Det har altid hørt til udenrigstjenestens opgaver at støtte dansk kunst og kultur i udlandet. Siden 1960'erne i et tæt samarbejde med Kulturministeriet - og naturligvis andre institutioner, der har interesse i emnet. Heri er intet nyt. Ny er imidlertid den store og frugtbare interesse for området, der er vokset frem de sidste 10-15 år. I takt med væksten i kultursektoren verden over og i takt med internationaliseringen, turismen og massemedierevolutionen er der i dag atter en bevidsthed om, at kultur ikke er - og aldrig kan være - et nationalt afgrænset anliggende, men at den om noget er international, global. Går vi tilbage i historien, ser vi da også, at kunst ikke før nationalismens og romantikkens tid omkring år 1800 er blevet opfattet som national. Kunstnere (billedhuggere, arkitekter, komponister og så videre) bevægede sig frit over grænserne og søgte arbejde, hvor det var at finde. De kunstneriske strømninger bredte sig med lynets hast over hele kontinenter. Og selv i romantikkens tid var kulturudvekslingen over landegrænserne et helt naturligt anliggende. Se blot på dansk guldalder, hvor dannelsesrejser og udlandsophold, i tilfælde som Bertel Thorvaldsen og H.C. Andersen og stort set alle andre, var en essentiel del af dansk kultur. Det er, som om nationalismen topper ved Første Verdenskrig og sætter en stopper for den ellers så naturlige kulturudveksling. Landene lukker sig inde i sig selv, hvilket selvfølgelig gentages ved Anden Verdenskrig. Ethvert land har nok i at beskytte sig selv og (gen)finde sin egen kultur. Men vi ser også, at knap er Anden Verdenskrig forbi, før udvekslingen begynder at tage fart. I Danmark mest på den bildende kunsts område, hvor en gruppe unge danske kunstnere som Asger Jorn, Robert Jacobsen og Richard Mortensen ikke blot styrter af sted til kunstens mekka Paris, men også i løbet af ganske kort tid er med til at sætte den internationale kunsts dagsorden! Alligevel er det gået trægt med internationaliseringen af dansk kultur og kulturdebat. Danmark lukkede sig i flere årtier i vidt omfang om sig selv i en sådan grad, at forfatteren Henrik Stangerup fik åndenød og måtte væk fra et indelukket, næsten hermetisk debatklima, hvor alle løb rundt og bekræftede hinanden, hvor gruppedannelser sejrede over individualismen, og hvor der kun var plads til én mening - nemlig 'den rigtige', 'den korrekte'. Kunstens mangfoldighed blev ofret. Det er derfor en vigtig del af regeringens kulturpolitik, at der skal lukkes op for denne indelukkethed, at kunstens livsnødvendige frie mangfoldighed skal have førsteprioritet. Og her er den i fuld overensstemmelse med tendenserne ude i Europa, hvor de åbne døre og udvekslingen over grænserne måske er den vigtigste trend her omkring årtusindskiftet. På udenrigstjenestens område ses det bl.a. ved den voksende interesse overalt for public diplomacy - for landeinformationens vedkommende - og cultural diplomacy - for kulturens vedkommende. Det er vigtigt, at Danmark gennem sin diplomatiske indsats på ambassader i udlandet også er i dialog med det enkelte lands befolkning og opinionsdannere - ikke kun det enkelte lands regering og embedsapparat. Ved at vise dansk kultur ude i verden kan vi viderebringe budskabet om Danmark som en både traditionsrig og progressiv kulturnation til de pågældende landes medier og til befolkningen. Ved at flage med kulturen får vi også skabt opmærksomhed om Danmark som land og samfund - som mulig partner for andre lande i alle mulige sammenhænge. Public diplomacy og cultural diplomacy er derfor vigtige sideelementer i en moderne udenrigspolitik. Tænk bare på, hvad H.C. Andersen har bibragt Danmarks image i retning af kvalitet, kreativitet og fantasi, ligesom en række fremragende unge danske filmmagere har gjort i disse år. Som en japansk undersøgelse har vist, er kulturen det vigtigste element i et lands image set udefra. Hvorfor mon Frankrig og Sverige er de lande, der satser mest på kultureksport? Fordi det er 'soft power' . Derfor er Danmarks image vigtigt. Kulturudvekslingen skal styrke danske kunstneres inspiration og udvikling. Det er et mål i sig selv. Men det er også vigtigt, at folk i andre lande opfatter Danmark som et land med en livlig, mangfoldig og vedkommende kunst og kultur. Det er et afgørende element i at kunne tiltrække turister, investeringer i nye arbejdspladser og kvalificeret arbejdskraft, at Danmark er kendt som et sted med et frodigt kunst- og kulturliv. Skal folk vælge at bruge tid i Danmark, er det af betydning, at de kan få kulturelle kvalitetsoplevelser. Kunstens mangfoldighed og en åben internationalisering hører sammen. At vise, at der er en verden uden for Verona, skaber i sig selv større vækst, kvalitetsbevidsthed og mangfoldighed. Derfor nedsatte kulturminister Brian Mikkelsen sidste sommer det nye Kunstråd, som bl.a. skal kaste nyt lys over den dansk-udenlandske udveksling inden for kunstens område. Til det formål nedsatte Kunstrådet et lille udvalg bestående af rektor Bertel Krarup og to medarbejdere fra udenrigstjenesten. At folk med personlige erfaringer fra mange års internationalt arbejde for dansk kunst og kultur har været godt repræsenteret i udvalget er vigtigt. Udenrigskulturpolitik kan ikke udstikke sine retningslinjer, hvis horisonten kun går til Københavns volde. Dette udvalg har udviklet en målrettet strategi, nytænkning og givet en række konkrete anbefalinger. Her fremstilles ambitionen for kulturudveksling ikke alene som national prestige, men som det hedder et sted: »Kunstrådet bør medvirke til at gøre danske kunstnere mere åbne for internationale kontakter ved at støtte deres muligheder for at præsentere sig selv og deres værker i udlandet og således indgå i internationale netværk«. Denne linje går gennem hele rapporten og sætter nye målestokke for dansk kulturudveksling med udlandet: at støtten i langt højere grad går direkte til danske kunstnere og kunstadministratorer, i det omfang de kan vise kvalificeret interesse i at stifte kontakt med udenlandske kolleger og institutioner dér, hvor det sker. Indgå i samarbejde, deltage i koproduktioner, workshopper, hvor gensidig læring er i centrum, etc. Støtte dem, der af sig selv opsøger de faglige tyngdepunkter ude omkring: de internationale mødesteder, som samler de professionelle fra hele verden inden for et kunstområde. Med andre ord networking, hvor initiativet ikke skal komme fra statslige nævn, faglige sammenslutninger, udvalg etc., men hvor offentlig støtte skal bero på hjælp til selvhjælp. Ikke dirigering ovenfra, men støtte til individet. Kompetenceudvikling er således også en central anbefaling i rapporten. Kunstnerne selv skal støttes i deres udvikling gennem muligheder for at komme ud i verden. Kulturmedarbejdere hjemme og ude skal også blive dygtigere. Rapporten anbefaler kurser i internationalt kulturmanagement for at styrke integrationen af kreativ og administrativ kompetence. En svensk regeringsudredning sidste år konkluderede også, at man i Sverige skulle fokusere på netværk og kompetenceudvikling. Som motto for denne udvikling citeres en fransk hovedaktør fra kultureksporten, der skriver, at skulle han i dag starte forfra, ville han glemme alle hierarkier og sende et begrænset antal franske kulturadministratorer ud i verden, alene forsynet med en mobiltelefon! Selvfølgelig skal der fortsat leveres bredere anlagte store kulturfremstød, hvor Danmark profileres som nation ved hjælp af vor særlige kultur og kunst. Den såkaldte samarbejdsaftale mellem Udenrigsministeriet og Kulturministeriet fra 2003, med tilknyttet budget, giver bl.a. mulighed for at gennemføre sådanne danmarksprofilerende kulturfremstød. De kommer eksempelvis på tale, når Danmark har en udenrigspolitisk interesse i at markere sig. Det kan være i forbindelse med særlige politiske begivenheder (f.eks. udvidelsen af EU), eller fordi Danmark spiller en særlig rolle (f.eks. formandskab i EU). Der er også særlige begivenheder, der gør det muligt at profilere Danmark som kulturnation, såsom kongeligt bryllup, store sportsbegivenheder og H.C. Andersens 200-års fødselsdag til næste år. Vigtigt for Udenrigsministeriet er det også, at den nye rapport foreslår opretholdelsen af en international enhed i Kunststyrelsen - en enhed, Udenrigsministeriet i øvrigt yder ressourcemæssig støtte til. Vel er det internationale delegeret ud til Kunststyrelsens faglige centre, men en koordinerende og impulsgivende enhed forbliver en nødvendighed. Deltagelsen i den internationale enhed er naturligvis langtfra det eneste økonomiske engagement, som Udenrigsministeriet viser for kulturen i udlandet. I udlandet har vi dels udsendte kultur- og presseråder, dels lokalansatte ditto og endelig en lang række medarbejdere, der på deltid tager sig af kulturelle sagsbehandlinger. Udenrigsministeriet aflønner cirka 23 årsværk til beskæftigelse med dansk kultur i udlandet. Tendensen synes at være, at flere og flere repræsentationer ude ansætter deltidsmedarbejdere til behandling af de stigende antal kulturelle henvendelser. I det netværksarbejde, tremandsudvalget i sin rapport har foreslået, indgår udenrigstjenestens mange repræsentationer verden over som naturlige medspillere. Som nævnt er networking et af de vigtigste nøgleord i rapporten. Det har før været fremført som et problem, at Danmark ikke har rådet over et statsligt organ som f.eks. Goethe Instituttet, men udvalget har fornuftigvis vendt sagen om og opfatter det som en fordel. Det er i det 21. århundrede langt mere i pagt med tiden at decentralisere og indgå i forskellige former for samarbejde. Det vigtigste for en dansk kunstner er ikke nødvendigvis at deltage i et 'fremstød', hvis virkning hurtigt kan være overstået. At få mulighed for at deltage i kulturlivets internationale rodnet over længere tid kan derimod give kompetencer og en improvisationsevne, der kan have betydning af anderledes langvarig karakter. Rapporten anbefaler, at man i stedet for at opbygge centraliserede organer skaber mødesteder og platforme, hvor networking kan udfolde sig. Selv om det er fornuftigt med flerårige handlingsplaner, skal man huske, at kulturlivet bevæger sig uforudsigeligt og hurtigere, end vi andre kan forudse, hvorfor udvalgets forslag om større fleksibilitet på området er velkomment. En anden af udvalgets anbefalinger går ud på at opprioritere kunstneres og kulturadministratorers udlandsophold, under forudsætning af at de pågældende finder kvalificerede modtagerinstitutioner, som binder sig til et samarbejde med de danske parter, og som stiller deres logistik, kontakter og øvrige ekspertise til rådighed. Kun hvis man er i stand til at indgå kvalificerede, dokumenterede partnerskaber med udenlandske institutioner, vil man kunne påregne støtte. Kunstrådet skal jo ikke være et rejsebureau. Yderligere anbefales det at fokusere på de steder, der betyder noget for danske kunstnere og dansk kultur. Det vil primært sige Europa, Rusland, Nordamerika. For den tredje verdens vedkommende har vi i forvejen Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene. Lad mig slutte af med et par af udvalgets sidste anbefalinger: Markedsføring af danske kulturmanifestationer i udlandet har ofte været katastrofalt beskeden. Hvad nytter det, at der er skaffet midler til en koncert, en filmuge, en forfatteraften etc., hvis stort set ingen på stedet ved noget om det? Det er, som om man fra dansk side i årevis har været tilfreds med blot at finde midlerne og sende folk af sted. Nu skal det knyttes som en betingelse til udlandsbevillinger, at det kan dokumenteres, at der gøres forarbejde i medierne, annonceres, markedsføres. Endelig behøver dansk kulturlivs møde med de internationale miljøer jo ikke nødvendigvis altid at foregå i udlandet! Derfor foreslår udvalget, at der afsættes flere midler fremover til besøg i Danmark af trendskabende udenlandske kunstnere, kulturpersonligheder og grupperinger. Det vil være godt at kunne vise omverdenen, at Danmark er et spændende mødested for kunstnere og kunstinteresserede. Her bliver kunst til. Her er inspiration at hente. Her er plads til at opleve og diskutere kunst, kultur og design. Eksempelvis er Berlin blevet en meget livlig kulturby - og det giver en tiltrækningskraft for byen, som rækker ud over de snævre kunstkredse. Københavns tiltrækningskraft som kulturby og Danmarks tiltrækningskraft som kulturnation vil ligeledes have indflydelse på masser af menneskers beslutninger om, hvilket land de vil holde ferie i, importere fra, investere i, samarbejde med eller arbejde i. Netværksarbejde foregår ifølge sagens natur på tværs af landegrænser. Dette bekræftes af den kunstart i Danmark, der i nyere tid har haft størst succes i et internationalt perspektiv: dansk film. I et netværk af Filminstitut, den kommercielle filmbranche, Filmbyen i Avedøre, Filmskolen og ikke mindst hjemmevant deltagelse på den internationale scene er det lykkedes dansk film at opnå en enestående internationalisering, undertiden - som bekendt - af trendsættende karakter. Enhver kunstart har sine egne forudsætninger og kan ikke direkte sammenlignes med andre. Men mon ikke også andre kunstnere og kulturorganisatorer herhjemme vil kunne hente inspiration i det unikke netværksarbejde, der har fundet sted i dansk filmverden, inden og uden for landets grænser? Et udvalg kan - igen ifølge sagens natur - kun fremsætte henstillinger af mere eller mindre generel art. Nu skal de berørte instanser arbejde videre, og det bliver meget interessant at følge idéernes konkretisering. Udenrigspolitik føres med basis i et lands kultur, og udenrigspolitik kan føre landets kultur ud i den vide verden - og hjem igen. Som det netop sker i H.C. Andersens 'Hyrdinden og skorstensfejeren'.