I den danske kulturkamp har fokus været på to hovedområder: venstrefløjens støtte og moralske knæfald for kommunistiske og socialistiske diktaturer igennem årtier. Og lidt mere retrospektivt Danmarks rolle under Anden Verdenskrig. Essensen i debatten har på den ene side været nogle borgerlige opinionsdannere, der vil have oprejsning for den mobning, de blev udsat for i 1970'ernes marxistisk dominerede danske universitetsmiljø. På den anden side venstrefløjen, der ikke mener, at den kan tages til indtægt for de demokratiske, humanitære og miljømæssige overgreb de kommunistisk-socialistiske folkedemokratier viste sig at have gjort brug af i årtier.

Et område, der ikke har været berørt, er de økonomiske konsekvenser af den danske 68-generations bidrag på det erhvervsøkonomiske område. Mere specifikt - den danske iværksætterkultur. I denne Kronik vil der blive set på, hvordan det er gået med den danske iværksætterkultur i de 30 år, hvor 68-generationen har haft den politiske magt i Danmark, og hvordan det gik med deres samtidige generation i specielt USA.

1968-oprøret i Paris havde også sin pendant i Danmark, og fænomener som Vietnamkrigen, hippiebevægelsen og Woodstock i USA slog igennem som et globalt fællesskab. Hvornår budskabet om fri hash og 'Make peace not war' gik i sig selv i USA, kan diskuteres. Men kommentatorer peger på, at Nixons sejr over demokraternes kandidat McGovern i 1973 definitivt lukkede for de store visioner om et alternativt samfund baseret på 68-oprørets værdier. Desuden markerede 1973 enden på Vietnamkrigen, som havde en helt anden kontant og samfundssplittende konsekvens for amerikanerne end for nogen danskere. Udviklingen i USA blev efter 1973 karakteriseret ved en række teknologiske opfindelser og landvindinger, som siden har revolutioneret vores samfund - ja faktisk verdensøkonomien.

1973 er i Danmark året, hvor en række meget unge socialdemokrater med klare socialistiske idealer og andre fra 68-generationen træder ind som toneangivende aktører i dansk politik. De tilhører den første generation i dansk politik, som får politisk magt i en meget ung alder - og som set i bakspejlet er den generation, der har siddet og bestyret den politiske udvikling længere end nogen tidligere generation. De er stort set alle sammen EU-modstandere (også mange af dem på den borgerlige fløj), og de er meget opsatte på, at idealerne fra 1968 og socialismen skal institutionaliseres som grundlag for det danske samfund inden for kultur, uddannelse, socialområder og økonomi.

I 1970'erne kommer generationens idealer til udtryk i politiske tiltag som bistandsloven, U90 og forslag om økonomisk demokrati. Da der er tale om brede politiske samfundsbærende reformer, stemmer den borgerlige side af Folketinget som regel for. Der er jo trods alt en god og lang tradition for bred konsensus om den slags centrale reformer. Uden for det politisk institutionelle system er 68-generationens altdominerende indslag Christiania, Tvind og Thylejren. Disse tre eksperimenter fremstår som de væsentligste eksempler på generationens foretagsomhed og iværksættertrang. Hvordan gik det i USA i samme årti?

I USA og specielt Californien var ungdomsoprøret historie i 1974. Men modsat deres danske jævnaldrende havde de amerikanske ungdomsoprørere ikke travlt med at bemægtige sig politiske institutioner for derigennem at realisere inspirationen fra Karl Marx' 'Das Kapital' eller Maos 'Den lille røde'.

Tværtimod - de amerikanske 68'ere var i 1970'erne godt i gang med at etablere sig som iværksættere inden for nye teknologier. Steve Jobs - opfinderen af Apple Computers - og opfinder af en række gennemgribende anvendelsesområder for det, der i dag tages som en selvfølge i informationssamfundet, er det bedste eksempel. Intels gennembrud med mikrochippen er en anden teknologi, der fik sit gennembrud i denne periode.

Og grundlaget for vor tids mest dynamiske og revolutionerende teknologiske og innovative symbol - Silicon Valley - blev i store træk grundlagt af USA's 68-generation i 1970'erne. Det er ikke usædvanligt, at det tager omkring 20 år at etablere en succesfuld udvikling a la den, som Silicon Valley har udviklet sig til. I 1980'erne fik verden for alvor øjnene op for Silicon Valley som dynamo for en ny tids erhvervsøkonomisk udvikling, hvor fokus var på fremtidens krav om omstilling og veluddannede mennesker.

De store reformer fra 1970'ernes politiske danmarkskort blev i 1980'erne afløst af en ny institutionalisering. Efter at have oplevet et par oliekriser, bilfrie søndage og kigget ned i den økonomiske afgrund sammen med daværende finansminister Knud Heinesen - fik et flertal i dansk politik øje på miljøet som næste store indsatsområde for deres udgave af iværksættertrang. Vindmøller og alternativ energi blev for alvor et indsatsområde i dansk politik.

Med indførelsen af specielle skattefradrag for vindmøllelav og krav om, at elselskaberne skulle købe overskudsenergi fra vindmølleproduktion til over den almindelige markedspris, var der skabt grobund for en blomstrende dansk vindmølleindustri. Hvorvidt vindmøller er godt eller ej, er ikke det afgørende her. Det afgørende er, at det eneste internationalt succesfuldt udviklede danske erhvervsområde siden 1975 formentlig er vindmølleindustrien.

Men det er også symptomatisk, at det er det - og helt uden sammenligning - erhvervsområde, som har nydt størst goodwill og fået skattemæssige særordninger fra den danske 68-generations politikere - og deres ideologiske arvtagere. Havde andre erhvervsområder nydt samme bevågenhed havde de sikkert klaret sig omtrent lige så godt.

De iværksættere, der har bevæget sig uden for miljøområdet, har aldrig fået tilsvarende fordelagtige erhvervsmæssige grundbetingelser for at udvikle sig. Tværtimod, nye industrier inden for bio- og informationsteknologi blev nærmest sat bagud i den internationale konkurrence, da socialdemokratiske og radikale regeringer via skattesystemet i 1990'erne gjorde medarbejderaktier til en decideret højrisiko og dermed bremsede væsentligt for etableringer af denne type nye højteknologiske virksomheder.

Det eneste sted i Danmark, hvor medarbejderaktier har fungeret som i USA, er sikkert på Christiania. Det skyldes muligvis, at fristadens ejendomsbeskatningssystem er en tro kopi af det ultraliberale, som Margaret Thatcher forsøgte at indføre i England under navnet Poll Tax. Det vil sige et ejendomsbeskatningssystem, hvor der betales per hoved og ikke høveder. I sig selv noget af en bemærkelsesværdig konstruktion i et socialistisk samfundseksperiment som Christiania.

Så selv om Christianias iværksættere, (cykler, smedjer etc.) ofte fremhæves som lysende eksempler, er der aldrig nogen, der har følt sig foranlediget til at se på 'de erhvervsmæssige rammebetingelser' og særlige incitamentsstrukturer, der hersker på Christiania.

Mere end 20 år efter de første vindmølleordninger er der stadigvæk ingen, der spørger om det betimelige i, at staten indirekte årligt tilfører industrien milliarder af kroner. Ja i virkeligheden overfører penge til aktionærerne i de danske vindmøllefirmaer. Hvad værre er, disse penge er ikke engang øremærket til innovation og produktudvikling inden for erhvervet. Perspektivet i fordelingen er derfor svært at få øje på ud fra en konkurrencemæssig betragtning.

Der er siden 1975 ikke etableret én dansk virksomhed, der har vokset sig ud over 5.000 ansatte. Det har været et kendetegn ved den danske erhvervsdebat i mere end 10 år, at Danmark halter bagefter, hvad angår iværksætterraten. Danmark har i mange år ligget i den tunge ende af EU med hensyn til iværksættere. Vi ligger også i den tunge ende, hvad angår nye patenter og dermed grundlaget for næste generations videnstunge virksomheder. Når man møder internationale forskere vedrørende emnet erhvervsudvikling, innovation og iværksættere, er analysen næsten altid, at Danmark havde verdens bedste iværksættere frem til begyndelsen af 1970'erne. Derefter gik det støt nedad.

Årsagerne hertil er ikke entydige - men konklusionen er, at man i løbet af en generation er gået fra at være i verdensklasse som iværksætternation til at være helt uden for nummer. Meget symptomatisk vil man genetablere den danske iværksætterånd via skoleskemaer og statssubsidierede ordninger med klippekort og andre gode intentioner. Tankegangen her er ikke ulig bistandsloven. Lav en lov, dernæst ansæt nogle professionelle statsbetalte virksomhedsrådgivere til at 'støtte' dem, der formaster sig til at etablere egen virksomhed.

Klientgørelsen har også den fordel, at hvis iværksætteren fejler - og det gør de statistisk set mere end omvendt - er han eller hun bekendt med rollen som klient.

Den danske iværksætterkultur har ikke indgået i den danske kulturkampsdebat. Der har ellers været diskussion nok om, hvorfor kulturkampen ikke kigger fremad, men stort set kun handler om fortiden. Det skyldes nok, at selv langt ind i borgerlige partiers rækker har man opgivet troen på, at man kan sætte spørgsmålstegn ved de helt centrale områder af den danske politiske økonomis indretning. Ironisk minder debatten derfor set udefra, om den debat, der foregik i Kreml. Her diskuterede man i 70 år, hvordan man kunne få bugt med de økonomiske problemer, under forudsætning af at der ikke blev sat spørgsmålstegn ved det marxistisk-leninistiske grundlag. Det grundlag, som var hovedårsagen til systemets økonomiske uformåen.

Som sagt har Danmark ikke de sidste 30 år, ud over vindmøller, etableret en virksomhed, der har udviklet sig til at have over 5.000 ansatte. Men der er håb forude. Et kvalificeret gæt er, at der inden for underholdningsindustrien eller livsstilsområdet vil komme et boom, der kan danne grundlaget for en sådan virksomhed. Med kombinationen af efterløn og 68-generationens pensionering i sigte, er alle betingelserne for en sådan virksomhed til stede.

Samtidig er skattesystemet så viseligt indrettet, at værdien af fast ejendom ikke beskattes ved salg. 68-generationen sidder i overvejende grad i egen bolig, der er betalt. Kombiner friværdi i fast ejendom, førtidspension og markedets største forbrugersegment, og du har et bull-market med logaritmisk progression på en hvilken som helst pc's regneark.

De ledende politiske personligheder fra den danske 68-generation ved i dag godt, at fremtidens arbejdspladser for Danmark skal skabes inden for videnstunge erhverv. Ingen i Europa kan konkurrere med Kina på timeløn og omkostninger. Desuden er Indien godt i gang med at gøre indhug på arbejdspladser inden for de videnstunge erhverv. Så hvad skal danskerne lave og Danmark leve af i fremtiden? Der er forbavsende få bud på denne problemstilling. Det er der ikke i andre dele af Europa.

Her har man fattet, at den økonomiske udvikling centrerer sig om metropoler som Barcelona, München, Milano, Paris, London, Stockholm med videre. Man ved også godt, at kodeordet er at skabe grundlaget for 'en kreativt baseret økonomi'.

En kreativ økonomi er baseret på uddannelse, netværk, design, innovation, udvikling, kultur, velfungerende bycentre, gode transportforhold og attraktive livsbetingelser. Sidstnævnte er vigtigt for at kunne tiltrække verdens bedste eksperter inden for de områder, hvor man gerne vil gøre sig gældende.

I den globale økonomi er der ingen, som kommer langt med middelmådighed. Derfor arbejder byer som Barcelona i disse år med planer om, hvordan man integrerer vidensparker og innovative produktionscentre i harmoni med den organisk udviklede gamle bykerne. Denne symbiose er i stigende grad en del af disse byers 'branding' af sig selv som attraktive steder for det 21. århundredes iværksættere og vidensarbejdere.

København kunne gøre det samme. Og kunne gøre det endnu bedre. Christianias placering i København og områdets natur er helt unik. Diskussionen om Christiania foregår i dag som appendiks til kulturkampen - det vil sige den foregår i dag, men om i går. Hvorfor er der ingen, der arbejder med ideen eller scenariet om Christiania som: Copenhagen Creative Economy?

Området kunne danne rammen for en kombination af boliger, innovationshuse, forskning, media, entreprenørskab og avantgarde i landskabsdesign og byplanlægning. Hvem ved, det kan vel ikke totalt udelukkes, at christianitterne synes, det var o.k. udfordring at skifte Pusher Street ud med Innovationsgaden eller Einstein Boulevard og være med til at skabe et globalt og tidssvarende brand for området, baseret på eksperimenteren inden for den kreative økonomis hovedfelter.

Man kunne starte med at tage noget af vindmøllestøtten til at udvikle et sådant fremadrettet økonomisk udviklingsprojekt. Christiania kunne udgøre rammen for et helt unikt eksempel på offentligt-privat samarbejde og få nyt blod som socialt-økonomisk eksperiment. En tidssvarende model for iværksætterkultur på flere niveauer.

Iværksætterkultur handler om lyst og vilje til fornyelse og eksperimenteren. Det er måske det, der er gået i glemmebogen i den danske model og kulturkamp. I USA var det folk som Steve Jobs, der stod for videreførelsen af 68-oprøret og grundlage Silicon Valley. I Danmark fik vi Christianiagrundlæggeren Ole Grünbaum som journalistisk it-ekspert til at fortælle os om, hvad Steve Jobs' opfindelser kan bruges til.