DEN DANSKE Superliga i fodbold er vokset ud af barndommen. I dag starter sæson nummer 15. Superligaen har forvandlet danske stadioner og dansk tilskuerkultur. Fodbold er blevet begivenhedskultur. En fodboldkamp er i dag en event, der skal 'brandes', som det hedder på moderne marketingsprog. Spillerne er blevet mediepersonligheder med højere tv-profilering end nogensinde. Fibersprængninger og ankelskader er blevet stof til forsidehistorier og tv-indslag. Tilskuerne er i dag konsumenter i et show med masseproduceret merchandise, med rullereklamer, cheerleaders, forsangere, opstigende balloner, øl i plastikkrus, brølende musik og trænere med slips. Og tilskuergennemsnittet i den øverste række er det højeste i årtier. Næsten 8.000 per kamp i forrige sæson. MEN LAD OS først spole tiden tilbage for at forstå den kolossale udvikling, der er sket omkring legen med en bold. Fodbolden i Danmark er et spejl af den historiske, økonomiske, kulturelle og sociologiske udvikling. Født næsten samtidig med det moderne demokrati blev fodbolden en af 1900-tallets største folkebevægelser. Den første fodboldkamp i Danmark blev spillet i 1883, og spillet bredte sig hurtigt. Det passede som fod i hose til det nye industrisamfund, hvor spillet blev en af de få muligheder for mandlig motion og underholdning i fritiden. Alle kunne være med, udstyret var billigt, og sparkeriet kunne foregå på den nærmeste mark eller fælled - med sten eller huer som målstolper. Først kom borgerklubberne, der i mange tilfælde afspejlede byernes klasseopdeling. KB, AB, AGF, OB, AaB, B93 og B1901 var de fine klubber, stiftet af akademikere og forretningsfolk. Så kom arbejderklubberne og fælledklubberne uden egne baner, B1903, B1909, B1921, AIA og så videre. Fodbolden var en klassekultur med skarp opdeling mellem borgere og arbejdere, nøjagtig som de delte sig i to lejre, når de gik på aftenskole, til sangkor, og når de valgte avis. Lokalopgørene mellem borgerklubber og arbejderklubber blev til mytologiske 'klassekampe' på græs, som det kendes fra alle store europæiske industribyer fra Manchester til Milano. De rygende skorstene trak flere og flere mennesker til industribyerne, som i mellemkrigstiden fik en hel buket af små arbejderklubber, der tilsluttede sig arbejdernes egen idrætsorganisation, DAI. Fra slutningen af 1930'erne gled de mange arbejderklubber stille og roligt over i det 'borgerlige' DBU's rækker. De ville også konkurrere med de dygtigste. Klassekampen blev afblæst. Kvartersklubber var et andet fænomen, der hørte til vandringen fra land til by. I mellemkrigstidens nye bykvarterer opstod klubber som Hvidovre, Vanløse, Brønshøj, Fremad Amager, Skovbakken, Fuglebakken, Marienlyst og så videre. Fodbolden blev nu også en kvarterskultur, hvor succes på græsset kunne skabe stolthed og lokal identitet i de ofte lidt trøstesløse nybyggerkvarterer. Boldfeberen bredte sig også til enhver dansk flække, hvor boldpladser blev lige så selvfølgelige som kirker og kroer. I 1927 var der så mange klubber, at DBU oprettede en landsdækkende turnering. Tre hold fik lige mange point, B93, B1903 og Frem, så der blev ikke kåret nogen mester. Andre milepæle i turneringen om danmarksmesterskabet er 1954 (da titlen første gang havnede uden for København - i Køge), 1978 (da det blev tilladt at udbetale penge til spillerne), og 1991 (da DBU indførte en Superliga). Ingen forandringer har været mere drastiske end de to sidstnævnte. Fodboldspillets øverste række har gennemgået en svimlende udvikling siden amatørtiden. Rammerne er forvandlet fra knoldede mudderpøle til plæner med reklamebander. Fra knoldesparkeri til taktisk fedtspil, muskeltræning og tekniske finesser. Fra kolort til VIP-loge. Fra klasse- og kvarterskultur til massekultur. Mange positive konsekvenser af professionel fodbold kan remses op. Masseflugten af danske spillere til obskure europæiske ligaer stoppede, således at det i dag kun er de allerbedste spillere, der rejser ud. Spillets kvalitet og især tempoet er højnet væsentligt. Tilskuergennemsnittet i den øverste række er i tiden med betalt fodbold steget fra cirka 3.000 til cirka 8.000, dog først og fremmest fordi storbyerne har fået en ny fankultur. MEN FØRST skulle dansk professionel fodbold overstå sine børnesygdomme. DBU tillod alle divisionsklubber at skrive kontrakter og alle serieklubber at udbetale gavechecks. En blodig ulvekamp blev fløjtet i gang. Få opgav at halse efter byttet, og de fleste knækkede halsen, som de også stod i gæld op til. Det var dengang, medierne stod klar med fotograf, hver gang en landsbyklub præsenterede en ny 'bilordning' med den lokale autoforhandler. Det holdt selvfølgelig ikke i længden, for der var slet ikke plads til alle de landsbyhold i fodboldens top. De gled alle sammen tilbage, hvor de kom fra, og det samme gjorde som regel autoforhandlerens penge. Konkurser var blot én af konsekvenserne af betalt fodbold. De skyldtes ganske enkelt urealistiske budgetter, baseret på ønsketænkning om oprykninger og tilskuer-invasion. Sorte penge slap fodbolden ikke af med. Det var ellers et af formålene med at indføre betalt fodbold. Men 10.000 kroner om året - maksimum ifølge det såkaldte gaveregulativ for ikkekontraktspillere - var jordnødder. Der skulle mere på bordet - eller rettere under bordet. Og det kom der i mange klubx huse i by og på land. Kronerne blev skaffet via ukontrollerbare bankospil, spilleautomater, cafeteria8omsætning, fiktive kilometerpenge og andre fiduser. En indbringende forretning blev dansk fodbold kun stedvis. De største valgte at gifte sig med erhvervslivet, men kun få ægteskaber holdt. Preben Elkjær rammer vel plet, når han skriver: »Mage til dårligt købmandskab og forrentning af kapitalen skal man lede længe efter. Det er meget interessant, hvad der sker, når kloge og seriøse erhvervsledere gang på gang parkerer hjernen og kaster sig ud i hovedløse økonomiske eventyr i fodboldens navn. Luftkasteller og urealistiske regnskaber vil i disse år knække halsen på adskillige fodboldklubber i Danmark og det vel at mærke som en konsekvens af voksne mænd, der glemmer, at de er erhvervsfolk, og i stedet bliver hypnotiseret af deres egne drengedrømme om fodboldspillet, om dem selv som fodboldspillere«. ('Fodbold set fra månen', 2002). OGSÅ KLUBLIV og tilskueroplevelse har undergået en forvandling. Frem til 1960'erne var fodboldmiljøet ikke kun i klubhusene, men også på tilskuerpladserne en slags 'folkets' kultur. Mænd mødte deres arbejdskammerater på stadions 'billige langside' og fik sig en flaskepilsner i dette frirum, ubevogtet af arbejdsgivere og koner. Men i de glade 1960'ere tabte fodbolden til massekulturen (fjernsyn, grammofonplader, bilisme, camping, charterferie og andre revolutioner af hverdagslivet), og tilskuertallene faldt. De nye massemedier og massekulturformer slog også store dele af klublivet ihjel. Sociale klubarrangementer og hyggeaftener efter træning fusede ud. I 1990'erne trådte dansk klubfodbold ind i sin tredje fase. DBU oprettede i 1991 en Superliga, der p.t. officielt hedder SAS-ligaen (sponsorer skal have valuta for pengene). Ligakampe blev en del af underholdningsindustrien, og tilskuertallet er steget parallelt med en massiv mediedækning. Bruddet på Danmarks Radios tv-monopol kom også økonomien i dansk fodbold til undsætning. DBU og Divisionsforeningen satte levende fodboldbilleder til salg for højeste bud. Mediedækningen har forvandlet kampene til events og selv ordinære spillere til medieberømtheder med høj tv-profil. Ligesom film skal ses i biografen, skal spillerne nu ses på stadion. Især de to store københavnerklubber har haft held til at opbygge supporterforeninger i hidtil uset størrelse. Klubberne 'brandes' via hjemmesider, fan-aviser og merchandise; det samme gør selve ligaen, og de mest populære spillere har fået egne hjemmesider. Hvor spillerne tidligere blev tiljublet som lokale helte, netop fordi de var lokale, tiljubles de i dag, fordi de er 'kendte' og i øvrigt ikke nødvendigvis lokale. Førsteholdsspillere købes i dag på et marked, der strækker sig langt ned i Afrika. På et superligastadion kan tilskuerne nu efter udenlandsk forbillede møde 'Man of the Match' i tredje halvleg, der foregår i et sponsortelt eller i VIP-logen. Mange børn og unge er i dag slet ikke tilhængere af deres lokale klubber; de er Brøndby- eller FCK-supportere og holder med dem, når de er på besøg. SUPERLIGAKLUBBERNE forhåndsorganiserer stadionoplevelsen, gerne ned til mindste detalje. Det er slut med hjemmelavede papskilte og bannere, og det sidste papirsflag er for længst plantet i midtercirklen af modige drenge, der kravlede over reklamebarrieren og løb om kap inden kickoff. Den slags anarki stoppes nu af hårdhændede kontrollører og politibetjente. Der er i grove træk tre typer tilskuere: velklædte sponsorer og andre pinger, der har egen VIP-loge med servering og faste pladser med bløde sæder. Forbrugerne, der skal sidde pænt på langsidernes nummererede pladser, klappe som til en koncert med Pavarotti og stå i kø i pausen efter to ristede med brød. Og supportergrupperne, som har plads i målenderne, hvor de skal skabe stemningen og via tv trække endnu flere tilskuere ind i cirkus. Selv om også målenderne mange steder er blevet til siddetribuner, kræver supportergrupperne det kropslige fællesskab bevaret: »Op å stå, op å stå, op å stå«, synger de - stående. De 'gamle' fodboldarenaer havde som regel én siddetribune. Resten var ståpladser. De ombyggede og nybyggede arenaer har gerne fire siddetribuner samt et mindre antal ståpladser i hjørnerne. Tilskuerne har fået komfort som i biografer og koncertsale. Men 'kulturen' er blevet en anden. Nu skal der købes pladsbillet. Det er ikke længere let for en 'almindelig' tilskuer at drage på stadion og glide ind i sin faste gruppe, som han kunne, dengang folk fra bestemte arbejdspladser eller bestemte serieklubber havde deres egne små 'territorier' på ståtribunerne. Molboerne søgte til Ebeltoftsvinget i Århus Idrætspark. Folk fra Kerteminde fandt deres bysbørn et bestemt sted på Odense Stadion. Mødesteder er nu blevet smadret og grupper atomiseret. Men det ved de ingenting om, de, der bestemmer. De sidder nemlig i den nybyggede VIP-loge og har fået bedre udsyn og gratis drinks i pausen. MANGE AF DE 'nye' tilskuere mangler den kropslige forankring i spillet. De (gen)kender spillerne, men de kender ikke spillet. De er tilløbere iklædt identitetsskabende klubtrøjer, hatte og halstørklæder, købt i klubbernes merchandisebutikker. De har lært spillet at kende gennem fjernsynet og fundet ny identitet på lægterne som del af den bølgende, syngende og råbende krop, der er holdets tolvtemand. De kommer tilmed selv i fjernsynet, idet banen og tribunerne er tv-overvåget som aldrig før, og de spiller den forventede rolle, når de på gæstfrit valbyengelsk synger om de besøgende: »You are shit, and you know you are«. Jo, fodbolden har fået nyt sprog, siden Arne Lundemann i 1970'erne sang om »striberne fra mål til venstre wing ...«. De nye arenaer med sektionering og siddepladser har skilt fangrupperne ad. Reglen er: De tilskuere, der er rejst den længste vej for at se fodbold, får de dårligste pladser. Som aber spærres de inde i et bur i et hjørne, uanset om der er tale om den berygtede South Side Brigade fra Brøndby eller ti forkølede busturister fra Viborg. AT TILSKUERNES normer er skredet, er måske ikke så sært. Det er spillernes nemlig også. De stikker fuckfingre i hovedet på dommere og tilskuere og begår 'professionelle frispark'. I 1960'erne kunne man i B1909's medlemsblad læse en opdragende og beklagende artikel om en af klubbens divisionsspillere, som på stadion havde pådraget sig dommerens advarsel. Den slags hørte ikke hjemme i B1909 og skulle absolut undgås i fremtiden, lød budskabet til klubbens ungdom. I dag er gule kort som bekendt en forretningsomkostning. Målscorere fik dengang et klap på skulderen eller blev, når det gik vildt for sig, omringet af gratulerende medspillere. I dag flygter målscoreren fra gratulanterne for at forlænge sin personlige medieeksponering. Mindre harmløs er den hadekultur, som også har ramt spillerne med deres fuckfingre og andre håne8attituder over for modstander8fans. Er det underligt, hvis primitive fans med svagt ego svarer igen på provokationerne og bliver voldelige i ly af flokken? Heldigvis har Danmark dog hidtil kun oplevet få tilfælde af hooliganisme. 308.000 danskere er i dag medlemmer af klubber under Dansk Boldspil-Union - mod 266.000, da Superligaen startede. Og antallet af klubber er i samme periode steget fra 1.526 til 1.618. Hertil kommer tusinder, som spiller firmafodbold og motionsfodbold i sammenslutninger uden for DBU. FODBOLD HAR altid haft en elite og en bredde, men i dag er skellet kolossalt. Elitespillere har syvcifret årsindtægt, mens fodbold for bredden stadig er en fritidsbeskæftigelse. Mange breddeklubber klager over leder- og trænermangel, for klubfølelsen er ikke den samme, som dengang en pensioneret spiller som en selvfølge blev træner eller leder i den klub, der havde lært ham spillet. De indre fødekæder og trofastheden led skade, da klubberne satte madding på krogen for at fiske spillere hos hinanden. Jagten på talenter er rykket helt ned i 'børnehaven', med det resultat at mange landsholdsspilleres voksendebut i dag foregår uden for landets grænser. Der er også i de laveste rækker tendenser til vigende gentleman-idealer og eksempler på regulære slagsmål med efterfølgende politianmeldelser og langvarige karantænestraffe. DE BØLGESKVULP skal fodbolden såmænd nok overleve. Og måske gik bølgerne lige så højt i fodboldens barndom. Da B1909 og OB mødte hinanden i 1920, lå to spillere pludselig på jorden. OB'eren 'Sorte' forsøgte at kværke modstanderen. De andre spillere styrtede til, publikum stormede ind på banen, og der var en stund vildt slagsmål. (Fynsk fodbold, 1946). Jo, dansk fodbold er både en konstant og en dynamisk verden. Kammeratskabet, mandehørmen og duften af græs er intakt. Og fodbold er stadig verdens bedste og mest ligegyldige tidsfordriv.