0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det her er min krop

Vi føjer spot til skade, hvis vi ikke diskuterer voldtægt blandt etniske minoriteter offentligt. Også muslimske kvinder må have ret til at bestemme over deres egen seksualitet. Kronikøren arbejder på Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I Danmark er voldtægt en forbrydelse, som retsforfølges. Og selv om der sjældent falder dom i disse sager, har vi en straffelov, som siger, at det er ulovligt at tvinge en anden til et uønsket seksuelt forhold. Skulle det alligevel ske - og det gør det desværre - har en række større sygehuse landet over i de senere år etableret centre, hvor der tilbydes medicinsk og psykosocial hjælp, hvad enten overgrebet er anmeldt til politiet eller ej. Men er den hjælp, vi tilbyder, tilgængelig for alle, eller er der grupper af kvinder, for hvem en anmeldelse eller en henvendelse til sundhedssystemet udgør en større fare end selve voldtægten?

Baggrunden for, at vi på Center for Voldtægtsofre i København stillede det spørgsmål, var, at vi på centret møder kvinder med muslimsk baggrund, som giver udtryk for, at de ville have foretrukket at hemmeligholde det seksuelle overgreb frem for at involvere politi og sundhedssystem. Det hører vi også etnisk danske kvinder sige, men muslimske kvinder fortæller om en angst for reaktioner fra deres familie og netværk, som er både grads- og væsensforskellig fra, hvad vi ser hos etnisk danske kvinder.

Derfor tog vi en båndoptager under armen og gik ud for at tale med kvinder og mænd med muslimsk baggrund om deres holdning til seksuelle overgreb. Vi stillede spørgsmål om deres tanker og holdninger til seksuelle overgreb og hørte, at det dominerende syn på en voldtagen kvinde er, at hun er skyldig i, hvad der er sket, og at familien ifølge muslimsk tradition har ret og pligt til at straffe hende. Vi hørte, at det er bedst at tie eller at holde det inden for familien. Vi hørte, at selvmord eller giftermål med voldtægtsmanden er den eneste måde, hvorpå en kvinde kan undgå fuldstændig at ydmyge sin familie.

Disse synspunkter blev udtalt af kvinder i alle aldre, med og uden uddannelse, gifte som ugifte, med og uden børn, med og uden tørklæde. Men vi hørte også unge kvinder, der højlydt fremførte indigneret kritik af de normer og regler, de er opvokset med, en kritik, der rammer lige ned i hjertekulen af den muslimske tradition. Skytset rettes nemlig direkte mod det traditionelle syn på kvinders seksualitet og ikke mindst æresbegrebet, som regulerer seksualiteten. Vi mødte unge mænd, som, om end i mindre grad end kvinderne, ønsker nye roller for begge køn. Og vi mødte ældre kvinder, som ønsker, at deres døtre nægter at underlægge sig den undertrykkende praksis, som de selv har levet under - og med.

Denne kritik høres imidlertid ikke så tydeligt. Måske fordi den overdøves af patriarkalske holdninger blandt de muslimske minoriteter og overhøres af den danske majoritet, som enten lider af berøringsangst eller iler til med misforstået hjælpsomhed, f.eks. når læger træder til og i barmhjertighed rekonstruerer kvindernes brudte mødomme.

Muslimske minoriteterkommer fra lande, hvor det dominerende syn er, at kvinden skal være jomfru, indtil hun bliver gift, hvorefter kvindens seksualitet institutionaliseres i ægteskabet. Det vil sige, at kvindens seksualitet alene hører til i ægteskabet, hvor hendes seksualitet bogstaveligt talt åbnes af manden. En tilsvarende forventning hviler ikke på manden. Manden forholder sig, som en af kvinderne udtrykte det, mere fleksibelt til sin egen seksualitet.

Det traditionelle syn på kvindens seksualitet videreføres i forskellige varianter og grader blandt etniske minoritetsfamilier i Danmark, hvor indre restriktioner regulerer og begrænser den enkelte kvindes livsudfoldelse og adfærd. Det kan handle om, at kvinden skal gå i noget bestemt tøj, eller at hun ikke må bevæge sig i det offentlige rum, medmindre det er på vej til og fra skole og i dagtimerne.

En konsekvens af dette er, at når en muslimsk kvinde bliver voldtaget, har hun mod bedre vidende anbragt sig i en situation, hvor hun har overtrådt de gældende regler for, hvor en kvinde må opholde sig, og hvordan en kvinde skal opføre sig. Derfor betragtes hun ikke som offer for, men som skyldig i det seksuelle overgreb, der har fundet sted.

Men hvad er det egentlig, der er på spil, når en muslimsk kvinde udsættes for et seksuelt overgreb? Det pakistanske ord for voldtægt betyder direkte oversat til dansk 'at blive berøvet sin ære'. Kvinden bliver berøvet sin ære, men da kvindens ære ikke kan adskilles fra familiens ære, krænkes hele familiens ære. Jeg vil ikke her gå ind i en udredning af æresbegrebet, som det udspiller sig i en hvilken som helst patriarkalsk magtstruktur, og jeg vil heller ikke beskæftige mig med, hvorvidt den gældende praksis i muslimske kredse er begrundet i religionen eller traditionen. Her skal jeg blot konstatere, at symbolet på den meget omtalte ære er en objektivt målbar størrelse, nemlig en tynd slimfold i kvindens vagina, hvis hele eller bristede tilstand betyder uendelig meget for langt flere mennesker end kvinden selv.

En ung kvinde udtrykker det således:

»Da en kvinde er familiens ansigt udadtil, skal hun passe ekstra godt på, at hun ikke ridser eller beskadiger dette ansigt. Når kvindens ærbarhed hænger sammen med familiens ære, er en brudt mødom selvfølgelig en rift eller rettere et blodigt sår i dette ansigt«.

Med et sådant syn er det ikke en løsning at politianmelde, men derimod at begrænse og reparere skaderne efter overgrebet. Kvinden kan gifte sig med gerningsmanden eller rekonstruere mødommen, så hun igen kan blive næsten så god som ny. Her er altså tale om reparation af den skade, der er sket på æren, ikke på kvinden som person.

Ekstra Bladet bragte 22.3. en forsidehistorie, hvori det blev fremført, at pengene er godt givet ud ved at genetablere kvindernes mødomme efter seksuelle overgreb, og at det danske samfund skal sørge for, at det sker. For kvindernes skyld, så de undgår at blive udstødt af familien. Men hvorfor skal kvinderne have deres mødom tilbage, og hvem er det egentlig, der hjælpes, når konsekvenserne af et seksuelt overgreb forsøges løst via rekonstruktion af mødommen?

Er sandheden ikke snarere, at rekonstruktion af mødommen understøtter holdningen om, at kvinden er uren og mindre værd uden en intakt mødom? Spørgsmålet er, om kvinden ikke netop via operationen bekræftes i, at patriarken med rette ejer kvindens krop og seksualitet, og at hun ikke er mere værd end en blodplet på et lagen?

»Personligt vil jeg i længden ikke være alt for begejstret for at bruge vores skattepenge til kirurgiske indgreb, uden at der samtidig skete fremskridt i samfund. I stedet for at pengene bliver brugt på en ny mødom, synes jeg, pengene skal bruges på at uddanne kvinderne, på at lære dem, hvordan man skal gøre oprør. Ellers vil cirklen aldrig ende. For kvinderne og danskerne vil intet få ud af det. Familierne vil vinde deres ret«.

Denne kritik kommer fra en ung kvinde, men samme kritik kommer også fra unge mænd og ældre kvinder. De er ikke ubekendte med, at der bliver begået seksuelle overgreb i egne rækker, og de gør oprør mod, at kvinden skal lægge krop til endnu et overgreb, mens manden går fri. De vil ikke tolerere, at ansvaret for overgrebet placeres på kvinden, og at hun alene skal bære konsekvenserne.

En ung kvinde siger:

»... offeret gøres til den skyldige, som om et voldtægtsoffer selv har fremprovokeret voldtægten, som om hun selv har lagt op til det. En sådan holdning er enormt primitiv og har ingen belæg. I Iran bliver kvinder også voldtaget, og vi ved jo alle, hvor udfordrende og seksuelt stimulerende en burka = telt kan være. Den iranske voldtægtsstatistik vil helt sikkert aflive myten om, at den burkaklædte, røvvrikkende kvinde selv bad om at blive voldtaget«.

De kritiske røster mener, at det er vigtigt at udfordre etniske minoriteters forankrede forestillinger om seksuelle overgreb, blandt andet den fordom, at seksuelle overgreb ikke finder sted blandt muslimer, men udelukkende overgår danskere eller pseudomuslimer med en udsvævende og utildækket seksualitet. De mener, det er urimeligt, at kvinderne skal være garant for familiens ære, og at mændene skal være kvindens vogter. At det er forkert, at mænd har privilegier, også seksuelle, som er forment kvinder. De vil have ligestilling mellem kønnene.

Konsekvensen er, at der sættes spørgsmålstegn ved såvel tradition som religion. Kvinderne vil have tidssvarende og ikke middelalderlige begrundelser og forklaringer på legitimiteten af patriarkalske strukturer. Især æresbegrebet angribes, og holdningen er, at æresbegrebets udløbsdato for længst er overskredet. Det er en konstruktion, en illusion, der har til formål at begrænse kvinder og opretholde patriarkatet. Kvinderne vil have æresbegrebet ud og den enkelte kvindens integritet ind.

En af dem sagde:

»Det er vores tur nu. Det er os, der bryder ud nu ligesom for 100 år siden, da kvinder i det moderne samfund begyndte at gøre oprør. Man kan godt starte individuelt ved at sige: Det her er min krop. Den tilhører mig«.

Også nogle unge mænd oplever, at deres rolle som dydens vogtere over for deres søstre er en belastning. Det er et stort ansvar at holde øje med mere eller mindre samarbejdsvillige søstre og andre kvindelige familiemedlemmer. Og nogle mænd har blik for, at kvindens traditionelle rolle er en forhindring for, at de som mænd kan opnå et moderne parforhold, som bygger på ligeværdighed, intimitet og sparring.

Der tegner sig således et billede af, at unge kvinder, som retter kritik imod æresbegrebet og undertrykkelse af deres køn, bliver fanget mellem misforstået hjælpsomhed fra majoritetsbefolkningen og patriarkalske holdninger hos det muslimske samfund. Uanset hvor kritiske kvinderne selv forholder sig til religion og tradition, kan de dominerende holdninger i både minoritet og majoritet gøre det vanskeligt for den enkelte kvinde at få opbakning til at gøre krav på og brug af egne rettigheder.

For hvad hjælper det at råbe op om kvinders rettigheder, når du ikke må gå ud på egen hånd, når din mobiltelefon kontrolleres, og dine brødre udfører regelmæssige rutinetjek af din færden og sociale kontakter? Hvad hjælper det at få en ny mødom, når mødommen baner vejen for et uønsket ægteskab og samliv med en mand, som du ikke kender?

På den årlige konference for kønsforskning, i år afholdt på Roskilde Universitetscenter, fornemmede vi blandt danske kønsforskere en vis tilbageholdenhed i forhold til at tale om de kvindeundertrykkende aspekter ved den muslimske religion og tradition.

Vi har selv under vores arbejde haft fornemmelsen af at sidde på en varm kartoffel og stillet os spørgsmålet, om vi ved at tale om seksuelle overgreb blandt etniske minoriteter var med til at forværre situationen for de kvinder, vi gerne vil hjælpe. Om de interne restriktioner ville blive skærpet. Eller om vores arbejde kunne blive misbrugt af aktører, som ikke ønsker at arbejde for ligestilling af etniske minoriteter.

Mødet med kvinder, der er blevet voldtaget, har imidlertid overbevist os om, at vi gør mere skade ved ikke at kalde en spade for en spade, selv om der er mange forskellige udgaver af spader, og nogle af dem også er at finde både i muslimske fundamentalisters og i Dansk Folkepartis redskabsskure.

Vi kan ikke længere se bort fra, at synet - på trods af de fremskridt der er sket i forhold til integration på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet - på kvinders ret til at bestemme over deres seksualitet ikke på samme måde er fulgt med udviklingen, men tværtimod er konserveret blandt etniske minoriteter med muslimsk baggrund. Er det ikke på høje tid, at vi opstiller nye parametre for vellykket integration, som ikke udelukkende måler bevægelserne på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, men i højere grad måler kvindernes bevægelser, eller endnu bedre, kvindernes manglende bevægelsesfrihed?

Er det mon ikke på tide, at vi lytter til og anerkender de kritiske stemmer blandt etniske minoriteter i stedet for at begrave dem i accept af og forståelse for et undertrykkende æresbegreb?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere