbejdet for at blive med- og ikke modspiller. Indien indledte i begyndelsen af 1990'erne en økonomisk reform, der tilpasser Indiens økonomiske system til den vestlige kapitalistiske model. Set med konventionelle briller har verden været, om man så må sige, ualmindelig heldig, at nationalstater som Kina, Indien og Brasilien alle har valgt denne vej i stedet for at udfordre systemet.

Det modsatte har vist sig ved en slingrekurs a