Ralf Pittelkow har med udgivelsen af sit 'Forsvar for nationalstaten' på ny bragt sindene i kog i debatten om den danske nations historiske rødder. I bogen slår Pittelkow et slag for den danske nationalstat, som han hævder er forankret i et stærkt og værdifuldt folkefællesskab. Som antydet af bogens titel er Pittelkows sigte først og fremmest politisk. De kritiske røster, der ser nationalstatens død varslet af globaliseringen, indvandringen, FN, EU og alle hånde internationale konventioner, skal manes i jorden. Endvidere er der hug til toneangivende historikere som Uffe Østergaard, der opfatter nationalstaten som en moderne, topstyret konstruktion. I stedet genfortolker Pittelkow et romantisk syn på nationalstaten, som rodfæstet i et organisk værdifællesskab med aner langt tilbage i dansk historie. Pittelkows analyse glemmer imidlertid noget afgørende. Han forsvarer udelukkende sit synspunkt ved at henvise til overleveringen af kultur, sprog og værdier i dansk historie. Dermed forbigår han, at nationalstaten også har en juridisk historie. En historie, der gennem hundreder af år er nedfældet i Lov om dansk indfødsret, og som fører til helt andre konklusioner, end dem Pittelkow trækker ud af fortiden. Indfødsretten har siden 1776 defineret i lov, hvornår man er dansk statsborger. Den har i mere end 200 år vogtet nationalstatens porte, så kun danske borgere havde adgang dertil. Uden et sådant juridisk redskab ville en homogen nation bestående af og for danske statsborgere ganske enkelt ikke kunne opretholdes. Når Pittelkow 'forsvarer nationalstaten', overser han således et afgørende kapitel i danmarkshistorien. Et tilbageblik på indfødsrettens udvikling afslører nemlig den danske nations sene fødsel . I dag bestemmer loven om dansk indfødsrets par. 1, at: »Et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk«. Den afgørende juridiske definition på en dansker er altså barnets afstamning fra danske forældre - det såkaldte afstamningskriterium. Det bliver ofte fremhævet som et kendetegn ved Danmark, at der er et stort sammenfald mellem de mennesker, som i etnisk forstand er danske, og de mennesker, der har dansk indfødsret. Det er netop denne observation, der fejlagtigt får mange til at konkludere, at nationalstaten har stærke og dybtliggende historiske rødder. Men tidligere i indfødsretshistorien havde barnets afstamning intet at gøre med, om det blev defineret som dansk i loven. Da Christian den Syvende nedfældede den første indfødsretsforordning i 1776, var det derimod alle de personer, som var »fød i Vore Stater«, der af kongemagten blev anerkendt som rigets indfødte (Indfødsretten af 29. januar, 1776, par. 1). Indfødsretten definerede på dette tidspunkt nationalt medlemskab efter det såkaldte fødestedskriterium. Det betød, at enhver, som var kommet til verden et sted i enevældens 'helstat', blev betragtet som dansk indfødt. Siden helstatens grænser strakte sig langt ned i de tyske hertugdømmer Slesvig og Holsten og omfattede såvel Norge som de oversøiske kolonier, kunne det for vor tid så vigtige krav om dansk etnicitet ikke finde anvendelse i indfødsretten. Samtidig var det danske samfund på Christian den Syvendes tid åbent for indvandring udefra. Eksempelvis kunne en preussisk håndværker frit slå sig ned i Sønderjylland, for der at sætte adskillige børn i verden, som efterfølgende voksede op som dansk indfødte. Selv kunne håndværkeren efter et par år opnå status som kongens 'undersaat' og ved fast bopæl i en hjemstedskommune få ret til fattigforsørgelse. Såfremt han besad et særligt talent, »som til et og andet nyt anlæg eller indretning kunne i vore stater behøves«, kunne han ligefrem ved kongelig anordning vinde agtelse som »lige ved indfødte« (Indfødsretten af 29. januar, 1776, par. 5). Under enevælden var der således tusinder af mennesker af fremmed herkomst, som juridisk blev betragtet som danske. Vor tids strenge flygtninge- og immigrationskontrol var fremmed for datidens lovgivere, og indfødsretten var et privilegium, man ikke holdt sig tilbage fra at tildele dygtige eller formu-ende udlændinge. Først så sent som i 1898 blev dansk afstamning en forudsætning for at kunne få indfødsret. I spidsen for reformen stod juraprofessor J.H. Deuntzer, som i det 19. århundredes sidste årtier lagde afgørende pres på de danske lovgivere for at få moderniseret Christian den Syvendes indfødsretsforordning. For Deuntzer var det et problem, at enevældens indfødsret efter mere end hundrede år var kommet ud af trit med udviklingen i de øvrige europæiske lande. Kun gennem indførelsen af afstamningskriteriet, som på Deuntzers tid var almindeligt i statsborgerretten, kunne Danmark ifølge Deuntzer »tage et væsentligt skridt hen i mod den ensartethed med andre, og navnlig de omgivende, landes regler om statsborgerret, der er en betingelse for at nå det store mål: At enhver person har statsborgerret i et land og kun et land«. For Deuntzer var det magtpåliggende, at dansk lov blev bragt i overensstemmelse med udlandet. Det var nemlig den eneste måde, hvorpå de hyppige sammenstød mellem Danmark og nabostaterne kunne forhindres. Eftersom indfødsretslovgivningen var forskellig i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland, kunne landene i en lang række tilfælde ikke afgøre, hvor borgerne hørte hjemme. For eksempel blev et barn af svenske forældre, der blev født og voksede op i Danmark, både dansk statsborger (som følge af fødestedskriteriet) og svensk statsborger (som følge af afstamningskriteriet). Det skabte selvsagt komplikationer, når det efterfølgende skulle afgøres, i hvilket land den pågældende skulle aftjene værnepligt, betale skat eller modtage fattigforsørgelse. Deuntzer blev derfor primus motor i et omstændeligt juridisk arbejde for at tilpasse dansk indfødsret til lovgivnin-gen i nabolandene. Indfødsretslovene skulle bringes i overensstemmelse med de »nu raadende politiske begreber«, hvor »en person ved det stærkeste blodsbaand er forenet med statsborgerne«. Danmark måtte med andre ord forlade sin særstatus og overgå til det moderne afstamningskriterium på linje med de øvrige 'kulturlande' i datidens Europa. I 1890 var en kommission af nordiske jurister parat med et lovudkast, der skulle indføre afstamning som det fælles grundprincip for tildeling af indfødsret i Norden. Der gik dog hele otte år før lovgiverne vedtog forslaget. Den 19. marts 1898 passerede den nye indfødsretslov gennem den danske Rigsdag uden at påkalde sig stor opmærksomhed i offentligheden. Set i bakspejlet kan vi konstatere, at ændringen af indfødsretten i 1898 udgør en milepæl i den danske nationalstats historie. Året markerer indførelsen af en helt ny definition på, hvem der juridisk set er dansk. En definition, som er bevaret intakt i indfødsretten frem til i dag. Særligt to ting i indfødsretshistorien springer i øjnene, når vi i dag debatterer nationalstatens historiske rødder. For det første er det bemærkelsesværdigt, at indfødsretten først helt fremme ved overgangen til det 20. århundrede overgik til en etnisk forståelse af, hvornår man er dansk. I dag tænker vi konsekvent danskhed som en betegnelse for en persons afstamning. Men som vi netop har set, skal vi ikke længere end 100 år tilbage i historien, før vi finder, at dansk indfødsret er mulig for personer af tysk, norsk, svensk, ja, hvilken som helst etnicitet. For det andet er det tydeligvis hos jurister som Deuntzer, at man sporer den store reformiver i perioden. På intet tidspunkt pressede datidens folkevalgte politikere på for at få indført reformer af indfødsretten. Overgangen til afstamningskriteriet var heller ikke konsekvensen af en national vækkelse i folkedybet eller blandt dets selvudråbte repræsentanter. Den skyldtes derimod mere anonyme kræfter blandt tidens juridiske 'smagsdommere', som fandt, at den utidssvarende danske lovgivning var kilde til potentielle konflikter med nabostaterne. Når nationalstatens selvudråbte forkæmpere påstår, at vores nationalitet er resultatet af en langstrakt folkelig bevidstgørelse, sker det således med tvivlsomt historisk belæg. I juridisk forstand er 'danskeren' kun 100 år gammel - og han er ikke rundet af folkets dyb, men er snarere undfanget i juristens elfenbenstårn. Det kan fremstå krakilsk at hage sig fast i spørgsmålet om nationalstatens 'alder'. Hvilken relevans har det for danske statsborgere i dag, hvordan de gennem tiden er blevet defineret i indfødsretslovgivningen? Hvad betyder det, at danskeren i juridisk forstand kun er godt 100 år gammel? Vi vil hævde, at spørgsmålet har væsentlige politiske implikationer, som bør trækkes frem, når debattører som Ralf Pittelkow på historiens grund går i brechen for den danske nationalstat. I Pittelkows univers er det danske samfund kendetegnet ved en folkelig sammenhængskraft, som strækker sig flere hundrede år tilbage i tiden. Denne homogenitet er unik, hævder Pittelkow, og den har været hjørnestenen i den fredelige overgang til folkestyre og i opbygningen af en omfordelende velfærdsstat. Problemet er blot, at man med denne fortælling om danskernes samhørighed kun kan tolke mange af tidens udefrakommende udfordringer som en trussel. Pittelkow advarer da også i stærke vendinger mod ukontrolleret indvandring og følelsesløse EU-bureaukrater. Det tager ikke højde for vores nationale særkende og truer den sammenhængskraft, som har været en styrke ved det danske samfund i århundreder. Ved at se bort fra indfødsrettens historie kommer en seriøs debattør som Ralf Pittelkow dermed til at cementere myten om det danske folkefærd, der går i en ubrudt linje fra vikinger til velfærdsstat. Han kommer samtidig til at gå en anden af tidens nationale forkæmpere, Søren Krarup, i bedene. Krarup har jævnligt tordnet mod de årlige indfødsretslove, hvor hundredvis af personer af fremmed etnisk herkomst indlemmes i den danske nation. Fra Folketingets talerstol har han med stor patos beklaget, hvor »forstemmende - ja, forfærdeligt - det har været at læse disse lovforslag, hvor Folketinget flere gange om året meddelte dansk indfødsret til tusinder af arabiske og afrikanske personer, om hvilke det gjaldt, at adskillige af dem ikke kunne tale dansk og var tilsvarende fremmede for dansk kultur og tradition«. For Krarup er det tydeligvis at betragte som en farlig historisk anomali - ja, nærmest en forbrydelse - at man integrerer udlændinge juridisk i nationalstaten. Paradoksalt nok er de historiebevidste debattører Krarup og Pittelkow dermed begge blinde for den lektion, der kan udledes af indfødsrettens historie. Indfødsretten har i mere end 200 år udvist en påfaldende dynamik. Den juridiske definition på en dansker har flyttet sig markant, siden Christian den Syvende lod indfødsretten tilfalde enhver, der var født inden for grænserne af hans multikulturelle helstat. Det passer ganske enkelt ikke, at indfødsretten gennem generationer kun er tilfaldet etniske danskere. Historien om dansk indfødsret, vi her har fortalt, viser, at Danmark gennem tiden har været afhængig af nabolandene og resten af Europa for overhovedet at kunne afgøre, hvornår en person var dansker. Som vi har set, har jurister med J.H. Deuntzer i spidsen kæmpet en brav kamp for at sikre, at indfødsretten kom i overensstemmelse med de toneangivende kriterier i udlandet. Uden international accept af indfødsretsloven kunne Danmark råbe nok så højt om sammenhængskraft. Det kunne ikke forhindre, at danskere i grænselandet skulle aftjene tysk værnepligt; at danske udvandrere skulle betale skat i to lande; eller at danskere med ophold i udlandet kunne naturaliseres dér mod deres vilje. Det kunne kun en international samordning af statsborgerretten. Pittelkow bør med andre ord ikke være så bekymret for det udefrakommende, der truer den folkelige samhørighed. Det særegent danske er ikke kun vokset op nedefra. Det er også blevet defineret i indfødsretten - oppefra - af skiftende tiders lovgivere og jurister. De forstod, at dansk lov skulle forankres internationalt, så danskere ikke havnede i situationer, hvor de pludselig stod uden for statens beskyttelse. Det, der inspirerede dem til reform af indfødsretten, var praktiske problemer, som de løste i samarbejde med udlandet. Det var hverken højstemt nationalromantik eller grundtvigiansk folkekærhed. Der er grundtil at sætte et stort spørgsmålstegn ved forestillingen om, at den danske nation har hvilet stovt i sig selv i hundreder af år - lige indtil den dag en gruppe gæstearbejdere fra Tyrkiet blev kaldt herop og ødelagde det hele for os andre. Politisk er den slags argumenter måske salgbare - men nogen genklang i dansk indfødsretshistorie har det ikke.