Når jeg bliver gravid, vil jeg ikke ryge, ikke drikke og ikke arbejde røven ud af bukserne, så jeg kan tilfredsstille arbejdsgiveren og svigte barnet. Mit barn har brug for ro, inden det kommer ud i verden, og det har ikke brug for smøger og bajere. Og jeg lever nok fint med det i ni måneder. Når barnet bliver født, vil jeg ikke hans allerførste dag på Jorden overlade ham til en betalt jordemoder, som kan have ham liggende ved siden af sine medbragte leverpostejsmadder i vagtstuen, mens jeg, barnets eneste holdepunkt i verden, ligger langt, langt borte på en klinisk hospitalsstue helt alene i den store hospitalsseng. Jeg vil bede alle besøgende - venner, bedsteforældre og onkel Kurt fra Jylland - om at pakke smøgerne væk, når de er sammen med mit barn, og jeg vil hurtigst muligt pakke blomsterbuketterne og babytøjet og komme væk fra det danske sygehusvæsen. Når barnet kommer hjem, skal det være en del af familien - far, mor og barn - og ikke et påklistret appendiks til mig og ham. Mit barn har kun os, og det kan kun overleve ved at blive en del af flokken. Barnet skal ikke slæbes rundt til venner, cafeer og rockkoncerter, fordi mit liv for guds skyld ikke må ændre sig. Jeg vil give barnet ro til at lære sin lillebitte verden at kende, og jeg vil give mig selv ro, så jeg kan forstå ham. Jeg vil ikke sige: Vi laver ikke vores liv om, bare fordi vi har fået børn, og jeg vil sige til folk, der siger det, at de tager fejl. Mit barn skal ikke have stukket en sut i munden, hver gang han græder, jeg sætter heller ikke et stykke tape for munden af min mand, når han vil fortælle mig noget. Sutten skal barnet bruge, så han kan falde til ro, når han skal sove. Han skal ikke gå rundt med sut, fordi jeg ikke vil tage ansvaret for, at mit barns sprog bliver ordentligt, at tænderne ikke bliver skæve, og at han i det hele taget har mulighed for at sige, hvad han mener (prøv selv at sige din mening med sådan en gummi-plastik-dims i munden). Barnet skal ikke siden sin tidligste barndom være yndlingsbrokkeemnet - han har endnu ikke sovet igennem, jeg kan ikke få ham til at spise noget, og nu er han fandeme snottet igen. Det må trods alt være værre for barnet ikke at sove, ikke at spise, at være snottet og skulle høre på mit brok. Når mit barn begynder at kravle, skal han have lov til at røre og føle og smage - også på fjernsynsskærmen (selv om den bliver fedtet) og på de pinde, han finder i haven (hvorfor tror forældre ofte, at naturens ting er meget værre end de plastikting smækfyldt med kemi, som de selv har indkøbt). Jeg vil ikke sige nej, hver gang mit barn nærmer sig videoen eller glasvasen - jeg vil smide videoen ud (jeg bliver kun dummere af at bruge den), og jeg vil leve uden glasvaser i mit liv, indtil faren er drevet over. Når mit barn nærmer sig et år, vil jeg ikke sige: Jeg kan virkelig mærke på ham, at han trænger til at komme ud blandt andre børn - for det er jo en løgn, som dækker over, at: Jeg kan virkelig mærke på mig, at jeg trænger til at komme ud blandt andre voksne. Jeg vil heller aldrig sige som forsvar for at lade mit barn henslæbe endeløse dage i institutioner, at: Det vigtigste for ham er, at han har en mor, der er glad - for det er jo en løgn, som dækker over, at: Det vigtigste for mig er, at han har en mor, der er glad. Hvis du er gladest, når du er væk fra dit barn, hvorfor har du så fået det? Når mit barn skal starte i vuggestue, så vil jeg forbande det samfund, der synes, at et års barselsorlov er en luksus, og jeg vil forbande mig selv for ikke at drage konsekvensen af mine egne holdninger og gøre alt - alt - for, at mit barn ikke behøver at komme i vuggestue eller dagpleje. Børn under tre år har absolut intet behov for at være andre steder end hos deres mor eller far, og det at sende dem væk hver eneste dag er grundlæggende forkert. De kommer væk fra de eneste mennesker, der betyder noget for dem, og har i starten ikke fornemmelse af, om de nogensinde bliver hentet igen. De mennesker, som passer dem, gør det ikke af kærlighed, men fordi de får penge for det, og de mennesker, som burde elske dem, er der ikke, fordi de får penge for at lade være. Når jeg så bliver gravid med mit andet barn og går på barselsorlov, vil jeg naturligvis tage mit ældste barn ud af institutionen. Har mit ældste barn behov for legekammerater, vil jeg gå i legestue med ham. Jeg vil aldrig sende mit barn i institution, når jeg selv går hjemme, og dermed fortælle ham, at det er sjovere for alle, for mig, dig og lillebror, at du ikke er her hele tiden. Jeg vil fortsætte med at vise mit barn, at vi er en familie. Jeg vil forvente, at kærligheden mellem to søskende er lige så stor som kærligheden mellem forældre og børn, og jeg vil derfor, hvis børnene bliver rivaler og fjender, bebrejde mig selv. Til daglig vil jeg læse for mit barn, jeg vil tage det med på legepladsen og i zoologisk have. Og jeg vil tale med det. Svare på det, han spørger om, og ikke vente, til han råber så højt, at jeg bliver nødt til at svare på det. Jeg vil forvente, at han skal lære alt af mig og ikke af pædagogerne eller kammeraterne eller fjernsynet, og jeg vil forvente, at han vil blive som mig - på godt og ondt. Derfor vil jeg aldrig kunne blive rigtig vred på ham, for det vil være som at skælde ud på mit eget spejlbillede. Jeg vil give ham sund, nærende mad - starte dagen med en portion havregrød og ikke med en portion guldkorn. Han skal ikke have saftevand og slik og kage, bare fordi det, lige i det øjeblik jeg giver ham det, er nemmest for mig, men sund mad, fordi det i det lange løb er nemmest for ham. Og hvis vi skal hygge os, skal vi ikke spise slik foran fjernsynet, men læse bog under dynen. Mit barn skal se et minimum af fjernsyn og kun det fjernsyn, som jeg bestemmer, han skal se. Fjernsynet skal aldrig være barnepige - hverken søndag morgen, eller mens jeg laver mad om aftenen - for børn bliver passive af at se fjernsyn, og langt det meste af det, der bliver sendt, er noget møg. Mit barn kan høre en cd eller læse en bog, hvis han trænger til at blive underholdt. Jeg vil heller ikke selv se fjernsyn, mens mit barn er vågent, for hvorfor skulle jeg dog det - langt det meste af det, der bliver sendt, er jo noget møg. Mit barn skal kunne begå sig på et barns præmisser, der hvor han kommer frem. Han skal kunne gå med ud og handle en gang imellem, fordi det er en del af dagliglivet, og fordi vi begge to synes, det er hyggeligt at gøre det sammen. Han skal ikke pløje sin lille indkøbskurv ind i skinnebenene på de andre kunder og smide sig ned og skrige foran slikhylden, og jeg vil ikke i den forbindelse flå den nærmeste Haribopose ned i indkøbsvognen, fordi jeg synes, han er pinlig. Jeg vil lære ham med eksemplets magt, at jeg mener, hvad jeg siger, både når jeg siger ja og nej. Mit barn skal også kunne køre i S-tog, være på besøg og have besøg uden at være en plage for sine omgivelser, og han skal kunne hilse på naboen, postbuddet og Hjem-Is-manden, fordi de hilser på ham, og fordi det gør man. Mit barn skal gå i seng om aftenen, når jeg har læst godnathistorie, puttet ham og sagt godnat. Ligesom han skal spise aftensmad på samme tid hver aften, skal han også gå i seng på samme tid. Børn elsker og har bedst af regelmæssighed, og ingen børn har godt af at være længe oppe eller få et raserianfald hver aften, inden de skal i seng. Det er muligt, at det nogle gange er praktisk for forældrene, at børnene er længe oppe - enten fordi forældrene har dårlig samvittighed over, at de aldrig ser deres børn, eller fordi forældrene ikke orker at tage kampen, 'og nu er det jo også weekend'. Mit barn skal i seng samme tid hver aften, fordi det er bedst for ham. Det er indlysende, at jeg aldrig vil slå mit barn, og det er - for nogle få - lige så indlysende, at jeg aldrig vil råbe ad ham (det vil jeg jo nok komme til, men jeg vil bestræbe mig på at råbe lige så lidt ad mit barn, som jeg råber ad min mand, min chef, min kat og mig selv). Jeg vil til enhver tid kunne vinde over barnet både verbalt og fysisk, så der er ingen grund til at tage kampen, den er afgjort på forhånd. Vi vil gøre tingene sammen i min familie, både de sjove ting og alle de andre. Vi vil tage af sted på ferie som en familie, selv om to voksne og to børn i en Skoda på vej til sommerhus i regnvejr er mindre tjekket end to voksne i et fly på vej til Paris. Jeg vil ikke parkere mit barn hos bedsteforældrene for at slippe for det barn, som dybest set er en byrde, fordi det ser for meget fjernsyn, spiser for meget guldkorn og ikke vil gå i seng om aftenen. Jeg vil til stadighed insistere på at være en familie. Jeg vil elske mit barn, og jeg vil vise ham, at jeg elsker ham hver eneste dag. Jeg vil kysse ham og holde om ham og fortælle ham, at han for mig er enestående. Og derved vil han vide, at alle mennesker er enestående, og han vil blive et venligt barn, som møder folk med et åbent hjerte. Han skal altid vide, at det er mig, der bestemmer, fordi jeg er voksen, og han er et lille barn, som ikke kan holde ud at skulle bestemme. Og han skal vide, at det, jeg bestemmer, bestemmer jeg, fordi jeg ved mest, og fordi jeg holder af ham. Jeg vil have modet til at sige til folk, at deres børn har det dårligt. Jeg vil aldrig mere stå i supermarkedet og se et barn blive slået, fordi det smager på vindruerne, eller høre på, at et barn bliver overfuset, fordi det gik igennem en vandpyt - uden at sige noget. Jeg vil blive nødt til at sige, at nu er det nok. Jeg vil heller aldrig mere høre på, at folk brokker sig over deres børn, uden at sige: Se på dig selv. Jeg vil vise mit barn, at man bliver nødt til at turde. Jeg vil aldrig have et barn, før jeg trænger så meget til det barn, at jeg ikke kan lade være. Jeg vil overveje meget nøje, om mit barns liv bliver, som jeg ønsker, det skal blive. Om jeg kan give mit barn den tid, som jeg inderst inde ved, det skal have. Og om jeg ønsker at være den mor, som jeg er. MICHALA LYLLOFF