Under 50 procent af befolkningen i EU gik til valgurnerne ved det netop afholdte valg til EU-parlamentet, nationalistiske strømninger mærkes i flere af medlemslandene, og en ny EU-traktat bliver uhyre vanskelig at få vedtaget i de 25 lande, hvis det overhovedet lykkes. EU-udviklingen er således langt fra at være på skinner, og som leder af Det Danske Kulturinstitut i Ungarn er det interessant at følge debatten i denne del af Europa på nærmeste hold, ikke mindst fordi den er meget forskellig fra den danske, sådan som vi har kendt den gennem de mere end 30 år, Danmark har været med i EF/EU. De mange problemer bliver ikke benægtet, og man frygter for en ny EU-traktat, hvis den giver de enkelte lande mulighed for at blokere for beslutninger i stedet for at hjælpe dem på vej; men til trods herfor bakker et stort flertal af ungarere op om EU-medlemskabet og ser det som en gave til landet efter århundreders kamp mod undertrykkelse og besættelse. Som nation er Ungarn lige så gammel som Danmark, og næsten samtidig med at Harald Blåtand pralende skrev på den store Jellingesten, at han samlede og kristnede Danmark, kronede ungarerne deres første konge, Istvan. Med Ungarns centrale placering i Europa var den nye konge en ombejlet alliancepartner, og såvel paven i Rom som sultanen i Konstantinopel tilbød Istvan venskab og alliance. Kong Istvan besluttede sig for at tage imod tilbuddet fra paven i Rom og modtog herfra som tegn på det nye venskab kronen med det skæve kors, der siden har været Ungarns nationalsymbol nummer et. Med sit valg til fordel for Rom traf Istvan en skelsættende beslutning om ungarsk tilhørsforhold til den vesteuropæiske civilisation, og de tusind år efter Istvans beslutning betragter mange ungarere som én lang omvej frem mod målet, optagelse i Den Europæiske Union, der blev nået 1. maj 2004. Den lange omvej er brolagt med blod og krige, og siden nederlaget ved Mohacs i 1526, hvor ungarerne efter de gyldne år under kong Mathias overgav sig til en overlegen tyrkisk hær på erobringstogt i Europa, har landet haft det meget svært. 150 års tyrkisk besættelse efterfulgt af den habsburgske erobring frem til 1918, sønderrivningen af landet efter Første Verdenskrig, den sovjetiske besættelse og den blodige opstand i 1956 har præget befolkningen, dens mentalitet og politiske bevidsthed, og da Ungarn traf sin beslutning om medlemskab af EU, var det en logisk politisk beslutning som konsekvens af landets historie. EU ses som garant for Ungarns status som selvstændig, vesteuropæisk stat. Ved Trianonfreden i 1920, der reelt var et stormagtsdiktat, mistede Ungarn to tredjedele af sit areal og en tredjedel af sin befolkning til de delvis nye stater, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien, og helt besynderligt fik også Østrig, der med sin krigserklæring i 1914 udløste Første Verdenskrig, en stump af det gamle Ungarn. Ungarn blev dermed på en nat skamferet og demoraliseret i en grad, som det aldrig er kommet sig over, og samtidig blev der skabt et kolossalt centraleuropæisk problem, som fortsat giver anledning til mange spændinger og konflikter. Mere end 3 millioner ungarere har siden 1920 været tvunget til at bo uden for det nye Ungarns grænser, og smerten fra Trianon er blevet givet videre fra generation til generation uden udsigt til løsning. I 1930'erne begyndte skoledagen for alle børn i Ungarn med en bøn om genoprettelse af det gamle Ungarn, det hele Ungarn, og selv om det blev forbudt under kommunismen, forblev problemet det samme. Da en buschauffør på en tur fra Kecskemét til Budapest opdagede, at jeg var udlænding, gav han sig uopfordret og med stor indignation til at fortælle om sit syn på Trianon-traktaten, som han uden videre forudsatte, at jeg vidste alt om. Jeg funderede bagefter over, om man kunne forestille sig en tilsvarende oplevelse i Danmark, og det benægtende svar gav med det samme sig selv. Vores historie er langt mindre dramatisk, og hverken 1864 eller andre nederlag fylder meget i moderne danskeres bevidsthed. Da Tyskland som den eneste af stormagterne i 1930'erne lovede hjælp til en generobring af de tabte områder til gengæld for en alliance, traf Ungarn den fatale beslutning om at deltage i Anden Verdenskrig på tysk side. Det endte som så mange andre af Ungarns krige som en katastrofe med store ødelæggelser af Budapest og dele af landet. Efter krigen måtte Ungarn arbejde sig ud af de store ødelæggelser, samtidig med at minoritetsproblemerne fra 1920 forblev et åbent sår, og den dag i dag er de et særdeles følsomt politisk problem med tydelige nationalistisk/revanchistiske kræfter på spil fra tid til anden. I disse sommermåneder er der rapporter om serbiske overfald på etniske ungarere i Voivodina, den del af Serbien, der før 1920 var ungarsk, og ungarerne truer med at indbringe sagen for Europarådet med krav om sanktioner over for Serbien, hvis de lokale myndigheder ikke får stoppet volden. Også i Transsylvanien klager ungarerne over påståede overgreb fra den rumænske befolkning og over myndighedernes diskrimination af det ungarske mindretal. Sårene efter Trianon-traktaten er således langtfra lægt endnu og har ofte været årsag til en spændt politisk atmosfære mellem de centraleuropæiske lande. Med Slovakiets og Ungarns optagelse i EU og de nye åbne grænser bliver minoritetsproblematikken i praksis - om end ikke formelt - løst for 600.000 ungarere, der siden 1920 har været statsborgene i Slovakiet, og ikke mindst af den grund var 1. maj en begejstringens dag her i Ungarn. Med håbet om en tilsvarende udvikling, når/hvis andre af de centraleuropæiske lande med ungarske mindretal om nogle år optages i EU, er det ikke overraskende med den generelt positive EU-holdning her i landet. Kun Europa kan hele sår fra Trianon. Det var også med betydelig tilfredshed, at den ungarske ministerpræsident, Péter Medgyessy, forleden dag desuden kunne meddele, at det på ungarsk initiativ var lykkedes at få et afsnit med i den nye EU-forfatning om beskyttelse af etniske minoriteter. De revanchistisk/nationalistiske kræfter i denne del af Europa vil med denne udvikling miste terræn, og det er der i høj grad grund til at ønske landet - og hele Europa - tillykke med. I ugerne frem til optagelsen 1. maj deltog vi fra Det Danske Kulturinstitut i et væld af arrangementer, hvor historiens betydning for Ungarns beslutning om optagelse i EU var lysende klar. Det var tydeligt, at mange ungarere meget gerne (hellere) ville drøfte EU-problemer med repræsentanter for andre små nationer i fællesskabet, og som danskere blev vi overalt modtaget med interesse og tillidsfuldhed. Arven fra 1956, hvor Danmark efter den brutale sovjetiske nedkæmpelse af den ungarske opstand modtog tusindvis af flygtninge, er endnu intakt og sætter unægtelig den nuværende meget stramme flygtningepolitik i relief, selv om det er problematisk at sammenligne. På Ungarns sidste dag uden for det europæiske fællesskab var undertegnede indbudt til at holde tale ved en udstillingsåbning på Det Internationale Keramikstudium i Kecskemét i det sydlige Ungarn. Instituttets direktør indledte med at tale om sine personlige erfaringer med Europa, men foran et stort publikum måtte han opgive at færdiggøre sin tale på grund af overvældende sindsbevægelse, og med hele den (flade) danske EF/EU-debat om flæskepriser og økonomisk gevinst som baggrund var det med en mærkelig smag i munden, at jeg overtog talerstolen og fortsatte, hvor direktøren måtte give op. Hele det politiske ideal og formål med EF/EU-konstruktionen med baggrund i forrige århundredes to verdenskrige er tydeligt og mærkbart i denne del af Europa, og det er ikke rart at tænke på, i hvor ringe grad - om overhovedet - det er lykkedes de danske politikere at få deres vælgere til at forstå, hvad EU egentlig handler om. Gad vidst, hvor mange af de danske politikere der selv er bevidste om det? Ungarerne stod således 1. maj 2004 ved målet for 1.000 års omvej, og den kolde krigs jerntæppe blev erstattet af et fællesskab for 25 af Europas stater. En på alle måder lykkelig dag i den europæiske historie, men hvad med det resterende Europa? Flere af de lande, der nu er grænsestater til det udvidede EU, føler, at Europa vender ryggen til dem, og at et nyt jerntæppe har sænket sig ned over kontinentet! Det er stærke ord, men sådan blev det fremstillet for os, da vi fra Det Danske Kulturinstitut i maj måned var inviteret som officielle gæster til Voivodina i Serbien, et område med et stort ungarsk mindretal. Fattigdommen er iøjnefaldende overalt med hestevogne næsten lige så almindelige i bybilledet som biler, men det mest slående var serbernes klare bevidsthed om, at de som nation er Europas sorte får, som alle vender ryggen til. Og den store politiske drøm, optagelse i EU (eller Europa, som de siger!), er de smerteligt bevidste om ligger flere generationer ude i fremtiden. Også andre af de nye grænsestater til det udvidede EU, Ukraine, Rumænien og Bulgarien, ser med stor bekymring på udviklingen og frygter at blive presset i armene på Rusland, hvis EU ikke åbner for medlemskab. Så selv om en del af Europa blev genforenet 1. maj, går der fortsat dybe skel midt gennem kontinentet, som skiller rige fra fattige, retsstater fra diktaturer og tvinger nationale minoriteter til at bo i et land, hvor de ikke føler sig hjemme. Udfordringerne er således både store og mange for EU i de kommende år, og man må håbe, at de statsmænd, der skal skabe en ny grundlov for EU, har den nødvendige politiske klogskab til at skabe et funktionsdygtigt og stabilt fundament for europæisk udvikling. Mange af de nye EU-medlemmer har historisk set særdeles gode grunde til at være (over)følsomme over for deres nationale suverænitet, så opgaven er at overbevise dem om, at der ikke er fremtid i at opretholde en stejl holdning, og at der i EU ingen tradition er for at majorisere hinanden, heller ikke de små stater, selv om den franske præsident indimellem kan få det til at se sådan ud. Ungarn har med sin geografiske placering en helt særlig rolle at spille som formidler og brobygger mellem EU og de lande, der står udenfor. Men det forudsætter, at landet kommer ud af den spændetrøje, som historiske erfaringer også kan være, og genvinder den selvtillid, som århundreders tabte krige har taget fra dem. De svage fremmedsproglige kompetencer hos den største del af befolkningen er et slående eksempel på den manglende selvtillid. Spørger man en ungarer, ung eller ældre, om han taler engelsk, tysk eller fransk, får man i alt for mange tilfælde et benægtende svar, og på den måde bliver det ensomt at være ungarer med et sprog, som er svært tilgængeligt og derfor isolerer i forhold til omverdenen. Som i de nordiske lande er der ingen vej uden om en massiv indsats på fremmedsprogsområdet, hvilket i første række gælder hele undervisningssektoren, men også de ulidelige eftersynkroniseringer i tv og biografer bør ophøre hellere i dag end i morgen. Der er en udbredt frygt for at miste kulturel identitet i takt med den stigende internationalisering, men eksemplet fra Danmark viser, at det kan gå lige modsat. Dommedagsprofeterne fra EF-debatten i Danmark i 1970'erne har ikke fået ret i deres dystre spådomme om tab af dansk identitet, tværtimod, og virkeligheden har vist, at det danske sprog på ingen måde er truet, selv om engelsk er på vej til at blive andet modersmål. En central del af arbejdet på Det Danske Kulturinstitut i Ungarn består i at viderebringe sådanne erfaringer til ungarerne og dermed medvirke til at kvalificere debatten om Europa. Konklusionen på debatten har ungarerne og de ni andre nye medlemsstater truffet med medlemskabet 1. maj, hvor et langt og ubehageligt kapitel i Europas historie bliver lukket, men der venter utvivlsomt ungarerne og alle os andre EU-borgere masser af vanskeligheder forude, og der er kun at håbe, at det politiske spil om en ny EU-traktat ender med et resultat, der kan accepteres af de europæiske befolkninger og med sine regler bringe samarbejdet videre i stedet for at give enkeltlande muligheder for at blokere for det. Det er en umådelig kompliceret proces, der forestår, men ikke mindst her i Centraleuropa har historien med al ønskelig tydelighed vist, at alle alternativer til internationalt forpligtende samarbejde er katastrofale.