0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et indstuderet ja og et moralsk nej

Stemmer i vinden hvisker om, at noget nyt og anderledes er under optræk. Det afhænger ikke kun af mediernes magt, men også af evnen til at sige ja eller nej, til eller fra.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Skal man sige ja eller nej, det er et spørgsmål til alle tider, men måske ekstra aktuelt lige nu. I Almudena-domkirken i Madrid forleden var der ingen tvivl, og det var der heller ikke i Københavns for lidt længere tid siden. Fire gange ja - havde man ventet andet? Tanken om et nej mellem brudepar er lige så sært som at tanken om en kat med vinger eller en femhovedet kalv. Er man nået så langt som til alteret, er sagen afgjort - alt andet er excentrisk, og noget man laver film om. Sjovt nok kan et kongeligt bryllup i vore dage i sig selv minde om en film, iscenesættelsen er umiskendelig (og vel sagtens nødvendig) og det, man ser, virker ikke realistisk, det er mere som fiktion, en fiktion som ubesværet og med den største selvfølgelighed trækker på noget, der tilhører historien. Hvad man ser er die Welt von Gestern. Og det er ikke kun brudeparrene, der siger ja, nationerne følger trop.

I Spanien kørte busser og særtog med begejstrede tilskuere mod hovedstaden fra alle kanter af landet. I Danmark steg elektricitetsforbruget markant, mens man fulgte begivenhederne på skærmen. Det var på én og samme tid et kig gennem egne vindever og et glimt af en bizar luksus, som er de færreste beskåret. Men der var først og fremmest tale om en drøm, som næsten alle kunne sige ja til, for den skabte en pause, den gav respit, den lukkede for en kort stund for al den elendighed, der ellers plager os, den var en bekræftelse på, at romantikken lever, og at det er i det store teater og ikke den beskidte virkelighed, vore drømme skal indfries.

Marie Antoinette kan egentlig ikke anklages for taktløshed, da hun foreslog den sultende befolkning at spise kager, når den ikke havde brød. Instinktivt må hun have forstået, at selv den mest udfordrende illusion er at foretrække for et realistisk blik på tingene, og hvis man blot fulgte hendes råd og levede, som hun var vant til, kunne det aldrig gå galt.

Hvad det selvfølgelig gjorde - også for den stakkels Antoinette - selv de skønneste drømme har det med at forvandle sig til mareridt, og den følelse af aske i munden, mange oplever, når fjernsynet slukkes, er en bitter forsmag på den opvågning, hvor man atter er tvunget til at finde ud af, om man skal sige ja eller nej, og hvad man skal sige ja til, og hvad man skal sige nej til, hvilket er hundrede eller tusind gange sværere end at være vidne til en kongelig formæling, hvor svaret er givet på forhånd.

Danmark er som bekendt i krig, det har vi sagt ja til. At mange i dag synes, vi skulle have sagt nej, er en anden sag. Men så må man svinge kikkerten rundt og prøve at få øje på, hvad det egentlig var, der skete dengang. Det er tilsyneladende ret ukompliceret: Der havde været et uhyggeligt terrorangreb i New York, den amerikanske præsident sagde, at der var en klar sammenhæng mellem den irakiske diktator, Saddam Hussein, og gerningsmændene, rekrutteret af al-Qaeda, samt at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, som kunne aktiveres i løbet af 45 minutter. Det var ganske rimeligt - tilsyneladende - at komme efter de kanutter og få elimineret truslen mod den vesterlandske civilisation (in casu vores) så hurtigt som muligt. Og så kom Jens med Fanen.

Siden har argumenterne for krigsdeltagelsen været en tur i makulatoren. Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Der var ingen forbindelse mellem Saddam og Osama bin Laden. Den forbindelse var egentlig tættere mellem George W. Bush og den saudiarabiske terrorist - i hvert fald hans familie. Krigen, der gik stærkt, bragte ingen sejr, men et uoverskueligt kaos. Da man væltede soklen, som bar diktatorens figur, var showet iscenesat af befrielseshæren, og da man prøvede at demonstrere irakernes grusomhed og den amerikanske hærs heltemod, viste det sig, at man omgikkes sandheden kavaleragtigt - for at sige det mildt.

Alt det er nu lagt frem og dokumenteret til mætningspunktet og fulgt op af en billeddokumentation, som sætter USA og dets militære retssystem på linje med en hvilken som helst af de nationer, De Forenede Stater har valgt at bekrige - angiveligt ud fra en moralsk overlegenhed og en respekt for menneskerettighederne, som ikke finder dækning i nogen af de applicerede midler af hverken militær eller juridisk art. Det skete allerede i Afghanistan, som det sker i Irak nu, men først i dag aner man konturen af et svagt nej til urimelighederne, og man kan ikke lade være med at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor?

En vis følelse af skummel uhygge bredte sig, da nyhederne om amerikanernes oprettelse af fangekolonien på den absurde Guantánamobase indløb. Men man hørte ikke noget unisont skrig af protest. Ingen kørte med bus eller tog til hverken København eller Madrid eller nogen som helst andre storbyer i verden for at være med til at demonstrere mod et barbari, der var synligt for alle, og som eklatant afslørede hulheden i verdens stærkeste nations engagement i forsvaret af frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Der var ellers ikke meget at tage fejl af. Man kunne tydeligt se mennesker iført hætter og med bagbundne hænder blive anbragt i ståltrådsbure, hvor de lå på knæ og næppe anede, hvor de var og hvorfor og hvor længe. Men der var jo tale om terrorister og ikke om almindelige soldater, ikke almindelige mennesker, men monstre.

Måske var der - et eller andet sted af en eller grund - noget rimeligt i at behandle dem sådan, så man sagde 'ja' i stedet for 'nej' eller snarere 'ved ikke', for hvad skal man stille op, når en stor nations præsident, som vi alle er afhængige af, siger, at sådan skal det være, ligesom han siger, at det er okay at lade miljøet sejle, at give de rige skattelettelser og lade de fattige blive endnu fattigere, og springer op og falder ned på internationale aftaler af snart enhver art, fordi han og hans regering ved bedre og har magt til at gennemtrumfe denne bedreviden, hvis nogen skulle være i tvivl eller stille sig på bagbenene.

Man var en skurk, hvis man påstod, at der er noget pornografisk ved kongelige bryllupper. Det er der selvfølgelig ikke. Pornografi er noget, der udspiller sig på billeder, i biografen eller i amerikanske torturkamre i Bagdad - og i hundredtusinde andre fængsler verden over. Det er noget, selv civiliserede mennesker kan acceptere, også skønt dér er tale om tortur, for tortur er jo ikke værre, »end hvis man giver sin kone en omgang tæsk« (som en begavet dansker udtrykker det).

Alligevel er der i den senere tid sket en opblødning blandt ja-sigerne. Selv konservative aviser og kommentatorer synes, at man måske er gået for vidt, og statsministeren tager George Bush i skole og siger (høfligt): »Fy, fy, skamme, det må du ikke!«. Men hvorfor først nu? Er det, fordi han ikke vidste, hvad der foregik dengang? Eller er det, fordi de synlige beviser nu er så stærke, at der ikke er nogen vej udenom?

Eller er det i sidste ende, fordi vi alle sammen løber i enden på magten og lader os spise af med floskler, fordi det er det nemmeste, eller vi for alvor tror, at der er dækning for de store ord om fred og frihed og demokrati, skønt de fremsættes af folk, hvis respekt for fred, frihed og demokrati kan ligge på et meget lille sted?

Det er simpelt henlivsnødvendigt med de bryllupper, og der skal kun være ja ja ja og kirkeklokker i luften. Ganske vist er det nødvendigt med 17.000 sikkerhedsbetjente på gaden i Madrid, og ganske vist ved vi, at der sidder 16 grædende popfiduser i Danmark og bider negle, fordi det ikke var dem, der fik prinsen og det halve kongerige, skønt de både havde lagt sig i selen og krop til.

Men det får ikke hjælpe, behovet er enormt, og man oplever det bizarre, at Danmarks formæling mellem en kronprins og en australsk kvinde skaffer landet mere pr end samtlige de 200 millioner kroner, der er afsat til H.C. Andersen-eksport i 2005, vil kunne. Det spanske TV 1 kørte timelange reportager fra både Domkirke, Amalien- samt Fredensborg, og der var ikke et øje tørt, da kronprinsens øje blev vådt, ligesom der i Madrid ikke kunne ses nok på dette optog af mere eller mindre afdanket nobilitet med damer i sindssyge hatte og mænd som overfodrede pingviner stoppet ned i jaketter og strivrede bukser og høj hat og laksko.

Så stærk er drømmen om tilbagevenden, at nervøsiteten for den moderne verdens beståen ikke kan undgå at øges. Så voldsom føles åbenbart truslen fra den barbariske omverden, at selv det mølædte opfattes som mere trygt og attraktivt end noget andet. Åh, siger man, det er jo så romantisk, giv os nu et frikvarter og lad os have vores drømme i fred. Som om nogen var i stand til at slå skår i glæden, når man tænker på, at hele klodens netværk og massemedier står klar til at kolportere dette strudsefjerklædte småborgerskabs parringsritualer.

Processen er selvforstærkende, og der er trods alt ingen tvivl om, at der er tale om pornografi tilsyneladende af uskyldigste art, men på baggrund af omfanget med en gennemslagskraft, der er nok til at lamme en ellers nogenlunde sunde bevidsthed i årevis.

Selv på dette blad, der roser sig af at tjene den højere oplysning, ser man sig ikke for god til at kanalisere alenlange interview med den kommende prinsesse, som sødt og sikkert ganske uskyldigt binder den ene larmende banalitet i halen på den næste sekunderet af en beundringsdånende hofreporter.

Det er ikke altidlet at vide, om man skal sige ja eller nej - et 'måske' er af og til på sin plads. Men når man som vidne har oplevet fluktuationerne i opfattelsen af, hvad der er ret og rimeligt gennem et menneskeliv, kan man godt få lyst til at skærpe kravene i hvert fald til sig selv, når det gælder spørgsmålet om at sige ja eller nej til hvad og hvorfor.

Jeg stod med flag i hånd og viftede, da Christian X kørte igennem Ryesgade i begyndelsen af fyrrerne for at møde folket og fejre sit jubilæum. Jeg fulgte i 1947 hans kiste, da man bragte den fra Slotskirken ud til katafalken. Men det regnede, og jeg frøs om tæerne og syntes egentlig, det hele var noget underligt noget. Men det hang dog sammen, kongen havde symbolsk betydet et eller andet i en vanskelig tid, der var i det hele taget basis for en vis national opslutning.

Men nu? Ja, nu er vi derhenne, at et bestemt parti har taget patent på det nationale og bruger sin afskyelige propaganda til at lægge andre mennesker for had på grund af deres race og religion, mens man samtidig prøver at skrue tiden tilbage ikke bare i historisk forstand, men også mentalt, og helst ser gennemført love så barbariske (og i Guds navn!), at man dårligt kan finde paralleller undtagen netop i de lande, hvis befolkning man frygter og afskyr i demokratiets, fredens og frihedens navn.

Her må man sige nej, men her må man også et øjeblik standse op og besinde sig, for der er jo det gode ved det, at det ikke er alle danskere, der sidder til globryllup i fjernsynet eller stemmer på Venstre eller Dansk Folkeparti, ligesom det ikke er alle amerikanere, der elsker George Bush eller sanktionerer hans politik. Der er mange, der siger nej, og mange, der siger nej så højt, at det kan høres. Alligevel er det, som om det moralske dilemma tårner sig højere op og er mere synligt i denne tid end i så mange andre. Jeg læser Allan O. Hagedorffs erindringer fortalt til Else Cornelius, og det slår mig, hvor enkle visse valg kan være for bestemte, udvalgte personer i en højst tvetydig situation. Den homoseksuelle Hagedorff med den delvis jødiske baggrund ved instinktivt, at det er hans simple pligt at hjælpe de nødstedte jøder i Tyskland (hvor han selv bor) under Anden Verdenskrig. Med lav stemme siger han sit ja og går i aktion, selv om det på langs og på tværs og på alle måder er livsfarligt. Hans blik for dilemmaet er klart, men tvivl kommer ikke på tale. Måske spiller hans erfaringsrigdom og dermed følgende modenhed en rolle, det er en herre, der ved noget, alligevel bærer hans ubekymrede kækhed ungdommens aristokratiske adelsmærke. Han handler spontant, og han handler rigtigt.

Stemmer i vinden hvisker om, at noget nyt og anderledes er under optræk. Måske er brudevalsens spøgelsesagtige gevandter trods massehysteriet på vej til rustkammeret. Måske er hele showet en dødsmesse over et system og en måde at tænke på, som har overlevet sig selv, en feberdans før den endelige rekreation. Det afhænger ikke kun af mediernes magt, men også af evnen og viljen til at sige ja eller nej, at sige til eller fra og om at finde sin egen indre stemme og sit mod. Der er i sandhed tale om et moralsk dilemma.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage