Nu gør jeg det sgu, affyrer - sans comparaison - en kronik i takt og tempo som selveste Store Klaus. Den behøver ikke være voldsomt veldokumenteret, dog vil jeg spare på det brændstof, som Rif kører på: idiosynkrasien, den faste og urokkeligt endeligt vedtagne forestilling om bestemte personers og fænomeners uforanderlige modbydelighed og det modsatte, helgenkåringen og hvidvaskningen. Klaus Thorvald Rifbjerg, den første og største, har sat sine spor. Vi er en generation efter ham, der i 1960'erne smovsede os i revykomedien 'Gris på gaflen' på LP og søbede satiren, opgøret med popkulturen. Vi lærte tidligt at se ned på småborgerligheden, iscenesat af kapitalisterne med det formål at tjene penge og holde folket hen i en falsk lykketilstand, der umuliggjorde oprør. Arbejderklassen skulle bevidstgøres, og kors, hvor var vi selvbevidste. 'Den kroniske uskyld' blev vel ikke ligefrem ungdommens bibel, men den holdt som roman og gymnasiepensum. Antydninger af udefra- kommende inspiration er først dukket op langt senere, og det gider jeg heller ikke tvære i. Siden producerede han nogle film samt en bunke romaner, digte, betragtninger, smædeskrifter, klummer, pamfletter samt kronikker, kommentarer og læserbreve. Man må løfte sin sixpence for et forfatterskab af kvantitativ tyngde. At skrive er at skrive er at leve. Når lille jeg farer i pc-huset, skyldes det Rifs søndagskronik i Politiken 15. august. Causeriet om pressens elendighed fører hen til et flammende forsvar for Ole Wivels ret til at skjule sin letsindige - herregud, har vi ikke alle været unge engang? - sværmen for det værste i tysk kultur og verdensanskuelse. Halleluja, det er 60 år siden, og der er så mange andre, der også kvajede sig. Derfor er det ligskænding og kannibalisme at grave i historien om Ringen og Ole Høst, der stærkt opmuntret af påvirkningsfaktoren Fritz Waschnitius og Ole Wivel drog til østfronten som frivillig og fandt sin død som offer for en fanatisme, der var mere end drengestreger. Et skæbnesvangert tema, som en yngre Rifbjergs rappe fingre kunne have fået meget ud af, hvis han havde haft den rette indføling, nu blev det tabu. Rif var fine venner med både Ole Wivel og Knud W. Jensen og kan stå inde for, at de var hædersmænd, hvilket ingen heller har betvivlet; der var blot et mørkt punkt i deres fortid, og det skulle de have lov at have i fred. Desuden er det en historie på krykker, som Klaus selv har kendt i mange år, og når Ole nu ikke ville snakke, var der vel ikke grund til at bore i såret. Pressen burde holde sig for god til den slags sladder. Se, sådan ræsonnerer den forfatter, der engang iscenesatte pressen ved at krænke andre og skønlitterært lod Olof Palme kopulere med Hendes Majestæt Margrethe. Den presse, han nu beskylder for at dyrke infotainment frem for åndfuld formidling af kultur. Nyhedspesten har fordrevet litteraturanmeldelserne fra Politikens forside, jamrer dovregubben. Hvilket forfald. Når det gælder andre og for så vidt også ham selv, har Rif ikke sparet på effekterne. Vi kan næsten se og lugte krybekælderen på Ingolfs Allé på home sweet Amager, herfra jeg har mit rod. Temaet er på ingen måde underspillet, og når Rif aldrig har udgivet sine erindringer, skyldes det, at en stor procentdel af produktionen simpelthen er den fortløbende føljeton om Amagerdrengen, der blev sin tids fyrtårn. Rif mener ikke, at det rager andre, hvad Ole Wivel foretog sig i sin hemmelige ungdom, og at det er synd for de efterlevende, at der pirkes til et bål, der for længst er brændt ned. Her tager han fejl, og det er mit påskud til at vove pelsen i en ruf og modsige Rif og andre indehavere af dette bekvemmelighedsstandpunkt. Hvis man har spillet en rolle på den offentlige scene, må man også acceptere, at ens liv og levned udforskes, vi bør ikke forbyde historieskrivning. Rif fremstiller det, som om sagen kun har to medvirkende, og glemmer Ole Høsts død på slagmarken og forbigår den livsvarige sorg, som Oluf og Hedvig Høst og deres efterkommere led, fordi sønnen havde ladet sig forlokke i Frikorps Danmark. Fritz (i fuld uniform) vinkede farvel på Københavns Hovedbanegård. Knud W. Jensen ville godt tale om sin fortid, men det blev bare aldrig til noget. Han var næppe chefideolog i Ringen, hans opgave var snarere at sørge for ost, rødvin og lokaler. Louisiana-Jensens sidste store bedrift var at gennemføre, at Norresân, Oluf Høsts atelier og hjem, overgik fra slægtens eje til en museumsfond. Siden sin tidligste ungdom havde han kendt familien. Da det sidste billede var hængt op, udbrød han: »Nu skylder ingen af os mere Oluf Høst noget«. Skylden var sonet, Oluf Høst havde fået sit eftermæle. Tak, siger vi. Ole Wivel kom jo på bedre tanker, slettede sit tidlige forfatterskab og gjorde sig gældende som samvittighedens stemme i den flerårige kampagne mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Hans ord påvirkede den engagerede ungdom - jeg selv inklusive - der blev indpodet et voldsomt had til USA, som det tog tid at vokse fra. Han legitimerede således kommunisme-varianternes voldsomme opblussen i perioden, ansporede os til at tage parti mod kapitalens og krigens supermagt. Det mest ekstreme og konsekvente udtryk for den terroristorienterede fraktion af 'venstrefløjen' er Blekingegadebanden, der begik røverier, opmagasinerede våben og i 1988 dræbte en ung politibetjent i Købmagergade. Jeg kan sandt at sige ikke huske, om Rif fordømte forbryderne i et lejligheds-smædedigt. 'Venstrefløjen' brød sig ikke om, at der blev skrevet om banditterne og dens forbindelse med 'det progressive miljø'. Journalist Lars Villemoes har beskrevet den terror, han blev udsat for, da han i Information med sin egen fortid som ballast ville oplyse om de faktiske forhold i og omkring den bande krystere, der var for feje til at tage ansvaret for den koldblodige afrettelse af en betjent, der kom i vejen. Bortset fra, at Blekingegade rent faktisk er beliggende på Amager, vil jeg ikke på nogen måde trække forbindelser mellem hverken Rif eller Wivel eller andre, som boltrede sig i de blodrøde fontæner og drog på venskabsbesøg til Pol Pot og DDR. Men tænk nu, hvis Ole Wivel havde mandet sig op og advaret ungdommen om de yderste konsekvenser af at underkaste sig en totalitær ideologi. Han nød fri adgang til spalterne og styrede Gyldendal. Her vil nogle indskyde, at nazismen var værre end sovjetkommunismen, men ærlig talt - den diskussion er afsluttet. Man forstår udmærket, at Ole Wivel frygtede tidsånden og ved at 'bekende' kunne være blevet offer for det tyskerhad, der var god tone til slutningen af 1970'erne. Hitler var 1.000 gange ondere end Stalin, for nok var Stalin en børste, men det havde også været nødvendigt. Og vist fandtes der sympatisk kommunisme, så skulle det bare kaldes socialisme og være som i solbeskinnede Jugoslavien under den flinke, men faste marskal Tito. Ole Wivel og andre intellektuelle (det betyder, at ens ånd er en ophøjet handelsvare, og at man kan leve af den) kunne have trodset samtidens rødgrød med døde og påpeget faresignaler i form af glødende ungdomsfanatisk had, intolerance, generalisering, idiosynkrasier, tvangsforestillinger, automat- og lejrtænkning, førerdyrkelse, ensretning i et højere formåls tjeneste og drømme om guerillaaktiviteter, attentater, kidnapning, ungdomsoprørets betændte skyggesider. Historien gentager sig, unge røde venner, bare i en anden form, og når det kommer til stykket, er forskellen på hagekorset og hammer og segl mindre, end I tror i jeres revolutionære rus. Nej, det sagde O.W. ikke. Wivel var selvfølgelig blevet hængt til tørre på pigtråd, men man kunne rent teoretisk godt forestille sig, at selv Rif ville have tilsluttet sig en appel for demokratisk tankegang mod diktatur med forudgående landsforræderi. Mange medløbere havde i så fald hugget bremsen i lidt tidligere. Tanken er teoretisk, men interessant, og alene det, at den kan tænkes, skyder Rifs kronik nummer 2.344 ned som en rød ballon. I sit selektive miks af myter, minder og meninger undlader Rif behændigt at nævne, at kollegaen Tage Skou-Hansen rådede Ole Wivel til at lægge kortene på bordet og blev imødegået med trusler om sagsanlæg. Høst-eksperten Hansaage Bøggild fortæller med 'Ringen omkring Ole' en veldokumenteret og medrivende saga med Gudhjem og Norresân og den ideologiske kamp om sjælene og kunsten som omdrejningspunkt. Allerede i 1933 forærede Fritz Waschnitius en bog om Emil Nolde til Oluf Høst, den kan ses i en montre på Høst-museet. Fritz er den onde ånd, og alene det, at hans færd og indflydelse før, under og efter besættelsen nu er ved at være kortlagt (vi venter med spænding på Poul Pilgård Johnsens bebudede analyse af indholdet af hans efterladte kuffert), burde interessere en videbegærlig fortæller som Rif. I stedet foretrækker han at sprede sin parfume ud over to grave, det må være den duft, som en herværende rappenskralde kalder »råddent blomstervand«. Min kloge hustru, Elizabeth, siger, at jeg skal lade være med at skrive denne kronik og foretage mig noget fornuftigt, men her er jeg for en gangs skyld uenig med mine børnebørns bedstemor. Desuden har jeg før prøvet at stille op mod Store Klaus. I 1974 forfattede jeg en såkaldt skamfletroman med titlen 'Pas på kasketten, Kaj', der handlede om digteren Kaj Rufboms kamp for rigdom, magten og æren. Stor litteratur udgav det sig ikke for at være, for det skulle gå hurtigt, Rifbjergs egen vendetta ville jo snart være glemt. Den elskelige Stig Vendelkær, Købmagergade 55, lagde forlag til. Kort forinden havde Rifbjerg bedrevet nøgleprosa, som dengang i 70'erne var god infotainment. Pamfletromanen hed 'Du skal ikke være ked af det, Amalie', og var et hæsblæsende angreb på en lang række idiosynkrasier i almindelighed og Ekstra Bladet og Victor Andreasen (William Ankerskov) i særdeleshed. Da jeg havde læst om den, kontaktede jeg Victor og erklærede, at jeg agtede at skrive en parodi, hvilket Victor bifaldt. Jeg lod ham læse og kommentere manuskriptet undervejs, selve skabelsesprocessen varede fire uger, hvor jeg forestillede mig et miskendt geni og et forlags problemer med at afsætte det. En forlagsdirektør med detailkendskab røbede senere, at 'Kasketten' ramte helt rigtigt. Selv skrev jeg under det tvivlsomme pseudonym Harry Kluk, hvilket blev kritiseret af slægten Kluk, som forlangte erstatning (men aldrig fik en krone). Hensigten var at nære et rygte om, at bogen var skrevet af et Rifbjerg-offer på parnasset; desværre blev denne snedighed (nedrighed?) afsløret på forsiden af en formiddagsavis, og det var ikke min medsammensvorne Victors blad, der tværtimod gjorde et stort nummer ud af, at nu fik Rif rap i rumpetten. Persiflagen er som sagt ikke noget særligt, men er dog stadig kult i snævre kredse. Henrik Stangerup mente, at den var fuldt på omgangshøjde med fætter Klaus. Bo Bojesen tegnede Rif og Ludvigsen i bokseringen. Rifbjerg var rasende over, at en undermåler, der end ikke ragede op til elastikken af hans ternede genbrugs-plusfours fra Ingolfs Allé 1941, tillod sig at antaste hans autoriserede skrivefrækhed ved at være endnu frækkere, men indlod sig klogt nok ikke i direkte polemik, det havde jo været grader under hans værdighed. Victor var et vigtigt fugleskræmsel i hans voliere. De havde ellers ført en fordragelig tone, når de mødtes i kraft af Victors ægteskab med Tove Ditlevsen, men Victor havde forarget Rif, og i 1973 anstiftedes en litterær fejde mellem Ekstra Bladet og Rif-klubben i form af en latterlig 'kulturboykot', hvor Ulla Dahlerup pudsigt nok var blandt pyromanerne. Siden blev hun en af avisens mest modige og omstridte oplevelsesjournalister. Nu er hun smat ligesom Pia K., Søren Krarup, pastor Langballe, Rindal, Glistrup, Lomborg, Morten Korch, Bertel Haarder, Claes Kastholm Hansen, Brian Mikkelsen, Søren Pind med flere. Vi venter på Connie Hedegaards syndefald, så hun også kan optages i idiodynastiet. To stykker polemik har jeg ladet ligge. 1: Ville de to henfarne kulturpersonligheder i tilfælde af en tysk totalsejr have stillet deres talenter til rådighed for et nationalsocialistisk domineret Danmark? 2: Kunne man forestille sig, at nogle af de mest rabiate revolutionære årgange 1961-88 var blevet grebet af nazismen frem for kommunismen, hvis de havde været 30 år ældre? Det første kan ikke besvares og er for perfidt. Det andet kræver et ja - og det ja undskylder og forklarer på mange måder de 'ungdomsforvildelser på højre fløj', som ifølge Rif hører hjemme i glemslens orwellske centralfyr. At gamle elefanter ikke glemmer, fik jeg vished for, da jeg i 1993 medvirkede i TV 2-produktionen af Lars von Triers geniale påfund 'Lærerværelset', hvor offentlige personer (herunder Ulla D.) blev sølet grundigt til med 'overlærer' K.T. Rifbjerg som anfører. Burde genudsendes! Under en prøveoptagelse, hvor jeg agerede offer, fik KTR under voteringen (hvor jeg ikke var til stede) afløb og stemplede mig for fuldt udtræk som en opportunist, kapitalens lakaj og så videre. Under optagelserne var han, skal det understreges, professionelt neutral. Så jeg er rustet til nedladende, syrligt overbærende, generaliserende og dybest set fordummende hånlatter fra sort-hvid-vaskeriet Rif & Co. med filialer i Skagen, Skåne eller Spanien. JACOB LUDVIGSEN