Første gang jeg oplevede global panik var da en forestående henrettelse i USA fik mig, en 10-11-års pige, til at ønske at jeg kunne tage derover: Så skulle jeg nok overbevise dem om at det måtte de ikke gøre. Mange har givetvis haft lignende tanker i den alder når de læste eller hørte om forfærdende handlinger ude i verden, men de fleste af os lærer efterhånden at skubbe forfærdelsen fra os og affinde os med vores åbenbare afmagt. Alligevel lever panikken videre lige under den pæne overflade, den næres uafladeligt og ikke mindst af den daglige avislæsning. Kan jeg dog ikke gøre noget ved det? Artikler og rapporter om verdens stadig mere udsatte tilstand vælter jo ind over os. Udfordringerne er unægtelig blevet mere komplekse, det er vanskeligt at gennemskue hvad der skal gøres - og hvem man skal have fat i. Fristelsen til bare at fortrænge eller hygge sig med verdens letsindige 'lomborgere' er stor. Alligevel: Enhver kan jo sige sig selv at vi ikke kan blive ved som vi gør nu, kloden har den begrænsning den har. Det behøver man ikke avancerede computerprogrammer til at beregne, bagsiden af en kuvert rækker. Og er man fire småbørns bedstemor, er det uinteressant om vi kan fortsætte med vores bevidstløse vækst i f.eks. 30 år i stedet for 10. Det eneste interessante er at komme i gang! Vi har kun os selv til det! Men i modsætning til tidligere har vi også fået en fantastisk mulighed for at tage opgaven op - nemlig EU, især efter udvidelsen. Med 25 lande der har puljet deres suverænitet, med 445 millioner mennesker og verdens største økonomi kan vi tage affære som aldrig før. Der skulle også være en chance for at råbe andre op end lige dem der har været vant til at lytte til deres indre barneheltinde og arbejde med den globale miljøpolitik. Som noget nyt er det nemlig nu også fra de kapitalistiske centre at de alarmerende rapporter kommer. Pentagon f.eks. hvor de strategiske planlæggere har taget fat på klimaændringerne og det mest skræmmende scenario her: risikoen for at smeltevandet fra Nordpolens iskappe kan svække ja stoppe Golfstrømmen. Sker det, vil det ændre livsvilkårene i vores ende af kloden dramatisk, krige er sandsynlige følger i dette scenario. Det amerikanske tidsskrift Fortune gennemgik rapporten i artiklen 'Climate alert from Pentagon'. Denne Pentagonrapport kom oven i andre fra Vestens kapitalistiske tænketanke om følgerne af vores livsstil og forbrug. Se f.eks. The Economist: 'The End Of Oil Age' (selv Lomborgs hoftidsskrift har opdaget, at den billige olie er ved at slippe op), og CIA's 'Global Trends 2015', en åben rapport fra 2001 hvor CIA gik sammen med førende forskere på universiteterne om at tegne et realistisk billede af verden om 15 år. Også her er det klimatruslerne samt den destabilisering af kloden som den enorme ulighed i verden vil afstedkomme. Den verdenskendte amerikanske journalist Walter Cronkite sluttede en artikel i dagbladet Philadelphia Inquirer om den nævnte Pentagonrapport: »Hvis den globale opvarmning ikke bliver alvorligt diskuteret i den amerikanske valgkamp, vil det vise hele den politiske klasses uansvarlighed. Det er en sag der ikke kan og ikke må ignoreres et øjeblik længere«. Men trods gode indsatser ikke mindst i Danmark har endnu ingen regeringer og parlamenter virkelig konfronteret sig selv, vælgerne, hinanden med nødvendigheden af en gennemgribende omstilling. Selv om problemerne reelt længe har været kendt, gælder Villy Sørensens nedslående konstatering stadig væk: »I gamle dage vidste mennesker ikke det de troede på, i dag tror vi ikke på det vi ved!«. Den undskyldning et land som Danmark, ja alle Europas lande har kunnet bruge har jo været at sådanne gigantiske opgaver kan ingen løfte selv, vi må sætte vores lid til, ja til hvem? Kapitalen? Storindustrien? Markedet? Det går naturligvis ikke. En langsigtet ansvarlighed som indtænker ordentlige livsvilkår for vores børne- og oldebørn kan man ikke forvente fra den kant, og fair nok. Opgaven er vores, de folkevalgtes. Når EU ikke tidligere har været med i den politiske vision, er skylden klart venstrefløjens. Vi så nemlig fra begyndelsen EF - 'dette kapitalistiske sammenrend' - som en del af problemet. Det faldt os ikke ind at det kunne blive en del af løsningen, at barrikaden for vores kamp var dér. Af forskellige grunde ændrede billedet sig i løbet af 1980'erne. I SF tog debatten fart omkring 1990 og har de sidste 15 år stået så voldsomt på at man indimellem kunne tro at det var den væsentligste politiske udfordring: for eller imod EF/EU, ikke hvilken politik vi skal føre i EU. Denne ja-nej-kamp har plaget den danske debat på samme måde som fraværet af flotte visioner for det europæiske samarbejde generelt har udmarvet EU-debatten i Danmark. Det har altid været 'hvad kan vi få - opgjort i kroner og øre' der bar tilhængernes kampagne, mens modstanderne altså beskrev det som om Danmark på det nærmeste gik til grunde i EU. Og da SF endelig kom frem til at acceptere medlemskabet, var det ofte med begrundelser der gled mellem: 'Nu er vi der - det gi'r ikke mening at arbejde på at komme ud', 'Det er ikke så slemt som I tror' - alt sammen rigtigt nok, men stadigvæk meget nøjsomt! For os med drømmen om at kunne gøre noget ved de rigtig store problemer toner EU imidlertid frem som en fantastisk mulighed. Ikke alene giver de mange mennesker og den store økonomi EU en indflydelse som gør det realistisk at satse her, der er faktisk også en stribe resultater der giver håb. Udvidelsen først og fremmest. Dette kontinent har været hærget af krige, nationalisme, brutalitet, dødsstraf, imperialisme - stadigvæk i mit voksenliv var der hensynsløse diktaturer i Spanien, Portugal, Grækenland; Europa var delt af Jerntæppe og koldkrig. Inden for ganske få år er det nu samlet om åbenhed, demokrati, respekt for menneskerettigheder, ligestilling, solidaritet, bæredygtighed. De grundlæggende værdier som de er udtrykt i udkastet til forfatningstraktaten, kunne være skrevet af SF. Langt fra alt er godt. Det er stadigvæk så som så med solidariteten. EU-konstruktionen er spinkel, budgettet skrabet - og næsten halvdelen af pengene er bundet til absurde landbrugsordninger der skader miljøet og ulandene. Alle taler om at afvikle denne støtte, men hvor mange mener det helhjertet? Den afgørende prøve: om EU lukker sig om sig selv eller åbner sig mod resten af verden, er heller ikke klaret endnu. Globalt skal vi imødegå de ovenfor beskrevne udfordringer fra den globale opvarmning, olieøkonomiens afslutning og den enorme ulighed i verden. Strategien er heldigvis den samme hvis man ønsker bæredygtighed: drastisk nedskæring i CO -2 -udslippet gennem massive investeringer i grøn energi og produktion og i grøn beskæftigelse. Og frem for alt udviklingen af et bæredygtigt transportsystem, et der både tilgodeser de store miljøudfordringer, CO -2 -udslippet og energimangelen og gengiver alle trafikantgrupper, også børn, gamle og mindrebemidlede, deres 'automobilitet'. Pengene kan passende hentes fra fly- og færgetrafikken som indtil nu har været fritaget fra at betale afgift af brændstoffet (en energi- og miljøskandale af dimensioner). Der skal virkelig satses på forskning og anlæg på vedvarende energi, på effektiviseringer og besparelser, på jernbaner. Der skal satses i vores egne lande, i de nye medlemslande - og i Nordafrika som vi ellers kan gå en meget konfliktfyldt fremtid i møde med. Men så skal den velbjergede del af EU til lommerne. Hvordan skal de nye medlemslande komme på fode og blive fælles med os hvis vi ikke giver dem en ordentlig håndsrækning som vi i sin tid gjorde det med Spanien, Portugal og Irland - det ville også mindske frygten for at vores egne arbejdspladser bliver truet. Vi har i enhver henseende brug for grøn solidaritet. I denne situation er det nedslående at se hvordan f.eks. vores egen regering stiller op i fedtsylenes vagtparade. »EU skal slankes«, siger Venstre - og det er ikke landbrugsordningerne partiet går efter. Står det til dem, skal landbruget endda have lov bare at beholde selv de 10 procent af støttepengene (hos os 740 millioner årligt) som EU i en nylig indgået aftale har åbnet for at kunne bruges til naturbevaring og -genoprettelse, de 'nationale konvolutter'! I det omfang regeringen vil sætte penge af til EU's nabolande, hentes de fra ulandsbistanden som tværtimod burde have et gevaldigt løft. Der er ingen garanti for at det ikke også går galt på EU-plan. Rige mennesker har det med at blive griske og nærige, rige samfund også. At gøre EU til et rødt og grønt projekt kræver kamp til stregen: Man ser det når den kemiske industri bruger 'sine' nationalstater til at undergrave EU's forsøg på at få en ordentlig regulering af kemikaos. Det burde være en selvfølge at vi ikke skal have skadelige kemikalier i børnenes legetøj, i mad, kosmetik, vores tøj, ja i naturen i det hele taget. Men kemikalieindustrien stritter imod - bag dem tror jeg at også USA spiller med for at forhindre at EU med et godt system bliver forbillede for ulandenes regulering - så er det slut med Kemiske Alis hensynsløse hærgen. Interessant nok spiller det nye kemikaliedirektiv en stor rolle i den igangværende valgkamp til Europaparlamentet, og indtil videre lover det i sig selv godt for fremtiden. Igen fordi EU er stor nok til at kunne sætte den relevante dagsorden uden dum konkurrenceforvridning. Men kampen mellem højre og venstre, mellem hensynet til børnebørnene og industrien, er ikke vundet endnu. En anden udgave af konflikten mellem nationale og fælles interesser er selskabsskatterne. Her har flere lande udfordret de andre medlemslande som spillede de Først af Brættet. I forsøget på at tiltrække de store industrier underbyder de hinanden med lave skatter. Estland har en procent på 0, Polen på 19 - Irlands er 10 procent. Selskabsskatten burde ligge på minimum 35 procent, og interessant nok har Frankrig og Tyskland foreslået at der kommer flertalsafgørelser på dette vigtige område; det vil være et vigtigt skridt hen imod at få styr på markedet så det bliver den bedste og ikke bare den stærkeste eller den frækkeste der vinder. Tænk om det endelig skulle lykkes os at få de multinationale selskaber til at betale skat - hvor godt! Kun når vi er samlet, lader det sig gøre: Husk på at det først var EU der kunne sige noget til Mærsks snaskede aftale med SAS. Når den danske stat er alene, er den bare næsegrus over for den store kapital! Og så er forudsætningen for at vi kan løse vores problemer internt i EU såvel som dem vi møder udefra, at de rige betaler skat! Derfor er det jo også en jammerlighed for de nye lande hvis de som kompensation for den manglende håndsrækning fra os andre lokker investeringer til sig med skatteforkælelse. Hvordan skal deres egen velfærd nogensinde blive betalt på den måde? Og derfor er det en herlighed at Schweiz omsider har accepteret EU's skattepakke så store sorte formuer ikke kan komme i skattely dér mere. Den vigtigste forbedring af EU vil dog være hvis EU i langt højere grad får fælles udenrigspolitik. Så kan vi omsider tage affære over for Israels mishandling af palæstinenserne eller Ruslands af tjetjenerne. Så længe vi er splittet, bliver der ikke taget andre initiativer end dem USA sanktionerer. Men står vi sammen kan vi også tvinge USA til at respektere FN. EU skal ikke ligne USA - men det kommer vi heller ikke til. Det er andre og langt mere civilistiske og solidariske træk der trods svigt og svagheder præger Europa. Vi får selvfølgelig hverken helt eller halvt bugt med den menneskelige jammerlighed, men mulighederne for at begrænse, ja bekæmpe dårligdommene har alligevel gentagne gange vist sig at være der. Der er virkelig noget at bygge på for den venstrefløj der vil gøre EU til et projekt vi kan være stolte af. Tidligere var det sådan at det mest realistiske vi kunne komme i tanker om at sige når vi skulle udtænke strategier for at gøre noget ved 'den store dagsorden' - den med det globale miljø, ulandene, fred og stabilitet - var: Tænk globalt, handl lokalt! Med EU giver det mening at sige: Tænk og handl globalt! For godt etår siden var jeg med en delegation fra Europarådet i USA for at kæmpe mod dødsstraffen. Jeg var jo glad for at kunne gøre som min erindrings barneheltinde havde ønsket sig så inderligt. Men det var også forstemmende - for det dødsstraffejrende USA, og det er jo stadigvæk et flertal af amerikanerne, ænser ikke en mellemstatslig organisation som Europarådet. Med et EU der står sammen bliver det anderledes, det vil der blive lyttet til. 'Det andet USA' som jo modtog vores delegation med tak og glæde, spurgte gentagne gange til om ikke EU kunne komme på banen i kampen mod USA's henretteri. Det bliver muligt hvis EU kan blive det vi i SF håber og satser på. Og først sådan er min indre barneheltinde tilfreds. Nu kan hun tage af sted og tage affære. Det er slut med afmagten ...