Australien er den omvendte verden, og der var øjeblikke, hvor vi undrede os over, at vi ikke faldt lige lukt ud i det blå himmelrum. Men det var bare jetlag, det moderne ord for sjælens svimmelhed, når kroppen har svært ved at følge med. Engang tog det tre måneder, nu gøres rejsen på lidt over et døgn og vidner om en moderne civilisation med evnen til at vende op og ned på tid og rum. Fra hotelværelset på syttende etage var der udsigt over Sydhavet, om eftermiddagen en hvidglødende flade af spejlet lys, der lignede is. Vi kunne ikke blive færdige med at minde hinanden om, at næste stop under horisonten var Antarktis. Selv om de australske byer ligner noget, man kender, med deres højhuse og stedvise efterladenskaber af kolonial klassicisme, bliver man ustandselig gjort opmærksom på, at man befinder sig i den fjerneste, mest fremmedartede verdensdel. Det velkendte betoner blot fremmedheden, det vilde sommerlys og den voldsomme varme sidst i februar, de skrattende, uigenkendelige fuglestemmer og de allestedsnærværende eukalyptustræer, der beholder bladene for i stedet at smide barken. Sydkorset, der ligger så lille og undseligt deroppe som et halssmykke, en victoriansk dame engang har lagt fra sig på natbordet og glemt at tage på igen. Hun er her ikke mere. Australien er trådt ud af imperiets skygge, et ungt land på kun tyve millioner mennesker, som er kommet alle vegne fra og ud over englændere tæller tyskere, italienere, grækere, kinesere, indonesere, og hvem ved jeg. Tilflyttere i første, anden og syvende generation med viljen til at skabe sig en ny tilværelse. Jeg tror egentlig ikke, australierne nogensinde er holdt op med at føle sig fremmede på dette kontinent, som for størstedelens vedkommende er forblevet tomt. Uegnet for mennesker, tror man, indtil man hører om urbefolkningen, der i årtusinder har gennemrejst de brutale landskaber og kaldt dem ved navne, spundet dem ind i sanglinjernes drømmespor, en stor og hemmelighedsfuld fortælling om menneskets forbundethed med universet. De oprindelige beboere var også rejsende. Ved at bevæge sig tværs over kontinentets enorme strækninger bekræftede de deres tilhørsforhold. At flyve fra Adelaide til Ayer's Rock i kontinentets ørkenhjerte svarer til ruten København-Athen, yderpunkterne i det, der for europæerne engang var den kendte verden. Turen er i sig selv en belæring om proportioner. Man ser ned på den røde monotoni og opdager kun langsomt subtiliteten i skalaen af jordfarver, ligesom når man betragter aboriginernes tilsyneladende abstrakte malerier. Først lidt efter lidt opdager man, at billederne er ét med det land, de beskriver med stiliserede tegn og mønstre, så bjerge og flodlejer bliver ét med de ånder og slanger, der har givet dem navne. De første engelske malere, der kom hertil, kunne slet ikke se landskabet, deres billeder ligner til forveksling det, de kom fra. Alligevel er det deres mod mere end deres afmagt, der slår én, når man betragter skilderierne af gentlemen, der kører kækt af sted i åben hestevogn iført høj hat og sort, ulden skødefrakke, selv i fyrre graders varme. Der er noget komisk ved ukueligheden i den britiske vilje til at forblive britisk, men som i al ukuelighed også noget stort, og mange af dem gik til, når de som opdagelsesrejsende med krum hals fremturede ind i det ukendte. De første indvandrere var som bekendt deporterede britiske fanger, og siden er mange kommet, fordi de heller ikke havde noget andet sted at tage hen. Når alle andre udveje viste sig at være lukkede, var der kun den fjerneste kyst tilbage, den sidste før Sydpolen. For dem blev livsrejsen anderledes konkret end for os andre, en udmåling af den fysiske afstand mellem det tabte hjem og det, de aldrig vænnede sig til at kalde sådan. I modsætning til Odysseus var der for dem ikke noget Ithaka at vende hjem til, men på den anden side var det vel heller ikke det samme Ithaka, Homers uheldige helt endelig genså. Eller var det ham, der ikke længere var den samme? I grunden er vi alle rejsende, Luftmenschen, i drift mellem det, vi har mistet, og det, vi kun diffust kan længes efter. Det er min samtalepartner i hotellets airconditionerede lobby, der karakteriserer Odysseus på jiddisch. Selv ligner han ikke noget luftmenneske, den tætbyggede mand i halvtredserne med sorte krøller og et åbent, nysgerrigt blik. Alligevel kan jeg ikke lade være med at se ham for mig bundet til en skibsmast, fordi han ikke vil gå glip af sirenernes sang, og Arnold Zable er virkelig en mand, der ikke lader en god historie gå sin næse forbi. Vi er her i den samme anledning, begge inviteret til at deltage i Adelaide Writer's Week. Australiens største litteraturfestival foregår i en af byens parker, hvor J.M. Coetzee, Isabel Allende og Margaret Atwood skiftes med australske og europæiske forfattere til at optræde under to enorme beduintelte, der beskytter os og publikum mod sensommersolen. Det er mærkeligt at rejse så langt og møde så indforståede, koncentrerede tilhørere. Det siger noget om, at romaner, skønt skrevet på ens modersmål, er skabt til at rejse. Arnold Zable nikker. Det er fortællingerne, der får en splittet verden til at hænge sammen. Det gjorde de for aboriginerne, der sang sig gennem landskabet, og for indvandrerne, der kom hertil fra den anden side af kloden, og det gør de for dem, der i dag drives fra hus og hjem for at blive skyllet i land på en fremmed kyst, overladt til de indfødtes velvilje. Men der kommer et tidspunkt for os alle, immigranter eller ej, hvor vi må spørge os selv, om det i sidste ende ikke er i fortællingerne, og kun dér, at vi hører hjemme. Fortællingerne om livets opbrud og provisoriske ankomster. Man lærer sig selv at kende ved at fortælle, men også ved at lytte, for i fortællingerne bliver vi genkendelige for hinanden. Arnold Zables jødiske forældre kom til Melbourne fra Østeuropa som flygtninge under Anden Verdenskrig, og han genkender deres skæbne i de beretninger, han hører, når han besøger Australiens asylcentre. Her må beboerne ligesom i Europa vente i måneder og år på at få afgjort deres skæbne, og de lever under forhold, der kan drive dem til fortvivlelse, somme tider vanvid. Zable hører til de australske intellektuelle, der ikke blot har kritiseret en stadig mere restriktiv flygtningepolitik, men også engageret sig personligt. Vi er selv en nation af fremmede, siger de, og derfor skal Australien forblive åbent og gæstfrit. I Arnold Zables bøger og avisartikler optræder de nutidige flygtninges beretninger på linje med historier fra den nære fortid om hjemløshed, identitetstab og det at blive kastet omkring i verden af kræfter, man ikke selv er herre over. Han forærer mig til afsked en bog, hvis titel er et stikord til, hvad litteraturen for ham er og kan: 'Cafe Scheherazade'. Ligesom den unge dronning, der i 'Tusind og én nat' forlænger sit liv ved at fortælle sultanen historier, er personerne i Arnold Zables bog nødt til at fortælle for at kunne trække vejret i det fremmede land, som de er blevet drevet til at slå sig ned i, rodløse, men dog i live. Kun et tyndt lag fiktion adskiller romanen fra de autentiske livsforløb, der har inspireret den, og Scheherazade er en virkelig café i St. Kilda, en forstad til Melbourne. Værtsparret Avram og Masha optræder i rammefortællingen som portalfigurer for det emigrantunivers, Arnold Zables fiktive alter ego træder ind i, da han første gang besøger restauranten, hvor man kan få schnitzel som i den gamle verden. Bogen er en elegi over den jødiske kultur, der gik til grunde med holocausts ofre, hvor sproget var jiddisch og Vilnius 'Østeuropas Jerusalem'. En gennemkomponeret vævning af livslinjer, der styrer mod afgrunden og akkurat undgår den for at spredes i alle retninger og samles på ny i efterkrigstidens Melbourne. Fortælleren følger tre unge mænd gennem krigsårene og videre ind i den fremmedgjorte eftertid, hvor der ud over sorgen og vreden kun er den umulige længsel og den skrøbelige erindring tilbage. Da Polen blev besat, søgte mange jøder til Vilnius, et usikkert helle klemt mellem det nazistiske imperium i vest og det sovjetiske i øst. Nogle endte i Vilnius' forseglede ghetto eller i massegravene uden for byen, mens andre blev partisaner i de litauiske sumpe, hvis de ikke flygtede til Sovjet, kun for at ende i de sibiriske lejres helvede. Og så var der dem, der mirakuløst undslap takket være en behjertet japansk konsul, der massefremstillede rejsepapirer og gjorde det muligt for tusinder at påbegynde en ængstelig odyssé østpå. Zable følger to af dem med den transsibiriske jernbane til Stillehavet og videre over Kobe til Shanghai, hvor de tilbringer resten af krigen i en overfyldt, stinkende flygtningelejr. Den ene er en indadvendt natur, der overlever på indtrykkene af flygtig skønhed, som da han ved indsejlingen til den japanske havneby ser en kimonoklædt kvinde komme til syne på en træbalkon, en madame Butterfly, han i tankerne bliver ved med at vende tilbage til. Den anden er en plattenslager fra Warszawa, der slår sig igennem med gadedrengens instinkt for forretninger og forbindelser. Han er streetwise, hvor vennen er melankolsk, og hans jordnære humor og livsappetit føjer de nuancer til mosaikken, som både er livets og litteraturens. Ved siden af beretningerne om ubeskrivelig rædsel rummer Arnold Zables dokumentariske roman en illusionsløs tro på menneskelig værdighed og overlevelsesevne, en sans for at lade den uventede glæde stå usvækket over for gru og fornedrelse. Som han sidder over for mig, synes jeg, at der er mere end en verden mellem den anonyme hotellobby i Adelaide og det hjemlige litteraturmiljøs fims af kollegiekøkken og koket blaserthed. Hans blik og stemme radierer den samme generøse varme, som dagen før forplantede sig til hans tilhørere, da han optrådte under beduinteltet i parken. Mens vi taler sammen, fremhæver han en episode fra bogen, hvor en af personerne befinder sig i en kolonne af udsultede, forfrosne fanger, der vandrer gennem den sibiriske vinter. Han kan ikke mere, og da han styrter om, ønsker han blot at blive liggende. Han mærker ikke kulden, føler ikke længere smerten og vil ikke andet end synke ned i sneens bløde glemsel, indtil en medfange sparker ham vågen og får ham på benene igen med en strøm af jiddische eder. Idet de fortsætter, får han øje på fuldmånen, større end han nogensinde har set den, som om han ville kunne stige om bord på den, række ud og spise af den, og det er den sibiriske måne, der giver ham kræfter til at fortsætte. Zables bog rummer både sorgen og skønheden. Den beskriver også vreden hos dem, der mistede alt, men hans egen fortællerstemme er blottet for vrede. Da han efter sin optræden skulle svare på spørgsmål fra tilhørerne, var der en ung kvinde, der ville vide, hvordan han sikrede sig, at hans sammenkædning mellem bogens historier og nutidens flygtninge fik en konkret politisk betydning. Det er den slags spørgsmål, man frygter som forfatter, hvis man berører et politisk tema. Som om det er ensbetydende med, at man også må blive politiker og give sig til at mobilisere folk med sin moralske indignation. En forfatter kan ikke skrive på vrede, svarede Zable, forfatteren er interesseret i alle mennesker, også dem, der ikke kan lide flygtninge, for deres grunde er lige så menneskelige som alle andres, hvad enten man er enig med dem eller ej. I flyet havde jeg genlæst Villy Sørensens oversættelse af Seneca, og mens jeg lytter til Zable, kommer jeg til at tænke på, hvad den romerske filosof skriver om vreden. Efter hans opfattelse er den ikke en spontan reaktion, som vi ellers tror, men tværtimod en viljesakt, man bør give afkald på til fordel for det blik, der på samme tid er nøgternt og tilgivende. For gæsterne i Café Scheherazade er der ingen forsoning med fortiden, men der er fortællingen selv, det at tale og lytte for at kunne udholde, hvad der ellers ville være uudholdeligt. Navngive og stedfæste den stumme følelse af tab og hjemløshed. Ligesom i aboriginernes kunst handler det om proportioner, landskabets og de menneskelige, og om, hvordan mennesker vokser ved at indarbejde universets blinde, utæmmelige og ofte destruktive kræfter i fortællingens eventyrlige sanglinjer. Jeg læste Arnold Zables bog på hjemvejen, mens vi fløj mod uret, baglæns ind i natten til Singapore. Der var mørkt i kabinen, folk sov under de altid lidt for korte tæpper, nogle snorkede, andre havde taget skoene af, kunne jeg lugte. Mens bogens personer passerede gennem læselampens lille lysstråle, tænkte jeg på, hvor udsat man er, hvor udleveret til hinanden i sådan et cigarhylster, der svæver ti kilometer over Timorhavet. Og så er den moderne rejses kortvarige skæbnefællesskab endda kun en ubetydelig, knap mærkbar smagsprøve på, hvad det vil sige at være en af Arnold Zables rejsende. Stuvet sammen med et tilfældigt udsnit af artsfæller, der kun har det til fælles, at de er uønskede, hvor de kommer fra, og hvor de har været så letsindige at tro, at de hørte til. Puffet hid og did på tværs af tidszoner og breddegrader uden at vide, om der findes et sted, hvor de vil være velkomne. Inden jeg overgav mig til søvnen, passerede rejseindtrykkene bag mine øjenlåg. Ayer's Rock, der dæmrede frem i daggryet over den flade ørkenslette, roligt knejsende og perfekt afsluttet som en kæmpeskulptur skabt af en billedhugger med storhedsvanvid. Sydneys operahus, som vi så første gang om aftenen, genfærdsagtigt illumineret, vuggende som en flosset åkande ude i havnen. Vi var enige om, at det måtte være det vidunderligste, mennesker har bygget, og dog ser det ud, som om dets kurvede flige er vokset frem af naturens eget formsprog. Sådan er der øjeblikke, hvor man synes, at den fremmede verden og den menneskelige fantasi foregribes af hinanden. Universet bliver lidt mere beboeligt, og man opdager samtidig, at uendeligheden findes i én selv. Vi talte også om det underfundige i, at danmarkshistoriens største arkitekt har efterladt sit hovedværk på den modsatte side af kloden. Dér står det som vartegn for en nation, der endnu er under tilblivelse, skabt af tilrejsende, der aldrig ville have troet, at de skulle få noget til fælles, forskellige som de er. Så mange fortælletråde samles her, så afvigende livsbaner har ført til denne fjerne destination. Når man spadserer på havnen i Sydney, er det forskellene, der springer i øjnene, men inderst inde ved man godt, at hvert ansigt gemmer en historie, som kan fortælles og forstås, og dét er fortællingens magt. Den minder os om, at ingen er mere fremmed end de andre.

Litteratur: Arnold Zable: Cafe Scheherazade, Text Publishing, Melbourne 2001