Der er nu gået noget over et år siden præsident Bush erklærede krigen i Irak for vundet. Allerede i september 2002 blev den krig i praksis erklæret, nemlig i Bushregeringens Nationale Sikkerhedsstrategi (NSS), der røbede intentionen om at dominere verden og knuse enhver trussel mod amerikansk dominans. FN fik at vide at hvis det ville være »relevant«, måtte det støtte hvad USA under alle omstændigheder ville gøre. Ellers ville FN blive en diskussionsklub, som regeringens due Colin Powell belærte det om. Invasionen i Irak skulle være prøven på den ny doktrin, der blev annonceret i NSS, »den petri-skål, hvori eksperimentet med forebyggende angreb blev dyrket«, som New York Times skrev, da eksperimentet blev kaldt en kæmpesucces for et år siden. Skønt der er fortilfælde, stod det alligevel klart for alle at strategien er et betydningsfuldt nybrud. Henry Kissinger beskrev den som en »revolutionerende« doktrin, der gør en ende på den internationale orden, der blev etableret med Den Westfalske Fred i 1600-tallet, og for resten også på FN's charter og på moderne international ret, nu vi lige er i gang. Denne revolution er helt i orden, mente Kissinger, men han advarede dog mod at »universalisere« den. Retten til vilkårlig angrebskrig (for nu at droppe eufemismerne) må være forbeholdt USA og enkelte udvalgte klienter. Vi må for enhver pris unddrage os den banaleste af alle morallove: at andre skal måles med samme alen som vi selv. Nogle ytrede en helt anden slags betænkeligheder over forsøget med den ny doktrin, for eksempel Arthur Schlesinger, måske den mest respekterede nulevende amerikanske historiker. Da de første bomber faldt over Bagdad, mindedes han hvad Roosevelt sagde, da Japan bombede Pearl Harbor: »... en skammens dag, der aldrig vil blive glemt«. Nu hvor den amerikanske regering er gået i hælene på den japanske, skrev Schlesinger, er det amerikanerne der for evigt har den skam hængende over deres hoveder. Det er lykkedes for Bush og hans stab, skrev Schlesinger videre, at vende »en verdensomspændende sympati for USA« til »en verdensomspændende bølge af had til amerikansk arrogance og militarisme«. Et år senere var situationen endnu værre, viste internationale meningsmålinger. I de lande der har længst erfaring med amerikansk indblanding, de latinamerikanske, steg oppositionen mod Bush til 87 procent, i Brasilien til hele 98 procent, og i Mexico til næsten det samme. Det er da noget af en bedrift! Som man kunne forvente, har krigen også øget terrortruslen. Mellemøstspecialister, der holder øje med holdningsskift i den muslimske verden, har udtrykt deres forbløffelse over væksten i 'Jihad Islam', som ellers havde været på retur. Al-Qaeda fik gang i rekrutteringen, som også havde været for nedadgående. Irak, som ikke havde nogen forbindelse til terroren før krigen, blev nu ifølge Harvards terrorekspert Jessica Stern et »tilflugtssted for terrorister«, og landet oplevede de første selvmordsangreb siden det 13. århundrede. Men det her siger jo intet om 'krigen mod terror', som blev erklæret af Reagan i 1981 og hurtigt forvandledes til en terroristisk krig. Og som blev erklæret på ny 20 år senere af Bush, med nogenlunde samme retorik. Blandt sagkyndige er der stor enighed om hvordan man skal bære sig ad med at reducere en terrortrussel. Strategien bør være toleddet. Terrorister oplever sig selv som avantgardister, der skal mobilisere andre. Voldelig modstand gør dem henrykte, for den fremmer deres sag. Den rette fremgangsmåde over for kriminalitet er ikke vold, men politiarbejde, hvilket har vist sig ret effektivt i Europa, Syd- og Sydøstasien samt andre steder. Langt vigtigere er imidlertid de befolkningsgrupper terroristerne søger at mobilisere. Det er folk der nok hader og frygter terroristerne, men som samtidig opfatter dem som forkæmpere for en retfærdig sag. Den rette fremgangsmåde er at lytte til hvilke ofte legitime problemer disse folk har, og så gøre noget ved dem. Det kan der gives mange eksempler på. Et af dem er England og Nordirland. Så længe London besvarede IRA's terror med vold, tiltog terroren og støtten til den. Da man omsider begyndte at vise den legitime kritik en smule opmærksomhed, aftog terroren. Belfast er ikke ligefrem et paradis i dag, men det er da et langt bedre sted at være end det var for et tiår siden. IRA-terroren blev for resten finansieret fra USA, ja, faktisk fra Bostonområdet hvor jeg bor. Det var FBI's antiterrorspecialister fuldstændig klar over, men de blandede sig ikke, for de mente ikke det lod sig gøre - skønt man nu kræver noget tilsvarende af Saudi-Arabien, og tilsyneladende med en vis succes. Som sædvanlig kommer hvad der kan 'lade sig gøre' an på hvis tæer det er, der bliver trådt på. At Bush-Blairs påskud for at invadere Irak er brudt sammen, ved enhver. Man har været mindre opmærksom på konsekvenserne af dette sammenbrud, nemlig at aggressionstærsklen er sænket. Iraks forbindelser til terroren blev stiltiende droppet. Med hensyn til masseødelæggelsesvåbnene er der sket noget nok så betydningsfuldt. Powell, Rice og andre medlemmer af Bushregeringen hævder nu at de er i deres gode ret til at angribe et land der hverken har masseødelæggelsesvåben eller planer for udvikling af dem, hvis blot landet har 'evne' til at udvikle dem, og til 'hensigt' at gøre det. Nu er der næsten ikke det land i verden der ikke har 'evne' til at udvikle masseødelæggelsesvåben, og 'hensigt' kommer som bekendt an på øjet der ser. Så praktisk talt ethvert land i verden er hermed lagt åbent for ødelæggende angreb uden yderligere påskud. Et gran af (tilsyneladende) gyldig grund for at invadere Irak eksisterer stadig: Invasionen førte til at Saddam blev afsat. Der findes nogle der kan tillade sig at glæde sig uden hykleri over dette udfald, nemlig dem der protesterede højlydt mod den britisk-amerikanske støtte til ham i de år hvor han begik sine værste forbrydelser, blandt andet da han udslettede det shiitiske oprør i 1991, som kunne have væltet ham. Dengang skrev pressen ret ubesmykket om motiverne til støtten, men det hører offentligheden ikke noget om i dag. Der er indtruffet to særdeles velkomne 'regimeskift'. Det ene er Saddams fald, det andet er afslutningen på det sanktionsregime der har dræbt flere hundredtusinder, som lagde Iraks civile samfund øde, som styrkede tyrannen, og som tvang befolkningen ind i hans fold, hvis den ville overleve. De velanskrevne diplomater Denis Halliday og Hans von Sponeck, der administrerede FN's olie for mad-programmer, nedlagde deres poster med den begrundelse at sanktionsregimet havde karakter af »folkedrab«. Ingen vesterlænding kender Irak bedre end de to, som havde adgang til informationer fra observatører fordelt over hele landet. Nok var det FN der administrerede sanktionerne, men deres barske karakter var dikteret af USA og dets britiske undersåt. At dette regime er slut, er et særdeles positivt aspekt af invasionen. Men det kunne også være afsluttet uden nogen invasion. Halliday og von Sponeck havde hævdet at hvis sanktionerne var blevet rettet mod våbenprogrammerne, var det tænkeligt at Iraks befolkning havde givet Saddam Hussein samme skæbne som andre af de morderiske gangstere der har nydt godt af støtte fra de nuværende magthavere i Washington og deres britiske allierede: Ceausescu, Suharto, Marcos, Duvalier, Chun, Mobuto ..., en imponerende flok, hvoraf en del kan sammenlignes med Saddam, og til hvilken de samme vestlige ledere jævnlig føjer nye navne. Hvis de to diplomater har ret, kunne begge regimer, Saddams og sanktionernes, være bragt til afslutning uden invasionen. De undersøgelser der er foretaget efter krigen, f.eks. Washingtons Irakundersøgelse under ledelse af David Kay, styrker formodningen ved at vise hvor vakkelvorn Saddams kontrol med landet var i de sidste år. Verdens efterretningsvæsner kan lige så godt som jeg læse min kilde til meget af det foranstående, 'Air Force Space Command Strategic Master Plan'. Og de vil drage deres konklusioner, som vil gøre livet farligere for os alle. Vi må nemlig ikke glemme at historien - også den nyeste tids historie - rummer mange eksempler på ledere der har været helt parat til at pleje snævre interesser uden hensyn til om de dermed øger risikoen for katastrofer. Problemet er at de katastrofer der truer nu, er betydelig større end de var før i verden. At påskuddene for invasionen brød sammen, har medført endnu en ny doktrin: Krigen i Irak var inspireret af præsidentens »messianske vision«, som den kaldes i elitens liberale medier, om at bringe demokratiet til Irak, til Mellemøsten og til verden i almindelighed. Præsidenten bekræftede visionen i en tale han holdt i november i fjor. Reaktionen på talen rakte fra ærbødig respekt til forsigtig kritik, der roste det »ædle« og »generøse« ved visionen, men også manede til forsigtighed: Visionen kan vise sig at være for dyr, modtagerne kan vise sig at være for tilbagestående, det kan vise sig at andre ikke deler vores ædelhed og altruisme. Men at denne vision er selve motivet til invasionen, betvivles ikke et øjeblik, end ikke af det engelske Economist, der rapporterede at »Amerikas mission« med at gøre Irak til »et inspirerende (demokratisk) eksempel for nabolandene« er rendt ind i problemer. Her er en nyttig øvelse: Prøv at finde beviser for at invasionen var inspireret af den messianske vision. Det vil vise sig at der ikke findes andet bevis end det at vor leder har erklæret at sådan er det - hvilket jo ikke er noget bevis, da enhver i hans situation, selv den største skurk, ville sige det samme. Hertil kommer endnu et problem. Hvis man vil tage visionen på ordet, må man fortrænge den kendsgerning at den visionære samtidig erklærer sig selv for løgnhals, eftersom han dengang det gjaldt om at mobilisere landet til krig, sagde at det drejede sig om »et eneste spørgsmål«, nemlig om Irak ville lade sig afvæbne. Ikke desto mindre er det dér med missionen blevet slugt råt af alle mainstreammedier. Hvis der findes nogen undtagelse, har jeg i hvert fald ikke observeret den. Eller for at være helt nøjagtig, jeg er stødt på én undtagelse. Et par dage efter at præsidenten kundgjorde sin messianske vision for den beundrende offentlighed, bragte Washington Post en amerikansk finansieret meningsmåling fra Bagdad, hvor folk var blevet spurgt om hvorfor USA efter deres opfattelse havde invaderet Irak. Og der var da også nogle irakere der var enige med den næsten enstemmige amerikanske opfattelse at målet var at indføre demokrati, nemlig 1 procent. 5 procent mente at målet var at hjælpe irakerne. De resterende var af den opfattelse der har med olie at gøre, og som dannede kredse foragteligt kalder konspirationsteorien, mens de mindre dannede klasser bruger mere ligefremme udtryk om hvad det er amerikanerne har gjort ved irakerne, ord af typen 'røvrendt'. På Pentagons vegne bekendtgjorde Paul Wolfowitz at man måtte regne med at den amerikanske hær ville blive i Irak, og den irakiske hær forblive ret svag - for at »opfostre demokratiet«. Wolfowitz nyder den liberale presses bevågenhed som Bushregeringens »chefidealist«, som Herald Tribunes tidligere chefredaktør David Ignatius har kaldt ham. Han er også en mand med en chokerende liste af udtryk for instinktivt had til demokrati bag sig, som man nemt kan slå efter. Når nu denne chefidealist erklærer at Pentagon er nødt til at blive i landet for at opfostre demokratiet, så spiller det ingen rolle at et overvældende flertal af irakere ifølge vestlige meningsmålinger ønsker at Irak skal overtage ansvaret for sikkerheden, som amerikanerne blev tvunget til at acceptere det i Fallujah. Men indrømmet, ikke alle irakere ønsker det: 7 procent ønsker at amerikanerne skal beholde ansvaret, og 5 procent vil give ansvaret til det nu opløste amerikanskudpegede regeringsråd. Mens de irakere der peger på Pentagons darling, Ahmed Chalabi, er så få at de ikke engang figurerede i meningsmålingerne. Men intet af den slags spiller nogen rolle for den messianske vision. De irakiske arbejdere kan komme til at volde problemer. Men problemerne skal nok blive klaret, selv om irakerne har en lang tradition for militant fagforeningsarbejde. Besættelseshæren gik nemlig straks i gang med at knuse fagforeningerne, lave indbrud i deres kontorer og arrestere deres ledere, bryde strejker, implementere Saddams brutale antifagforeningslove og give koncessioner til nogle af de mest fagforeningsfjendske amerikanske firmaer. Inden længe vil vi sikkert se det etablerede amerikanske fagforeningssystem rykke ind for sammen med National Endowment for Democracy at »opbygge demokratiske fagforeninger« efter en opskrift der er så sørgeligt bekendt andre steder fra. Det er et åbent spørgsmål om irakerne kan tvinges til at underkaste sig den »messianske vision«, hvor de får formel suverænitet under visse konstitutionelle fiktioner. For privilegerede europæere og amerikanere melder et andet nok så relevant spørgsmål sig: Vil de finde sig i at deres regeringer »opfostrer demokrati« efter »chefidealist« Wolfowitz' recept, den opskrift som har været brugt en hel del andre steder inden for disse regeringers indflydelsessfære? Menige amerikanere og europæere har allerede givet en del af svaret. Irakernes stædige modvilje mod de traditionelle konstitutionelle fiktioner har tvunget USA til retræte skridt for skridt, hjulpet på vej af hvad New York Times under massedemonstrationerne i februar 2003 beskrev som verdens »anden supermagt«, nemlig den offentlige mening. Det er første gang i Europas historie at så store demonstrationer mod en krig har fundet sted før den er brudt ud. De udtryk for den offentlige mening betyder noget. Hvis eksempelvis problemerne i Fallujah var opstået i 1960'erne, var de blevet klaret med B-52'ere fra luften og massemord i terrænet. I dag findes der en mere civiliseret offentlighed der ikke vil tolerere den slags metoder, hvilket giver ofrene for 'demokratiseringen' et vist spillerum for autentisk selvstændighed. Det er endda muligt at Bushregeringen bliver nødt til at opgive visse af sine oprindelige planer med krigen, som irakerne udmærket forstår, men som ikke luftes offentligt hjemme hos besættelsesmagterne. Her melder sig store og uhyre væsentlige spørgsmål angående det industrielle demokratis natur og dets fremtid. Det er spørgsmål der helt bogstaveligt gælder artens overlevelse. De må vente til en anden gang.