Med foråret kommer traditionen tro også mærkedagene for Anden Verdenskrig. Og hvad enten det drejer sig om at mindes besættelsen 9. april 1940 eller befrielsen 5. maj 1945, er det en god anledning til at skænke de mænd og kvinder, som på forskellig vis deltog i krigen, en tanke. En af dem var min farfars storebror, som jeg i øvrigt er opkaldt efter. Han hed Anders Hansen og var andenstyrmand på ØK-skibet 'M/S Panama', da Danmark blev besat. Som besætningerne på mange andre danske handelsskibe valgte Panamas besætning, med ganske få undtagelser, at gå i allieret tjeneste. Konvojsejlads var en ganske risikofyldt affære. Tusindvis af skibe gik ned i tidsrummet september 1939 og august 1945, hvor Anden Verdenskrig endelig var ovre. Af de cirka 6.300 danske søfolk, som sejlede i allieret tjeneste, omkom de 800. Besætningen på 'M/S Panama' slap heller ikke. I en voldsom storm et par hundrede sømil nordvest for Azorerne natten mellem 10. og 11. april 1945 gik skibet ned, og de fleste af de 50 besætningsmedlemmer omkom. Kun 5 overlevede og blev samlet op af en canadisk fregat 29. april efter at have drevet rundt i 18 1/2 døgn. Det var Anders, som havde ladet skibets alarmklokke ringe. Men historien om Anders rummer også en fantastisk kærlighedsberetning, som heldigvis er bevaret i form af hans breve til sin elskede hustru, Inger, som han i alle brevene omtaler som »Koneunge« - »Kære Koneunge«. Brevene dækker perioden fra januar 1940 frem til marts 1945 og fortæller en smuk historie om længsel og savn. Om drømme, vi vel alle gør os i forsøget på at bevare håbet for fremtiden. Især når man skal acceptere en tilværelse som nådesløst, år efter år, holder én adskilt fra den, man mest holder af. Da Anders efter to ugers landlov i januar 1940 drog af sted, havde krigen været i gang i flere måneder, men Danmark havde endnu haft held med at holde sig udenfor. I et brev fra midten af måneden beskrives, hvor dejlige de fjorten dage havde været: »Det var dejligt at vaagne med dig i Favnen Unge, og dejligt at sove ind med dig i Favnen, at sidde over for dig ved Bordet, og forstyrre dig inde i Køkkenet, dejligt at kunne være sammen med dig du kære lille elskede«. Måske netop derfor var det så svært og hårdt at være væk fra hinanden og så vigtigt, at der blev skrevet flittigt: »Har du glemt mig lille Unge; det er så lang tid siden at jeg har hørt fra dig; 19.1. er dit sidste Brev dateret; naa, jeg har ganske vist heller ikke selv været for flittig til at skrive; men alligevel vilde jeg jo gerne høre lidt fra dig; have en lille Hilsen fra den jeg holder af og længes efter«, skrev Anders 31. januar. Almindelige betragtninger om livet om bord på skibet og de daglige gøremål blev naturligvis også berørt. Det samme gjorde den omstændighed, at det ikke var ufarligt at være på havet: »Der var mange Miner i den østlige Del af Kanalen (Den Engelske, red.); vi saa en Trawler, der sejlede rundt og skød dem ned. Jeg skal lige love for at det gør nogle ordentlige Drøn naar saadan en Fyr røg i Luften, og sikke en Vandsøjle der kunde komme til Vejrs, mindst 300-400 Fod op i Luften«. Fra Den Engelske Kanal gik turen til Middelhavet. Og derefter mod fjernere egne. Først Port Said og derfra mod fjernøsten; Singapore - Manila - Hongkong og Shanghai. Turen over oceanet beskrives som mørk og ensom. Det var ikke mange andre skibe, man mødte. I Singapore ligger der heldigvis brev til Anders fra Inger, da 'M/S Panama' ankommer i slutningen af marts. Fra Kinasøen dateret 4. april 1940 skriver Anders: »Min egen kære Koneunge! Nu er vi så på vej til Manila, og jeg er sikker på, at der ligger Brev der fra dig; og om ikke der saa i Hong-Kong«. Men før de når Hongkong, modtager 'Panama's besætning med vantro meldingen om tyskernes besættelse af Danmark. Anders skriver 14. april: »Saa gik de bange Anelser i Opfyldelse, som jeg har haft i flere Aar, og der er nu sat en Plet paa Danmarks Ære som aldrig kan vaskes af, kun i Blod«. Og straks melder bekymringen sig: »Hvordan skal det gaa min kære elskede Koneunge, nu da landet er i Fjendehånd, det var min første Tanke (...). Først længe efter kom Tankerne paa mig selv og Skibet; hvad med os, hvad skulde vi nu; blive liggende til Krigen var forbi, for teoretisk set var vi jo i Krig med England, eller, skulde vi, som den engelske Regering opfordrede alle danske og norske Skibe til, gaa til engelsk Havn og give os under den engelske Regerings beskyttelse«. Fra Det Britiske Admiralitet var der allerede 9. april kl. 13.47 udgået en ordre om, at alle norske og danske skibe skulle tages under britisk beskyttelse og tilbageholdes i britiske havne eller sendes dertil fra havene. Danske søfolk skulle behandles som venligtsindede fjender, og i modsætning til norske skibe måtte de danske ikke hejse eget flag. Union Jack skulle således erstatte Dannebrog. Samtidig var man fra britisk side usikker på, om danske søfolk overhovedet ville fortsætte i allieret tjeneste. For Anders var valget nemt og ligetil. Han var indstillet på at gøre det fornødne for at bidrage til at bekæmpe Nazityskland. Tilsvarende var holdningen fra ØK's Singapore-kontor, hvorfra de modtog et telegram om at overgive sig til de britiske myndigheder. Således endte 'M/S Panama' i engelsk tjeneste og med konvojsejlads over oceanerne. Anders, hvis sindelag var helt på allieret side, bruger blandt andet en del af sin første britiske hyre på at melde sig ind i en lokal afdeling af British Merchant Officers Federation - The China Coast Officers Guild. Besættelsen og indtræden på engelsk side betød også en markant reduktion i brevudvekslingen. Brevene, som mere og mere får karakter af dagbog, blev indleveret forskellige steder rundt om i verden med besked om, at de skulle sendes af sted, når der igen var fred. Så stort set ingen af de mange, mange breve, som Anders skriver fra april 1940 og fem år frem i tiden til marts 1945, når Inger, før efter at Danmark er befriet og krigen afsluttet. Anders beskriver et liv om bord, som er præget af stor ensartethed. Stramme regler, som begrænser muligheden for landlov, følelse af umyndiggørelse ved at være under fremmed befaling og frustrationen over at blive behandlet som andenrangs af briterne. Endelig er der frygten for tyske angreb. Især på turene over Atlanten, hvor mange skibe bliver ofre for tyske ubåde, og hvor man mod god sømandsskik har ordre om ikke at komme skibbrudne til undsætning, fordi pladsen i konvojen skal holdes. 'Panama' og Anders når i krigens første par år vidt omkring. Der sejles både på Atlanten, i Stillehavet og i Det Indiske Ocean. Og selv om Anders er en god og levende fortæller, sidder man som læser tilbage med en oplevelse af, at de mange indtryk er sekundære. Brevene har alle som formål at håndtere det dybe og allestedsnærværende savn af Inger. Samtidig er det en måde, hvorpå Anders har muligheden for at fastholde og delagtiggøre hende i sit liv. Selv om han godt er klar over, at brevene som hovedregel ikke vil kunne nå hende, før krigen er forbi. I et brev fra midten af 1943 skriver han: »Jeg vil sende det til Melbourne til Opbevaring sammen med de andre Breve jeg i Tidens Løb har lagt der, jeg har lige set det igennem, det er vel nok en ordentlig Lektie jeg har faaet samlet denne gang, men jeg ved at du vil blive glad for det engang med Tiden, jeg smigrer mig med at du vil være saa nogenlunde i Stand til at følge min Færd her under Krigen gennem disse Breve, som det kun er mig en kær Fornøjelse at skrive til dig«. På det tidspunkt, sommeren 1943, var der sket et vendepunkt i krigen på havene. De allierede havde i marts måned vundet, hvad der blev døbt Slaget om Atlanten, og fra april samme år overgik produktionen af nye skibe antallet af sænkede. Tabene havde dog været store. Fra besættelsen og til maj 1943 var i alt 80 store og små danske skibe gået tabt, og lidt mere end 400 danske søfolk havde mistet livet. For de danske, som kæmpede på allieret side, og som befandt sig langt væk hjemmefra, betød bruddet med tyskerne og regeringens afgang 29. august 1943 en stor lettelse. Nyheden herom når Anders i begyndelsen af september, mens han er i Calcutta. Og det sætter tanker i gang om modstandskampen hjemme: »Jeg har ofte tænkt på, om der er nogle af jer, der er kær til mig, der har været med til at banke Nazisterne«, skriver han. Og giver i øvrigt en ganske kontant beskrivelse af byen: »Calcutta er en modbydelig By efter min Mening, og alting er saa ind i Helvede dyrt, saa det ikke er til for almindelige Mennesker at gaa en Tur i Byen«. Omslaget i krigslykken og de allieredes fremmarch gav også håb om et snarligt gensyn, selv om det hastigt nærmede sig en adskillelse på fjerde år. Til Ingers 31-års fødselsdag 27. november 1943 skriver Anders: »En Ting er jeg sikker paa, at vi skal holde mange Fødselsdage endnu, jeg regner da stærkt med at være sammen med dig til næste Aar paa denne Tid«. Omtrent en måned senere er det Anders tur, og han kan fejre sin 33-års fødselsdag. Juledag 1943 bød endvidere på en kærkommen overraskelse for de danske søfolk. Det blev nu tilladt danske skibe at hejse Dannebrog. Besætningen på 'Panama' får den glædelige nyhed 1. februar 1944: »Ankommet til Port Said fik vi at vide at Danske Skibe siden 25. December 1943 havde faaet Tilladelse til at føre det Danske Flag igen, og vi fik i en Fart det Engelske Flag halet ned og et nyt Dansk Flag hejst op i Stedet for. Det var dejligt at se vores eget Flag over Skibet igen efter saa mange Aars Forløb«. Fra Port Said bliver der 15. februar også mulighed for at ønske tillykke på bryllupsdagen: »Tak for alle de glade, lykkelige Aar du har skænket mig i din rige Kærlighed, og gid jeg altid maa gøre mig fortjent og værdig til din Kærlighed, og at vi maa se frem til mange Bryllupsdage sammen i en fredfyldt Verden«. I maj 1944 er Anders igen i Indien - denne gang Bombay. Her får han et brev fra Inger, sendt fra Sverige gennem hans lillebror Gert: »Ingerunge det var en Overraskelse, den mest uventede Overraskelse som jeg nogensinde har haft, og hvor blev jeg glad for det, at se din kære Haandskrift, det Papir du har rørt ved med dine egne smaa Hænder, lille Unge, jeg kyssede Brevet, som var det, som var det dig selv, aah lille Unge naar den Dag kommer, da jeg igen kan kysse dig i Virkeligheden«. Længslen efter intimitet er gennemgående og direkte i brevene. Det samme er understregningen af trofasthed: »Mange af mine Kolleger har fundet Tilfredsstillelse hos andre Kvinder, men intet, intet kan hos mig træde i Stedet for dig, du har mit Hjerte og Sind og Tanker saa helt og fuldt«. Dette skrives 15. november 1944, hvor der ikke på nogen måde længere hersker tvivl om krigens udfald. Alligevel er det, som om den sidste ventetid næsten er den værste, og vi skal ind i 1945, førend Anders, undskyldende, har energien til at skrive igen. Hans sidste brev er dateret i Cardiff 28. marts 1945, nogle få dage inden afrejsen 2. april og omtrent ti dage før 'Panama's forlis. Anders er i godt humør, kan man fornemme, og beskriver, hvordan han har tilbragt nogle rare fridage hos nogle bekendte. Nu skal de bare på den sidste tur. Først over Atlanten til Amerika og derfra hjem - tilbage til hans elskede Koneunge, han ikke har set i mere end fem år: »Mine Tanker er saa fyldt med dig, saa jeg slet ikke kan fatte det, langt mindre udtrykke det. Inger, du er mit hele Liv, og jeg skal snart se dig igen, jeg lukker Øjnene, og det svimler helt for mig ved Tanken derom. Lille elskede Inger, snart skal jeg se dig igen og holde dig i Favnen, jeg lukker Øjnene og drømmer lyse lykkelige Drømme. Din egen Dreng. Anders«. Sådan lyder hans sidste ord. Præcis hvor længe efter forliset Inger modtog disse breve, ved jeg ikke. På en eller anden måde må de vel have glædet hende, selv om bitterheden og sorgen over, at Anders ikke var blandt de få overlevende, vel næppe nogensinde forlod hende.