»Fodslæbende liberalisme!«. Man behøver ikke at anstrenge sig for at fornemme, hvordan forfatteren og litteraten Harald Nielsen må have hvæset ordene ud af munden. Det var dengang i de 'brølende 1920'ere', hvor det gik an at sige tingene med en vis elan, men alligevel: Fodslæbende liberalisme, det lyder ikke rart og er, hvis man skulle være det mindste i tvivl, heller ikke sådan ment. Og så er det i øvrigt nok så afgørende slet ikke møntet på liberalister. Antibrandesianeren Harald Nielsen, hvis tanker med tiden blev stadig mere radikaliserede og under besættelsen slog over i umiskendelig antisemitisme, var ikke just en ven af liberalismen og dens politiske værdier. For hans skyld måtte de liberale hellere end gerne være fodslæbende. Nej, den foragtfyldte sætning var rettet mod de konservative, den ideologi, Harald Nielsen selv abonnerede på, om end i en noget anden aftapning end den gængse partmæssige. Harald Nielsen, som af især mange yngre konservative blev dyrket som åndelig inspirator, var - sagt på mundret dansk - edderspændt rasende over konservatismens udvikling (læs: deroute) siden dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915. Den politiske bastion, der skulle holde stand imod invasionen af 'fremmede' idéer, såsom demokrati, parlamentarisme og alle de deraf afledte forestillinger om pluralisme og frihedsrettigheder, havde hejst det hvide flag. Værre endnu: Konservatismen var blevet snigløbet af liberalismen i en sådan grad, at den ikke længere var til at kende. I Harald Nielsens formulering: »Den eneste forskel mellem konservatismen og radikalismen (det vil sige liberalismen, ah) består i, at førstnævnte lidt senere end sine radikale konkurrenter (går) over til det nye format, beskæftiger sig med tango og opslidsede damekjoler lidt mindre ivrigt end disse, og i denne tøven må man se dens konservatisme, thi andetsteds findes den ikke«. »Fodslæbende« var den konservatisme, der nok af navn var konservativ, men af gavn var omtrent så solid i fundamentet som et termitbo. At processen også gik den anden vej, var Harald Nielsen ikke blind for. Den liberale 'list' bestod ifølge Nielsen i, at det i tiltagende grad ville volde vanskeligheder at få øje på den rigtige konservatisme, fordi de liberale ved at kalde sig forsvarsvenlige, kongetro og nationale underminerede konservatismens kerne. Havde Harald Nielsen og hans ligesindede af højreradikale intellektuelle med veneration for det gamle Højre og Estrup så blot stået ene med deres kritik. Men nej. Det er et genkomment tema i nyere konservativ idédebat, at det, der opstod som en kritisk reaktion på den franske revolution, og som sådan er blevet opfattet som et 'modoplysningsprojekt', er gledet mere og mere i retning af den oprindelige hovedmodstander. Eksemplerne står på ryggen af hinanden. Det seneste i rækken er juraprofessor Ditlev Tamm fra Københavns Universitet, der i et interview med Weekendavisen i februar i år, bemærker, at det er og bliver de konservatives »helt centrale problem«, at deres parti »ikke klart nok definerer sig i forhold til liberalismen«. De konservative har - med få klædelige undtagelser - på paradoksal vis mistet fornemmelsen for konservatismens ånd. Det er en ideologisk falliterklæring for konservatismen, at den er så godt som usynlig i en tid, hvor den socialdemokratiske permafrost er smeltet, hvor højrepopulismen har vind i sejlene, og hvor den liberalistiske vækstfilosofi er trængt stadig dybere ned under overfladen på det borgerlige Danmark. Hvad udadtil er vundet, er indadtil tabt. Nok blev regeringen Nyrup Rasmussen forstødt fra magten, men hvad trådte i stedet: en mere åben, pluralistisk, kulturel og pragmatisk måde at tænke og bedrive politik på? Ikke just. Selv om alt som bekendt afhænger af øjnene, der ser, så kræver det et usædvanligt sløret blik for ikke at bemærke, hvordan de konservative har tabt historiens tråd. Partiet, der om noget burde være garant for historisk bevidsthed, har glemt, eller evner ikke at synliggøre, dets egne indre værdier. Hvilken ironi. Det er på den triste baggrund, at man modstræbende må spørge: Hvad kan man bruge borgerligheden til? Nu er ikke al borgerlighed selvsagt identisk med konservatisme, men der burde i hvert fald ikke være så åbenlys en modsætning, som tilfældet er i dag. Og da slet ikke, når partiet ligefrem smykker sig med betegnelsen 'Danmarks borgerlige parti'. Har konservatisme, som for en bredere offentlighed vist nok er noget med bevarelse af arveretten, honnør for Hendes Majestæt og benovet smiger for Hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, noget at tilbyde i det indeværende århundrede, en epoke kendetegnet af international terrorisme, klimatiske forandringer, europæisk unionsudbygning, integration af flygtninge, massearbejdsløshed og øget global fattigdom. Er det en æra for konservatismen? Spørgsmålet om konservatismens relevans er hyppigt stillet i konservative medlemsblade, og det bliver vanen tro besvaret med et rungende »ja!« efterfulgt af et trefoldigt leve for Gud, konge og fædreland. Hvor heldigt, tænker man, at den konservative selvtillid er større end vælgernes tilslutning. Og hvorfor ødelægge den fine stemning? Lad os derfor være store i slaget og erkende, at konservatismen har noget at komme med, mens det derimod kniber betydeligt mere for de konservative . Ikke at mange konservative kan forventes at nikke anerkendende til den vurdering, som set gennem brillerne hos folk, der krydser af ved Liste C formentlig forekommer at være letkøbt og løs i kødet. Sidder de - vi, hvis man altså tilhører 'holdet' af trofaste konservative - måske ikke i regering? Og hører man ikke ganske ofte på radio og tv konservative tale om 'konservative mærkesager'? Så sandt. Ingen kan vel benægte at de konservative beklæder adskillige ministerposter, og det går heller ikke at afvise, at de minsandten både får markeret og endda vedtaget en række politiske forslag, som alle sammen bærer stemplet 'konservative mærkesager'. Men det er med mærkesager som med supermarkedernes tilbud om fem kyllinger for en halvtredser: oppustet, fadt i smagen og ikke særlig sundt. Konservative mærkesager? Man må svare som Gandhi på spørgsmålet om, hvad han synes om den vestlige civilisation: Det lyder da som en god idé! Men det forudsætter en mere velfunderet og gennemtænkt konservatisme. Ellers får man fornemmelsen af idéløshed og det er farligt - nærmest selvmorderisk - på et tidspunkt, hvor idéer efter at være blevet søgt aflivet i kølvandet på den kolde krigs ophør, atter er i høj kurs. Hvor banalt det end lyder, må 'man' - mere præcist de konservative - vove at holde fast i den gamle lærdom om, at institutioner og værdier forgår, men ikke Historien; den består. At være partiet, der forstår at indlæse det nye i det gamle, partiet, der tænker i dybden og ikke bare stopper ved nogle historiske mærkedage, burde være en nærmest livsvigtig opgave for de konservative. Det er så populært at tale om den hast, hvormed 'vores samfund forandrer sig', og hvor hurtigt 'alting går'. De konservative har da en rolle at spille som bindemiddel. Var det måske ikke konservatismens nestor, Edmund Burke, der knæsatte treenigheden mellem de levende, de døde og de endnu ufødte? I den Burkske konservatisme er netop denne successionstanke nøglen til forståelse af, hvor konservatismen adskiller sig fra både den almindelige reaktion og, nok så vigtigt, fra liberalismen i dens forskellige afskygninger. Det måske væsentligste konservative etos er tradition i forbindelse med fællesskab, uanset om det drejer sig om samfund, kirke, slægtskab, moralske autoriteter eller økonomiske hierarkier. Det har de konservative imidlertid glemt alt om. De har idømt sig selv ideologisk sengetid. Hvordan vækker man så en konservativ? Måske ved at hviske ham eller hende nænsomt i øret, at der faktisk er noget at stå op til. Konservatisme, en bevidst politisk tanke om, at verden rummer værdifulde læresætninger fra tiden før mobiltelefonens opfindelse, læresætninger i forhold til synet på institutioner, mennesker, fællesskab og autoriteter, turde i dén grad have et bæredygtigt budskab på et tidspunkt, hvor begavede mennesker spejder begærligt efter enhver nok så lille oase. Der er ingen grund til på søvngængeragtig maner at sjoske i hælene på politiske strømninger, der ligesom de konservative taler om mere frihed, strengere straffe, udvisninger, afvisninger og opvisninger af konsekvens over hele linjen, men som samtidig gør det bedre, fordi det er det eneste sprog, de ejer. De konservative fremstår i den funktion som eftersnakkere, der skal passe på ikke at degenerere til en særegen krydsning mellem handelstandforening og golfklub i forklædning som politisk parti. Jamen, lyder indvendingen, er der overhovedet én konservatisme? Er det ikke netop konservatismens styrke, at den kan skifte form og farve efter forholdene? Har dagens konservative ikke fundet netop den konservatisme, som passer bedst til dem? Som var det oplæsningen af en tipskupon må man svare: nej, jo, nej. I rækkefølge: Der kan skrives lærde afhandlinger om, hvad der i grunden er sand konservatisme. Men uanset sideomfang og lixtal ender de fleste ikke overraskende med at konstatere - efter at have higet og søgt i idé- og kulturhistoriens afkroge, fra gamle Platon, over John Donne og David Hume, Edmund Burke ej at forglemme, til Joseph de Maistre, Adam Müller og Novalis og endnu senere F.A. von Hayek, Roger Scruton og John Gray - at der ikke findes én konservatisme. Det betyder dog ikke, at der ikke findes en konservativ impuls, som her hos engelske Lord Falkland: »When it is not necessary to change, it is necessary not to change«. Altså: Ingen drastiske beslutninger eller overilede handlinger, men en skeptisk og afventende indstilling. Den tolkning af konservatisme skelner ikke mellem, hvilken social klasse eller ideologi der er tale om: Det kan være traditionelle stammesamfund, nordkoreanske 'betonkommunister', skandinaviske socialdemokrater og amerikanske republikanere. Konservatisme bliver i den udlægning identisk med forsøget på for enhver pris at konsolidere de tilkæmpede landvindinger. Generelle definitioner af konservatisme er ikke desto mindre vanskelige, eftersom der i bund og grund er tale om nationale fænomener. De mange studier af konservatismen afslører, at konservatismen, hvis man ser bort fra en fælles bekendelse til nationale og religiøse værdier, ikke rummer så mange ensartede træk, at der uden videre kan tales om en 'konservativ internationale'. Det er faktisk konservatismens skjulte styrke. Selv med forbehold for, at ingen ideologi kan beskrives som uforanderlig og tidløs, kan konservatismen nemlig i mindre grad end de øvrige medlemmer af den klassiske 'ideologi-familie' betragtes som doktrinær. Konservatismen adskiller sig, fordi den i modsætning til liberalismen og socialismen ikke kan opvise en 'hellig' bog eller en ledende skikkelse. Edmund Burkes kritiske værk 'Reflections on the Revolution in France', der udkom umiddelbart efter den franske revolution i 1789, er konservatismens mest kendte skrift, men har ikke karakter af at være et manifest. Burkes værk er et kritisk forsvar for den eksisterende sociale og politiske indretning af samfundet, men ikke en programerklæring om, hvordan det tabte vindes tilbage. Konservatisme er, som det siges på tysk 'Politik ohne Wunschbilder'. Det betyder dog ikke, at den politiske konservatisme bare kan være hvad som helst, hvis den vil være ideologisk bevidst som konservativ. I konservatismens pragmatisme ligger således en forpligtelse på visse grundlæggende værdier. Men vil den kritiske stemme igen indvende; hvis man kritiserer os - de konservative - for at have tabt vores tradition på gulvet, skal man så ikke, om ikke andet for syns skyld, kunne tilbyde os noget bedre? Det er da ingen sag at råbe op og så skynde sig videre. Det kan der være noget om. Svaret er dog ikke vanskeligere end som så: De konservative må vove at trække sig ind i sig selv, også hvis det for en stund skulle koste stemmer og taburetter. De må synliggøre, at den hastige verdens glitter er schein . Dybden, materien, s ein ligger et andet sted. Angsten for at blive bortdømt som bagstræberiske holder måske de konservative tilbage, men den beskyldning må de vælge at se stort på. De tror vel selv på, at de har en lære for eftertiden - en lære, som er andet end bevarelse af lukkeloven og strengere straffe til rockere? Forhåbentlig. Hvorfor bliver partier som Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti betragtet som den 'rene vare'? De er omkranset af en aura af autenticitet, fordi de ifølge den konventionelle visdom 'tør sige tingene, som de er'. Der er - hvilket man ikke behøver den store politologiske guldmedalje for at vide - ganske meget, de tre partier ikke siger, men dét, de faktisk siger, er ofte påstemplet et synligt ideologisk mærkat. De har på godt og ondt et ståsted; de radikale sørger for, at socialliberalismen er til at få øje på; Enhedslisten har skabt sig en position som samvittighedsfulde socialister, og folkepartisterne er først og fremmest 'danister': Alt draperes i rød-hvide farver, og 'pro patria mori' er det eneste fremmedsprog, der slipper over deres læber. Hvad man end synes om de tre små og mellemstore partier, står ét klart: Man ved, hvor man har dem. Det ved man dårligt med Venstre nu om stunder, og da slet ikke med de konservative. De konservative, der gerne vil udfylde en konservativ tradition, ja som ønsker at føre en konservatisme i marken, som måske har mere appel end de hurtigt glemte 'mærkesager', gør klogt i at tage sig tid til at gennemtænke, hvad 'konservatisme' i grunden er. Konservatisme som rettesnor for en anstændig tankegang med vægten lagt på kultur, historie og dannelse turde bære kimen til en bredere appel, end det er tilfældet i dag. Når man har delvist glemt, hvad det hele handler om og forvilder sig ind i blindgyder, hvor staten efterhånden bliver anset for en byrde, og tanken om samfundet som en organisk enhed er for vanskelig, ja så er det på tide at komme en tur på værksted for at få undersøgt den ideologiske karburator. Et helt nyt køretøj er ikke på tale, men hvis de konservative vil have gang i motoren, rækker det ikke blot med slæbetov og startkabel. Der skal arbejdes grundigt med finmekanikken. For at komme tilbage på vejen skal der tankes op med tanker for at kunne trække fri af den grasserende nyliberalisme og populistiske nationalnostalgi. Foden på gaspedalen i egen vogn; se, så forstummer al snak om at være 'fodslæbende'.