Der er nogen, der påstår, at man kan være ligeglad med, hvad andre tænker. Sikke noget vås! Selvfølgelig betyder det næsten alt, hvad andre tænker! Her er en historie, der kan illustrere, at det ikke er ligegyldigt, hvad andre tænker. I begyndelsen af 1950'erne kom min bror og jeg til Danmark. Vi er resultatet af kærligheden mellem en dansk mand og en congolesisk kvinde. Vi blev født i det centrale Afrika på en stor kaffe- og gummiplantage, som vores far var ejer og stifter af. Forfatter og mangeårig journalist på Politiken Edvard Andersen besøgte i 1950'erne plantagen, og han kalder den i sin bog 'Eventyrlige Congo' »det danske urskovsrige«. Omkring tusind congolesere, børn, kvinder og mænd, levede, boede og arbejdede på plantagen. Den hed Kawa, hvilket betyder kaffe på lingala. Dengang tilbage i midten af det forrige århundrede levede kolonialismen i bedste velgående, og Kawa lå således i den belgiske koloni Congo. Vores far gik under betegnelsen eventyrer og pioner. Det kaldte man de europæere, som stadig havde muligheden for at være blandt de første, der betrådte dele af den ukendte jord i det 'mørke' Afrika. Det var før radio og fjernsyn. Livet var mere støjfrit dengang i 1919, da vores far for første gang rejste til Afrika. Dengang foregik rejsen med dampskib, og det varede to måneder, før havnebyen Matadi dukkede op i horisonten. Det var, da man gik med tropehjelm a la dr. Livingstone, og da troen på, at den hvide mand skulle frelse de ukristelige sorte mennesker, levede i bedste velgående. Det var dengang, en elefantjagt var en heroisk dåd, som der kun var ganske få, der havde oplevet. Nå, men vi skulle have den bedste opdragelse og uddannelse. Derfor sendte vores far os hjem til familien i Danmark. En civilisation med store uddannelsesanstalter og kristendom. Vores mor fik vi ikke med, og selv var han meget ofte væk. Han tilbragte tiden og livet på Kawa, eller også gjorde han forretninger i Belgien. Men da han var en aldrende mand, inden han fik os, begyndte det tropiske klima at blive en plage for hans helbred, allerede mens vi var små. Derfor lod han bygge en nydelig villa i en sydlig forstad til Århus, og vi flyttede alle tre ind. Til at hjælpe os havde vi altid skiftende husbestyrerinder, barneplejersker og rengøringsassistenter, som gjorde deres bedste for at sætte skik på huset og vores opdragelse, alt mens vores far stadig ikke kunne holde sig væk fra Kawa og Bruxelles. Vi kom i den danske folkeskole, hvor vi lærte at synge 'I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme ...', og det syntes min bror og jeg ikke, der var noget mærkeligt i. Vi var nemlig kun henholdsvis et og to år gamle, da vi med fly landede i Danmark for at blive. Og uden vores mor var linen kappet til alt, hvad der havde med Congo at gøre. Så da vi skulle begynde vores karriere i folkeskolen, troede vi, at vi var som alle mulige andre danskere. Vores hud var bare mørkere, og vores hår krøllede mere rundt omkring sig selv end noget andet hår, vi så omkring os. Naturligvis blev vi ofte spurgt om, hvor vi kom fra. Dengang i 1950'erne var brune øjne og brun hud en sjældenhed på disse breddegrader. Folk fandt vores herkomst interessant, også fordi vores far var en rig mand, der kunne lade alverdens materielle goder regne ned over os og alle, der kom i vores cirkler. Vores far var en meget gavmild mand med store biler og galopheste på væddeløbsbanen. Og således hævet over almindeligheder var behandlingen af os meget, meget imødekommende, og vi fik ofte at vide, hvor godt det var, at vi ikke var havnet i USA med al den racediskrimination, som fandtes der. Men tiderne skifter. I 1960'erne rullede den store selvstændighedsbølge hen over det afrikanske kontinent. Også Congo. Tre år efter at landet blev selvstændigt, døde vores far. Sorg og sygdom tog livet af ham. Han havde tilbragt størstedelen af sit liv i Congo, og derfor bankede hans hjerte lige så varmt for Congo, som det gjorde for Danmark. Det pinte ham at se Congo i opløsning til fordel for nye tider. 'Løsrivelsen' fra Belgien førte til uroligheder og drab. Korruptionen tog fart, og formuer skiftede hænder. Under de mere rolige himmelstrøg i Norden skete der også ændringer. Holdningen til de tidligere kolonilande fik nye dimensioner. Og i 1970'erne blev marxismen et udbredt dogme, som man brugte til at forklare de tidligere koloniers fattigdom. Nu var de ikke længere kolonier, men ulande. Og dermed blev vores fars rolle ændret fra pioner og frelser til en fæl kapitalist, der havde udnyttet den indfødte befolkning. Godt, han allerede var død. Den slags beskyldninger kunne have gjort det af med ham. Det var også den tid, hvor hans livsværk, Kawa, blev 'nationaliseret' af militærdiktatoren Mobuto, ligesom alt andet, der havde haft hvide ejere, blev det. Mens min bror og jeg forblev produktet af kærligheden mellem en dansker og en congoleser, så ændrede holdningen til vores forældre sig radikalt. Vores mor blev en befriet heltinde og vores far en fæl imperialist. Det var, som om han posthumt blev givet en ny identitet. Der var ikke længere noget for os at være stolte af. Jeg lærte dengang, at det ikke er ligegyldigt, hvad andre tænker. Det er nemlig ikke lige meget for ens selvforståelse, om man er blevet til i kærlighed, eller man er resultatet af en tilfældig hændelse mellem en hersker og en undersåt! Anno 2004 er der ikke noget eksotisk over min brors og min historie. At man fødes et sted, og at man muligvis kommer til at tilbringe livet tusindvis af kilometer derfra, hører til den nye verdensorden. Ligeledes underlige og til tider hurtige spring i social status. Derfor er det blevet mere og mere almindeligt, at man forholder sig til livet som verdensborger i et samfund. Førhen var det kun monarker, fantaster og handelsrejsende, der tænkte sig selv ind i sammenhænge, der gik på tværs af landegrænser. I dag har vi blandt andet ulandsarbejdere, FN og Interpol, vi har EU-politikere, der er forretningsfolk i internationale koncerner, der er forskere i flere forskellige kategorier, og vi har den stadig voksende skare af mennesker, der kommer af såkaldt blandede ægteskaber (forhold), og som på grund af familierelationerne har deres ganske naturlige grunde til at søge mod verdensborgerskabet. Men også de, som ikke lige har en fætter i Afrika og en onkel i Canada (der har giftet sig med en kvinde fra Kina), er begyndt at tænke globalt. Dels på grund af den faldende sprogbarriere på denne klode, verdenskommunikationen ser ud til at have fundet sit leje i det engelske, og dels den fysiske mobilitet, som vi kan takke de moderne transportmidler for. Og så er der internettet, der fungerer som det globale rum i de små hjem. Men hvordan føles det så at være verdensborger? National- og familiefølelse er kendetegnet ved, at vi modstiller os andre familier og nationer. Hvorimod verdensborgeren er henvist til at arbejde hen mod en sammenstilling af sig selv og andre. Det bliver et vi, som er kendetegnet ved, at fællesskabet med andre (familier, klaner, stammer, nationer) er primære drivkræfter, der sikrer, at kulturelle modsætninger ikke ryger på kollisionskurs, men finder veje til sameksistens. En sådan følelse af at kunne rumme hele verden eksisterer ganske vist kun i ganske korte øjeblikke. Eksempelvis når man er forelsket. Men drømmer vi ikke alle inderst inde om denne følelse af samhørighed? Og hvorfor ikke arbejde hen mod den frem for det modsatte? Anskuet fra en psykosocial vinkel er de politiske strømninger infiltreret af familiefølelse og nationalfølelse, da den enkelte politiker ikke bare kommer ud af den klare blå luft, men har sine meninger fra et bagland. En magthavende politiker er med til at danne rammerne om dagligdagens meningsdannelse. Den danske integrationspolitik indikerer ønsket om et uforanderligt Danmark. Tilflyttere skal underordne sig det eksisterende samfund. I et forsøg på at definere og problematisere det eksisterende samfund er begreberne anden- og tredjegenerationsindvandrere blevet til i samfundsvidenskabernes rugekasse. Som værktøj for analyse er de måske hensigtsmæssige, men for det enkelte individ, som får dette mærkat, er det ikke særlig hensigtsmæssigt, det virker som den rene eksklusion. Barnet lærer, at selv om det er født og opvokset i Danmark, går i den danske folkeskole og taler dansk, så er det forældrenes baggrund, der trækkes op af hatten og giver barnet en form for identitet. Som var det liv, forældrene har levet, barnets egen erfaringsverden. Hvad det på ingen måde er! For halvandet år siden flyttede jeg fra Århus til den nyrenoverede del af Københavns nordvestkvarter (så nu tror alle, jeg er indvandrer). Fra mit køkkenvindue har jeg udsigt til et meget flot gårdrum med træer, legehuse, sandkasser, gynger, spiseborde og så videre. I godt vejr vrimler det med børn i alle aldre og med alle hudfarver. Der er liv og glade dage, og selvfølgelig taler og råber de på dansk til hinanden. En dag, hvor jeg havde besøg af mit barnebarn (med lyst hår og blå øjne) og dermed havde en gyldig grund til at opholde mig i sandkassen, kom jeg i snak med en syv-otteårig pige, som helt klart var en ny dansker. Jeg tog mod til mig og spurgte, hvor hun kom fra. Hendes øjne rullede et par gange tænksomt rundt, og så svarede hun endelig: »Vi kommer vist nok fra Pakistan«. Hendes forældre brugte åbenlyst ikke tid på at sætte hende ind i, hvordan livet havde været i det land, forældrene havde forladt. Heller ikke jeg brugte min barndom på at føle mig anderledes. Børn lever i nuet, hvilket er rigtig rart at tænke på i denne sammenhæng. Det gør absolut tingene lidt enklere. Det, som er hændt, er, at Danmark har fået flere indbyggere. Indbyggere, som afspejler den igangværende globalisering Distancerende og bagudskuende begreber som anden- og tredjegenerationsindvandrere leder tankerne på vildspor, og 'da det det nu engang ikke er lige meget, hvad andre tænker', vil det være mere visionært og fremadskuende at kalde børn, som er født og opvokset i Danmark, danskere. Indbyggere, der gør al frygt for, at vi i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft, til skamme, og som er det kulturtilskud, hvis vi vel at mærke tør åbne os, der klæder Danmark på til en uundgåelig fremtid. Vores kloge dronning Margrethe sagde i sin nytårstale nogenlunde sådan her: »Måske skyldes mange af de problemer, vi har i dag, de samtaler, som aldrig foregår«. Mon ikke det var en opfordring til at holde op med at vandre rundt i tåge og i stedet åbne os mod det, som umiddelbart synes fremmed? Der er mange danskere, der kan nogle få ord på fransk og italiensk. Hvad med, om vi lærte nogle få ord på eksempelvis tyrkisk og arabisk? For mig var det fede tider, dengang min farvede hud var en pointscore i smørhullet Danmark. Men realitetssans er en god ting. Den tid kommer ikke tilbage, ej heller gør den danske bondegårdsidyl med stokroser og søndagsklædte kirkegængere. Danmark er ikke et lille selvforsynende land, der lever i uafhængighed af sin omverden. Derfor vil den åbenhed, vi udviser, når vi en gang imellem drager ud i verden, være værd at bibeholde her hjemme. I den nuværende danske politik er det ikke verdensborgeren, der er i højsædet. Derimod er det politikere, der stræber mod forgangne tider, der får al opmærksomheden. Disse politikere påberåber sig, at deres særkende er deres danskhed. At de ved brug af en sådan retorik ekskluderer danskere i al almindelighed, tror jeg ikke, generer dem det mindste. At tage patent på, hvad danskhed er, og postulere, at det er en uforanderlig størrelse, er deres idé. At den igangværende udvikling viser det modsatte, har de jo lov til at gøre sig blinde for. Hvis de ønsker længe nok, kan det være, at vi lige pludselig holder op med at leve i dyb afhængighed af bevægelserne på det internationale verdensmarked, og at terrorismen finder sin løsning ved, at vi lukker øjnene for den elendighed, der skaber terrorismen. Der er to partier, jeg vil kalde ægte gamle danske partier, det ene, fordi det har rødder i en tidligere dansk bondekultur, det andet, fordi det gennem generationer har tjent det finere borgerskabs interesser. Disse to partier danner regering og har, i deres iver efter at få trumfet deres politik igennem, hentet støtte i det nye såkaldt danske parti (der som så mange andre partier påberåber sig at være et folkets parti). Dette parti, hvis bagland kun udgør en mindre procentdel af de danske vælgere, er blevet tungen på vægtskålen i Folketinget. Den fristelse er regeringen faldet for. Hvorfor alt det arbejde med at hente brede forlig hjem, når der sidder en flok nybegyndere, der hellere end gerne bakker op om hvad som helst, der kan bringe dem til magtens bord? Derfor er den nuværende danske politik en tåget forestilling.