Denne Kroniks forfatter tilhører ikke det rettroende mindretal, men det store skævttroende flertal i et kristent folk. Jeg er ikke teolog, jeg er ikke præst, jeg sidder ikke i noget menighedsråd. Jeg har godt nok været medlem af folkekirken det meste af mit liv, og jeg er kirkegænger, men ikke af den flittige slags. Jeg har kort sagt ikke mere forstand på kirke og tro, end en hvilken som helst gennemsnitlig dansker har. Til gengæld for min manglende status har jeg ikke noget i klemme og kan tale frit. Det er på tide, at også de skævttroende tager ordet i den aktuelle og evigt aktuelle debat om tro og tvivl og kirke. Der er livsvigtige sager på tapetet. Jeg har været medlem af den danske folkekirke i mere end 50 år. Mit ægteskab er blevet velsignet i kirken, mine børn er døbt. Når jeg - om end ikke særlig tit - er gået til gudstjeneste, har jeg godt kunnet føle mig velkommen, selv om jeg langtfra har kunnet engagere mig i alle de forskellige ritualer og bekendelser. Jeg har tænkt som så: Jeg er faktisk født ind i folkekirken. For folkekirken er jo en 'folke-kirke', i princippet omfattende alle. Min dåb var kun en ceremoni, der bekræftede, at jeg, ligesom alle andre, er Guds barn. Som medlem er jeg med i det fællesskab, det danske folk har i kristendommen. Der er ganske vist en hel del i den kirkelige tradition, som det kan være svært at forlige sig med for et nutidigt menneske. Men man må huske på, at den danske folkekirke er en gammel institution, som har meget gammelt arvegods med sig. Jeg behøver ikke at tro på det alt sammen. Jeg kan tage de gamle overleverede formler som billeder, som jeg som moderne menneske kan forstå på en anden måde, end det blev gjort, da de blev til. Gud og Djævel, Himmel og Helvede, jomfrufødsel, opstandelse og himmelfart, skabelse og dommedag - alt dette skal ikke nødvendigvis forstås bogstaveligt, men kan opfattes som billeder på menneskelivets vilkår og mening. Folkekirkens fællesskab rummer både de tvivlende og de troende. Også en skeptiker som jeg kan være med. Men nu, med det seneste års begivenheder, har disse betragtninger vist sig at bygge på illusioner. »Jeg lover for den alvidende Guds åsyn ... med ærefrygt at forvalte de hellige sakramenter ... og ved de hellige handlinger udføre alt i overensstemmelse med de for ... kirken gældende forskrifter ... at jeg efter evne vil bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod ... kirkens trosbekendelse ... at jeg med al skyldig lydighed vil rette mig efter de kirkelige love og anordninger ... Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde ...«. Dette er ikke et citat fra en katolsk jesuiterordens præsteindvielse. Nej, det er såmænd hentet fra det løfte, enhver præst i den danske folkekirke den dag i dag må skrive under på inden sin tiltrædelse. Med 'regnskabsdagen' tænkes ikke på præstens økonomiske budget i tilfælde af en afskedigelse (det gør han nok af sig selv), men på dommedag. Præsten sætter sin salighed i pant, når han skriver under! Arbejdsløshed i dette liv og Helvede i det næste venter den præst, der ikke har ærefrygt for hele det hellige ritualtabernakel, viser lydighed over for autoriteterne og fuldt og helt tilslutter sig trosbekendelsen. Så det er helt efter reglerne, at den nordsjællandske biskop nu har fyret den præst i sit stift, der sidste år i dagspressen erklærede, at han mente, at ikke alle trosbekendelsens artikler skal tages efter bogen, og nu i en prædiken har fremturet med disse synspunkter. Det er jo biskoppens præsteløftelige pligt at bekæmpe sådanne tankers udbredelse. Nu er det dermed slået fast, at trosbekendelsens ord skal tages for pålydende. Ja, trosbekendelsen er ifølge biskoppen ligefrem et grundlag for folkekirken. Et fundament. Reaktionen hos folkekirkens præster har været chokerende entydig. En enkelt nordsjællandsk kollega til Grosbøll har udtalt, at han deler dennes synspunkter. Men ellers er der åbenbart få præster, der i lighed med Grosbøll drager dele af 'bekendelsesgrundlaget' i tvivl. Nej, det store flertal tror åbenbart fast på det hele. Sidste efterår afholdt Kirkeministeriet en stor offentlig høring og efterfølgende konference om 'Fremtidens folkekirke - udfordringer og udviklinger'. I høringen vrimlede det med forslag fra menige folkekirkemedlemmer om, hvordan folkekirken kunne bløde ortodoksien op, åbne sig og give rum for tvivl og forskellighed. Men på den efterfølgende konference blev disse forslag blankt afvist af den folkekirkelige top. Biskop Jan Lindhardt sagde ifølge avisreferatet bl.a.: »Sjældent har så mange mennesker udstillet så megen uvidenhed som i disse høringer. Kirkens rolle er ikke at give folk, hvad de vil have. Vi i kirken ved, hvad vi har med at gøre«. Situationen er nu, at den danske folkekirke har muret sig inde i sit 'bekendelsesgrundlag' og er blevet en fundamentalistisk kirke, de rettroendes kirke. Og tvivlerne, både de bekendende og skabstvivlerne, har fået ren og tydelig besked: Der er ikke plads til revisionistiske tolkninger i kirken. Hvis ikke man kan gå ind for hele molevitten, således som den fremsiges i trosbekendelsen, hører man ikke hjemme i de helliges samfund. Så er man, set med kirkens øjne, ikke kristen. Jeg troede egentlig, at det var jeg da, kristen, om end ikke af den helt rettroende slags. Men nu er jeg blevet usikker. Er jeg i virkeligheden en hedning? Lad mig prøve at gå en tur i kirke: Jeg er mødt op til 'højmessen'. Et par minutter inde i gudstjenesten er vi nu kommet til trosbekendelsen. Jeg har rejst mig sammen med de andre kirkegængere - vi skal nu i fællesskab højtideligt bekende os til den kristne tros grundsætninger. Jeg stemmer i med de andre: »Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen«. »Djævelen«? ... »hans«? ... Skal jeg forestille at tro på, at der eksisterer sådan en fyr? Det ville jo godt nok være dejligt, hvis det ikke var mig selv, der var ophav til alle de bestemt ikke gode gerninger, jeg går og gør, men en vis hr. Djævel. Men nej, sådan en fyr kan jeg alligevel ikke få mig selv til at skubbe mine mange onde gerninger over på - gerninger, jeg desværre ikke forsager, men tværtimod fremturer i. »Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber«. Min stemme i koret skrumper ind til en mumlen. Hvis jeg skal være ærlig - og det er vel egentlig tiden og stedet til at være det - så er jeg kommet her i dag, fordi jeg ikke kan undvære Gud, men på den anden side ikke rigtig kan få hold på ham, og jeg har brug for hjælp. Jeg tror på, at der er en mening med min tilværelse, og jeg vil gerne kalde den mening for Gud. Men jeg kan ikke få mig selv til at tro på Gud som en person, en almægtig gudeperson, der har magten over mig og hele verden - og altså styrer vores tilværelse. Det kan jeg simpelt hen ikke få til at passe med den verden, jeg kan iagttage, og den kummerlige tilværelse, der bydes mange af mine medmennesker på denne klode. »Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, Vor Herre«. »Vor Herre«. Jeg har ellers gået rundt og troet, at Jesus var en slags bror til mig, som solidariserede sig med mig. Men nej, han er åbenbart en til af de magtfulde herrer og mestre, som jeg skal adlyde. »... som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria ...«. Jeg anser kærligheden mellem mand og kvinde for noget af det største og smukkeste ved tilværelsen, med undfangelsen af nyt liv som et vidunderligt resultat af deres forening. Men denne historie om en ånd, der befrugter en ren og uberørt Maria, fortæller, at mit syn på undfangelsen er noget lavt og urent. »... pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet ...«. Det er godt at høre, at Jesus med sin død stillede sig solidarisk med os, gav os følgeskab, også i døden. Døden er altså taget med som en del af tilværelsen, som en realitet, vi ikke skal fornægte eller bekæmpe i Guds navn. Vi har fået et budskab om, at døden hører med, og at det er, som det skal være. »... nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde ...«. Ak, så blev det budskab annulleret. Jesus smuttede ud ad bagdøren. Vi skal ikke se døden i øjnene, men snyde den. Livet skal ikke forstås i sammenhæng med døden, med naturens love, men i modstrid med dem. Vi skal altså frygte og bekæmpe døden, ja vel egentlig ligefrem benægte den. Det kan og vil jeg ikke. »... opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd ...«. Gud og Jesus befinder sig altså et andet sted end her, de er højt hævet over dette usle jordeliv, hvor vi andre tuller rundt. De sidder højt oppe i toppen af pyramiden, hvor al magt er samlet, og hvor Jesus er næstkommanderende. »... hvorfra han skal komme at dømme levende og døde«. »Han skal komme«. Med andre ord: Han er her ikke nu. Men en skønne dag træder han i funktion - og det er ikke en hjælpende, men en dømmende funktion. De, der mener at have deres på det tørre, kan glæde sig, og de, der ikke har rene papirer, kan vente sig. Jeg kan altså godt begynde at ryste i bukserne. Min medmumlen er for længst ophørt, og jeg lytter stumt til de afsluttende besværgelser i trosbekendelsen: »Vi tror på Helligånden ...«. Jeg ved, at dette hellige spøgelse udgør en tredjedel af det, jeg skal tro på, og jeg fatter overhovedet ikke, hvad det drejer sig om. Så vidt jeg forstår, drejer det sig om et fænomen, som kan udgydes i unge piger, så de bliver énbærende - over disciple, så de bliver sprogkyndige - og vistnok også over os andre, så vi bliver rigtigt hellige og troende. Men jeg er som sagt i vildrede, og jeg har heller aldrig begrebet, hvad den der tre i én-idé i det hele taget går ud på. »... den hellige, almindelige kirke ...«. Kirken er da for søren en menneskelig indretning og ikke noget helligt, som man skal 'tro på'. Jeg er stået af. »... de helliges samfund ...«. Jeg begynder at skotte hen til udgangsdøren. Jeg er helt tydeligt kommet forkert. Jeg tilhører i hvert fald ikke noget samfund af hellige. Og jeg vil heller ikke bryde mig om at komme til det. »... syndernes forladelse ...«. Åh ja, kunne man dog bare tro på det! At Gud, eventuelt via præstens velsignende armbevægelser eller via altervinens egenskaber som trylledrik, simpelt hen slår en streg over det forkerte, man har forøvet, så man ikke længere behøver at føle sig skyldig i det! Tænk, hvor fedt at kunne gøre regning på, at det, man har været skyld i af fortræd og skade på sin omverden og medmennesker, det er man tilgivet for! Jeg kan godt forstå, at kirken kan samle mange mennesker til den forkyndelse, men jeg tror faktisk ikke, at min skyld på den måde kan annulleres. »... kødets opstandelse ...«. »Kødets«. Der er altså ikke tale om, at opstandelsen - og det må vel gælde såvel Jesu opstandelse som vores - skal ses symbolsk, som et tegn på, at døden ikke er det sidste ord i sagen om menneskelivets mening. Nej, vi skal minsandten tro på, at kroppen vækkes til live igen - at det var Jesus i kød og blod, der mødte disciplene efter korsfæstelsen, og at vi andre til sin tid skal op af kisterne og i gang igen. Pyha, jeg bliver træt på forhånd. Må jeg ikke godt få lov til at blive liggende? »... og det evige liv ...«. Jeg har ikke den mindste lyst til at blive ved og ved i al evighed med at leve. Jeg synes, livet her på Jorden har et meget passende åremål. Og tanken om et hinsidigt paradisliv, der blot består i at baske smilende rundt og være åh så lykkelig i al uendelighed, fylder mig med rædsel. Hele den her erklæring, som jeg nu har fremsagt eller fremmumlet og tavst bifaldet ved at rejse mig med de andre, kan jeg egentlig slet ikke, som jeg skal, stå inde for. Jeg forlader de hellige haller. Trosbekendelsens funktion er - og har gennem hele den kristne kirkes historie været - at holde de vantro uden for 'de helliges samfund', så kirken ikke bliver infiltreret med forskellige lærdomme, men kan bestå som én entydig kirke. Trosbekendelsens ordlyd blev fastlagt i de allerførste århundreder af den kristne kirkes beståen, altså helt tilbage i den førmiddelalderlige romerske og mellemøstlige kultur. Hele dens førmiddelalderlige tankegods om en skabende og styrende herre og mester, et Helvede og en Djævel, en legemlig opstandelse, et nyt liv efter døden, en hellig kirke og så videre, er ført med op gennem historien, og den trosdefinition, de kristne i det enogtyvende århundredes Danmark skal bekende sig til, er den samme som for halvandet årtusind siden. Renæssance, reformation, oplysningstid, erkendelsen af menneskers ligeværd, individets frihed, demokratiets indførelse - denne omvæltende historiske udvikling er gået sporløst hen over den kristne kirkes bekendelsesgrundlag. Hidtil har trosbekendelsen dog været en frivillig skik i den danske folkekirke; men ved den seneste af dronningen autoriserede ændring af 'Højmesseordningen' er den blevet et obligatorisk led i gudstjenesten. Og som sagt: Nu i 2004 er det fastslået, at bekendelsen skal tages for pålydende. Folkekirkens fællesskab, hvor præsten var et medlem blandt andre medlemmer af en broget menighed, er forsvundet. Vi er blevet bombet tilbage til katolske tilstande. Kirken er en hellig institution med sine rettroende og kyndige ansatte, der ved, hvad de har med at gøre - og som belærer og servicerer en uvidende lægmandsskare. Jeg har sendt den lokale sognepræst min udmeldelse af den ikke længere eksisterende folkekirke. Jeg går min vej, ud til de andre vantro. For det er jo det, vi bliver kaldt - også i visse andre religioner, alle os, der tvivler på dogmernes og institutionernes hellighed og de fundamentalistiske fortolkningers evige gyldighed. Jeg troede, vi havde en folkekirke. Nu har vi fået en klar udmelding fra kirken selv: Den er en rettroende kirke blandt et skævttroende folk.