Der er en besynderlig mangel på perspektiv i mange af indlæggene i debatten om de højere uddannelser. Specielt debatten om humanister mangler visioner og inddragelse af tidligere erfaringer med forsøg på planlægning ovenfra. Det begrænsede syn gælder på det samfundsmæssige plan såvel som synet på universiteternes opgave og den enkeltes valg af uddannelse. Lad mig behandle de tre niveauer i omvendt rækkefølge og bruge mig selv og mit fag, kultursociologi, som eksempel på en af disse humanister, man spår så triste fremtidsudsigter. Howard Gardner (1997) konkluderer, at det, vi kan lære af exceptionelle begavelser, er, at de ikke er anderledes end os andre dødelige, men at de er i stand til (1) at reflektere over begivenheder og muligheder store som små, (2) at identificere deres egne styrker og at udnytte dem fuldt ud, samt (3) at de trods ofte dramatiske nederlag har evnen til ikke at lade sig slå ud, men at omdanne nederlag til muligheder. Dette forekommer mig at være det basale i valget af uddannelse: at finde ud af, hvad du er god til, og derefter fuldt og helt at gå ind for det. Ingen mors sjæl bør kunne få dig til at fravælge den livsbane, hvori du føler, du kan bidrage mest. Kun få har dog et kald, men overvejelserne bør gå i den retning, som præsident Kennedy så smukt udtalte det, »spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land«. Vælger du en niche, som få andre ser nytten af, er udfordringerne større i form af at sælge din viden, men det afgørende er, at du bliver ved og ikke giver op, selv når det ser sortest ud. Du skal vælge, hvad du er god til, for kun dér kan du bidrage. Mennesker er forskellige, og er du en født humanist, er sandsynligheden for, at du bliver en god ingeniør eller biolog, ringe, men der er mange humanistiske uddannelser at vælge imellem. Og der er ingen, der kan love dig, at dit speciale også bliver det, du kommer til at beskæftige dig med efter eksamen, men det kommer jeg tilbage til. Den tid er forbi, hvor en mor - som min - kan sige til sin datter: »Hvis du vælger at blive husholdningslærerinde som (din søster), så gør Far ikke vrøvl«. For mellemklassens piger var en kortere uddannelse nok, da uddannelsen jo ifølge denne tankegang kun var nødvendig i 'værst tænkelige tilfælde', hvilket betød, at den alene skulle bruges, såfremt man var så uheldig at blive skilt. Livets mening for kvinder var at blive gift og få børn, alt andet var underordnet. Selv om patriarkatets dage er forbi, er der stadig mange kvinder, der på trods af deres høje frekvens på de længerevarende uddannelser vælger at se bort fra det løn- og karrieremæssige og lader manden være hovedforsørger. Og så er vi jo lige vidt. Men det er en hel anden historie. En af de tristeste konklusioner om forholdet til arbejde, jeg har læst, var i et særnummer af Magisterbladet fra oktober 1986 med titlen 'Højtuddannet? Ja. Ligestillet? Nej'. Særnumret, skrevet af Anette Steen Petersen, gav konklusionerne på en større undersøgelse, hun havde lavet om kvindelige magistre. Rapporten efterlod det indtryk, at bestræbelserne for disse kvinder gik ud på at få foden indenfor allerede under studiet, således at de senere kunne få ansættelse. Og når de først havde været så heldige at få job, var der få, der skiftede arbejde, på trods af at arbejdet ikke forekom dem særligt spændende. De havde ladet sig binde på hænder og fødder med studie- og anden gæld til hus, bil, båd osv. og følte sig forpligtigede af mand, børn og hund - og gjorde så ikke noget ved deres lidet tilfredsstillende arbejdsliv! Det er naturligt for enhver højere uddannelsesinstitution, at den forsøger at uddanne sine studerende til samfundets krav, og at universiteterne ser en tæt sammenhæng mellem uddannelsen og arbejdsmarkedet. Denne sammenhæng er dog ikke altid så enkel. Fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen henviste for nylig til en undersøgelse, ifølge hvilken halvdelen af de job, der findes i dag, ikke eksisterede for ti år siden. Det vil sige, at det globale arbejdsmarked kræver konstant udvikling i kvalifikationerne samt en meget fleksibel arbejdskraft, der kan omstille sig til nye udfordringer. Universiteterne vil derfor næsten per definition, på grund af de lange uddannelser, være dømt til at halte bagefter arbejdsmarkedets behov. Men spørgsmålet er, om dette gør så meget rent indholdsmæssigt? Det er underordnet, om der undervises i de sidste nye teknikker, idet problemerne opstår og nødvendigvis må løses her og nu ude i det praktiske liv på arbejdspladserne. Universiteternes opgave er at lære de studerende kunsten at gå i dybden, »søg og I skal finde«, om man vil, at kunne identificere relevant materiale, studere det og forholde sig kritisk-analytisk til resultaterne af undersøgelserne. Universiteternes bidrag er at skabe et studiemiljø, der gør denne proces mulig. Det spørgsmål, der snarere må stilles til universiteterne, er, i hvor høj grad de opfylder disse krav? Er der i dag tid i studieplanerne til fordybelse? Er der i dag krav om selvstudier, eller er undervisningen mere at sammenligne med en skoleklasse, hvor eleverne skal læse 'lektier' før næste forelæsning? Jo mere såkaldt 'effektive' studierne bliver, jo mindre kan der meget nemt blive overladt til det, der er universiteternes fornemste opgave, nemlig at anvise metoder til at skaffe sig viden og videregive resultater på basis af forskning. Når studenter nu lader sig skræmme af regeringens kampagne imod de humanistiske fag, ligger der en implicit forestilling om, (a) at det faglige indhold, man har studeret også er det, man kommer til at arbejde med, (b) at det er faget, og ikke den faglige metode, der er bestemmende i jobbet, og (c) at det man har lært, kun kan anvendes til én ting, og at kravene i øvrigt ikke ændrer sig med tiden. Det svarer dog ikke til den virkelige verden, hvor arbejdsmarkedet er i hurtig udvikling. Det er helt urealistisk at forvente, at nogen skulle kunne nøjes med at holde sig til sit snævre fagområde resten af livet. At vente noget sådant, reflekterer den velfærdsmentalitet, der er skyggesiden af den ellers så vellykkede socialdemokratiske samfundsmodel, hvor staten overtager individets forpligtelser. De humanistiske fag kan bruges i langt flere sammenhænge, end den nuværende kampagne lader formode. For eksempel var ingen af de store skandinaviske sociologer uddannede i deres fag. Danske Theodor Geiger begyndte som jurist, norske Johan Galtung som matematiker og svenske Bertil Pfannensteen som filosof. Faget sociologi var nyt på Nordens universiteter, idet det først blev skabt efter Anden Verdenskrig, selv om det har rødder, der går mere end hundrede år tilbage til Herbert Spencer, Emil Dürkheim og Max Weber, for blot at nævne nogle få. På den anden side kan faget bruges langt ud over sit kerneområde, og det siges, at mange af de store statistikere oprindeligt var uddannede sociologer, og de bidrog, fordi de ud over deres fag og den matematisk-statistiske disciplin var i stand til at identificere de relevante problemstillinger. Når regeringen nu synes at have haft held til delvis at styre de unge væk fra humaniora, er det ikke alene et forsøg på kortsigtet planlægning, men også ganske uden skelen til dårlige erfaringer med styring af de højere uddannelser. Den nuværende mangel på personale i sundhedssektoren skyldes tidligere misforstået indgriben. Et lignende mislykket indgreb blev for år tilbage begået mod ingeniøruddannelserne med mangel på kandidater til følge. Det tager rundt regnet ti år at uddanne en kandidat på et højere niveau, og som ovenfor angivet eksisterede under halvdelen af de nuværende job ikke for ti år siden. Planlægning under sådanne forhold er som at læse i krystalkuglen, som Linda Nielsen, rektor ved Københavns Universitet, så rigtigt skrev i Kroniken (28.7). Forsøg på at reducere antallet af humanistiske kandidater vidner også om manglende visioner om, hvad humanister kan bruges til. For slet ikke at tale om samfundets behov for den viden og angrebsmåde, som netop humanister besidder. Fra mit eget fag i praktisk udviklingsarbejde i udviklingslande er det gammelkendt erfaring, at teknisk ekspertise forholdsvis let lader sig overføre, hvorimod ændring af systemer og opbygning af en bæredygtig udvikling er en langsommelig affære, der kræver kulturforståelse og respekt for andre mennesker. Se blot på Irakkrigen, hvor let den tekniske overlegenhed besejrede landet, hvorimod de sociokulturelle forudsætninger for at opnå det erklærede mål om at skabe et bæredygtigt demokrati er langt sværere og tilsyneladende er kommet bag på USA og dets allierede. Ledelse, hvorunder mennesker kan udfolde sig og bidrage til at skabe en mere levedygtig sameksistens, er en absolut mangelvare, og den mangelvare kan ikke erstattes af en teknisk overlegen formåen. På Institute of Development Studies (IDS) i England, der er en af verdens bedste universitetsinstitutioner inden for udvikling, havde flere af de ansatte en baggrund i fag, der normalt ikke anses for relevant for udviklingsforskning. Én var magister i græsk og latin, en anden i fysik, men begge lavede glimrende udviklingsforskning, og en arkæolog lavede studier, der var yderst relevante for nutidens vandforsyning i Libyen. Hvad disse forskere havde til fælles, var et stort engagement og en metodisk tilgang til deres emne. Det var dette engagement, der gjorde dem i stand til at bidrage til at gøre levevilkårene bedre for nogle af verdens fattigste mennesker i udviklingslande, langt mere end hvad de engang i deres ungdom havde studeret på universitetet. Regeringsindgreb kan dog i visse tilfælde have en gunstig virkning, om end ikke den tilsigtede. Som omtalt rådede mine forældre mig til at tage en mellemlang uddannelse, men ved denne såvel som socialrådgiveruddannelsen var der adgangsbegrænsning. Kun universitetet stod dengang åbent også for studerende med karaktergennemsnit mellem otte og ti, og det kom der med årene en doktorgrad i sociologi ud af. Nu gør en enkelt svale ingen sommer, men historien om et spændende akademisk arbejdsliv, på trods af ordblindhed, fagets nedlæggelse, håbløse arbejdsudsigter og politiske storme, kan måske inspirere andre ildsjæle til at foretage et valg efter deres hjerte. Først efter at have fået fire børn og skilsmisse bag mig stod jeg med en studentereksamen. Året var 1968, og aktivisterne havde efter deres mislykkede forsøg på psykologi valgt kultursociologi til deres næste aktion. Det var spændende år, hvor professor Goldsmidt sad og lyttede med på bagerste række, og hvad han vidste, var der tilsyneladende ingen, der interesserede sig for. Efter halvandet års studenteroprør måtte jeg erkende, at hvis jeg skulle have chancen for at blive færdig, måtte jeg blive hjemme og studere. Seks år efter havde jeg afsluttet eksamen med en afhandling om befolkningspolitik i Indien. (Et emne, der først tyve år senere blev relevant i relation til en opgave for Verdensbanken). Eksamensbeviset fik jeg dog først to et halvt år efter afsluttet eksamen i forbindelse med en ansøgning til et lektorat - som jeg ikke fik - og først da universitetets daværende rektor, Morten Lange, bad instituttet om at få eksamensbeviset på sit bord i løbet af et kvarter. Det kom, men det må have skabt nogen panik på Kultursociologisk Institut, for nogle af karaktererne var byttet om, men gennemsnittet var korrekt. Dette er dog for intet at regne i sammenligning med behandlingen af min indleverede disputats, hvor udvalget aldrig blev nedsat, og en påstået tilbagetrækning foregik med en henvisning til en kontorchef, der på det tidspunkt havde været død et år. Så min konklusion var, at Københavns Universitet dengang tog spirituelle åbenbaringer til grundlag for deres administrative beslutninger. Jeg måtte til Lunds Universitet, der forlangte en ny embedseksamen, idet 25.000 sider i Danmark ikke kunne overføres til 8.000 sider i Sverige, så det nordiske samarbejde var ikke imponerende. Men doktor blev jeg, og i dag er min doktormoder sociologiprofessor på Københavns Universitet ... Da jeg som kultursociolog søgte stillingen som undervisningsassistent, blev jeg først vraget til fordel for en student. Dette udløste blokering af alle stillinger på Kultursociologisk Institut, idet undervisningsminister Ritt Bjerregaard i forsøget på at komme nepotismen til livs havde indført, at stillinger skulle forbeholdes færdige kandidater. Stillingen blev min, men 40 studerende vendte ryggen til i den første undervisningstime. Det var ikke uden omkostninger dengang at være politisk ukorrekt ved at være folketingskandidat for Det Radikale Venstre i stedet for venstresocialist. Senere kom et nyt angreb for politisk ukorrekthed - denne gang fra højre - idet jeg efter forskning ved Arab Development Institute i Tripoli i Libyen (for at samle materiale til min disputats) oplevede at blive beskyldt for at være libysk agent, terrorist, Gaddafi-tilhænger osv. i en fjortendages aviskampagne, der kunne have kostet os det arabiske områdestudie ved (dengang) Odense Universitet. Under dække måtte jeg tage til Libyen, hvilket viste sig var at komme fra asken i ilden, ved at jeg dér blev anset for spion og blev fulgt overalt, selv når jeg sov. Selv i dag ryster jeg ved tanken. Men det er for lang en historie at gøre rede for den paranoia, der fulgte, hvor jeg med rette eller urette følte, jeg blev fulgt af Mossads håndlangere i Danmark, og som nok var medvirkende årsag til afslutningen på min universitetskarriere. Arbejdsformidlingen i Broby Kommune kunne dog ikke gøre meget ved mit ønske om at arbejde for Verdensbanken, men efter et par mindre opgaver, opnået med hjælp fra den danske ambassade i Washington, tog jeg selv af sted. Derved forsvandt hele mit sociale sikkerhedsnet, hvilket ikke var let at sluge, men de næste femten år arbejdede jeg med projekter i Afrika og Asien som konsulent for Verdensbanken. Dette er historien om en humanist, der i dag kan fortælles som positive oplevelser trods adskillige barrierer og nederlag. Måtte historien kunne bruges som inspiration til andre om at turde tage en risiko, folde sig ud og udnytte alle de muligheder, en tilværelse som humanist kan give. Begrænsningerne er mest i os selv. Howard Gardner; Extraordinary Minds, Basic Books 1997.