»Forfatter Shelley Jackson inviterer deltagere til et nyt værk med titlen 'Skin'. Hver deltager skal indvillige i at få tatoveret et af historiens ord på sin krop. Teksten vil ikke blive publiceret andre steder, og forfatteren vil ikke tillade, at den refereres, citeres, beskrives, omsættes til musik eller bearbejdes til film, teater, fjernsyn eller noget andet medium. Teksten i sin fulde længde vil kun være kendt af deltagerne, som kan, men ikke behøver at vælge at etablere kommunikation med hinanden. Melder et tilstrækkeligt antal deltagere sig ikke for at fuldende den første og eneste udgave af historien, vil den ukomplette version blive betragtet som den endelige. Hvis ingen deltagere melder sig, er denne invitation værket«. Denne invitation dukkede op på den amerikanske forfatter Shelley Jacksons hjemmeside i foråret 2003. Omtrent samtidig ledte tilfældighedernes ofte overraskende udvikling mig til samme sted. Jeg læste invitationen og var på én gang fascineret, provokeret og i vildrede med, om opfordringen skulle læses bogstaveligt, eller om der var tale om en dybt ironisk provokation. Mens mit blik surfede gennem teksten og skuede de stadig mere detaljerede beskrivelser af projektet og af deltagernes rettigheder og forpligtelser, voksede min uro. Bedre blev det ikke, da jeg nåede afslutningen, som beskriver tiden efter tekstproduktionen: »Fra dette tidspunkt vil deltagerne blive betragtet som 'ord'. De er ikke forstået som overbringere af eller aktører for den tekst, de bærer, men som dens kropsliggørelse. Derfor vil skader på den trykte tekst ... ikke anses for en forandring af værket. Kun ordenes død udsletter dem fra teksten. Efterhånden som ordene dør, ændres historien; når det sidste ord dør, vil historien også være død. Forfatteren vil gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at deltage i sine ords begravelser«. Tilbage sad jeg, stærkt provokeret og med en række ubesvarede spørgsmål i mit foruroligede hoved. Hvad var det, jeg lige havde læst? Var dette interaktiv (publikum inddrages i værket) concept art (ideen og skabelsen bliver den centrale del af værket)? Hvad skulle det gøre godt for? Og hvorfor var jeg så provokeret? Som forlæg for tildelingen af ord til de frivillige deltagere anvender Shelley Jackson en novelle af et omfang på 2.095 ord, og kun deltagerne får lov at læse den i sammenhæng. På hjemmesiden kan man se fotografier af den første tatovering, novellens titel 'Skin', som er udført på forfatterens egen ... hud! Knap 1.800 mennesker har indtil videre deltaget i projektet, fået tatoveringerne og er dermed blevet til ord. Men forfatteren har hundredvis af ansøgninger fra folk, som gerne vil deltage. De fleste ord er fra USA, men også Canada, Australien, Norge, Sverige, Finland, Holland, Belgien, Schweiz, Tyskland, Italien, Brasilien, Argentina, Japan og Thailand er repræsenteret. Nogle ord elsker bøger, andre elsker tatoveringer. Alle giver de dog udtryk for, at de længes efter at føle sig som en del af en større sammenhæng, som binder dem til mennesker over hele verden med en usynlig tråd. De længes efter en anden slags fællesskab. Der er allerede dannet online mødefora, hvor ordene diskuterer deres deltagelse, og nogle ord er mødtes ansigt til ansigt. Andre ord har sendt julekort til forfatteren, som selv mener, at hun har skabt en underlig familie. Hvor fællesskabsfølelsen er en motiverende faktor for deltagelse i projektet, er refleksionen over ordenes betydning en effekt af deltagelsen. En mandlig deltager har således spurgt forfatteren, om han må testamentere ordet til sit barn for således at sikre ordets overlevelse. En kvindelig deltager, som har fået tildelt ordet 'the', bemærker: »Så nu er jeg 'the'. Jeg er et bestemt kendeord, afledt af oldengelsk. Nok er jeg lille og simpel, men du har brug for mig. Du bruger mig hele tiden. Jeg giver dig magt, og du giver mig magt. Jeg er blevet et ord«. Kvinden overvejer desuden at stifte en 'the'-gruppe. Men projektet indbyder også til refleksion over ordene i deres sammenhæng. Hvad er det for en novelle, som ordene udgør? Først og fremmest har ordene et tilhørsforhold til to forskellige noveller: den tatoverede novelle og novelleforlægget. Den tatoverede novelle udgør en levende organisme, som hele tiden er i bevægelse, og som hele tiden kan blive genstand for nye fortolkninger. Novelleforlægget, derimod, vil ikke leve videre som en fysisk manifestation, men som erindrings- og betydningsdannelser i deltagernes bevidsthed. Fælles for disse noveller er således, at de står i kontrast til en opfattelse af teksten som en struktur, der præsenterer lineære tekststrenge i én sammenhængende og fortløbende kæde og derved inviterer til én fortløbende og lineær læsning. Teksten er ikke en enhed, som et mangehovedet, dynamisk betydningsunivers. Dette forhold er dog ikke unikt for Shelley Jacksons 'Skin'-projekt, men er i overensstemmelse med en nutidig tekstforståelse. Det enestående er nok snarere den tydelighed, hvormed 'Skin'-teksten selv peger på sin foranderlige karakter. Men tilbage til provokationen. At folk til stadighed længes efter nye og anderledes fællesskabsformer, kan næppe overraske. Ej heller overrasker det, at et (post)moderne litterært projekt kalder på meta-refleksioner over sig selv som litteratur. Nej, provokationen starter et andet sted, nemlig ved reduktionen. At et menneske så at sige reduceres til et ord. I baghovedet runger fortællinger om koncentrationslejre og mennesker, som fratages deres menneskelige identitet og reduceres til et nummer. Der er selvfølgelig forskel på at være et ord og at være et nummer; ordene er først og fremmest ord på frivillig basis og ikke underkastede nogen ydre magt. Men alligevel, hvordan kan man sige, at et menneske bare er et ord? Er mennesket ikke noget ganske unikt, som står i modsætning til og er kategorisk forskelligt fra alle andre ting, i særdeleshed til noget så unaturligt som tekst? Provokationens kerne ligger i opgøret med netop den forestilling, at mennesket er noget essentielt forskelligt fra andre ting. Det menneske, som deltager i 'Skin'-projektet, er noget foranderligt, ikkeafgrænset, som kan indsættes i nye sammenhænge og dermed få tildelt nye betydninger, nye essenser. Det er den samme provokation, som ligger til grund for den tiltagende debat om cyborg-problemstillingen. En cyborg er en fusion mellem menneske og maskine, og når man tænker nærmere efter, er der efterhånden ret mange såkaldte mennesker i den vestlige kulturkreds, som på en eller anden måde har overskredet grænsen mellem menneske og maskine ved at indoptage et teknologisk fremmedelement i deres kroppe. Nogle har fået nye lemmer, andre en pacemaker eller blot en ny blodåre, nogle vandrer omkring med bryst- og baldeimplantationer, mens de fleste af os har modtaget en vaccination, som har omprogrammeret vort immunforsvar. En efterhånden stor del af os ville aldrig have set dagens lys, hvis ikke teknologien havde trådt undfangelsen til hjælp. Kort sagt, der er ikke mange af os, som ikke i en eller anden grad er teknologisk modificerede, og dermed begynder det at blive svært at sige, hvornår mennesket slutter og cyborgen eller teknologien begynder. Og det er et problem, råber den provokerede stemme. For et menneske, det er da noget, vi ved, hvad er. I hvert fald er det forskelligt fra ting som tekster og teknologi, som er kulturprodukter. Og mennesket er jo natur! Men med provokationen har tvivlen meldt sig. Det lader til, at vi nu har bevæget os ind på et område, hvor et traditionelt modsætningspar, modsætningen mellem natur og kultur, er ved at gå i opløsning. Og det er en provokation. Men det er ikke alle, der er kede af provokationen. Den amerikanske feminisme har således budt den velkommen, i håb om at et andet modsætningspar, Kvinden og Manden, måtte ryge med i faldet. Fra feministisk hold er blevet fremført, at kønnet i den vestlige kulturkreds traditionelt skabes gennem en projektion af mandligt og kvindeligt på oppositionelle, hierarkiske begreber, eksempelvis objektivitet/subjektivitet, fornuft/følelse og kultur/natur, og at kvindelighed har været forbundet med den underordnede position. Når begreberne begynder at flyde sammen og bliver sværere at skelne fra hinanden, har det ligeledes konsekvenser for oppositionen og hierarkiet mellem mandligt og kvindeligt. De to kategorier kalder på en ny definition uden opposition og hierarki. Et andet iøjnefaldende element af 'Skin'-projektet er kroppens massive tilstedeværelse i teksten. Teksten har fået en konkret kropslig forankring. Kan dette være en provokation? På den ene side ligger denne kropsliggørelse i forlængelse af en generel postmoderne fokusering på kroppen, som i høj grad er trådt i centrum for det postmoderne menneskes selvopfattelse. Hun/han bruger en stor del af sin tid på at forme den - med eller uden teknologiens indgriben. Kroppen er ikke længere noget, subjektet har ; kroppen er subjektet. På den anden side er der en modsvarende tendens i den postmoderne kultur, hvor subjektet opfattes som udelukkende 'tekst'. Denne opfattelse er inspireret af informationsteknologiens landvindinger, som gør det muligt at forstå informationsmønstre som uafhængige af en konkret materiel forankring. Det er denne opfattelse, som gør sig gældende, når man taler om subjektets muligheder for at overskride sig selv og antage nye identiteter i de virtuelle rum, chatrooms og lignende. Shelley Jacksons 'Skin'-projekt rummer et alternativt perspektiv på forholdet mellem krop og tekst. Kroppen har ikke en tekst, og teksten har ikke en krop. Teksten er derimod på kroppen, som er tekstens materielle forankring. De to kan ikke adskilles. Når kroppene dør, dør også ordene, og kroppen kan ikke løsrives fra den tekst, som den én gang er skrevet sammen med. I 'Skin'-projektet er modsætningsparret, kroppen og teksten, fusioneret. En forståelse af'Skin'-projektet kan med måske lige så stor ret starte ved hullerne frem for ved ordene. Forfatteren har valgt at bevare tegnangivelsen, punktum, komma, anførselstegn m.v., i den tatoverede tekst ved at lade dem fremgå sammen med de ord, som de står nærmest. En tatovering kan eksempelvis bestå i tegnene 'it', eller 'The'. Men det, der ikke kan overføres til den tatoverede version, er tekstens huller. De forskellige mellemrum mellem ord, afsnit og større tekststykker erstattes af afstande mellem mennesker, som enten kan være i samme seng eller på forskellige kontinenter. Tekstens enheder lader sig således ikke afgrænse og definere en gang for alle, men omskabes vedvarende af tekstorganismens bevægelser. Som teksten, således også selvet. Shelley Jackson bruger betegnelsen 'konvolut' for selvets usynlige grænser. Denne konvolut fyldes med huller i selvets interaktion med omverdenen. Eksempelvis når vi spiser og dermed indoptager fremmedlegemer i vor krop, som så bliver en del af os. Eller, som vi så tidligere, i menneskets møde med teknologien, når teknologien overskrider kroppens åbne grænser. Heller ikke selvet kan altså afgrænses eller defineres, men omskabes fortløbende i sin interaktion med omverdenen. Med dette udgangspunkt kan også tekstlæsningen anskues som skabende sår eller huller i den konvolut, som udgør selvet. Læsningen bliver på denne måde en overskridende og omskabende oplevelse, hvorunder læseren åbner sig selv for at lade sig såre af et tekststykke. Læseren åbner sig frivilligt for teksten i håbet eller forventningen om at blive forandret deraf uden på forhånd at vide hvordan. De deltagende i 'Skin'-projektet lader således ikke blot deres hud gennemhulle af tatovørens instrumenter, men lader også deres selv gennemhulle af forfatterens tekst. Shelley Jackson forklarer selv, at 'Skin'-projektet har flået hendes 'konvolut' op. Da hun offentliggjorde sin invitation, havde hun ingen idé om, om der overhovedet var nogen, der ville melde sig. Nu, hvor så mange har deltaget, føler hun et større ansvar over for sit publikum, end hun har gjort hidtil. Tidligere betragtede hun sig som en esoterisk forfatter, hvis læserskare nok altid ville være lille. Men hun har opdaget, at verden er mere føjelig og folk mere villige til at tage imod det usandsynlige, end hun hidtil har troet. Nu anser hun sin tidligere holdning for arrogant og doven og mener, at hun ikke bør afholde sig fra at skabe absurde ting, blot fordi de ikke er set før. For hendes pointe er, at verden kan omskrives.