Prisen på olie stiger. I skrivende stund nærmer den sig 50 dollar per tønde, den højeste nogensinde og mere end 30 procent højere end for et år siden. Prisstigninger på olie er unægtelig set før. Optimisterne vil fortælle os, at det faktisk er set så mange gange, at de allerede nu kan genkende det vante mønster: På grund af tilfældige krige eller kriser stiger olieprisen midlertidigt. Frem af de mørke huler kommer dommedagsprofeterne, miljøhippierne og smagsdommerne og spår den vestlige civilisations undergang. Og hver gang afløses krisen af en øget olieproduktion til billigere priser med større økonomisk vækst til følge. Antallet af nyfundne oliereserver stiger, og teknologien til at indvinde den forbedres. Optimisternes billede er måske noget fortegnet, men det er ikke helt forkert. Problemet er bare, at det godt kunne se ud, som om vi netop nu står over for en permanent og mærkbar stigning i oliepriserne. At ulven rent faktisk kunne finde på at komme. For selvfølgelig vil olieprisen også fremover gå både op og ned, men tendensen i opadgående retning synes stadig mere klar. Af mindst tre årsager: For det første får den største del af verden sin olie fra nogle af de mest usikre regioner i verden. Mellemøsten hærges af uløste konflikter og brutale diktaturer. I Rusland er et af verdens største olieselskaber Yukos genstand for uoverskuelige magtkampe og snørklede retssager. I det nordlige Afrika kæmper ustabile regeringer for at skabe stabile samfund. Det er disse regioner, som EU ifølge egne beregninger vil hente op mod 70 procent af sine energiforsyninger fra i 2010. Sårbarheden er til at føle på, også i sikkerhedspolitisk forstand. Mens USA nu i flere årtier har haft olien som et væsentligt omdrejningspunkt i sin udenrigspolitik, synes Europa lammet af fuldstændig passivitet. For det andet står det stadig mere klart, at reserverne af den billigst tilgængelige olie vil toppe inden for overskuelig tid. Det betyder ikke, at priserne vil eksplodere fra den ene dag til den anden, for der vil stadig være olie tilbage. Pointen er, at når den billige olie topper, vil resultatet med sikkerhed blive varige prisstigninger. Hvornår dette tidspunkt indtræffer, hersker der betydelig usikkerhed om, og spørgsmålet er genstand for stor videnskabelig debat. I den ene ende af skalaen finder vi det uafhængige, globale netværk af geologer, ASPO (Association for the Study of Peak Oil). ASPO anslår verdens samlede oliereserver til 1.900 milliarder tønder, hvoraf 873 milliarder allerede er produceret før 2002, 884 milliarder er kendte reserver, mens der altså kalkuleres med cirka 150 milliarder reserver, som vi ikke kender til på nuværende tidspunkt. Med denne beregning når ASPO frem til, at produktionen af billig olie vil toppe så tidligt som 2008-10, hvilket vil føre til støt stigende oliepriser. I den anden ende af skalaen ligger USGS (US Geological Survey), der beregner de samlede reserver til cirka 3.000 milliarder tønder, hvoraf de godt 700 var brugt i 1996, små 900 milliarder var kendte, ikke brugte reserver, mens man regner med at tilvejebringe 1.400 milliarder tønder gennem nye fund og teknologiske løsninger. På baggrund af disse beregninger kommer IEA (Det Internationale Energiagentur) frem til, at produktionen af billig olie vil toppe i 2030. Den store forskel handler altså om, hvor meget ny olie vi kan forvente at finde, og når vi ikke har noget præcist overblik over de kendte reserver, skyldes det ikke mindst, at olieselskaberne og de olieproducerende lande holder disse oplysninger for sig selv. Vurderingerne er omvendt ikke mere forskellige, end at uenigheden kan koges ned til, om det vil tage 5 eller 25 år, før verdens produktion af billig olie topper. På det afgørende punkt er forskerne enige: Det vil ske inden for overskuelig tid. For det tredje er efterspørgslen på olie dramatisk stigende. Ifølge IEA vil ikke mindst udviklingslandene skabe et konstant stigende energiforbrug på verdensplan. Faktisk mener IEA, at verdens behov frem til 2030 vil være omkring 1.000 milliarder tønder olie, hvilket skal sammenlignes med, at hele verdens olieforbrug indtil dags dato har udgjort 720 milliarder tønder. Og så er IEA's skøn endda yderst forsigtigt. For eksempel regner IEA med, at en kinesers energiforbrug i 2030 i gennemsnit vil udgøre 17 procent af en europæers. Hvis derimod en kineser i 2030 i snit forbruger 50 procent af en europæers forbrug, bliver verdens oliebehov 20 procent større, end IEA har forudset. Med stigende efterspørgsel, faldende udbud og stor uro i de regioner, der skal levere olien, synes permanent stigende oliepriser alt i alt at være et endog meget sandsynligt scenarium. Afgørende for, hvor meget priserne vil stige, er imidlertid også potentialet i de andre energiformer. For gas gælder stort set de samme forhold som for olien - dog estimeres reserverne her at vare 5-10 år længere. For kuls vedkommende har verden meget store reserver, men her er miljøproblemerne til gengæld endnu mere markante - ligesom efterspørgslen er voldsomt stigende. Alene i 2003 fordobledes prisen på kul, måske fordi kul er vigtigste energikilde i Kina, der allerede nu står for 30 procent af verdens forbrug. Tilbage er a-kraft og vedvarende energi. Om a-kraft ved vi i dag, at denne energiform - alle miljøproblemer ufortalte - på kort sigt er billig, men på bare lidt længere sigt særdeles omkostningsfuld, fordi det er så dyrt at lagre og fjerne både brændsel og bygninger. For vedvarende energi ved vi, at det er lige omvendt; dyrt på kort sigt, billigt på langt. Samlet set er der derfor intet, der tyder på, at et øget udbud af andre energiformer uden en betydelig ekstra indsats kan rette op på de forventelige stigende oliepriser. Holder man nu hele dette fremtidsscenarium sammen med det udbredte ønske om at fremme miljøet, stilles man over for en gåde: Hvordan kan en regering, der insisterer på at tjene erhvervslivets interesser, der beder til, at et økonomisk opsving vil hjælpe på beskæftigelsen, der i øvrigt har påtaget sig at leve op til Kyoto-aftalen, så vedholdende og så insisterende lukke øjnene for disse udfordringer? Lad her bare være nævnt to eksempler på regeringens tilsyneladende fuldstændige apati på området: I perioden 2008-2012 skal Danmark have reduceret sit CO2-udslip med 20 procent i forhold til niveauet i 1990. Regeringen har nu fremlagt sin såkaldte klimastrategi, hvor man udelukkende har valgt at købe sig til disse reduktioner gennem varm luft i Østeuropa og Asien og ved at skrue moderat på kvoterne hos de største danske CO2-syndere. Men værst af alt: Man har kun fundet cirka halvdelen af forpligtelsen. Resten har man udskudt til 2007. Det betyder, at Danmark på fire år fra 2007-2011 skal finde reduktioner på 9-14 millioner ton CO2 - og ifølge regeringen kun ved reduktioner i elproduktionen. Hvordan det kan være gavnligt for virksomheder og kraftværker ikke at få ti år i stedet for fire år til at gennemføre de nødvendige omlægninger, står stadig hen i uvis tåge, men nok så væsentligt er det, at regeringen overhovedet ikke kobler Kyoto-målene til den generelle udvikling i forsyningssikkerheden som beskrevet ovenfor. Tværtimod benytter energi- og miljøministeren de fleste kræfter på at lave hypotetiske beregninger af, hvad en ton CO2 vil koste på et givent tidspunkt, mens man overhovedet ikke berører den helt fundamentale debat om, hvilken betydelig økonomisk risiko vi løber på egne og fremtidige generationers vegne ved at fortsætte vores dybe afhængighed af få, fossile energikilder. På trods af Danmarks flotte bedrifter inden for vedvarende energi i 1990'erne kommer næsten 90 procent af vores energiforbrug stadig fra fossile brændstoffer, heraf 45 procent fra olie. Denne sårbarhed skal vi have rettet op på, og én ting ved vi med sikkerhed: Jo senere vi kommer i gang, jo dyrere bliver det. Det betyder ikke, at investeringer i at nedbringe andre landes CO2-udslip er dårlige, tværtimod. Det er bare ikke et enten-eller, og sådanne investeringer løser ikke Danmarks forsyningsproblemer. Et andet eksempel på regeringens passivitet er EU's biobrændstofdirektiv, hvor landene i første omgang forpligtes til at skabe en vis efterspørgsel på biobrændstoffer (i 2005 i gennemsnit to procent). Direktivet sigter naturligvis på at løse både miljø- og forsyningsproblemer, men har også det formål at skubbe til forskning og udvikling på et område, som kan blive af kolossal konkurrencemæssig betydning i et lidt længere perspektiv. Flere af de store selskaber i USA er allerede i fuld gang med forskning i alternativer til benzin, også selv om det i dag ikke kan anses for realistisk at erstatte benzin med biobrændstoffer i stor skala, fordi teknologien simpelthen er for dårlig og for dyr. De gør det altså, fordi fremtidspotentialet er så enormt. Derfor må man også rive sig i sit sparsomme hår, når man læser regeringens 'Redegørelse om implementering af EU's biobrændstofdirektiv' fra juni 2004, hvor det sammenfattende og lakonisk konstateres, at regeringen »følgelig agter at meddele Kommissionen, at Danmarks vejledende mål for brugen af biobrændstoffer i 2005 fastsættes til nul«. Ifølge regeringen kan Danmark nemlig undskylde sig med at være forholdsmæssigt længere fremme med at bruge biomasse i kraftvarmeanlæg. Netop denne argumentation giver et enestående indblik i det grundlæggende rationale i regeringens energipolitik: Alle målsætninger og ønsker inden for vedvarende energi og alternativer til olie er først og fremmest ulemper, påført den nuværende regering af fortidens uansvarlige regeringer. Derfor er udgangspunktet, hvordan vi bedst kan undslå os disse forpligtelser, og hvis det ikke kan lade sig gøre, hvordan vi så kan indfri dem billigst muligt set i forhold til næste års finanslov. Der er ikke en antydning af overordnet strategisk tænkning, hvor fremtidens krav til miljø sammenholdes med fremtidens forsyningssikkerhed og prisen på energi samt erhvervs- og beskæftigelsespolitiske muligheder. Der er heller ikke noget ønske om at fremtidssikre vores børns økonomi. Tværtimod opereres der med en her og nu-økonomi, hvor hensynet til fremtidige generationer afvises som useriøst. Denne indfaldsvinkel til et område som energi, der netop skriger på langsigtet planlægning, er ikke i Danmarks interesse. Netop derfor var et af de mest bastante krav fra Det Radikale Venstre - bakket op af den øvrige opposition - i forårets store energiforlig, at regeringen inden 1. april 2005 skal fremlægge en samlet strategisk plan for Danmarks fremtidige energiforsyning. Det er i sidste øjeblik, og det bliver af afgørende betydning, at denne handlingsplan ikke opfattes som en mulighed for på ny at legitimere en kortsigtet, uøkonomisk og miljøfjendtlig politik gennem et utal af mere eller mindre misvisende regneeksempler, men tværtimod bruges til åbent og redeligt at se fremtidens udfordringer i øjnene og finde de nødvendige løsninger. Allerede nu kan der peges på adskillige områder, som det bliver nødvendigt at kigge på: Den absolut billigste og enkleste løsning på fremtidens energiproblemer er energibesparelser. Her er vi nået forholdsvis langt i Danmark, men stadig er potentialet enormt: Gennem bygningsreglementer kan vi sikre bedre isolering og mere energirigtige vinduer. Ved at gøre det billigere at købe energirigtige husholdningsprodukter kan vi bruge markedsmekanismerne til energibesparelser. Ved at øge midler til oplysning og rådgivning i stedet for at skære i dem kan vi bevidstgøre forbrugerne. Ved at sætte skatten ned på arbejde og indføre grønne afgifter på for eksempel benzin kan vi gøre det lønsomt at spare på energien. Og på længere sigt kan vi opnå betydelige fordele ved at få et mere intelligent og stabilt elforbrug, så vi for eksempel vasker tøj og bestik om natten og dermed undgår spidsbelastninger. I Danmark står transportsektoren for godt en tredjedel af energiforbruget og en fjerdedel af CO2-udslippet. Løsningerne ligger lige for: Vognmændene selv har foreslået, at Danmark på linje med andre europæiske lande indfører kørselsafgifter for tunge køretøjer for at fremme effektiviteten og konkurrenceevnen. En vejafgift på niveau med den tyske ville med ét slag reducere hele transportsektorens CO2-udslip med 15 procent - eller 2,5 procent af hele Danmarks CO2-udslip. Tilsvarende ville en mærkbar omlægning af registreringsafgifterne til fordel for miljøvenlige biler have stor betydning. Samtidig bør der foretages nye og målrettede investeringer i den kollektive trafik især til og fra de store byer, så alternativet til bilen gøres synligt og prismæssigt konkurrencedygtigt. Alt sammen ville også afhjælpe trængslen på de europæiske veje, som ifølge EU-kommissionen vil koste EU 28 milliarder euro i tabt handel i 2010. På hele energiområdet har Danmark i årtier haft store konkurrencemæssige fordele, fordi vi har satset massivt på forskning og udvikling, kombineret med en stigende efterspørgsel. Det er rigtigt - som mange kritikere ofte påstår - at ikke alle dele af denne støtte har båret frugt. Det er også rigtigt, at prisen på for eksempel vindmølleenergi i perioder har været sat for højt for visse anlæg. Det skal vi selvfølgelig lære af, men derfra og til at smide hele sektoren ud med badevandet, som regeringen målrettet synes at arbejde på, er der dog et stykke vej. I det nævnte energiforlig lykkedes det oppositionen bid for bid - og gennem betydelige indrømmelser inden for de dybt komplicerede forhandlinger om fremtidens ejerskab af den danske energisektor - at sikre forskning og udvikling i vedvarende energi på et tåleligt niveau i de kommende år samt at gennemføre bygning af flere havvindmølleparker. Som nævnt fik vi også igennem, at der nu udarbejdes en langsigtet strategi for Danmarks fremtidige energiforsyning. Men hvorfor skal det være så svært? Hvis interesser tjener regeringen ved at insistere på at føre en så kortsigtet politik? Ikke erhvervslivets interesser. Ikke de arbejdsløses interesser. Ikke miljøets interesser. Ingen ved i dag med sikkerhed, hvornår og hvor store prisstigningerne på olie bliver. Måske er de allerede kommet, måske bliver de større, måske mindre. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at de kommer. Ved at lukke øjnene for det faktum har regeringen begået en af sine største og måske dyreste fejl. Kilder: Teknologirådet og Ingeniørforeningen: Når den billige olie slipper op, 2004 EU's hvidbog om den fremtidige energiforsyning, 2001 Regeringens klimastrategi og Redegørelse om implementering af EU's biobrændstofdirektiv, 2004