Man overraskes i sin sommerlæsning. Jeg købte her i sommer tilfældigt tre bind journalistik skrevet af redaktør Børge Outze. For 20-25 år siden behøvede navnet ingen introduktion. Alle vidste, at Børge Outze var navnet på Dagbladet Informations chefredaktør gennem en menneskealder og samtidig grundlægger af bladet. Det var et navn med ry og agtelse. Jeg kendte navnet, men kan ikke huske at have læst noget af ham, før han døde i 1980. Fra 1945 til sin død ledede han avisen Information. I 1981 blev et udvalg af Børge Outzes journalistik udgivet i tre bind på Informations Forlag. Artiklerne dækker tidsmæssigt samme periode, som han var redaktør af Information. Emnemæssigt spænder de lige så vidt som journalistik gør, men udvalget består mest af kommentarer til dagens politiske situation. Holdningsmæssigt, derimod, befinder alle Outzes klummer sig inden for en klart og tydeligt markeret ramme. Det var for mig det mest overraskende. Børge Outze havde en holdning og udtrykte den ret utvetydigt. Og den holdning ligger langt fra det, som har været mainstream i min egen voksenalder. Hvis der skal sættes etiketter på Outzes holdningsunivers, må det være modstandsmand og antikommunist. Op gennem 1950'erne var Information en intellektuel centrum-højre-avis med en klar pro-NATO-linje. Information var den avis, der agiterede mest aktivt for Danmarks medlemskab af Atlantpagten i 1949. Det uafhængige ved avisen bestod i, at den var uafhængig af de politiske partier, som dengang var tæt vævet sammen med avisdrift. Information blev grundlagt som illegalt nyhedsbureau under besættelsen, og ved befrielsen bemægtigede Outze sig det nazistiske dagblad Fædrelandets trykkeri i St. Kongensgade. Det går som en rød tråd igennem alt, hvad Outze skriver, at hans oplevelse, det, der formede ham på godt og ondt, var besættelsen. Han var modstandsmand og bevarede verdenskrigens moral set fra engelsk side resten af livet. At læse Outzes artikler er at få indblik i en før-'68'ers livssyn. I dag må det undre at møde den klare og konsekvente antikommunisme, som går igen i Outzes klummer. De kommunistiske koryfæer som Aksel Larsen, Hans Scherfig, Jørgen Jørgensen og Mogens Fog holdes fast på, hvad de står for: Åndelig støtte til et forbryderisk regime. Kunne det virkelig siges så præcist dengang? Uden at blive skældt ud for hetz og heksejagt! For Outze som for andre liberale antikommunister, som f.eks. George Orwell, blev Stalins pagt med Hitler en katalysator for, hvad begge ideologier stod for. »Nu har alt det pak fundet sammen, som hører sammen. Nu kan det ikke blive værre!«. For Outze siger Hitler-Stalin-pagten også noget om kommunisterne i 1950'ernes danske politik. Det rykker ved tilliden. DKP er en fjende, der har allieret sig med en fremmed og fjendtlig magt i Outzes univers. »Land og Folk holder med generaler imod arbejdere«, skrev Outze i 1956. Og animositeten smitter for Outze af på det andet fredsvenlige og NATO-kritiske parti i 1950'erne, Det Radikale Venstre. »Indirekte hjælper de radikale kommunisterne med at undergrave landets beredskab og svække tilliden blandt vore allierede. Det lader sig ikke bortforklare ... Men det er jo i høj grad en opfyldelse af bibelordene om, at »det onde, som de ikke vil, det gør de««. Og så slutter Outze med at beskrive kommunisterne, hvis venner i øst strutter med våben, som ulve i fåreklæder, mens de radikale bare er som får, der bræger. Det gælder også Det Radikale Venstres åndelige fader, Viggo Hørup. Outze opfatter Hørups antimilitarisme som usund for et land, der vil eksistere som nation og folk. »Man skal ikke altid spørge: »Hvad skal det nytte?«, som Hørup gjorde det i 1883 under en forsvarsdebat på tinge. Spørgsmålet er næppe, som Hørup mente, »en hæder for vort folks forstandighed«. Vi har været nær ved at gå til som folk og nation af den forstandighed«. Skrevet 1. april 1961 i den famøse leder, hvor fredsaktivisterne i den første atommarch blev karakteriseret som flagellanter og svøbebrødre. Børge Outze er også lykkeligt fri for vor tids mærkelige mentalitet med, at knæfald for totalitære regimer og ideologier ikke betyder noget. Det gøres til utidigt rethaveri i dag at dokumentere nazismens eller kommunismens fascination. Da efterretningerne fra Sovjet om udrensninger og lejre begynder at komme frem efter Nikita Khrusjtjovs hemmelige tale på den 20. partikongres i 1956, kommenterer Outze det således: »Sandheden om det, som foregår i Sovjetunionen i denne tid, siver kun langsomt ud og må langsomt afprøves. Afsløringerne derimod kræver ikke afprøvning; thi de er i fuld overensstemmelse med, hvad ikke-kommunister i den vestlige verden i mange år har anset for bombesikkert«. Og så kommer den danske konsekvens heraf: »Hvis der er mindste retfærdighed til, får Aksel Larsen ikke lov til at slippe så aldeles gratis fra 30 års medviden om forbrydelser ... Når mand efter mand nu rehabiliteres i Sovjetunionen med bilande - kan man da ikke få kuldegysninger ved tanken om, med hvilke midler Aksel Larsens venner i sin tid fik disse mænd til at tilstå, hvad de ikke havde gjort?«. Og i dag ved vi meget mere herom. Vi ved, at Aksel Larsen kendte Arne Munch-Petersens skæbne, men løj derom. DKP-forfatteren Hans Scherfig får også drøje hug af Børge Outze. I 1950 er Hans Scherfig i Moskva og sender derfra radio hjem til sine danske trosfæller og taler om »landet, hvor angsten er taget fra mennesker«. Menneskene er glade og lykkelige i Sovjet. Og byerne har flotte parisiske boulevarder, som bliver fejet og pyntet hver dag. Klart og tydeligt dissekerer Outze denne blindhed. Når Scherfig ikke møder kritikere i Sovjet, skyldes det måske, at »den, der kritiserer, er en samfundsfjende«. »Det er kun i de demokratiske lande, man fortæller udlændinge, at man har det rædsomt, og at ikke engang vejret er til at holde ud. Og det er kun i demokratiske lande, man røber angst, bl.a. fordi man er naboer til landet uden angst!«. Mogens Fog slipper heller ikke uden om Outzes pen. I anledning af Mogens Fogs 60-års dag i 1964 udgav hans venner bogen 'Sine meningers mod' med indlæg fra Fog. Titlen finder Outze ikke dækkende. Mogens Fogs holdninger bærer også præg af opportunisme og taktiske hensyn. Og hvor han burde tvivle, forblev han fastlåst. »Sært at nogen i store og afgørende spørgsmål kan tage så afgjort fejl efter at have handlet så rigtigt«, skriver Outze, som karakteriserer Fogs senere skriverier om fredsbevægelser som »velment vås«. Også en salonkommunist som H.C. Branner finder ingen nåde hos Informations chefredaktør. I 1955 holder Branner en tale, hvor han vil være neutral, ikke tage stilling. »Jeg har ingen mening«, havde Branner sagt i en tale til en forfatterkongres i Norge. Det hudfletter Outze. Det er »livsudueligt«. Digteren skal ikke forblive neutral og blot registrere hændelserne omkring ham. Der er dyrere ting end dit liv, belærer Outze med Øverlands ord den danske digter om. »Man skal stræbe for, at ens barn ikke bliver en fej og forsigtig træl ... Det er der ingen neutralitet i. Men en mening«. I dag ved vi - ifølge Hans Hertel - at H.C. Branner i denne periode befandt sig i en presset situation på vej væk fra kommunismen, men til stadighed holdt på plads af bl.a. Mogens Fog, der ikke tålte tvivl og slinger i geledderne. Året efter blev det for meget for H.C. Branner og han måtte tage afstand fra Sovjet efter invasionen i Ungarn. Det fik han også påtalt af Fog og vennerne. H.C. Branner burde have holdt tvivlen for sig selv og ikke lufte den offentligt, mente de rettroende kommunister. Børge Outze var som antikommunist frit stillet over for disse lumre taktiske fumlerier og forløjelser, som altid har præget venstrefløjen. I dag må det undre, hvor svært det var selv for kommunistiske sympatisører at kritisere Sovjetunionens brutale nedkæmpning af ungarernes opstand i 1956. Hvis noget nærmer sig en sort-hvid problemstilling i den nyere historie, så er det Ungarn 1956. Men store dele af det senere så priste danske kulturliv måtte vride hænder og give sig i lag med bortforklaringer, som de heller ikke selv kunne tro på. Litteraturmanden og kommunisten Sven Møller Kristensen beskrev engang senere Ungarn-invasionen som »situationer af kritisk art«, men for Møller Kristensen blev redningen uviljen til at være enig med folk som Outze. »Den antikommunistiske presse var så umådeholden at det måtte give bagslag. Jeg husker situationer af kritisk art, hvor et blik i en borgerlig avis var nok til, at jeg blev hvor jeg var«. Det kunne have været Information, som fik Møller Kristensen til at forblive kommunist. For Børge Outze sekunderet af Erik Seidenfaden var uden tvivl og vaghed, når det gjaldt at påtale Sovjetunionens ugerninger. Outze afskyede også socialister. »Du skal ikke gøre Information socialistisk. Det finder jeg mig ikke i. Socialist har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Har du så forstået det?«, sagde Outze til en ung journalist på bladet i 1970'erne. Der er ingen tvivl om Børge Outzes fjender. Lige så meget må det for en læser i 2004 undre, hvem Outze fremhæver med respekt og beundring. Winston Churchill er uden tvivl den person, som Outze omgærder med størst agtelse. Da Churchill fylder 90 år i 1964, begynder Outze artiklen således: »Man skal ikke lade nogen lejlighed gå fra sig til at hylde Winston Churchill«.»Churchill betød mest for os i de bitre første år ... Havde vor tro på et tysk nederlag overhovedet andet at klynge sig til end Churchills taler? Eksisterer der, selv vurderet med eftertidens bagklogskab, på et vist tidspunkt andet mellem Hitler og den totale sejr end den ukuelige trods, som personificeredes i Winston Churchill? Hans 'aldrig' var de allieredes hemmelige våben«. Smukkere kan en rune ikke ristes for den britiske statsmand, som stod isoleret i 1930'ernes engelske politik, fordi han som en af de få ikke troede på fordragelighed med Hitler. Og som blev lagt for had af kommunisterne og dele af pressen herhjemme i det første krigsår. Outze gik så vidt, at han censurerede den unge Klaus Rifbjerg, da denne i Information ville skrive hånligt om Churchill som en vrinskende krigshingst. Blandt hjemlige politikere udtrykker Børge Outze en forbavsende beundring for venstrepolitikeren Knud Kristensen. Knud Kristensen var statsminister 1945-1947 og erindres i dag mest for sin jyske dialekt, han aldrig aflagde sig. 'A' i stedet for 'jeg'. Og så som åndelig fader til partiet De Uafhængige i 1960'erne. I en nekrolog fra 1962 beskrives Knud Kristensen som »et mandfolk«. »Han havde det, som ikke erhverves hverken på skole eller universitet: Rygrad. Han havde rygrad til at repræsentere nej-politikken ... rygrad til at sige nej til en ny ministerpost, da Scavenius blev statsminister ... rygrad nok til efter krigen at sige, at han havde taget fejl ... hæderlighed nok til at mene, at man ikke skulle straffe småfolk, der havde troet, at ministre altid mente, hvad de sagde. Og han havde psykologisk forståelse nok til at slå fast, at det nok kun var tilsyneladende, Danmark var kommet billigt gennem krigen. De materielle værdier er ikke de eneste!«. Børge Outze var ingen ven af samarbejdspolitikken, og Knud Kristensen fremhæves som en af de få folketingspolitikere, der slap fra besættelsen med æren i livet. Han stillede i det mindste det spørgsmål, som Erik Scavenius tog for givet: Om krigen kun gjaldt så få døde og så få bomber som muligt på dansk territorium. I nutidens debat viser Knud Kristensen vej til en mellemposition mellem Scavenius' eftergivende samarbejdslinje og modstandsbevægelsens væbnede kamp. Outze ser uden foragt og nærmest med sympati på Knud Kristensens Sydslesvig-politik, der fældede ham som statsminister. Kristensen ville give de danske sydslesvigere et håb. Men det lukkede og slukkede Christmas Møller med dogmet om 'grænsen ligger fast'. »Vi forstår Dem ikke mere«, skrev Outze om Christmas Møllers holdningsskift efter 1945. Også historikeren Vilhelm la Cour, som fra dag et 9. april 1940 talte tyskerne imod, udtrykker Børge Outze sin beundring for. »Her i Information skal la Cour først og fremmest mindes for én af sine mange bedrifter, mod hvilken selv hans mangeårige videnskabelige indsats kommer i anden række: Han gik foran imod den tyske besættelsesmagt i de første vanskelige år, da 'man' ellers rettede sig efter det alt for omtalte 'Kongens bud' om at - nå ja, sagt på jævnt dansk: Om at føje sig, bøje sig, nøje sig«. I dag er det gemt og glemt, f.eks. i Den Store Danske Encyklopædi, at modstanden under besættelsen begyndte med bl.a. Vilhelm la Cour på et tidspunkt, da kommunisterne allierede sig med den nazistiske besættelsesmagt. Det vidste Outze, og det påskønnede han. »På mange af os, som dengang var unge, eller i det mindste yngre, virkede la Cours mod som en udfordring! Vi følte os som vatnisser i sammenligning med ham«. På trods af et omfattende forfatterskab er Vilhelm la Cour gået i glemmmebogen. Han har ikke fået opkaldt en plads efter sig, som kommunisten Mogens Fog. Men han bør fremhæves, ikke mindst som en af de få, som i besættelsens allerførste tid straks manede til modstand. Christian X får også kun rosende ord med på vejen af Børge Outze. Om kongens nationale eller øvrige moralske sindelag kunne der ifølge Outze ikke rejses tvivl. »Aldrig tvivlede nogen på, at kongen ville det bedste«, skriver Outze, og stod det til kongen alene, ville Danmark vise mere modstand, end tilfældet var. At læse Børge Outzes journalistik er som at finde vraggods fra en svunden tid. Jeg troede ikke, det eksisterede. Børge Outzes artikler repræsenterer en målestok fra en anden tid. Mellem ham og os i dag ligger alt det, der symboliseres med årstallet 1968: Studenterrevolten, venstredrejningen, ungdomsoprøret og så videre. På få år blev det åndelige kompas drejet 180 grader rundt. Væk fra USA som ven til fjende. Væk fra vestligt demokrati til socialistiske og kommunistiske eksperimenter. Væk fra markedsøkonomi og kapitalisme til sværmeri for planøkonomi, folkekommuner og masselinjer. Og Churchill afløses af Mao, Che eller Fidel som kultfigur. Verden blev vendt på hovedet i '68, og vi er først langsomt ved at redde vragstumperne til at kunne lande på benene igen. En god manual til at finde fodfæstet igen repræsenterer Børge Outzes journalistik.