Den diskussion, der for tiden foregår om retsvæsenets håndtering af de mange sager om seksuelt misbrug af børn, bør ikke begrænses til en diskussion om genfundne erindringer. Justitsvæsenets troværdighedsproblem er langt mere omfattende. Ifølge det norske Dagbladet (13.7.04.) har den norske stat indtil nu udbetalt 41,3 mio. kr. til 14 personer, der fejlagtigt er blevet dømt for seksuelle overgreb mod børn. I Danmark er Roumsagen den eneste, hvor dømte har fået oprejsning og erstatning, og dommerforeningens formand mener, at der ikke er grund til at tro, at der kan være begået justitsmord i det danske retssystem. For danske dommere har så stor erfaring og dømmekraft at de kan afgøre, om et børnehavebarn taler sandt. Dommerforeningens formand har jo ret i, at børn undertiden kan give meget detaljerede og relevante oplysninger om forbrydelser, de har iagttaget. Men desværre er det også muligt at få børn i børnehavealderen til at tro på så at sige hvad som helst, hvis man bliver ved med at spørge dem om det samme. Og når børnene først selv er hoppet på limpinden, kan de fortælle deres historie så troværdigt, at det ikke er muligt at afgøre, om det, de siger, er rigtigt. Herefter kan forældre og børn i forening konstruere horrible historier, der spreder sig som ringe i vandet. Den amerikanske børnepsykolog Stephen Ceci og medarbejdere viste i første halvdel af 1990'erne videooptagelser af børn for 12 anerkendte børnepsykologer. Nogle af børnene fortalte sande historier, andre berettede om fiktive begivenheder, de selv var kommet til at tro på efter talrige gentagne interview. Eksperterne var ikke i stand til at skelne mellem sande og fiktive historier. Senere forsøg med 112 andre eksperter, udvidet til omkring 1.500 deltagere i forskellige faglige møder viste, at børnepsykologer og psykiatere ikke kunne afgøre, om børn fantaserer eller taler sandt på den slags videooptagelser. Man kunne naturligvis tænke sig, at dommere var bedre end børnepsykologer og børnepsykiatere til at afgøre om børnehavebørn taler sandt. Det ville være fristende at opfordre dommerforeningen til at deltage i et forsøg af samme type som det, de amerikanske psykologer foretog for en halv snes år siden. Dommerne skulle se på en række videooptagelser, hvor nogle af børnene talte sandt, mens andre var blevet indoktrineret i (sandsynlige) fantasihistorier. De ville næppe have lyst til at deltage i dette eksperiment. De kunne undslå sig med den begrundelse, at det hele foregår meget mere grundigt i en retssal, og at forældres og pædagogers gengivelse af børnenes udsagn også indgår i bedømmelsen. Dommerforeningens medlemmer behøver imidlertid slet ikke stille op til dette eksperiment. Retsvæsenet har selv udført et eksperiment, der med domstolenes egne ord viser, at det danske retsvæsen ikke kan vurdere børnehavebørns vidneudsagn med »en for domfældelse tilstrækkelig sikkerhed«. Eksperimentet har hidtil været upåagtet af offentligheden, trods megen omtale af den såkaldte Vadstrupgårdsag. I denne sag har tre hold jurister og lægmænd bedømt videooptagelser af 23 børnehavebørns forklaringer om seksuelle overgreb. Forklaringerne er blevet grundigt suppleret af forældres og enkelte pædagogers gengivelser af børnenes forklaringer, men ingen voksen har nogensinde set noget overgreb, og ingen har haft antydning af mistanke, medens overgrebene skulle have stået på. Sagen blev behandlet af Retten i Gladsaxe og senere af Østre Landsret. Ved første øjekast ser det ud, som om der ikke er stor forskel på de to domme. En pædagogmedhjælpers fængselsstraf blev i Østre Landsret sat op fra tre år til tre og et halvt år, og tort-erstatningerne til børnehavebørnene blev nedsat fra i alt 302.000 kr. til i alt 297.000 kr. Men ved et nærmere eftersyn viser det sig, at der er betydelige divergenser mellem de to domme. Man kan opfatte dommene som en sammenfatning af i alt 23 individuelle sager. I hver af disse 23 sager er pædagogmedhjælperen blevet tiltalt for seksuelle overgreb, lige fra simpel fremvisning af det blottede lem til sædafgang i børnenes mund og indføring af pinde i endetarmsåbningen. De tre hold, der uafvidende har deltaget i eksperimentet, er Gladsaxe Politi og anklagemyndigheden, Retten i Gladsaxe og Østre Landsret, lad os kalde dem hold 1, 2 og 3. Hold 1 - Gladsaxe Politi og anklagemyndigheden - havde mange anmeldelser fra opskræmte forældre, men inddrog kun de 23 forhold i sagen, hvor de var 100 procent sikre på at kunne bevise overtrædelserne, som en vicestatsadvokat udtalte efter landsretsdommen. Hold 2 bestod af en juridisk dommer og to lægmænd. I 22 retsdage har de siddet og set på videoer og hørt på forældres og pædagogers vidneudsagn. En børnelæge har desuden vejledt retten om pålideligheden af videoafhøringer af børn. Hold 3 er Østre Landsret, hvor tre juridiske dommere og tre lægmænd i 15 retsdage gjorde det samme, hørte på den samme børnelæge og lod sig belære af kriminalassistenter fra Gladsaxe om, at børn ikke lyver, og at man kan se, om de taler sandt. Der er ikke blevet jappet i denne sag, så man måtte vel kunne gå ud fra, at de tre hold ville nå frem til det samme resultat, hvis det da er rigtigt, at dommere (og vel også politi og anklagemyndighed) har en særlig kvalificeret evne til at bedømme vidneudsagn. Men hvis man tror, at de tre hold var nogenlunde enige, tager man meget fejl. Hold 1 var 100 procent sikker på, at 23 børn var blevet seksuelt misbrugt. Hold 2 mente ikke, det var bevist i fem af de 23 tilfælde. Hold 3 mente, at det ikke var bevist i 3 af de 23 tilfælde. Hold 2 og hold 3 var uenige om skyldspørgsmålet i 4 af de 23 tilfælde, altså om det var bevist, at der overhovedet var foregået noget ulovligt, i ikke mindre end 17 procent af alle tilfældene. De var desuden uenige om væsentlige detaljer af betydning for størrelsen af erstatningerne i yderligere 4 tilfælde. I alt var der således væsentlig uenighed mellem hold 2 og hold 3 i godt en tredjedel af alle tilfældene. Det er ikke lovligt offentligt at gengive, hvad der er blevet sagt i lukkede retsmøder, men det kan som et kuriosum nævnes, at de to hold efter at have set den samme videoafhøring var uenige om, hvorvidt pædagogmedhjælperen i en bestemt situation havde haft sædafgang eller ej. Begge hold mente dog, at man kan tage stilling til dette spørgsmål på grundlag af et børnehavebarns forklaring optaget på video. Uenigheden udmøntedes i en nedsættelse af tort-erstatningen med 10.000 kr. Alle 23 forældre mente ved retssagernes begyndelse, at pædagogmedhjælperen var skyldig, at han måtte straffes strengt, og at der måtte tilkomme deres barn en erstatning. Hvad blev resultatet af en uhyre politiindsats og 37 retsdage? 2 af de 23 børn fik ingen erstatning, og forældrene måtte lide den tort at blive anset for mindre troværdige end de resterende 21 forældrepar. Et barn fik tildelt 25.000 kr. i erstatning i Gladsaxe Ret, men måtte se dette beløb gå op i røg i landsretten. 2 børn fik erstatningsbeløbet nedsat med 10.000 kr. i Østre Landsret. 3 børn fik ingen erstatning i Gladsaxe Ret, mens Østre Landsret tildelte dem beløb på 8.000, 15.000 og 20.000 kr. I alt var der kun 15 af de 23 børn, der fik samme erstatning ved begge domstole. De omkring 46 forældre, stedforældre og papforældre har naturligvis ikke store tanker om anklagemyndighedens og retternes evne til at nå frem til sandheden, og det samme gælder begribeligvis også den dømte pædagogmedhjælper. Men divergenserne mellem de to domme må også give andre anledning til eftertanke. Der er ikke noget påfaldende i, at to domme falder forskelligt ud ved to instanser. Det kan f. eks. skyldes nye oplysninger, forskellig vurdering af komplicerede sagsforhold, særlig erfaring på området, justering af skønsmæssige afgørelser i forhold til andre domme osv. Men den slags forklaringer gælder ikke i Vadstrupgårdsagen, som fra starten har været tæt besat med vidneudsagn fra børnehavebørnene, deres forældre og personalet i institutionen. Der har ikke været en eneste fysisk læsion at tage stilling til, ingen voksen har set noget overgreb. Der er ikke kommet noget væsentligt nyt frem i landsretten. Den har dømt på grundlag af gamle videooptagelser og gamle andenhåndsberetninger om ting, der hævdes at være foregået flere år tilbage i tiden. En uenighed mellem de to hold om mere end en tredjedel af tilfældene på grundlag af stort set de samme vidneudsagn, er naturligvis ganske uacceptabel. Uenigheden viser, at domstolene ikke har været i stand til at skønne med en nøjagtighed, der er brugbar, når man vil idømme årelange fængselsstraffe. Man må undre sig over, at dommere og anklagemyndighed ikke selv kan indse dette. Begrundelserne i dombøgerne er næsten alle helt banale truismer af typen »det findes ikke med en for domfældelse tilstrækkelig sikkerhed godtgjort«, og ikke egentlige begrundelser. Dette skyldes næppe dommernes ulyst til at følge retsplejeloven, men simpelthen at det ikke er muligt at give en objektivt holdbar begrundelse for afgørelserne. De beror på helt subjektive - og efter domstolenes egen fremstilling - åbenlyst usikre skøn. En bistandsadvokat har udtalt, at vi ikke kan få nogen dømt, hvis vi ikke kan regne med børnenes udsagn. Det er her, hunden ligger begravet, for retten har tydeligt nok svært ved at erkende, at dens arm har en begrænset længde. Et nærliggende modargument mod disse betragtninger ville det være, at nok blev nogle forhold bedømt forskelligt af de tre hold, men der var dog enighed om selve skyldspørgsmålet i 17 af 23 forhold. Denne betragtning ville være relevant, hvis de 23 forhold var uafhængige af hinanden. Men det er de ikke. De mange enslydende udsagn fra børnehavebørnene og deres forældre må ud fra erfaringer fra talrige andre retssager tilskrives et kollektivt seksuelt massehysteri, en slags psykisk smitte, som er særdeles velkendt og velbeskrevet. Bjugnsagen fra Norge ligner meget Vadstrupgårdsagen. Den begyndte i foråret 1992 med en forholdsvis banal anklage om en enkelt mandlig pædagogs blufærdighedskrænkelse over for et enkelt barn, men anklagen startede en efterforskning, som medførte, at han i løbet af et halvt års tid blev beskyldt for langt alvorligere overgreb mod 21 børn. I de følgende måneder blev beskyldningerne udvidet til også at omfatte andre personer. En del blev arresteret, herunder den lokale politimester. De skulle have udført sadistiske overgreb rundt omkring på gårdene i Bjugns opland. Efterhånden kom antallet af misbrugte børn op på omkring 50 børnehavebørn. Mange blev anholdt og fængslet, før beskyldningerne blev så bizarre at man måtte sige stop og frafalde tiltale eller frifinde. Tilsvarende sager med forbløffende lighedspunkter kendes også fra USA, Storbritannien, Nederlandene og Tyskland. Ligheden med den slags kollektive massehysterier blev mere og mere tydelig, efterhånden som Vadstrupgårdsagen udviklede sig. I starten var det kun pædagogmedhjælperen, der blev anklaget og kun for overgreb, der var foregået i selve børnehaven. Børnenes og forældrenes beskyldninger voksede efterhånden til at omfatte meget grovere overgreb: Pædagogmedhjælperen havde sammen med seks andre mænd og kvinder, bl.a. en ledende embedsmand fra Gladsaxe Kommune, taget børnene med på udflugt til forskellige lejligheder og til Hotel Eremitage i Lyngby. Børnene var blevet ofre for sexorgier, hvor de var blevet tvunget til oralsex, til vaginalt og analt samleje, de var blevet bundet og fik hovedet presset ned under vand. De var blevet hængt op i en kæde om halsen i en knagerække, mens de ventede på at blive mishandlet, pædagogmedhjælperen havde købt pølselort i en butik og fået børnene til at spise det. Hjemme på institutionen havde pædagogmedhjælperen gået rundt på legepladsen uden bukser, uden at nogen bemærkede det, og han havde hængt børnene nøgne op i vandrørene i en kælder med hovedet nedad i lang tid. Gladsaxe Politi undersøgte disse påstande med stor grundighed, men måtte til sidst over for Statsadvokaten konstatere, at det »ikke var muligt at fastslå, hvornår børnene talte sandt«, selv om der måske kunne være noget om snakken. Man skulle tro, at disse uhyrligheder måtte føre til en revision af landsretsdommen, og den blev da også indbragt for klageretten. Da sagen kom for klageretten, meddelte anklagemyndigheden, at den anså børnehavebørnene for at være troværdige, og klageretten konstaterede, at der ikke var blevet fremført noget væsentligt nyt af pædagogmedhjælperens advokat. Der var heller ikke grund til at tro, at bevislighederne var blevet bedømt forkert, for man havde jo netop fulgt den daværende almindelige fremgangsmåde for videoafhøringer! At procedurerne omkring videoafhøringer af børn senere er blevet lavet om netop for at forhindre fejlbedømmelser, indgik ikke i klagerettens kendelse. Det blev heller ikke nævnt i kendelsen, at der var begået så at sige alle de fejl i afhøringerne, som man kan se beskrevet i den faglige litteratur om emnet. Tilliden til retsvæsenet medførte at offentligheden ikke fik ret meget at vide om disse fadæser. Nu var der jo sat et betryggende punktum. Konklusionen på justitsvæsenets eget eksperiment med sandheden er den, at anklagemyndighed og dommere har overvurderet deres evne til at bedømme vidneudsagn om seksuelle overgreb. Det har ført til forkerte domme, der er ødelæggende for tilliden til retsvæsenet, helt ubærlige for de dømte, og skadelige for de påståede ofre, der må leve resten af deres liv med en domstolsautoriseret løgn. Men der er ingen dommere eller advokater i anklagemyndigheden der offentligt vil indrømme det. Det er på høje tid, at der bliver nedsat en uafhængig genoptagelseskommission, der ikke har samme adresse som Højesteret.