I disse hypermoderne tider, hvor vi bombarderes med en sand kaskade af kaotisk information fra hele verden, kan det til tider være mere end fristende at hive stikket ud og på bedste postmoderne vis erklære: Hvad rager det mig? Jeg kan jo alligevel hverken gøre fra eller til, hvorfor jeg lige så godt kan bruge tiden på mig og mit. Problemet med denne attitude er imidlertid, at den i praksis ikke lader sig gøre: Vi kan ikke melde os ud af verden. Måske kan vi for en stund lukke øjnene for de store globale spørgsmål for i stedet at vende blikket mod det nære. Men dette vil hurtigt vise sig at være en umulig undvigemanøvre, for i dag er verden skruet sådan sammen, at det fjerne altid før eller siden viser sig i det nære, ligesom det, vi gør i det nære, uundgåeligt får de fjerneste konsekvenser. Når vi f.eks. i EU pumper milliarder af skattekroner ind i et gennemrationaliseret landbrug, hvis overskudsproduktion vi så efterfølgende dumper på de globale markeder, så tvinger vi den tredje verdens bønder til enten at udpine deres følsomme natur eller forlade deres jord for at søge andre steder hen. Men hvor kan de søge hen? I sidste ende har de ikke andre muligheder end at søge til vores rige del af verden, og sådan går det altså til, at min nærmeste nabo pludselig har et fjernt og fremmedklingende navn. Omvendt er vores velstand i de rige lande forbundet med et enormt forbrug af ressourcer og energi, som vi i stort omfang henter i den tredje verden, og hvis affaldsprodukter vi sender ud i et miljø, som godt nok er begrænset, men som ikke kender til grænser. Konsekvensen er derfor en forarmelse af først det lokale og siden det globale miljø, hvilket først rammer eksistensvilkårene for de fattige for siden også at ramme os selv. Der er altså ingen vej udenom: Vi må se virkeligheden i øjnene. At se virkeligheden i øjnene indebærer bl.a., at vi må anskue denne verdens sociale og miljømæssige problemer i sammenhæng, ligesom vi må afveje deres mulige løsninger mod hinanden. For kun hvis vi gør det, kan de løsninger, vi vælger, befordre hinanden frem for at modarbejde hinanden. Lyder dette ligetil? Bare rolig, det er det ikke. For ikke så snart, vi er begyndt at anskue tingene på denne måde, skilles vandene med det samme i to lejre med hver sit bud på, hvordan dette skal gøres. Den ene lejr siger, at en sammenhængende afvejning nødvendigvis må bestå i en økonomisk prioritering, mens den anden tværtimod hævder, at den må bunde i politiske valg. Det første synspunkt forfægtes bl.a. af Bjørn Lomborg, og denne tilgang ligger derfor også til grund for konferencen Copenhagen Consensus, hvor Lomborg har inviteret ni økonomiske eksperter til at foretage en prioritering af indsatsen over for ti globale problemer. Det andet synspunkt forfægtes bl.a. af en række miljø- og udviklingsorganisationer, som har fundet sammen om konferencen Global Conscience, hvor vi har inviteret en række repræsentanter fra det civile og politiske liv til at give deres bud på de valg, som de globale problemer konfronterer os med. Vælge eller prioritere - gør det en forskel, vil nogen måske spørge. Ja, det gør faktisk en verden til forskel, hvilket vi alle inderst inde godt ved. Vi ved således alle, hvad ordet 'prioritere' betyder, for det er noget, vi alle gør, hver eneste gang vi køber ind. Vi er her udstyret med en sum penge, hvis størrelse godt nok afhænger af, hvem vi er, men som for den enkelte ligger nogenlunde fast. For denne sum penge skal vi søge at dække vore behov så godt som muligt, og da vi har mange behov, er vi nødt til at prioritere. Prioritering er altså en afvejning af, hvad der i den givne situation er mest nyttigt, ja, prioritering handler ganske enkelt om de nytteværdier, vi kan sætte en pengepris på, og da dette netop er økonomiens gebet, er prioritering et økonomisk anliggende. Prioritering handler med andre ord om at få 'mest nytte for pengene', og når vi går rundt nede i supermarkedet, ved vi konkret, hvad dette betyder. Men kan denne situation overføres til alle mulige andre afvejningssituationer, og hvad betyder det, hvis vi gør netop det? Hvad betyder det f.eks., hvis vi anvender den samme købmandslogik på miljøpolitikkens område, og derfor også her begynder at tale om, at vi skal have 'mest miljø for pengene'? Hvis vi begynder at tale om miljøet på denne måde, så har vi gjort 'miljø' til en vare på linje med dem, vi kan købe i supermarkedet, men dermed er 'miljøet' også blevet til en ting, som vi kan veksle for guld. Pengene er således blevet det primære og miljøet det sekundære, for hvis ikke vi har penge, kan vi ej heller få 'miljø', tværtimod må vi først have pengene, før vi kan få 'miljø', hvilket igen betyder, at vi må have økonomisk vækst, for desto flere penge vi har, desto mere 'miljø' kan vi købe. At vi så på vejen til dette pengenes slaraffenland har udryddet vores natur, bragt vort klima ud af balance, fået indlandsisen til smelte og tvunget millioner af mennesker fra hus og hjem, ja, det er blot den pris, vi ifølge den økonomiske prioriteringslogik er nødt til at betale. Logikken er naturligvis lige så gennemført absurd, som den er gennemført kynisk, men dette er altså, hvad en rent nyttemæssig prioriteringsbetragtning med nødvendighed fører til, og netop derfor kan denne ikke stå alene. At det forholder sig sådan, er i øvrigt ikke nogen ny erkendelse, men tværtimod en indsigt, der går tilbage til de tidligste tider, hvilket bl.a. vort sprog er et vidne om. I vort sprog har vi således et helt andet ord for afvejning, der rummer et ganske andet indhold, nemlig: at vi må 'vælge'. Lige så vel som vi fra vore daglige erfaringer ved, hvad 'prioritering' er, ved vi også, hvad det vil sige at 'vælge', ja, vi ved oven i købet, hvad forskellen på de to er, for i dagligdagen sættes vi i et utal af afvejningssituationer, hvor vi aldrig ville finde på at bruge ordet 'prioritere': Vi prioriterer således ikke at opføre os ordentligt, det vælger vi at gøre. Vi prioriterer ikke vores ægtefælle, hende eller ham vælger vi, ligesom vi sammen også vælger at få børn. Vi prioriterer ikke at være sammen med familie eller venner, det vælger vi at gøre, og endelig prioriterer vi ikke vore politikere, dem vælger vi derimod. De mest fundamentale afvejninger i vort liv træffer vi altså på grundlag af valg og ikke ud fra en prioritering, og i denne sproglige udtryksform gemmer sig det forhold, at de mest grundlæggende værdier i vor tilværelse slet ikke handler om de værdier, der kan udtrykkes i penge, men tværtimod om noget helt andet. Vore grundlæggende værdier handler om det liv, der ligger forud for pengene, altså det liv uden hvilket al tale om pengene overhovedet mister mening. Vore grundlæggende værdier handler om alt det i livet, der ikke er til salg, og som derfor ej heller kan købes, fordi det netop er givet. Livet er grundlæggende et givent liv, og derfor giver dette liv også kun mening, når vi selv giver os hen til det, dvs. når vi giver vort eget selv til det liv, som er os givet. De grundlæggende valg i vort liv handler derfor om, hvordan vi giver os selv til det liv, som er os givet, altså hvordan vi bedst tjener det givne liv, og derfor er den afvejning, der er baseret på et valg, fundamentalt forskellig fra den, der er baseret på en prioritering: Når vi prioriterer, drejer det sig om det for os nyttige, altså det egennyttige. Når vi vælger, handler det derimod om, hvad der tjener andre, altså det uegennyttige. Hermed er det ikke sagt, at vi kan undlade at prioritere i vort liv, for det egennyttige er en nødvendig del af livet, da vi uden et vist minimum af nytte netop lider nød. Derfor har vi da også indrettet et samfund, hvor vi giver en vis plads til den logik, der har med nytte, penge og prioritering at gøre, hvilket jo netop er den gældende logik inden for den økonomiske sfære. På markedet opfører vi os således som 'nytteoptimerende fornuftsmaskiner', som økonomerne siger, men netop fordi denne tilgang til livet ikke kan stå alene, har vi også en politisk sfære, hvor det er en helt anden logik, der står i centrum. Politikkens grundlæggende væsen er således ikke det egennyttige, men tværtimod det almennyttige, og derfor er det da også en af politikkens vigtigste opgaver at sætte grænser for den rene økonomiske fornuft, ja, en politik, der afstår fra at gøre netop dette, er overhovedet ophørt med at være politik. Politik går ud på at tjene livet i fællesskabet, altså fællesskabets liv, og derfor må de politiske afvejninger nødvendigvis rodfæstes i de grundlæggende valg, der hører selve livet til, hvilket netop er grunden til, at vi ikke prioriterer vore politikere, men vælger dem. De globale miljø- og fattigdomsproblemer handler om livets vilkår og om vilkårene for liv, og derfor er disse problemer i eminent grad politiske. De angår liv og død for mennesker og alt andet levende, og derfor er det lige så hamrende forrykt, som det er dybt uvidenskabeligt at gøre disse temaer til et anliggende for en økonomisk prioritering, for det indebærer, at man skal prissætte liv, men at prissætte liv ligger hinsides enhver videnskab, selv den økonomiske. Det giver således absolut ingen mening at sætte kroner og øre på regnskovens værdi, på, hvad sort sol og lærkesang er værd, eller på prisen for et klima i balance. Det giver lige så lidt mening at regne ud, om det nu kan betale sig at redde inuitternes land, eller hvad en fattig afrikaners liv mon er værd sammenlignet med en rig danskers. At opstille sådanne regnestykker er ganske enkelt at banalisere livet, og man kan ikke banalisere livet uden samtidig at forrå og forråde det. Vi kan altså ikke 'regne' os frem til en løsning på de globale problemer, men er tværtimod tvunget til at foretage nogle helt fundamentale valg. Det spørgsmål, vi er stillet over for, lyder således: Hvordan kan snart 10 milliarder mennesker bringes til at leve et anstændigt liv sammen på en klode, hvor der desuden gælder det vilkår, at der ikke gives noget menneskeligt liv, uden at der overhovedet gives liv? Svaret på dette spørgsmål er i alle de konkrete detaljer lige så kompliceret, som det i princippet er enkelt: Skal vi sikre alle mennesker anstændige livsvilkår, samtidig med at vi overhovedet sikrer vilkårene for liv, så er der grænser for, hvor stort et 'lebensraum' vi hver især kan gøre krav på. »Lev dit liv således, at det kan gøres til en universel leveregel«. Sådan lyder filosoffen Emanuel Kants mest berømte moralforskrift. I dag beslaglægger de rigeste 20 procent af Jordens befolkning 80 procent af Jordens ressourcer, og alene disse to tal fortæller, at det er aldeles udelukket, at vi kan gøre vores livsstil i den rige del af verden til universel standard for snart 10 milliarder mennesker på kloden. Kants moralske pegefinger peger altså entydigt på os. Det er os i den rige del af verden, der må genoverveje, hvad det dog er for værdier, der virkelig betyder noget i vort liv. I dag har vi gjort pengenes værdier til den ultimative prioritet, og derfor er vi abnormt rige i alt, hvad der kan måles i penge. Meget tyder dog på, at vi til gengæld for al denne rigdom har pantsat vor sjæl, for alt imens vi halser rundt efter pengene, har vi i tiltagende grad glemt, hvad selve livet er. Samtidig med at folk på den anden side af kloden dør af sult, er vi ved at gå til i fedme. Og samtidig med at vort klima går amok, har vi fået så ondt i sjælen, at vi må dulme vor smerte med piller. Sådan hænger tingene også sammen, og derfor rummer vores nødvendige afkald på noget af den rigdom, der kan købes for penge, samtidig et håb om, at vi til gengæld kan få noget af livet tilbage igen. For som Mahatma Gandhi sagde det: »There is enough for everyones need - but not for everyones greed«.