I dag kommer svaret. Den koordinerede tilmelding, KOT, fortæller knap 25.000 ansøgere, om de er blevet optaget på en universitetsuddannelse. Langt hovedparten vil modtage et tilbud om en studieplads, og vi glæder os til at tage imod dem. Jeg er ikke i tvivl om, at de nye studerende allerede har sommerfugle i maven af spænding over den udfordrende tilværelse, de nu skal begynde. Det er der god grund til, for tiden på universitetet vil sætte sig dybe spor. Men jeg håber, at de trods sommerfuglenes flaksen også har den ro i sjælen, der skyldes, at de har valgt den rette uddannelse. Skulle nervøsiteten tage overhånd, så kan de nye studerende være visse på, at vi tager godt imod dem. Uddannelserne er over de seneste år blevet indrettet på at gøre overgangen til universitetet så smidig som muligt. Blandt andet afholder universiteterne rusarrangementer, der er oprettet introduktionsforløb, og studerende er blevet hvervet til at tage imod de nye. Også fagligt er uddannelserne flere steder blevet tilpasset en lettere overgang fra gymnasiet. Universiteterne arbejder på, at introduktionsforløbet ikke bliver domineret af redskabsfag, og at redskabsfagene så vidt muligt integrerer aspekter, der kan motivere de studerende. Desuden arbejder man mange steder på, at uddannelsen tilpasses de nye studerendes faglige forudsætninger og samtidig sikrer, at slutresultatet fortsat er højt kvalificerede bachelorer og kandidater. Der er sket meget med uddannelserne, især de seneste 10-15 år. Udviklingen de næste år vil formentlig være endnu mere omfattende, for med den nye universitetslov er der iværksat en uddannelsesreform. Som led i denne proces arbejder universiteterne på at præcisere, hvilke kompetencer de enkelte fag og uddannelser giver. Det er et meget omfattende arbejde, fordi en akademikers kompetencer er mere abstrakte end f.eks. en håndværkers. Kompetenceovervejelserne får ikke alene indflydelse på uddannelsernes opbygning og målsætning. En præcisering af, hvilke kompetencer de enkelte uddannelser giver, vil også gøre det lettere for arbejdsgiverne at finde præcis den akademiker, de har brug for. De nye studerende bliver således optaget på et tidspunkt, hvor de kan være med til at sætte aftryk på fremtidens universitetsuddannelser. Uddannelsessøgendehar altid været under pres fra omverdenen. De bliver bombarderet med råd fra familiemedlemmer, interesseorganisationer og politikere, der mener at vide, hvad det 'fornuftige uddannelsesvalg' er, det vil sige uddannelsen, der fører til et sikkert job. For 50 år siden var det måske muligt at sige noget om, hvad et fornuftigt uddannelsesvalg var - ikke mindst fordi mulighederne var færre, og udviklingen gik langsommere. Men det er et åbent spørgsmål, i hvilket omfang problemstillingen giver mening i dag. Blandt andet fordi nutidens mennesker - unge som gamle - ikke er tilfredse med blot at have et fast job. Vi vil alle sammen noget mere. Vi vil have et godt og interessant liv, herunder et udfordrende og inspirerende arbejde. Det er denne realitet, vi må tage udgangspunkt i, når vi diskuterer uddannelsesvalg. Tendensen til at ville bestemme for de unge - i stedet for at have tillid til dem - har gennem tiden sat sit præg på uddannelsessystemet. I 1980'erne blev der eksperimenteret med centralt at bestemme, hvor mange studiepladser der skulle udbydes på de forskellige uddannelser. Tanken var, at man dermed kunne sikre præcis den arbejdskraft, der ville være behov for i fremtiden. Men resultatet blev ikke som ønsket. 1980'ernes eksperimenter har uden tvivl været med til at skabe vore dages mangel på arbejdskraft inden for sundheds- og undervisningssektoren. Siden 1980'ernes fejlslagne eksperimenter har universiteterne haft vide rammer for at dimensionere optaget af studerende efter ansøgernes antal. Den nye uddannelsesbekendtgørelse bestemmer, at universiteterne skal indtænke 'samfundets behov' i udbuddet af uddannelsespladser. Sagt med andre ord: Universiteterne bør begrænse optaget på uddannelser med ringe arbejdsmarkedsudsigter. Universiteterne påtager sig denne opgave, men vi har ikke en krystalkugle, der kan beskrive arbejdsmarkedet 5-10 år frem i tiden. En sådan krystalkugle eksisterer slet ikke. Hvem kunne eksempelvis i slutningen af 1990'erne have forudsagt, at it-boblen ville briste, og at arbejdsmarkedet for personer med kompetencer inden for it og kommunikation derfor ville ændre sig markant? Ikke alene varer en universitetsuddannelse forholdsvis lang tid, hvorfor universiteterne kun kan have uklare forestillinger om arbejdsmarkedet, når den studerende bliver færdig. En universitetsuddannelse er også en livstidsinvestering og skal derfor gerne kunne bruges i 30-35 år, suppleret af efteruddannelse. I det perspektiv er det helt umuligt præcist at forudsige behovene på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet er svært at forudsige, men vi ved med sikkerhed, at på lang sigt er uddannelse vejen til velfærd og velstand. Kun lande, der satser på en veluddannet befolkning, kan sikre velfærd og velstand i en stadig mere globaliseret vidensøkonomi. Universitetsuddannelser spiller en nøglerolle i denne forbindelse. For som Videnskabsministeriet har vist, tjener virksomheder med akademisk arbejdskraft betragteligt mere per ansat end virksomheder uden akademisk arbejdskraft. Derfor må vi som samfund investere i at anspore de unge til at benytte sig af det frie uddannelsesvalg ved at tilbyde dem et bredt spektrum af videregående uddannelser af høj kvalitet - og universiteterne de nødvendige rammer til at kunne tilbyde disse. Fra universiteternes side mener vi, at det fornuftige uddannelsesvalg er det valg, der træffes både med hjernen og med hjertet. Man kan kalde det et motiveret uddannelsesvalg! I det motiverede uddannelsesvalg går fornuft og følelse hånd i hånd. For uden engagement og motivation får vi umotiverede studerende, der siden bliver umotiveret arbejdskraft. Og det sikrer snarere mismod end velstand. At vælge uddannelse med hjertet vil sige, at man vælger et fagområde, man er oprigtigt interesseret i og kan forestille sig at arbejde med i mange år. Engagementet må dog kobles med hjernens grundige overvejelser vedrørende de langsigtede konsekvenser af uddannelsesvalget. Uddannelsesvalget kan nemlig få betydning for, hvilket arbejde man har 10-15 år frem i tiden, og hvilken tilværelse man har om 40-50 år. Beslutningen rækker med andre ord langt ud over tiden på universitetet og langt ind i en uforudsigelig fremtid. Derfor må man eksempelvis afklare med sig selv, hvilke typer stillinger man kunne tænke sig at få efter uddannelsen. Her må man være forholdsvis konkret uden dermed at udelukke alt for mange muligheder. Kombinationen af at vælge med hjernen og hjertet drejer sig især om at strukturere den valgte uddannelse, så den passer til ens ønsker, kompetencer og muligheder såvel som til samfundets krav og behov. Den nye uddannelsesbekendtgørelse bestemmer, at uddannelserne skal opbygges i moduler, og at en del af fagene skal være valgfri. Universitetsuddannelserne er dermed blevet mere fleksible. Som studerende bør man bruge fleksibiliteten til at forme sin uddannelsesprofil. Man må overveje, hvilken profil man ønsker inden for et givent felt. Man bliver således ikke blot biolog, jurist eller økonom - man bliver biolog, jurist eller økonom med speciale inden for et givent felt. For nogle uddannelser er specialiseringen mindre afgørende for de fremtidige jobmuligheder. Men det gælder ikke for alle uddannelser, og har man valgt en uddannelse med knap så optimistiske jobudsigter på kort sigt, kan det være en fordel at udnytte mulighederne for at inddrage fag og kurser, der kan give efterspurgte kompetencer. Derfor vælger de studerende stadig oftere at benytte muligheden for at tage fag fra uddannelser på et andet fakultet eller et andet universitet. Som studerende kan man vælge at tage en del af sin uddannelse i udlandet. I udlandet tager de fleste universiteter en studieafgift, men de danske universiteter har en lang række samarbejdsaftaler, der sikrer, at man ikke skal betale studieafgift, og at man kan tage sin SU med. Stadig flere universitetsstuderende tager imod dette tilbud. I det akademiske år 2002/2003 sendte de danske universiteter 3.400 studerende til udlandet - det svarer til godt en tredjedel af kandidatproduktionen samme år. De danske universiteter modtager stort set lige så mange udenlandske udvekslingsstuderende, som vi sender ud. De udenlandske studerende er med til at give de danske uddannelser et pift udefra og gøre miljøet herhjemme mere internationalt. Desuden er de mange udlændinge et godt tegn på, at danske uddannelser er af høj kvalitet. Hvordan skulle vi ellers kunne tiltrække så mange unge til et lille land med et mærkeligt sprog og dårligt vejr? Jeg vil opfordre alle studerende til at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Ikke alene giver det en øget evne til at stå på egne ben i en fremmed verden. Det giver også en indsigt i, hvordan videnskabelige problemstillinger behandles i en anden kultur, og at man kan studere på en anden måde end den, vi kender fra Danmark. Det er uden tvivl gode forudsætninger på et globaliseret arbejdsmarked. Det er et stort ansvar at skulle forme sin uddannelsesprofil. Et ansvar, der kræver bevidste valg. Universiteterne vil gerne vejlede de studerende i de svære overvejelser og valg. Rent faktisk mener vi, at det netop er gennem denne vejledning, vi bedst muligt varetager opgaven med at sikre, at optaget på uddannelserne passer til samfundets behov. Universiteterne har derfor - på hver sin måde - iværksat en massiv indsats for at øge vejledningen. Vi optrapper i disse år vejledning i forbindelse med studievalg, gennemførelse og færdiggørelse. Jeg vil opfordre alle studerende til at sætte sig ind i vejledningsmulighederne på netop det institut, de er optaget på. De ældre studerende - især på studievejledningskontorerne - kan hjælpe med praktiske spørgsmål og problemer med at finde sig til rette på uddannelsen. Råd og vejledning om sammensætningen af uddannelsen kan man også få af instituttets undervisere. Underviserne kan især hjælpe med at sammenstykke en uddannelse, der styrker netop de kompetencer, man har eller ønsker at få. Skulle man være så uheldig at løbe ind i problemer af en mere personlig karakter, kan man eksempelvis kontakte studenterpræsten. Universiteternes vejledning følger de studerende helt til dørs. Således tilbyder universiteterne også vejledning af studerende, der er ved at være færdige. Eksempelvis er der oprettet vejledning i specialeskrivning, og de studerende bliver tilbudt vejledning i forbindelse med overgangen til arbejdsmarkedet. Naturligvis kan universitetets hjælp ikke stå alene. Jeg kan kun opfordre de studerende til også at tale med familie og venner, når de er i tvivl eller har problemer. Og jeg håber meget, at universiteternes initiativer til at oprette studiegrupper og gode studiemiljøer er grobund for nye venskaber - venskaber, der kan hjælpe i en presset situation. Lad mig slutte af med at udtrykke, at dagen, hvor de nye studerende modtager deres adgangspas til universiteterne, er en glædens dag. Jeg håber og tror, at de nye studerende har valgt deres uddannelse både med hjernen og hjertet. Jeg vil opfordre de nye studerende til - når de lige har fundet sig til rette på uddannelserne - løbende at overveje, hvordan de benytter sig af universitetsuddannelsernes mange frihedsgrader og store fleksibilitet. Det er mit håb, at de nye studerende vil tage vejledningsmulighederne til sig og sammensætte deres uddannelse på en måde, der passer til det liv, de drømmer om at leve efter uddannelsen. Et motiveret uddannelsesvalg truffet med både hjerte og forstand vil helt sikkert blive til glæde for dem selv såvel som for samfundet som helhed.