Den nye terrorbølge er over os. Kombinationen af den internationale terror og forråelse af lokale grupper, som man så det i Tyrkiet i november sidste år, har ført til masseterror. Uvæsenet er kommet stadig tættere på også Danmark. Det er derfor på tide, at vi åbner en tredje front i terrorbekæmpelsen - samfundsindsatsen. Vi bør alle lære rationel adfærd under kriser som førstehjælp og agtpågivenhed. Det vil både styrke demokratiet til hverdag og gøre samfundet mere robust over for angreb. Terrormassakren i Madrid 11. marts vækker på alle måder til eftertanke. Hvis det var den spanske terrorbevægelse ETA, der stod bag, har lokale nationalistiske grupper adopteret en række af den internationale terrorismes metoder. Foruroligende. Hvis det var al-Qaeda, har dette netværk slået igennem med både angreb i EU og angreb på Irakkrigens koalitionspartnere. Måske endnu mere foruroligende. Hvis der var tale om en blanding - f.eks. en ETA-fraktion og al-Qaeda-relaterede terrorister, har vi fået et globalt samarbejde, der også virker aktivt i Europa. Alle mulighederne er skræmmende, og de lægger op til, at også Danmark øger sin terrorbekæmpelse - både i dybden og i bredden. Inden vi kommer til vores forslag herom, vil vi dog diskutere terrortruslens omfang. Der er mange, der mener, at truslens omfang er overvurderet, og antallet af dræbte som følge af international terrorisme er da også betydeligt mindre end antallet af dræbte som følge af trafikulykker. Det er også rigtigt, at terrorisme målt i rene tabstal ikke er den største globale udfordring. Alligevel erder grund til bekymring. Terrorisme er et middel, der tages kynisk i anvendelse af mennesker, hvilket skal ses i modsætning til dødsfald som følge af f.eks. jordskælv. Der er heller ikke nogen positive gevinster som ved f.eks. trafik. Der er således tale om et menneskeskabt problem, der alene har død og ødelæggelse til følge. Ja, men kan terrorisme ikke bidrage til, at f.eks. forarmede folk får deres egen stat? Hidtil har terrorgrupper typisk ikke fået opfyldt deres strategiske mål. Det tætteste, man kommer, er den palæstinensiske kamp, men at give palæstinensiske gruppers terrorisme hele æren, har ikke historisk belæg. Til gengæld er tilfældige mennesker - herunder babyer, børn, kvinder, syge og gamle - blevet dræbt, fordi mindre grupper af primært fanatiske voksne mænd har grebet til bomber for at få opfyldt deres mål. I tillæg hertil skal man huske på terrorismens 'multiplikatoreffekt'. Midlets karakteristika er at sprede rædsel gennem at ramme udvalgte mål, men tilfældige mennesker. Hvis man anbringer en bombe på Hovedbanegården og dræber 100, påvirker man direkte disses familier, venner, kollegaer og øvrige omgangskreds. Formentlig mindst 20.000 mennesker. Det samme gør sig gældende for de såredes vedkommende. Og så er der de andre, der bliver skræmt, må gentænke deres holdninger og ændre adfærd. I EU er det formentlig få mennesker, der ikke er blevet påvirket af og har tænkt over Madrid-massakren. Det er også rigtigt, at terrorisme har været anvendt som politisk middel gennem menneskehedens historie og dermed ikke er noget nyt. Omfanget og frekvensen af den internationale terrorisme er imidlertid steget betydeligt, og nu er den måske i EU. Om det er lokale, internationale eller joint venture-terrorister er i den forstand ikke så vigtigt. Pointen er, at der nu er en tendens til massemord snarere end symbolske angreb, og at terrorismen er blevet langt mere mobil end tidligere. Al-Qaeda og relatering hertil er i denne sammenhæng ofte en papirtiger. Det vigtige er imidlertid, at al-Qaeda er blevet en ideologisk overbygning, en slags hat, som de utilfredse kan samle sig under. Det giver al-Qaeda magt, og det giver de tilløbende en magtfuld referenceramme. At tale om terrortruslen som en myte i vore dage er derfor det rene vrøvl. Der har udviklet sig et globalt lag af skrupelløse mennesker, hvoraf nogle er 'arbejdsløse' efter tidligere konflikter i bl.a. Algeriet, Afghanistan og Tjetjenien. De søger at bekæmpe 'Vesten' (typisk USA, Israel, allierede og de såkaldte vantro). Det ville være naivt at forestille sig, at der er tale om desperate mennesker, der handler i nød. En enkelt meget omfattende undersøgelse (af samtlige selvmordsangreb fra 1983 til 10.9.2001) kan bruges som belæg for, at cirka 95 procent af den nye bølges terrorangreb udføres i kold beregning for at opnå noget, man ikke kan opnå på andre måder - og at angrebene især rettes mod demokratier på forskelligt niveau. Flertallet af terroristerne er ikke fattige stakler, men tilslutter sig organisationer, der har strategier, evaluerer de enkelte angrebs effekt og har spindoktorer, som italesætter politikken. Hvis man bruger den enkle sondring mellem 'the mad, the sad and the bad' og tager 'the mad' for mentalt utilregnelige, står disse for under 1 procent. 'The sad' - de desperate - står for cirka 4 procent, mens resten må henregnes til 'the bad'. De er kyniske og koldblodigt beregnende og har en rationel dagsorden. Der er derfor ingen grund til at vise forståelse for terroristerne, men til at tænke i rationelle baner, når det gælder modforholdsregler. Det gælder også diskussionen om, hvad vi skal stille op i forhold til den igangværende terrorbølge. Der er tre indlysende svar. For det første skal man umiddelbart begrænse de muligheder, som større netværker har for at opruste og uddanne deres medlemmer. Dette er i stor udstrækning sket via ødelæggelsen af al-Qaedas træningslejre og faciliteter i Afghanistan, samt via FN's kriminalisering af at huse terrorister. Dette har bidraget til at hæmme den helt store forberedelsesudfoldelse. Dernæst er efterretningsvirksomhed en vigtig indsats. Den er også øget - i Danmark har PET og FE fået øgede bevillinger og har ændret og forbedret deres praksis i lyset af de nye udfordringer. I Spanien har det samme været tilfældet. Men til trods for en øget terrorbekæmpelse på disse to fronter har man ikke kunnet forhindre en massakre som den i Madrid. Dette taler for, at man åbner en tredje front i terrorbekæmpelsen: den samfundsmæssige. At åbne en samfundsmæssig front rejser naturligvis spørgsmålet om forholdet mellem sikkerhed og frihed. Hvis demokratiske samfund i deres iver for at øge terrorbekæmpelsen sætter retssikkerhed og borgerlige rettigheder over styr, har terroristerne om ikke nået deres strategiske mål, så formået at ødelægge de samfund, vi netop prøver at passe på. Den samfundsmæssige front udmærker sig imidlertid ved ikke at skade frihedsrettighederne, samtidig med at den øger imødegåelsen af terrorisme. Den indebærer en samlet indsats af borgere, frivillige organisationer, virksomheder og offentlige myndigheder, der trækker på samme hammel i forhold til øget opmærksomhed, større kompetencer i skadesbekæmpelse og forbedret rationel adfærd i krisesituationer. Man kan på samme tid yde et bidrag til at forhindre terrorangreb, begrænse deres ødelæggelseseffekt og styrke de samfund, de retter sig mod. Ydermere kan man hermed bidrage til at cementere forskellen på demokrater og terrorister. De eneste bivirkninger må tilmed siges at være positive: Vi vil blive bedre til også at håndtere trafikulykker, almindeligt kaos og fund af hvidt pulver. Skeptikere kunne spørge, om en konsekvens ville blive, at vi alle skulle til at overvåge hinanden? Et angiversamfund? På ingen måde. At hive i nødbremsen i S-toget fra Nørreport Station, fordi en person netop er stået af toget og har efterladt en rygsæk, er én ting. At belure sin nabo er noget helt andet. Agtpågivenhed kan være forbundet med angiverkultur, men behøver bestemt ikke at være det. Slet ikke, hvis virksomheder, organisationer og offentlige institutioner afholder kurser om, hvordan man er agtpågivende uden at forfalde til at belure sin nabo. Hæderlig agtpågivenhed er en kompetence, der kan læres ligesom så mange andre. De fleste, der har brugt rulletrapperne på Hovedbanen i København, har formentlig også grebet sig selv i irritation over den gruppe, der står og fylder midt i det hele. Hvorfor står folk ikke til højre og går op ad til venstre, kunne man tænke. Eller hvorfor lader man ikke passagererne stige ud af S-togene, før man selv går ind? Så ville afviklingen foregå meget lettere, vi ville komme gladere på arbejde, og alle ville vide, hvad de skulle gøre kl. 7.45 om morgenen - i stedet for at skulle tage en beslutning om, hvor man skal stå, eller hvornår man skal gå ind. Prøv at oversætte disse betragtninger til den situation, der opstår i kølvandet på et terrorangreb. Hvem skal gå hvorhen, hvor står man i vejen, og hvordan kommer hjælpen frem? Her er hverken tale om tab af frihedsrettigheder eller angiverkultur, men om at lære nogle fornuftige sociale kompetencer med en stor grænsenytte. Det er et faktum, at hurtig hjælp er bedst hjælp. Hvad enten dette gælder hjertepatienter eller andre tilskadekomne. Amerikanske øvelser viser desuden, at det er på stedet, at kompetencerne skal være der. Hjælpen udefra er langsommere end den, der er på stedet. Hertil kommer, at hvis katastrofen er ude, så ringer man ikke til de centrale myndigheder. For det første kan telefonforbindelsen være nede, for det andet henvender man sig i sit nære område. Det vil sige, at der skal være mennesker til stede med en vis viden om katastrofehjælp i forhold til nødsituationer. Sikkerhedsbranchen startede allerede for et par år siden en diskussion af forholdet mellem frihed og sikkerhed i lyset af den globaliserede terrorisme. Hensigten var at belyse, hvordan vi kan øge sikkerheden, uden at dette går ud over vores individuelle frihed. Diskussionen er afgørende for demokratiske samfund, og retningen - så lidt tab af individuel frihed over for så megen øget sikkerhed som muligt - ligeså. Forslagene her peger i denne retning. De undgår også at marginalisere grupper af (nye såvel som gamle) danskere, der i en polariseret situation kunne komme i klemme. Her er brug for alle, der bekender sig til de demokratiske spilleregler og vil bidrage til samfundet. Disse vil ikke blive tilsidesat i en positiv kompetenceudvikling, hvor der er brug for alle. Omvendt vil 'vaklere', der kan have en vis sympati for dele af Osama bin Ladens idékompleks, blive nødt til at forholde sig til, om de også støtter midlerne - eller vil være med til at værne samfundet mod brug af sådanne. Under den kolde krig var borgerne langt hen ad vejen 'overflødige' i supermagternes rivalisering. Det betød ikke meget for magtbalancen mellem USA og Sovjetunionen eller for risikoen for en kernevåbenkrig, hvordan den enkelte borger opførte sig til hverdag. Konflikten udspillede sig primært mellem statsledere og jakkesæt ved polerede mahogniborde i Genève. I 1990'erne gik det i store dele af verden så godt, at der heller ikke blev stillet de store krav til borgerne. I dag kan vi alle imidlertid gøre en forskel. Det gælder især organisationer, institutioner og virksomheder. De har apparater og infrastruktur, der kan være med til at bibringe de kompetencer, som borgerne har brug for. Indimellem har det i debatten - i tillæg til indlæg om, at terrortruslen er overvurderet - været foreslået, at man skulle prissætte antiterrortiltag. Måske endda lave en slags 'Lomborg-institut', der kunne få terrorbekæmpelsen ned på rette niveau. Her glemmer man imidlertid præcis det samme, som glemmes i 'Lomborg-diskursen': at modforholdsregler er med til at forhindre, at ting udvikler sig så katastrofalt, som man kunne frygte. Nogle miljøforkæmpere råbte vagt i gevær i 1970'erne. Herefter blev der taget en række samfundsmæssige tiltag, der sikrede, at det ikke gik helt så galt, som beregningerne viste. Det er let at forestille sig, hvordan det var gået, hvis man ikke havde råbt op i starten. På samme måde er det med den internationale terrorisme. Vi kan se, hvor det bærer hen - hvis man ikke tager sine modforholdsregler. At foreslå åbningen af en tredje front i terrorbekæmpelsen er ikke en absolut garanti. Det er svært at forestille sig, at terrorismen ikke vil tage til i de kommende år, eller at det er muligt at gardere et åbent, demokratisk samfund 100 procent. Det er imidlertid også svært at forestille sig, at man ikke kunne bidrage til at nedsætte risikoen og mindske skaderne ved en gennemført indsats. Gamle Machiavelli mente, at man ikke hindrer alle oversvømmelser ved at bygge diger - men at man hindrer en hel del og står sig noget bedre ved digebygning end uden. Lad os derfor få åbnet den tredje front, mens tid er og med de gode, demokratiske værdier in mente.