Den opfattelse af forbeholdene, som kommer til udtryk i de fleste medier, specielt når politikere udtaler sig, er et af de bedste eksempler på, hvorledes politisk spin kan gennemføres, når hovedparten af medierne og politikerne er enige om at fremmane et helt forkert billede af de 'faktiske forhold inden for jernindustrien'. Normalt tegnes der et billede af, at forbeholdene er skabt af danske politiske EU-modstandere for at forhindre, at Danmark bliver 'rigtigt' medlem af Det Europæiske Fællesskab. Og lidt efter lidt er forbeholdene så blevet næsten hellige, fordi de ansvarlige politikere tror (måske med rette), at angreb på forbeholdene vil skade deres forhold til vælgerne, hvis indstilling til unionen jo er markant forskellig fra deres egen indstilling. I virkelighedens verden er forbeholdene skabt af nogle meget EU-venlige politikere (med Uffe Ellemann-Jensen og Poul Schlüter i spidsen og sekunderet af Holger K. Nielsen) for at lokke en lille procentdel af de EU-skeptiske danskere til at flytte sig fra et nej til et ja til den Maastricht-traktat, som det ikke var lykkedes dem, på trods af en massiv propagandaindsats, at få den danske vælgerbefolkning til at stemme for. Det er forståeligt nok, at Uffe Ellemann-Jensen og Poul Schlüter ikke bryder sig om at blive associeret med dette monument over ukvalificeret dansk EU-politik siden 1972 og specielt i årene op til Maastrichttraktaten. Og måske lige så forståeligt, at Holger K. Nielsen gerne vil stå som ejermand af forbeholdene og prøve at associere forbeholdene og sig selv med det store flertal af danskere, som er kritiske over for mange af de centralistiske tiltag, som politikere og embedsmænd i Bruxelles og omegn arbejder hårdt for at dutte på den modstræbende europæiske befolkning. I virkelighedens verden er det tvivlsomt, om det var forbeholdene eller blot 'second thought', der fik den nødvendige meget lille procentdel af danske vælgere til at ændre deres stemmeafgivning og sikre, at traktaten blev vedtaget i Danmark. Måske skyldtes det, at vi blev taget i lære af politikerne og belært om, at EU bestemt ikke var en organisation, som var præget af retsprincipper og demokrati. Så selv om forbeholdene formelt var faldet, skulle vi bestemt ikke regne med, at 'de andre' ville rette sig efter det. Og de fleste ville jo fortsat gerne være med i Europa. Den konklusion, man ud fra afstemningerne med en vis rimelighed kan drage, er vel, at 5 til 10 procent af befolkningen går ind for Maastricht + forbehold. Men det sælger ikke billetter, hverken blandt unionstilhængere eller -modstandere. Så dette reelle billede nyder ikke fremme i medierne. Og det billede, som er spundet omkring forbeholdene og den underlige religiøse kultstatus, som forbeholdene har fået blandt politikerne, stiller sig nu hindrende i vejen for en fornuftig debat om og fornuftige løsninger på de reelle problemer, som findes i forbindelse med det internationale samarbejde i Europa. Det store problem omkring EU-politikken er jo, at de politikere, vi vælger til at beskæftige sig med den, ikke prøver at gennemføre de mange nødvendige og gode initiativer, som kan understøtte det stadig mere udbyggede europæiske samarbejde, og som hovedparten af indbyggerne i EU vil støtte op om, men i stedet prøver at bygge nogle monumenter over deres egne (ofte lidt forældede) politiske synspunkter. For tiden spilder de tiden på en ny EU-unionstraktat, som alligevel ikke kan vedtages, fordi befolkningerne i de fleste EU-lande er imod. Men vore politikere kan jo desværre bedre lide at tale om vidtløftige fremtidsvisioner end at forsøge at løse de problemer, vi står med her og nu. Personlig har jeg den utopiske vision, at de politikere, vi vælger til at tage sig af den intereuropæiske politik, i fremtiden vil koncentrere sig om at arbejde med de områder, som det er nødvendigt at samarbejde om på europæisk plan. Ved at vælge de rigtige områder og bruge tid på at finde gode løsninger er jeg overbevist om, at de kan få mindst 70 procent af vælgerne til at gå ind for de nødvendige løsninger og så slippe for at skulle anvende propaganda og trusler for at få stoppet dårlige løsninger ned i halsen på genstridige europæiske borgere. Skulle det tage lidt tid at finde de rigtige løsninger, skal det nok vise sig, at den europæiske integration er robust nok til at kunne vente på dem, og at løsningerne ikke haster helt så meget, som nogle meget integrationsivrige bureaukrater forestiller sig. Disse utopiske politikere kunne passende gå i gang med at løse de problemer, som de tidligere europapolitikere har efterladt sig: Landbrugsordningerne Fiskerimiseren De uheldige konsekvenser af etableringen af det frie marked Den Økonomiske og Monetære Union Landbrugsordningerne er vel det største problem på alle måder i den eksisterende union. De har udviklet sig til en møllesten om halsen på unionen, og det ser ikke ud til, at unionen hverken har evner eller vilje til at få afviklet denne historisk betingede konstruktion. Landbrugsordningerne blev i den oprindelige kul- og stålunion indført, for at Tyskland, der som det store industriland havde den største fordel af det frie marked, skulle kompensere landbrugslandene, specielt Frankrig, for de ulemper, det frie marked ville skabe for hjemmemarkedsorienterede erhverv som landbruget. Efterfølgende blev det så til en velerhvervet rettighed, og successivt er det lykkedes at gøre praktisk taget hele Europas landbrug afhængigt af understøttelse fra unionen. For magtsyge bureaukrater er det en ønskesituation. Når man har fat i pengene og ansvar for at fordele dem, så har man fat i den lange ende. Det har så medført smørpukler, vinsøer og en række andre uheldige former for spildproduktion og uheldig anvendelse af ressourcer. Men den magtkonstruktion, der er etableret i Bruxelles, er tilsyneladende ikke i stand til eller har ikke interesse i at løse disse problemer. For mig er det utroligt, at et parti som Venstre, Danmarks liberale parti, som i høj grad har sine rødder i landbruget, kan medvirke til, ja nærmest være fortaler for, at et helt erhverv på denne måde er kommet på 'støtten'. Det er naturligvis rimeligt nok, at samfundet i en overgangsperiode understøtter det erhverv og de personer, som bliver belastet af nye markedsmekanismer. Men hvis man ønsker et frit og liberalt erhvervsliv, skal man da sikre sig, at den type ordninger gradvis afvikles, og at erhvervet vender tilbage til en markedsmodel med markedspriser styret af udbud og efterspørgsel, hvor det betaler sig at være dygtig til sit arbejde i stedet for at være dygtig til at skrive ansøgninger. Når fiskerierhvervet ikke er helt så problematisk som landbruget skyldes det primært, at erhvervet er meget mindre, for håndteringen af udviklingen på dette område er nogenlunde lige så uheldig som på landbrugsområdet. Der eksisterer et reelt problem med, at der fanges for mange fisk i de have, som ligger under Europas jurisdiktion. Fagkundskaben fortæller, at det er nødvendigt at begrænse fiskeriet for at sikre, at fiskebestanden bevares. Det er et reelt problem, og det skal løses internationalt, men en efterkrigsløsning, efter Sovjetunionmodellen, med kvotaordninger som et hold fiskeriministre fra de involverede lande sættes til at studehandle om, demonstrerer med al ønskelig tydelighed det nuværende systems inkompetence. Konsekvensen af denne model og den måde, den er blevet gennemført på, har været, at det er lykkedes at kriminalisere et helt erhverv. På tilsvarende vis som på landbrugsområdet er det svært at forstå, hvorledes liberale partier kan stå model til indførelsen af den slags sovjetmetoder, som historien har vist ikke dur. Også på dette område bør man indføre mere intelligente, antibureaukratiske regler, som giver en mindre flåde mulighed for så dygtigt som muligt at fiske en acceptabel mængde af tilpas store fisk (og ikke blot smide overskudsmængden, i forhold til en bureaukratisk fastsat kvote, ud igen). Og naturligvis samtidig sørge for fornuftige overgangsordninger for dem, der ikke længere er plads til i erhvervet. Et frit marked i Europa er en god ide; det kan praktisk taget alle være enige om. Men når bureaukraterne finder på, at idéen om fri handel skal medføre, at danske forbrugere skal have større mængder af gift i deres fødevarer, forgiftes også idéen. Det er vanskeligt som dansk forbruger og vælger at forstå, hvorfor de politikere, vi har valgt, ikke har gjort noget for at forhindre dette. De har jo haft masser af muligheder i årenes løb. Tidligere havde de sågar en vetoret på dette område. I stedet bruger nogle af dem deres energi på at forsøge at overbevise skeptiske vælgere om, at vi må 'tage det sure med det søde', 'noget for noget' eller andre floskler, som de forsøger at få til at dække over deres egen manglende kompetence. Der burde jo ikke herske nogen tvivl om, at vi i Europa (og gerne også udenfor) bør etablere den bedst mulige frie handel, men med rimelig respekt for de nationale egenarter. Vi kan nok alle sammen se, at det ikke er noget kønt syn, når Coca-Cola- og McDonald's-maskinerne kører hen over et jomfrueligt uland. Men for nogle er det tilsyneladende svært at se, at nivelleringen af vareudbuddet i Europa ikke er et ubetinget gode. Det er uforståeligt og urimeligt, at bureaukraterne kan komme igennem med påstanden om, at det er nødvendigt at sænke kvaliteten af de danske fødevarer for at etablere et frit marked i Europa. Tilsvarende er det uacceptabelt, at den generelle forbrugerbeskyttelse, som har haft et rimeligt niveau i Danmark, skal reduceres til det lave europæiske niveau, som industriens dygtige lobbyister i Bruxelles har kunnet overtale embedsmændene til at indføre. Selvfølgelig kan man da etablere et frit marked og fortsat tage rimeligt hensyn til nationale særpræg og de kvalitetskrav, som landene allerede havde indført. Det kræver blot lidt mere arbejde og lidt større omhu hos de myndigheder, som skal sikre den frie handel. Valutaunionen (ØMU'en) er et kapitel for sig. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er en god ide at indføre en fælles valuta, som kan gøre det lettere og billigere at handle inden for det frie marked. Men igen skaber den bureaukratiske form og den centralistiske styring ubehagelige problemer og gør den uspiselig for befolkningerne. Det var i første omgang ikke noget stort problem, for de blev ikke spurgt. Kun i de få lande, hvor man lavede en demokratisk afstemning, gik det allerede i første omgang galt for eurokraterne. I anden omgang gik det så helt galt. For at små og ikke helt pålidelige nationer ikke blot skulle melde sig ind i valutaunionen og efterfølgende udvande den blev der fra starten indført en 'solidaritetspagt', som forpligtede medlemmerne til at opføre sig på en måde, som af de internationale økonomiske vismænd betragtedes som 'økonomisk ansvarlig', og der blev indført et straffesystem, hvis man ikke overholdt reglerne. Og små lande, som ikke overholdt reglerne, blev da også tilbørligt straffet. Men hele konstruktionens skrøbelighed blev udstillet værst tænkeligt, da de ansvarlige politikere i de store lande, som oprindelig mente, at pagten var nødvendig, så sig nødsaget til at bryde pagten for at redde egne politiske liv. Så kom det demokratiske underskud og det manglende retssystem i unionen virkelig frem i lyset. De store drenge var i stand til at forhindre, at den lovgivning, de havde lavet for de andre, kom til at gælde for dem selv. Kommissionen havde dog så stor en retsfølelse, at den til stor fortrydelse for mange politikere anmeldte dette eklatante retsbrud. Alle var imidlertid enige om, at dette ikke ville få nogen reel effekt. Politikere på dette niveau er højt hævet over lovene, specielt dem de selv har indført. Vi har behov for en europæisk union som en demokratisk, retsstatslig overbygning på de demokratiske stater i Europa, men vi har bestemt ikke brug for en konstruktion som den, der er under udvikling nu, og som minder mest om de planøkonomiske eksperimenter, vi har set i den tidligere Sovjetunion og i Comecon. Der er megen økonomisk fornuft i at etablere et frit marked, og i at inddrage en andel af de store gevinster, som opnås herved, og anvende dem til at kompensere for de problemer, som opstår andre steder på grund af det frie marked. Der burde ikke være problemer med at få økonomien i dette til at hænge fornuftigt sammen. Det frie marked forstærker behovet for en europæisk union, som kan varetage de overordnede opgaver, og et bindende intereuropæisk samarbejde er bestemt nødvendigt og godt på områder, som: Fri handel Fiskeri Miljø Politi Valuta Udenrigspolitik Hvis det kunne lykkes at få europæiske politikere og embedsmænd til at koncentrere sig om at løse problemerne på disse områder og holde op med at spilde penge og ressourcer på at nivellere Europa på en mængde andre områder, hvor Europas befolkning er meget bedre tjent med mangfoldighed, og hvor det subsidiaritetsprincip, som embedsvældet har gjort herostratisk berømt, kommer til sin ret, ville meget være nået.