Teatergængere, der ankom til forestillingen Vagina Monologerne i Shanghai for nylig, gik forgæves. Uden for teatret stod skuespillerne sminkede og klædt i deres kostumer og betalte billetpengene tilbage. De have fået forbud mod at vise forestillingen. Begrundelsen var, at forestillingen ikke passede til den kinesiske kultur. Få dage senere skulle forestillingen vises i Beijing på valentinsdag. Men efter forbuddet i Shanghai blev også forestillingen i Beijing forbudt. Politiet tog kontakt med direktøren for det museum, hvor forestillingen skulle vises, og aflyste forestillingen, og på avisredaktioner i Beijing var der opslag om, at journalisterne ikke måtte skrive om stykket. I Beijing var den officielle begrundelse, at initiativtagerne ikke havde sikret sig tilladelse til at sælge billetter til forestillingen. 'Vagina Monologerne' er skrevet af den amerikanske journalist og forfatter Eve Ensler. Monologerne er et teaterstykke, som desuden bruges af organisationen V-Day til at samle penge til støtte for arbejdet mod vold mod kvinder og piger. V'et i V-dag står for victory (sejr) over vold, valentine og vagina. Teaterstykket spilles hvert år på teatre og universiteter i USA og rundt omkring i hele verden i perioden mellem valentinsdag 14. februar og international kvindedag 8. marts. I februar-marts 2002 blev stykket vist mere end 800 steder i hele verden. Et af de steder var Shanghai, hvor forestillingen blev spillet af en amerikaner, en englænder og en kineser. Dengang var forestillingen ikke offentligt annonceret, monologerne var på engelsk, og billetterne blev primært solgt til udlændinge. Overskuddet fra forestillingen i 2002 gik til Netværket Mod Vold Mod Kvinder - en af de ngo'er (ikkestatslige organisationer), der er etableret i Kina siden midten af 1980'erne. Netværket har kontor i Beijing og har medlemsorganisationer i hele landet. Netværkets to hovedformål er at ændre holdningen til vold mod piger og kvinder og at arbejde for at få gennemført lovgivning på området. Ifølge en undersøgelse gennemført for nylig i Taiwan, Hongkong og Folkerepublikken Kina af forskere fra Hongkong betragtes vold mod kvinder i familien som acceptabelt i den kinesiske kultur, især hvis volden anses for nødvendig for at opretholde harmoni i familien. Netværket vil ændre volden fra at være skjult og acceptabel til at blive noget, der tales om og handles imod. Forestillingen, som blev aflyst i Beijing, var forberedt på initiativ af Netværket Mod Vold Mod Kvinder. Denne gang skulle stykket vises på kinesisk, og det var offentligt annonceret. Skuespillerne var studerende fra et universitet i Canton, hvor forestillingen blev vist i december 2003. Stykket består oprindelig, som det fremgår af titlen, af en række monologer. De stammer fra interview, som forfatteren Eve Ensler har lavet med kvinder i alle aldre om deres forhold til og erfaringer med deres vagina. Der er positive og dejlige oplevelser. Men der er også historier om ubehagelige oplevelser og deciderede overgreb. Nogle af forældrene til de studerende i Canton, som skulle spille stykket, var bekymrede, da de hørte, at deres døtre ville stille sig offentligt frem og sige ordet vagina. Ordet vagina er et tabu i Kina. Pointen med forestillingen er netop at bryde det tabu, der omgærder både kvinders vagina og de overgreb, der finder sted mod kvinder i form af voldtægt, hustruvold, sexchikane og andre former for vold. Vold mod kvinder er globalt set et kæmpeproblem, som Unicef i en 1997-rapport definerede som »det mest gennemtrængende overgreb mod menneskerettigheder globalt set«. Ved at råbe ordet vagina ud i teatersale i hele verden er stykkets ide at bryde den tavshed, der omslutter både nydelse og overgreb knyttet til kvinders krop. Ræsonnementet er, at hvis man ikke kan sige ordet vagina, kan man heller ikke tale om de overgreb, der relaterer sig til vagina. Hver forestillingrundt omkring i verden bygger på de oprindelige vaginamonologer, men et hovedprincip er også, at stykket formes efter den lokale kultur og de lokale problemer, som stykkets skuespillere og producenter synes, det er relevant at forholde sig til. I Cantonforestillingen var der derfor tilføjet et dansestykke om mødre i Kina, der forlader deres nyfødte døtre. Børneudsættelser er ellers et emne, som kvindeorganisationer i Kina har været meget forsigtige med at forholde sig til, selv om det netop er pigebørn, der forlades, og det derfor ville være en oplagt sag at tage op. Børneudsættelserne skal ses i relation til kulturelle forestillinger og praksis, hvor drenge har en vigtigere plads i familien end piger, og i forhold til befolkningskontrolpolitikkens krav om kun et eller to børn for et ægtepar og mangel på offentlig forsørgelse af ældre. Familier efterlader for eksempel deres nyfødte piger uden for et børnehjem og lader, som om pigerne ikke er blevet født og får derved mulighed for at prøve at få en søn. Kvindeorganisationerne er dog i de seneste år blevet skrappere i deres kritik af overgreb mod piger og kvinder, og det er måske netop derfor, stykket blev forbudt i både Shanghai og Beijing. Udsættelseraf pigebørn er et af de allertydeligste eksempler på, hvordan forestillinger om køn kan betyde død for nyfødte piger i Kina. De forestillinger om pigers manglende eller lavere værd, der ligger bag udsættelse af pigebørn, viser sig også på mange andre måder og resulterer også på andre måder i pigers og kvinders død. For tiden er en række kvindeorganisationer i Kina engagerede i sagen om Huang Jings død. Hun var 21 år, da hun døde sidste år. Hun havde været sammen med en ung mand. Hun døde nøgen i en seng med hans sæd på sin krop. Politiets læge udtalte, at hun var død af hjerteproblemer. Det troede hendes mor ikke på, for hendes datters krop var fuld at blå mærker, der tydede på fysisk overgreb. Det har ført til en kamp, der handler om, hvorvidt Huang Jing blev voldtaget eller ej. Og om, hvorvidt hun døde en naturlig død eller døde som følge af vold og voldtægt. Sagen blev offentligt kendt, da moren skrev om den på den webside, der blev lavet for Sun Zhigang, en arbejder, der blev tævet ihjel af politiet i 2003. Professor Ai Xiaoming fra Zhongshan Universitet i Canton og leder af en kvindeorganisation tog i sin tid initiativ til at bringe Sun Zhigang-sagen frem i offentligheden. Da professor Ai læste om Huang Jing-sagen, kontaktede hun moren. Siden hen har hun hjulpet moren med at få behandlet sagen om årsagerne til hendes datters død. En retsmediciner på universitetet har undersøgt pigens lig på ny og har udtalt, at der ikke var tegn på hjerteproblemer. Uanset hvordan Huang Jing er død, og uanset hvilken rolle vold kan have haft i forbindelse med hendes død, er sagen gennemsyret af forestillinger om køn - om mænd og kvinders rette opførsel ifølge gængse kønsmønstre. Behandlingen af sagen varetages af et politi, som kvindeorganisationerne anklager for at lægge skylden på den unge kvinde og beskytte den unge mand. Der er ikke rejst tiltale mod ham for vold på trods af de tydelige tegn på vold på Huang Jings krop. Måske skyldes det, at politiet ikke mener, der er nogen grund til at gøre et stort nummer ud af en ung kvindes død. Politiet har beskyldt Huang Jings mor for at have opdraget sin datter for traditionelt. Dermed mener de, at havde datteren blot været lidt mere seksuelt frisindet, ville hun ikke have modsat sig et samleje, og hun ville sandsynligvis være i live. Desuden har politiet sagt til Huang Jings mor, at hun bør tænke på den unge mand og hans familie. De har kun den ene søn, og det ville være synd for både ham og hans familie at føre sag mod ham. Pigen er død, og det er der jo alligevel ikke noget at gøre ved. En lignende tankegang har for nylig været udtrykt i en sag om en lærer, der havde voldtaget otte af sine elever. Holdningen var, at det var synd at lægge sag an mod ham. Det ville ødelægge hans ægteskab, og der var jo alligevel ikke sket noget med pigerne. Med andre ord - uanset at en mand har begået overgreb mod en kvinde, er det væsentligste hensyn ikke at ødelægge hans liv og omdømme. Kvindeorganisationerne protesterer mod de holdninger og den mangel på retssikkerhed, de indebærer for kvinder. De vil have vold mod kvinder anerkendt som vold, der kræver retsforfølgelse. Og de vil have skylden flyttet fra den kvinde, der har lidt overgreb, til voldsudøveren. Tre måneder efter den unge kvindes død og efter en massiv indsats for at få sagen genoptaget blev den unge mand arresteret for voldtægt. Huang Jings familie mener, hun er død efter en voldtægt. Den unge mand siger, at voldtægten ikke blev gennemført. Forskellen mellem forsøg på voldtægt og fuldbyrdet voldtægt har betydning for, om folk i al almindelighed samt retsvæsenet mener, at der er tale om overgreb mod kvinden. I februar i år og i forbindelse med V-Day-perioden fra 14. februar til 8. marts og etårsdagen for Huang Jings død holdt Netværket Mod Vold Mod Kvinder og professor Ai Xiaomings organisation et mindemøde i Canton for at skabe offentlig opmærksomhed om sagen. På mødet spillede de studerende en af 'Vagina Monologerne' - et stykke om, at kvinder vil have lov at gå i fred med korte skørter uden derfor at blive antastet og voldtaget. 7. marts underskrev deltagere ved et kvinde- og kønsforskningsmøde i Beijing en udtalelse til støtte for en retfærdig behandling af sager som Huang Jings. 8. marts blev udtalelsen givet til Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference og til Folkekongressen, som netop holdt møde på det tidspunkt. De aktivister,der står bag udtalelsen, og de 37 forskere, der skrev under, vil bruge sagen til at skabe opmærksomhed om og ændre holdninger til vold mod kvinder. De vil gøre det muligt for kvinder, der bliver voldtaget, at tale åbent om overgrebene og få hjælp snarere end at blive fordømt. Oplægget til den rådgivende konference og Folkekongressen indeholdt forslag om oprettelse af lægecentre, hvor voldsramte kvinder kan henvende sig og få dokumenteret, at der er udøvet vold mod dem. Desuden var der forslag om, at der skal undervises i kønsbevidsthed på alle politiskoler og oprettes krisecentre for voldsramte kvinder i hele landet. Med udtalelsen og teaterstykker bruger aktivister og forskere de midler, de har til rådighed inden for rammerne af det kinesiske politiske system til at udfordre og ændre forestillinger om køn i Kina.