Set i historiens prisme har strategisk tænkning været domineret af konfrontation, konflikt og krig. Den nuværende generation så dette give sig udslag i teorier og handlingsmønstre for supermagter i besiddelse af atomvåben, som de pågældende tog til sig og dermed gjorde deres handlinger forudsigelige for modparten. Winston Churchills ord fra 1955 om sikkerhed som skrækkens hårdføre barn, liv som udslettelsens tvillingbroder og risikoen for, at Gud blev træt af mennesker, havde indprentet sig i bevidstheden hos de politiske ledere og militære chefer. Det politiske og militære verdensbillede balancerede på en knivsæg; men det balancerede. Det sidste tiår af forrige århundrede og den forløbne del af dette har totalt og aldeles omkalfatret magtforholdene. Den hårdtslående og gennemgribende globalisering trækker verdenssamfundet ud til den mindste flække og den fjerneste afkrog af kloden. Globaliseringen har ubestridt bibragt verden en velstandsstigning af hidtil ukendte dimensioner; men den har også smuglet en gensidig afhængighed ind i spillet - en slags symbiose, der gennem sin dynamik indebærer risiko for manglende balance og stabilitet. De sofistikerede, avancerede og højtudviklede samfund har nået et udviklingstrin, hvor de bliver sårbare for begrænsede, dirigerede og skånselsløse angreb mod deres nøglecentre. De kan måske ikke ødelægges gennem sådanne angreb; men deres funktion og dermed deres berettigelse og ramme for forholdet til borgerne kan undermineres og i værste fald sættes ud af spillet. Konventionelle nationalstaters monopol på besiddelse af våben, herunder masseødelæggelsesvåben, er gledet dem af hænde. En håndfuld nationalstater, der åbent erklærer at spille uden for de etablerede regler, besidder eller formodes at besidde sådanne våben. Resten af verden står over for at forhandle med og håndtere personer, som efter behag falder i kategorien gangstere, hasardspillere eller fanatikere. Det af de etablerede nationalstater opstillede og af dem respekterede regelsæt for adfærd i international politik accepteres ikke eller misbruges direkte. Ikke nok med det. Uden for rækken af nationalstater er opvokset en stribe organisationer som med ildhu og ensporethed fuldt og helt har opsagt den uskrevne kontrakt med resten af det nationale og internationale samfund. Disse organisationer har tilegnet sig våben. De bruger dem i henhold til deres egne formål og eget adfærdskodeks; i flagrant og direkte modstrid med det internationale samfunds etik og politiske spilleregler. I sin kerne er konklusionen, at den strategiske tænkning fra at beskæftige sig med konflikter skal udstikke retningslinjer for samarbejde. De sofistikerede samfund er blevet så sofistikerede, så ømtålelige og så forbundne med andre politiske og økonomiske enheder, at der ikke er en rolle for udenforstående; slet ikke når disse åbent sætter sig op mod eller har destruktion af det etablerede internationale system som deres politiske målsætning. Derfor må samarbejdet være globalt - ikke blot geografisk, men også begrebsmæssigt. Den preussiske strateg von Clausewitz' teser om krig som fortsættelse af politikken med andre midler samt i sidste instans indsættelse af alle midler som krigens ubønhørlige konsekvens dominerede strategisk tænkning i 200 år. Fastholdes deres beundringsværdige intellektuelle virilitet i internationalismens tidsalder, vil teserne styre verden hen imod et slutspil og med en fortjent rolle som gravskrift. Desværre lyser en fælles opfattelse og fortolkning af international politisk moral ikke op med flammeskrift. Derfor mangler en begrebsmæssig ramme for ny strategisk tænkning, og derfor er en sådan svær at få øje på. En besynderlig blanding af fundamentalisme, ønske om destruktion, interesse for menneskerettigheder samt demokrati flimrer i stedet hen over den internationale skærm. Fundamentalismen forbindes i den vestlige debat ofte, ja næsten altid, med islam, men er ikke - langtfra - begrænset til denne religion. Den findes også inden for andre religiøse bevægelser herunder kristendommen. Den iagttages tillige ved halvreligiøse for ikke at sige mystiske bevægelser. Den findes inden for politiske strømninger, ja etablerede politiske partier. Disse bevægelser, deres ledere og deres tilhængere er overbeviste om, at den holdning og de principper, som de hylder, er de rigtige; så rigtige, at de burde gælde universelt og adopteres af anderledestænkende. Det er en farlig cocktail af naivitet, snæversynethed, fanatisme og ensporethed. Fundamentalismens kerne består i overbevisningen om at have så megen ret, at man har ret til at påtvinge andre sit eget standpunkt. I sidste instans kan man have pligt til at overbevise andre om at skifte standpunkt for at redde disse andre. Fanatismen/fundamentalismen bevæger sig på denne måde ind i et helligt kald uden begrænsninger for, hvor langt man kan gå. Parallellen til von Clausewitz om, at krigsførelse i sidste instans er uden begrænsninger, er slående. Fundamentalismen berettiger krig og kan frasige sig normale moralske begrænsninger og bindinger. Den er således på samme måde som von Clausewitz' strategiske tænkning uforenelig med globalisering og internationalisme. Fundamentalismen er tillige uforenelig med det moderne, sofistikerede samfund baseret på logisk og videnskabelig tænkning. Det forklarer, hvorfor en del af fundamentalisterne har destruktion på deres dagsorden. Deres prioritet er selvsagt at overbevise andre. Lykkes det ikke, giver deres monopol på den evigtgyldige sandhed - det forhold at de alene har fundet den ideelle, den eneste acceptable indretning af samfundet det være sig nationalt eller internationalt - dem en ret til at destruere, det vil sige fjerne andre samfundssystemer. Modspillet til denne trend kommer fra det vestligt inspirerede moralske system baseret på respekten for det enkelte individ og demokratiet som styreform, uanset hvorledes det helt præcis defineres. I et vist omfang har denne model også medvind. Flere af de virkelig store spillere i det fremtidige verdensbillede bekender sig i al væsentligt til denne model. Bag disse sammenstød står uensartede politiske præferencer mellem fundamentalismens fokusering på ikkematerielle værdier, og lad os kalde det den vestligt inspirerede model ofte netop begrundet, hvilende i materielle værdier, det vil sige evne til at tilvejebringe en højere materiel levestandard. De nye og stærkere nationalstater (Kina, Indien og Brasilien) søger ind i det gældende internationale system. Deres første og indledende skridt i det globale politiske spil har været at vedkende sig den materialistiske model. Deres dagsorden er ikke en anden verdensorden, men tilpasning af den eksisterende verdensorden på en måde, der tager hensyn til deres økonomiske tyngde og politiske synspunkter. Siden 1979 har Kina bevidst arbejdet for at blive med- og ikke modspiller. Indien indledte i begyndelsen af 1990'erne en økonomisk reform, der tilpasser Indiens økonomiske system til den vestlige kapitalistiske model. Set med konventionelle briller har verden været, om man så må sige, ualmindelig heldig, at nationalstater som Kina, Indien og Brasilien alle har valgt denne vej i stedet for at udfordre systemet. Det modsatte har vist sig ved en slingrekurs adopteret af en række mindre nationalstater med det formål at underminere systemet, subsidiært kuldkaste det. Det gælder navnlig de i folkemunde benævnte slyngelstater samt de organisationer og grupper, som finder skjul inden for deres grænser. De er stærke nok til at sætte systemet på prøve, men ikke til at vælte det. De etablerede og bestemmende nationalstater, der i henhold til økonomisk tyngde, politisk samt militær magt plus regler fastlagt umiddelbart efter 1945 har dirigentstokken i hænderne, står over for et dilemma. De ser meget vel udfordringen og gransker risikoen og truslen forbundet med de såkaldte slyngelstater. For at løse det problem ønsker de støtte og hjælp fra de nytilkomne tunge nationalstater, der gennem deres bekendelse til det internationale system har signaleret fælles interesser. Det forekommer ligetil; men er det ingenlunde. Den fremtidige trussel mod deres besiddelse af podiet kommer nemlig ikke fra de såkaldte slyngelstater, men fra fremtidens giganter - netop dem, som gerne skulle hjælpe i bekæmpelsen af den aktuelle trussel. De 'gamle stormagters' ene option er at komme de nye tunge drenge i møde for at inddæmme og slå slyngelstater, terrorisme med videre ned. Den pris, de vil blive afkrævet, og som de ikke ønsker at betale, er en forrykkelse af magtforholdene til fordel for de fremrykkende stormagter og til ugunst for dem selv. Deres anden option går ud på at afvise de nye stormagters krav og ønske om indflydelse, hvorefter disse i bedste fald bliver tøvende parter og i værste fald modvillige i den internationale kamp mod slyngelstater, terrorisme etc. Konsekvensen heraf bliver, at byrden for de etablerede stormagter ved kampen mod terrorisme med videre forøges. Dette ressourcedræn undergraver deres globale magtstilling. Det er dette dilemma, som den siddende supermagt - nogle kalder det hypermagt, megamagt, imperium - USA, står over for i Irak, i Iran og Nordkorea, al-Qaeda med flere. Og som den indtil nu ikke har givet et klart politisk signal om. Et imperium skaber en verden i sit billede. Den globale økonomiske model er amerikansk kapitalisme. Den moderne teknologi er baseret på informationsteknologien fra USA. Den amerikanske audiovisuelle kultur har indtaget verden. Historien fortæller os ganske klart (det romerske imperium og det britiske imperium), at et imperiums fald trækker den model, som den omgivende verden har adopteret, med sig. Økonomisk globalisering og internationalisme står og falder med USA og dette lands varetagelse af rollen og ansvaret som global imperiemagt. USA kan som den første imperiemagt vælge at skabe et virkelig internationalt samfund, som kan overleve og fungere, også efter at USA's ressourcer ikke længere slår til. Den globale gensidige afhængighed taler for en sådan politik. De fremstormende, stærke nye magters bekendelse til internationalismen med de nugældende principper ligeså. Det fælles trusselsbillede med frygt for masseødelæggelsesvåben uden for 'systemet' skubber også på. Forudsætningen for et sådant forløb er, at den nuværende amerikanske politiske ledelse affinder sig med en lavere grad af magtudøvelse, end imperiets ressourcer giver mulighed for. Belønningen vil være et længerevarende internationalt system skabt i overensstemmelse med USA's interesser og afspejlende ikke fuldt ud, men til en vis grad det nuværende amerikanske imperiums værdinormer. Fortsat amerikansk ubetinget udøvelse af imperiets magt, så længe den rækker, udgør modstykket. Den sandsynlige konsekvens heraf bliver et med tiden nyt verdensbillede, men næppe præget af globalisering og internationalisme, måske nærmere tværtimod. Det er en illusion - for nogle en smuk illusion - at forestille sig en multipolar verden mod og ikke med USA's vilje. Hermed defineres EU's største udenrigs- og sikkerhedspolitiske rolle i de kommende år. Med sin historie, tradition, erfaring samt ikke mindst det transatlantiske partnerskab i godt 50 år stillet over for en fælles fjende med et alternativt samfundssystem kan EU vælge forskellige roller: partner og allieret for USA; selvstændig operatør i det internationale billede med hældning med eller mod USA; kværulant for ikke at sige modspiller. Der er selvfølgelig også den mulighed, at forskellige præferencer, interesser og synspunkter EU-medlemmerne indbyrdes blokerer for en fælles europæisk holdning. De enkelte europæiske lande fastlægger i så fald egen og individuel kurs i denne kritiske periode af verdenshistorien. De vil måske endda se på hinanden på samme måde som Toppen og Bolden i H.C. Andersens eventyr og med et tilsvarende resultat. USA's dilemma viser sig i form af en kombination af stædighed og famlen efter at gøre det rigtige på den rigtige måde over for slyngelstaterne, hvilket medvirker til at sløre det storpolitiske billede for europæerne og dermed stimulere en flimrende kurs fra amerikansk side over for EU og fra EU's side over for USA. EU's dilemma viser sig i form af overraskelse, forbløffelse og måske uvidenhed om, hvad det egentlig er, USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik indeholder med en distanceret holdning til en fælles kurs over for slyngelstater, terrorisme med videre, uanset hvor tiltrækkende, åbenlys og indlysende tiltrækkende et tillidsfuldt parløb er i begge parters interesse. USA's eget valg kan påvirke europæerne; men det fritager dem ikke for at bekende kulør. EU har mulighed for at påvirke USA og dermed det store spil inden for det næste tiår. Kan og vil EU og europæerne det? Kan og vil Danmark definere sin rolle inden for EU i denne sammenhæng?