Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Nederlandsk: Et ukendt sprog

Vi insisterer på at kalde sproget hollandsk, hvad der giver anledning til talløse misforståelser og uforskammetheder. Kronikøren er belgisk freelancejournalist og har boet i Danmark i seks år.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I mere end 30 år har Danmark nu været med i EU, og alligevel har det ikke resulteret i større kendskab til en af de regioner, der ligger tættest på, og som har påvirket dette land mest. Der er tale om en region med et sprog, som danskerne - især når de skal fremhæve sig på svenskernes bekostning - elsker at sammenligne sig med, både med hensyn til mentalitet og med hensyn til sprogets smukke klang.

Det drejer sig om Beneluxlandene, nærmere betegnet om Belgien, Nederlandene og nederlandsk, eller, som man her i landet fejlagtigt plejer at sige, om Holland og hollandsk.

Min pointe er, at danskerne ikke bare er totalt uvidende om denne region, men decideret uvillige til at sætte sig ind i den. Derfor anser de det heller ikke for nødvendigt at lave om på en misvisende terminologi, som afføder fejl, og som virker stødende på dem, der kommer dernedefra og kender både deres regions og deres sprogs historie.

Det officielle Danmark har nu i mere end 30 år ved EU-instanserne udelukkende anvendt begreberne Nederlandene (om Holland) og nederlandsk (om sproget). Danmark gør det med en konsekvens, som sætter sprogbrugen i Danmark i et uforståeligt lys.

Ifølge EU-traktatens artikel 53 er nederlandsk det officielle danske navn på sproget, får jeg oplyst af en medarbejder i Folketinget. Alligevel går der ikke en uge, uden at jeg må forklare en dansker, at jeg ved siden af flamsk taler hollandsk, og at det i øvrigt hedder nederlandsk.

Det mest pinlige er dog, at det ikke drejer sig om hr. og fru Jensen, men om veluddannede folk, mangeårige journalister, embedsmænd, universitetsprofessorer og magistre i sprog. En dansker, der havde fået en stilling som lektor i dansk ved universitetet i Groningen, bad mig bekræfte, at det var sandt, »at man i Belgien også taler hollandsk«. Dette på trods af, at Instituttet for Germansk Filologi ved Københavns Universitet for nogle år siden har skiftet navn til Institut for Tysk og Nederlandsk.

Kunne danskerne forestille sig, at de bare 800 km herfra måtte insistere på, at der tales dansk i Danmark? Alligevel er dette sagens kerne. Spørgsmålet er blevet aktuelt med udgivelsen af en 'hollandsk' ordbog på Gyldendal.

Jeg taler vel at mærke ikke om hverdagssprogbrug, men om den gængse terminologi i radio, tv, i aviser, i danske ministerier, ja på ordbøgernes omslag. Kort sagt om formuleringer, der stammer fra de mest veluddannede kredse af dette 'foregangsland'. Her lider man af en politisk korrekthed af værste skuffe - en dansk egenart, der er så indforstået, at den aldrig er blevet udtalt før. Det danske videnssamfunds dogme går ud på, at du ikke skal tro, du ved noget. Lad mig byde på nogle underholdende eksempler.

For nylig bragte Politiken en kort anmeldelse af udstillingen om den 'hollandske' mester Rubens i den fransk-flamske by Lille (21. februar). Nu forholder det sig sådan, at Peter Paul Rubens kom fra byen Antwerpen i De Spanske Nederlande, det nuværende Belgien. Barokmaleren kan kaldes flamsk eller nederlandsk, men meget hollandsk var der næppe over ham.

Da den tyske læge Günter von Hagen for halvandet år siden vakte opsigt med sine offentlige dissektioner af lig, sammenlignede han sig ifølge Politiken (22.11.02) med »hollænderen Andreas Vesalius«, grundlæggeren af den moderne anatomi. Om von Hagens sammenligning holder, kan diskuteres, men der hersker ingen tvivl om, at Vesalius fødtes i 1502 i Bryssel, og den by har indtil videre aldrig ligget i Holland.

Selvfølgelig er den slags fejl ikke værre, end hvis H.C. Andersen blev kaldt svensker. Til gengæld optræder fejlene ikke bare med jævne mellemrum, men også med stor sandsynlighed i danske publikationer rundt omkring.

I aftenskolen FOF's seneste kursusblad kan man læse om en række foredrag med titlen 'Holland - kunst og miljø'. Godt nok bliver malere som Rembrandt og Vermeer, der er rigtigt hollandske (det vil sige fra de vestlige provinser i Holland), behandlet i anden del af forløbet. Men de første malere på programmet hedder van Eyck og Brueghel, og de havde deres virke i 1400-tallets Brügge og 1500-tallets Antwerpen. At kalde dem hollandske er ikke bare en faktuel fejl, men også en anakronisme. Nederlandenes kraftcenter lå i de sydlige provinser Flandern og Brabant, og det flyttede sig først, da de nordlige provinser - med Holland som de mægtigste - nåede at løsrive sig fra det spanske overherredømme efter religionskrigene i 1600-tallet. At lægge de flamske malere ind under Holland svarer til at kalde Luther en grundtvigiansk tænker.

Hvis man tror, at der på danske forlag sidder mere kompetente folk, tager man fejl. Palle Laurings 'Danmarkshistorie' nævner, at Christian II i 1523 flygtede til »Lier i Holland«. Det er rigtigt, at kongen boede i Lier. Men byen ligger mellem Bryssel og Antwerpen, i det nuværende Belgien. Laurings værk forhandles fortsat, og den efterhånden udbredte fejl findes også i den engelske udgave.

Der er altså ikke her tale om nogle tilfældigheder, men om et strukturelt problem, da danskerne alt for ofte indsnævrer de historiske Nederlande (også kaldet De Lave Lande, altså det område, som mere eller mindre svarer til Beneluxlandene i dag) til den nuværende stat, som de kalder Holland. Fejlene blotlægger danskernes manglende grundighed og deres foragt for historie. Også for deres egen historie.

Kronborg Slot, Frederiksborg Slot, Børsen med flere bliver mange steder præsenteret som eksempler på den 'hollandske' indflydelse her i landet. De første kunstnere og håndværkere, som Frederik II og Christian IV hentede til landet, kom netop fra den sydlige del af Nederlandene, det nuværende Belgien.

Således stammer arkitekten van Opbergen (Kronborg) fra Mechelen og dynastiet van Steenwinkel (Børsen, Frederiksborg) fra Antwerpen. Den typisk 'hollandske' byggestil - flere lag røde mursten med et lag hvide sandsten - blev udbredt over Nederlandene via det sydlige hertugdømme Brabant.

Misforståelserne begrænser sig ikke til gamle mursten. Den flamske forfatterinde Brigitte Raskin udgiver til efteråret sin bog 'Hjerterkonge' om Christian II på dansk.

En dansk historiker præsenterede hende for forlaget som »hollandsk historielærer og journalist«. Efter at man på Aschehoug havde fundet ud af, at hun var belgisk, spurgte de hende, om hun nu virkelig skriver på det »samme sprog som i Holland?«.

For alle de nævnte fejl og misforståelser er nemlig intet at regne i forhold til dem, som danskernes opdeling af det nederlandske sprog i 'hollandsk' og 'flamsk' forårsager. At skelne mellem de to er lige så korrekt som at skelne mellem østrigsk og tysk eller finlandssvensk og svensk. For godt nok er der betydelige forskelle i udtalen i 5 procent af ordforrådet og i nogle syntaktiske konstruktioner.

Men skriftsproget er det samme, og folk kan uden videre tale deres sprog med hinanden.

Hvor historisk ukorrekt opdelingen på dansk er, fremgår af det faktum, at de ældste tekster på hollandsk overvejende stammer fra Flandern, ligesom bibeloversættelsen, grundlaget for det moderne nederlandsk, blev til med bistand fra mange calvinistiske flamlændere, der havde forladt deres tvangskatolicerede egn.

I 1600-tallets begyndelse stammede således en tredjedel af befolkningen i Amsterdam og to tredjedele i universitetsbyen Leiden fra de sydlige Nederlande.

Omvendt er det, som danskerne kalder flamsk, ikke andet end det nederlandske skriftsprog, som flamlændere i 1800-tallet accepterede som deres efter mange år med fransk i ministerierne.

Den nederlandske stat og den belgiske delstat Flandern har nu i mange år haft et fælles sprognævn i Haag, De Nederlandse Taalunie. I de to landes skoler bruges de samme ordbøger, og der undervises i samme grammatik og retskrivning.

Så hallo, hr. statsminister og hr. udenrigsminister! Er det ikke tid til forandring? På EU-parlamentets kontor får jeg at vide, at »Holland bliver ofte ukorrekt brugt mundtligt blandt danskere«, og at 'Nederlandene' er landets officielle navn. Trods det fortsætter myndigheder og medier med at kalde staten Nederlandene for Holland i offentlig sprogbrug, som om EU ikke forpligter til noget.

Jeg har allerede peget på, hvor betændt navnet 'Holland' er i henseende til de historiske 'Nederlande'. Det er det også, hvad angår den nuværende stat Nederlandene.

Selvfølgelig findes Holland, og denne fortsat vigtige egn af Nederlandene repræsenterer da også 2 ud af 12 nederlandske provinser. Men heller ikke mere. Og selvfølgelig bruges Holland også ofte af nederlænderne selv i slang eller marketingsprog for at betegne hele landet. Men det sker altid med henvisning til de officielle betegnelser 'Nederlandene' og den afkortede form 'Nederland' - som en slags stilistisk variation altså.

Det er her, danskerne roder i det, fordi de ikke kan se sammenhængen. Således hedder provinsen Nordhollands hovedstad Haarlem, men Nederlandenes - og ikke Hollands - hovedstad er Amsterdam.

Nogle nederlændere vil desuden opfatte det som meget respektløst ikke at blive mødt med de officielle betegnelser. For eksempel vil mange frisere slet ikke sætte pris på, at provinsen Friesland på dansk ligger 'i det nordlige Holland'.

Men er Nederlandene ikke »Holland og Belgien sammen«, spørger mange danskere. Kongeriget Nederlandene blev grundlagt i 1815, og det er ikke, fordi Belgien løsrev sig, at det har ændret navn.

Det mest chokerende ved hele denne sag er dog ikke misforståelserne selv, men danskernes uvilje til at erkende fejlene og gøre noget ved dem. En reaktion fra et af de største danske medier lyder: »Den Store Danske Encyklopædi forklarer, at 'Holland' anvendes i daglig tale om Kongeriget Nederlandene. Der er ingen anden forklaring, end at sådan gør vi altså i Danmark«.

En journalist henholder sig til en anden autoritet: »Jeg er bange for, at vi må blive ved med at skrive det, indtil Dansk Sprognævn belærer os om noget andet«. Sprognævnet er efter anmodning kommet med den kendelse, at »der er altså gode argumenter for at vælge Nederland, nederlandsk, nederlænder. Det vil dog ikke være rimeligt derfor at regne Holland, hollandsk, hollænder for ukorrekte, for det er jo trods alt de ord, der har været brugt og stadig bruges af de fleste danskere - uden at det normalt giver anledning til større forståelsesmæssige vanskeligheder«. (Nyt fra Sprognævnet, nr. 2, 2002).

Jeg vil påstå, at det vrimler med misforståelser. Men hvor uoplyst er det egentlig tilladt at være i dette land? Man må ikke belære folk, ikke pege på et problem, da alle jo har ret alligevel, på trods af de faktuelle fejl og misforståelser, der findes i det daglige sprogbrug.

Min konklusion efter seks års ophold i Danmark er derfor: »Du skal ikke tro, du ved noget«. Kundskaber betyder ikke noget; det gælder om at have en mening.

Meget symptomatisk er faget latin uden modstand blevet afskaffet ved den sidste gymnasiereform. Uden romerne var hele den civilisation, som vi i dag kalder vores, ikke blevet udbredt over kontinentet. Men i Danmark bliver grundstenen til den europæiske selvforståelse betragtet som terperi og unødvendig ballast.

Alt imens pustes en eventyrdigter op til et overdrevet nationalt ikon, som ifølge en af initiativtagerne til næste års store H.C. Andersen-cirkus skulle være »større end Goethe«. Det siger alt.

Derfor tilslutter jeg mig gerne direktøren på Gyldendal, Johannes Riis, som i Kroniken i Politiken 7. december i fjor konkluderede, at »vi danskere kan selv, ingen skal komme og lære os noget. Vi ved bedst selv«.

Det er meget rigtigt, hr. Riis, men hvorfor udgiver De på Deres forlag en glimrende rejsebog om Flandern og den nuværende stat Nederlandene ('Handel og vandel', 2002), hvor forfatteren Jørgen Johansen meget konsekvent anvender begreberne Nederlandene, nederlændere og nederlandsk, alt imens De samtidig udgiver en 'hollandsk' ordbog?

Denne ordbog - som er den bedste og største nogensinde over de to sprog - udkom 18. maj, og den viser, hvor langt Danmark er nået anno 2004.

Forlaget forsvarer 'hollandsk' med, at den gængse sprogbrug trods alt vejer tungere end terminologien fra EU-instanserne, da nederlandsk indtil videre ikke nyder den i dette land så vigtige folkelige opbakning.

Et kort på indersiden af omslaget og en indledning skal så forklare danskere, at 'hollandsk' og 'flamsk' i virkeligheden er ét og samme sprog. Jamen, hvorfor så ikke kalde ordbogen nederlandsk, det sprog, som Danmark ikke kan løbe fra i EU-regi?

Men nej, splittelsen opretholdes, og sprogbrugen i Bryssel får fortsat lov at fremstå som 'fjern og elitær' i stedet for det, den er: utvetydig og med respekt for de andre.

Desværre har De Nederlandse Taalunie, som finansierer stort set hele udgivelsen, været for svag til at opbyde noget modspil. Instansen har derved vist, hvor problematisk den opfylder sin egen opgave at »værne om det nederlandske sprog«.

Dansk Sprognævn, Gyldendal og Den Store Danske Encyklopædi hæfter sig ved, at sprogbrugen ikke kan foreskrives, højst beskrives. Jamen, her er der ikke tale om almindelige ord som 'stok', 'sten' og 'stol', men om officielle (det vil sige alment fastlagte) lande- og sprogbetegnelser, som der ikke kan tinges om. Zaire blev til Congo på en enkelt dag, Rhodesia til Zimbabwe.

»Men Holland er for indgroet«, svarer mange. Må jeg gøre opmærksom på, at det ældgamle navn på EU-hovedstaden på dansk, Bryssel, på rekordtid blev skiftet ud med det mere fancy Bruxelles umiddelbart efter Danmarks EU-indtræden? At det sagtens kan lade sig gøre, hvis der er en vilje, fremgår af, at de danske aviser nu i samspil vil droppe ordet 'lykkepiller'.

Jeg vil slutte med et herligt eksempel. Kort før jul 2002 lød et af spørgsmålene i quizprogrammet 'Jeopardy' (TV 2), hvilket sprog en julehilsen var skrevet på. Kameraet viste en sætning på nederlandsk.

Deltageren mente, at sproget nok var 'flamsk'. Han dumpede. Det 'rigtige' svar skulle ifølge programmet have været 'hollandsk'! Tillykke med ordbogen, Gyldendal!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden