Der er fest i dag. Især i Dublin, hvor der afholdes optog, udstillinger, lærde symposier og offentlig bespisning (bryggeriet Guinness sponsorerer stegte nyrer til morgenmad). Hele dagen vil tusindvis af mennesker vandre rundt i byens gader og sætte hinanden stævne på indforståede steder. Til formiddag skal alle f.eks. ind at købe et stykke citronsæbe hos Sweny's på Lincoln Place, for 'apotekere flytter sjældent', og senere på dagen bliver der ustyrlig travlt på Ormond's, hvor barpigerne måske har fået besked på at lave numre med deres strømpebånd. Men i øvrigt er der også arrangementer alverdens andre steder, bl.a. på Hovedbiblioteket i København. Det hele handler om den irske forfatter James Joyce (1882-1941) og hans roman 'Ulysses', der udkom i 1922. Ingen af disse årstal rimer særlig rundt med dagen i dag, men der er alligevel tale om en slags 100-års fest, hvis anledning bedst kan beskrives som to: den ene fiktiv og den anden strengt privat. Man kalder det Bloomsday, for romanen udspiller sig 6. juni 1904 fra tidlig morgen til ud på natten. Handlingen er stærkt fokuseret på annonceagenten Leopold Blooms næsten døgnlange vandring i Dublin, hvor han undlader at forstyrre sin utro kone, Molly, og til gengæld forfølger en anden hovedperson, Stephen Dedalus, som han har en slags samtale med mod slutningen af romanen, inden han endelig går hjem og kysser sin kones bagdel, før han falder i søvn med hovedet ved hendes fødder og overlader hende ordet i 18. og sidste kapitels store monolog. Dagens fest i Dublin forløber langs Blooms rute. James Joyce var sig legendarisk bevidst, at 'Ulysses' blev et mesterværk (»... den vil holde professorer beskæftiget i 100 år«), og dateringen var ment som en hyldest til kvinden i hans liv, Nora (f. Barnacle), for de havde netop deres første stævnemøde den dag. Nora brød sig bare ikke om hans gestus. Dels kom det ingen ved, hvad hun engang havde foretaget sig ude ved dokkerne, dels kunne både hun og hendes omgivelser genkende en hel del i fremstillingen af den gavmilde Molly Bloom. Anledningen er altså lidt irregulær, og spørgsmålet er, hvor langt deltagerne i dagens arrangement har tænkt sig at forfølge det fiktive døgn? Vil alle kvinderne i aften søge ud mod stranden og blotte sig for alle de andres lystigt onanerende mænd? Og vil Dublins Nighttown i nat blive skueplads for en mængde forcerede forsøg på at opdyrke en vildt hallucinerende rus, hvor mændene bliver fistfucket af gruelige kloninger af deres koner og disses storlemmede elskere (mens lygtepæle, takstræer og alle mulige bipersoner skræpper op i baggrunden)? Og vil alt dette dernæst opløse sig i snakkesalige hjemture? Eller er smertegrænsen allerede overskredet inden morgenmaden (»... grillerede lammenyrer, der lod hans gane fornemme en fin aroma af svagt duftende urin«)? Nora var sådan set i sin gode ret, da hun afviste sin Jims dedikation. Romanen var i flere år forbudt over det meste af verden, og som hun sagde til nogle venner: »... I tell you das Buch ist ein Schwein!«. På den anden side er der altså mere i 'Ulysses' end det løsslupne svineri, der i sin tid sikrede den skandalesucces. Bl.a. fordi de saftige materier her indgår i et kulturelt og historisk forvandlingsarbejde, der udtrykker sig i romanens komposition og sprog. Den mest oplagte transformation tager afsæt i Homers 'Odysseen', der rumsterer i Joyces titel, ligesom helten Odysseus rumsterer i beskrivelsen af den omflakkende, på en gang ordinære og meget originale Leopold Bloom. Det væsentlige er ikke, hvad de homeriske referencer henviser til, men hvad de bliver til. I 'At være til' skriver Olof Lagercrantz, at »(Bloom) ligner Odysseus på samme måde, som denne og enhver anden skikkelse i virkelighed eller digt ligner ethvert andet menneske (...) En almindelig skæbne stråler op gennem forvandlingerne«. Og forvandlingerne handler sådan set om, at store fortællinger bliver ofret til en triviel modernitet, som til gengæld bliver rig og mærkværdig i processen, fordi den får dybde. Ligesom osten svulmer op til et billede på Joyces litterære præstation, når Bloom et sted betænker, at »ost fordøjer alt andet end sig selv«. Joyce kombinerer lysende morsomt mellem trivielt og højkulturelt, men operationen er ikke enkel. Roddy Doyle, der skriver 'bøger bag film' som 'The Commitments', har i år profileret sig med udtalelser om, at 'Ulysses' ville have haft godt af en effektiv forlagsredaktør. Han er nok irriteret over, at Joyce nu igen fortærer den litterære offentlighed, men det er en fattig position, han befæster. Som hans egne ting demonstrerer, kan det trivielle ikke blive mere end pænt charmerende, hvis ikke det har vokseværk. Dog er 'Ulysses'' sproglige udtryk mere imponerende end imødekommende. Det er et resultat af, at Joyce her fortærer og fordøjer et kolossalt katalog af genretræk og stilarter, altså menneskelige udtryksformer, som han omsætter for at repræsentere en slags sproglig universalhistorie (der bliver endnu mere radikalt sammensat i efterfølgeren 'Finnegans Wake'.) Det er ikke kun blær, for det tekniske sammenrend får tematisk udtryk i en form for fortælling, der har aktuel relevans på mange måder. I dag bliver alting - firmaer, politik, kendte mennesker og varer - præsenteret som 'fortællinger', med form, tema og ledemotiv, der hele tiden kolliderer indbyrdes, fordi alle vil have fat i de samme penge og den samme bevågenhed, mens ingen vil indse hinanden eller erkende deres indbyrdes sammenhæng. Man kan sige, at 'Ulysses' netop præsenterer sådanne fortællingers kollision. Det hele er der, på en gang, oppe i synet på læserens »tøvende sjæl«, der med sin vilje til at forstå »fører krig mod et problemfyldt hav, splittet af stridende tvivl, sådan som man ser det i det virkelige liv« - og sådan som det stærkt ironisk er omtalt i begyndelsen af 9. kapitel, der parodierer en gammel patos. Resultatet er for så vidt paralyserende. Også for dem, der befolker romanen. Men der gives visse lettelser, for det er også en bekræftende roman om livet i og med de lammende sammenbrud for tanke og moral, der rammer os ude i verden og i læsningen af 'Ulysses'. Tag f.eks. 4. kapitel, der introducerer Bloom-parret og indleder romanens anden del (første del handler om Stephen Dedalus og splintrer med uhæmmet studentikos energi årtusinders filosofiske og religiøse verdensanskuelser til retoriske atomer). Her skal Bloom på et tidspunkt skide, og det er selvfølgelig også en kommentar til fortællingens måder. Toiletbesøg er ikke noget almindeligt motiv, men efter Bloom er de elegant vinklede fortællinger sådan set utroværdige, mens 'Ulysses' vinder i troværdighed, for enhver kan jo identificere sig med dens hovedperson, mens der kan være langt til andre helte, selv om de gerne vil virke troværdige. Men scenen er mere betydningsfuld end som så, for Blooms ophold på dasset letter ham efter en særdeles plagsom morgen, hvor han har båret byrden som repræsentant for den lidende menneskehed - og så tyder meget på, at kapitlet har lagt spor ud til arbejdet med 'Finnegans Wake', men det er en anden historie. Kapitlet distribuerer skjulte budskaber. Mr. Bloom samler morgenposten op og finder et brev fra impresarioen 'Blazes' Boylan, som han overrækker sin sengeliggende kone, så at sige. Hun gemmer straks brevet under puden, hvad der er lidt sært, når han allerede har læst adressaten. Men hendes gestus fungerer som et signalement: Molly har noget for med Boylan, og rationel adfærd er ikke hendes stærke side. Det ligger mere til hendes mand. Han går rundt med en seddel i sin hatteskygge, der bærer hans anden identitet som den Henry Flower, der via en postboksadresse udveksler småsjofle breve med en anden kvinde (lidt som at have en hemmelig e-post-adresse). Det er en smuk morgen, Bloom pusler om katten og ordner morgenmad til sin kone, mens helvede er løs i al stilhed. Bloom er en svækket mand. Hans søn er død, hans datter er sendt væk, hans fader har begået selvmord, og så er der det med konen. Han går til slagteren efter nyrestegen og rammes på hjemvejen af associationer, der skubber til hans dagdrømme om gamle dage, bl.a. fordi den slags artikulerer tidens nådesløse gang, men også fordi han møder en fjern bekendt, der ikke hilser tilbage, men får Blooms tanker til at berøre linjerne »Som i himlen, således også på Jorden«, og så hedder det videre i Mogens Boisens oversættelse: »En sky begyndte at gå for solen, tøvende, røvende, tøvende. Grå, fjern. Nej, ikke på den måde. Et goldt land, nøgen ørken. Vulkanisk sø, det døde hav: ingen fisk, ingen tang, sunket dybt i jorden. Ingen vind kunne røre disse bølger, gråt metal, giftige tågede vande. Svovl kalder de det, der regner ned: Slettens byer, Sodoma, Gomorrha, Edom. Alt sammen døde navne. Et dødt hav i et dødt land, gråt og gammelt. Gammelt nu. Det fødte den ældste, den første race. (...) Vandrede langt bort over hele jorden, fra fangenskab til fangenskab, formerede sig, døde, fødtes overalt. (...) Nu kunne det ikke føde mere: dødt: en gammel kones: verdens grå, indfaldne kusse. (...) Grå skræk sved hans hud. Han (...) hastede hjemad. Kolde olier gled gennem hans årer, isnede hans blod (...) Nå, nu er jeg her. Dårlig smag i munden, onde drømme. Fik det gale ben ud af sengen (...) At lugte den milde damp af té, røgen fra panden, simrende smør. Være nær hendes fyldige sengevarmede hud. Ja, ja«. Bloom er fritænker, men kan hverken tænke sig fri af tidens gang eller af det forhold, at mennesket fødes ind i et system af kulturelle koder, som gennemløber dets tanker og følelser. For Blooms vedkommende er det motiver fra Det Gamle Testamente, der her jager ham med en fuldtonet gru, som de jager enhver, der plages af det mellemøstlige spektakel. Han prøver at undslippe med talemåder, mindelser om verdens nærvær og det manende 'ja', der er 'Ulysses'' store præstation. Men det holder hårdt, for verden selv er gennemvævet af dunkle tegn, som nu denne indesluttede, fjernt bekendte, der afstedkommer Guds nærvær i teksten. Ensom og i egentlig forstand hjemløs inkarnerer og ligefrem reinkarnerer Bloom således en ophobning af tunge kulturkoder (Odysseus og den evige jøde samt en fortalelse, idet han tilføjer Bibelens brændte byer Edom og dermed edomitternes stamfar, den bedragne Esau). Det er slemt nok at inkarnere de forskellige forbilleder fra biblioteket; men at reinkarnere dem er straks værre, for deri ligger en moralsk forpligtelse. Når Bloom ikke griber ind mod Molly og Boylan, er det bl.a. fordi han undlader at gentage hævnmotivet fra Odysseus' historie. Lammelsen er Blooms moralske kors. Han er bebyrdet til bristepunktet med overlevering. Det melder sig efter morgenmåltidet og kobles til visheden om hans status som hanrej: »En sagte tvivl, beklagelse, strømmede ned ad hans rygsøjle og tog til. Vil ske, ja. Forhindre. Unyttigt, kan intet gøre«. Det breder sig i »en mild løsning af tarmene«, og han rejser sig for at løsne bæltet. Scenen er lidt tvetydig, for i det samme kalder Molly fra sengen: » - Come, come, pussy. Come«. Men det er jo bare katten, og Bloom skal bare på lokum. Mens teksten fremviser ham uforstyrret på dasset, læser han en avisnovelle og er i øvrigt involveret i Joyces kobling af produktion af sprog og lort. Teksten væver mellem Blooms læsning og afføring, idet tarmtømningen og indoptagelsen af den mildt distraherende tekst befrier ham fra den ophobning, morgenen har ført med sig. For et øjeblik er han uberørt og distanceret, idet han konstaterer, at »nu trykker man alt«, som det scenarie, han indgår i, klart beviser. Så tørrer han sig med novellen. Samtidig får han en hurtig tanke om, at han og Molly kunne skrive noget sammen, en poetisk idé: »True to life itself. Day, then night«, der rumler videre i Joyces senværk, bogen om natten, 'Finnegans Wake', der visse steder kan læses som Blooms drøm efter hjemkomsten, idet den modsvarer 'Ulysses'' universelle dag og veksler mellem mandlige og kvindelige fortællerstemmer, isprængt nogle omstyrtende passager om tungt klaskende inspirationer fra himlen. Så toiletbesøget frigiver på mange måder et stort, litterært kompleks. Det gør også Bloom i stand til at komme videre ind i dagen og romanen, idet 'Ulysses' på den ene side omsætter den overleverede tyngde og på den anden side åbner sit trivielle hverdagsplan som et stort og dybt historisk rum, man faktisk kan bevæge sig i, trods paralysen, fordi almindelige fælles vilkår bliver tilskrevet et, øhm, forløsende potentiale, der altså tager hele lortet på sig. Ja, det kan man sagtens tvære i. Man kan også gå ud i dagen, med tilstrækkelig bevidsthed om tilværelsens intrikate og smertefulde sammenhænge, og med tilhørende, bekræftende vilje til at tage turen gennem 'Ulysses' med mere. Det er derfor, bogen er en fest værd.