Medens en del opinionsdannere i den seneste tid har ladet sig forføre af Søren Krarups myte om den nyeste danmarkshistorie og bildt sig selv ind, at vi står midt i en kulturkamp for og imod en kulturradikalisme, som ingen rigtig mere ved hvad er, er der sket noget meget mere radikalt: Sansen for historie er vendt tilbage i folks bevidsthed efter i mange år at have været grundigt fortrængt. Tv-serien 'Krøniken' har overbevist de sidste skeptikere, der troede, at interessen for den historiske fortælling en gang for alle var gået tabt, om, at de tog fejl. Man troede, at spørgsmålet om historisk identitet eller livssammenhæng ikke kunne interessere folk længere og da slet ikke ungdommen. Hvad skulle vi med indsigt i fortiden, når verdens rammer var lagt fast og enhver med opfindsomhed og initiativ kunne skabe sin egen livsstil og finde sig selv i en personlig 'selvdannelse'? Så hvorfor skulle vi i dag forlade alt og samles omkring en tv-serie om danskerne i 1950'erne i en humørforladt, men ofte ufrivilligt komisk skildring af deres opdagelse af fjernsynet og indførelse af nye møbler? Hvordan skulle en middelmådig beretning som 'Krøniken' uden dybere karakterskildringer kunne betage størstedelen af befolkningen? Svaret er, at 'Krøniken' fungerer som fædrelandssange efter 1848. Vi finder deri en kollektiv livshistorie, som vi skaber i og med vores erindring om vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre, eller i og med deres erindring, som vi spørger til for at opleve den livssammenhæng, vi ønsker med dem, så vi kan føle, vi har rødder i en kultur, der er skabt før os. Der er imidlertid en væsentlig forskel mellem fædrelandssangene og 'Krøniken': Disse sange styrkede en nationalfølelse, som ikke findes mere (eller kun findes i en karikatur som hos Søren Krarup), fordi den satte os i modsætning til resten af verden, medens bevidstheden om at være dansker i 1950'erne blev bevidstheden om at kunne integrere moderne teknologi og produktionsformer fra det store udland. Følelsen af at være en nation var blevet en følelse af at være et folk ligesom andre, ikke et udvalgt folk. Derfor handler 'Krøniken' ikke kun om vores historie som danske, men om den sociale og kulturelle historie for især Europa og USA, som man nu følte sig som en del af. Sansen for historie er vendt tilbage efter flere års illusion om, at mennesket kan leve uden historisk livssammenhæng. Det gælder både i den danske kulturbevidsthed og i internationalt regi. For fire år siden skrev Hanne Guldberg Mikkelsen en Kronik i Politiken (17.4.2000) med dette budskab: Historien er død, ingen gider mere høre om 1864 eller om Første eller Anden Verdenskrig. Kronikøren fandt ingen vej tilbage til at interessere ungdommen for en danmarkshistorie som i en eller anden forstand fører os et sted hen, eftersom »de unges erfaring nu engang er, at verden genereres og regenereres i en uendelig elektronisk strøm i cyberspace«. Derimod mente hun, at hun kunne interessere dem for »nogle helvedes gode historier - om vikinger og vølver, om romerske hærførere og tøjlesløse tøjter på Lesbos«; sådan var det måske slet ikke, men »det er den måde, vi kan vælge at spejle os på i historien - ligesom vi kan det i en roman«. Derfor sluttede hun: »Historien er død! Længe leve historierne«. Kort sagt, den faktiske historie kunne ikke interessere nogen. Men det har 'Krøniken' nu dementeret. Her er ingen figurer eller hændelser, der kan måle sig med indholdet i en åndeløst spændende roman. Den fascinerer kun, fordi det, der fortælles, ligner det, der faktisk har fundet sted. Den fylder ikke sindet med drama; den giver os blot identitet. I Guldberg Mikkelsens Kronik citeredes den amerikanske filosof Francis Fukuyama, der fik enorm succes i 1992 med sin bog om 'Historiens slutning og det sidste menneske'. Han hævdede dengang, at den teknologiske og økonomiske udvikling havde skabt betingelserne for de liberale demokratier, der overflødiggjorde de store krige, som hidtil havde formet historien som én lang kamp om anerkendelse hen imod en sluttilstand, hvor sejrherren var supermagt. Nu havde f.eks. politikerne i Japan og Tyskland indset, at man langt lettere kunne sikre sig økonomisk og materielt gennem fri handel end gennem krig, samtidig med at de kunne tro, at de nye teknologier forsynede dem med tilstrækkelig militær magt til at forsvare sig. De store lande kunne afvikle deres kolonier, Rusland kunne afvikle kommunismen, og takket være den nye økonomiske verdensorden var det i lande som f.eks. USA nu ikke mere blot nogle få, der kunne opnå velstand, men det store flertal. Mennesket skulle ikke mere ændre verdenshistorien med revolutioner og krige, men kunne leve som det sidste menneske, der ifølge Nietzsche er tilfreds med sit lille liv og ikke mere har behov for at lave hele verden om og skabe verdenshistorie. Denne historieopfattelse sank i grus for amerikanerne samtidig med tvillingetårnenes fald i New York 11. september 2001. Pludselig var det ikke mere muligt at tro på, at USA i kraft af sin økonomiske og tekniske power var sikret imod krigeriske angreb udefra. Pludselig drejede politik sig igen om hele verdens tilstand, og man proklamerede 'krig imod terrorismen'. At man hellere skulle have proklameret krig imod fattigdommen og elendigheden i en verden, hvor selvmordsterrorismen kunne opstå (og tre år senere blive en banalitet, som vi ser det i dag), er en anden sag. Det afgørende er, at politik igen måtte blive en global affære. Samtidig oplevede vi de omfattende demonstrationer verden over imod den finansielle globaliserings udfordring af de enkelte nationers selvstændighed. Disse demonstrationer vidnede om, at der stadig var behov for at tænke en anden form for globalisering og virke for en anden udvikling af verden som helhed end den, der er dominerende. Det historiesyn, som Fukuyama erklærede for afviklet, var ideen om en historie, der kan slutte bedre, end den begyndte. Det handlede ikke så meget om vores holdning til fortiden som om vores holdning til nutiden, der blev set som det, der bliver fortid i lyset af en kommende fremtid. Men det er bevidstheden om en sammenhæng med det, vi selv og vores forgængere har været, der gør sig gældende i interessen for 'Krøniken'. Netop derfor må vi sige, at sansen for historie er vendt tilbage med fuld styrke. Her handler det ikke blot om at tænke frem, men om at tænke tilbage for bedre at kunne tænke frem. Denne forståelse af erindringens betydning for vores forventning til livet og verden viser sig som betingelse for hele vores kulturliv og dermed for vores muligheder for at tilegne os og anvende noget af den erfaringsrigdom, som er blevet nedlagt i fortidens sproglige, musiske og materielle værker. Sansen for historie er først virkelig på spil, når vi opdager, at vi takket være vores værker (i filosofi, videnskab, kunst og religion) kan leve et langt rigere liv, end de historieløse formår, og kan forstå os selv gennem de andre, der tænkte og (op)levede før os, langt bedre, end vi kan forstå os selv i ensom navlebeskuelse. I det 20. århundrede er der allerede udviklet filosofier, der udfolder de vigtigste dimensioner i denne sans for historie. Et af hovedværkerne er Hans-Georg Gadamers monumentale arbejde 'Sandhed og metode' fra 1960 (netop udkommet på dansk på forlaget Systime Academic). Problemet for Gadamer (1900-2002) er centralt for overvejelser over, hvordan historieundervisning kan foregå i dag. Det har vist sig dræbende, når historien gøres til en opsamling af begivenheder, der fandt sted, og personer, der gjorde sig bemærkede. Eller hvis den blot bliver fremstillinger af årsager til ændringer, der indtraf. Historisk arbejde bliver så blot til afsløringer af forudsætninger og kræfter, som de færreste, der levede på den tid, historien handler om, havde nogen anelse om. Gadamer tager sit udgangspunkt i oplevelsen af et kunstværk. Det kan blive så gennemforklaret, at begejstringen forsvinder, og vi kun har en tør teori tilbage. Metoden tager overhånd over den sandhed, som viser sig ved beskuelsen af værket. På samme måde ser Gadamer forståelsen af historien truet af en historieforskning, der får os til at glemme, at det var konkrete levende mennesker, som dannede den historiske begivenhed og oplevede deres sorger og glæder i sammenhæng hermed. Derfor forstår vi først et historisk forløb, når vi inddrager det som en del af den 'virkningshistorie', vi selv deltager i. Men Gadamer er fuldt ud klar over, at vi aldrig finder tilbage til det psykiske liv, der har været levet. Hvad f.eks. en forfatter har tænkt ud over selve det, der er formuleret i værket, behøver vi ikke vide noget om for at opleve dets rigdom. Det får derimod ikke betydning for os, uden at vi ser det i sammenhæng med de spørgsmål, vi selv stiller for at forstå vores verden. Det betyder, at hvis historieundervisningen skal kunne »kvalificere elevernes historiske bevidsthed og identitet«, som det ønskes i retningslinjerne for den læreplansgruppe, som ministeriet har nedsat for faget historie i gymnasiet, sker det ikke, som man tror, ved at give dem forudsætninger »for at forstå sig selv og samfundet som et resultat af en historisk udviklingsproces«. De skal absolut ikke forstå sig selv som resultater af en verdenshistorie, men derimod som arvtagere af og medspillere i en kollektiv livshistorie, hvor de selv er med til at skabe det, som historien skal blive til. De får ingen historisk bevidsthed af at betragte historien som en slags neutral fysisk proces, der styrer dem, men kun ved at opleve sig selv som deltagere i den. Det betyder ikke, at der ikke mere skal være forskel på at fortælle en roman og berette om historiske begivenheder, personer og sammenhænge. Denne forskel har Paul Ric oelig ur (f. 1913) klart gjort rede for i sit værk om 'Tid og fortælling' (1983-1985). Når romanforfatteren fortæller, anvendes brudstykker af faktiske hændelser. Fortiden omdigtes, eller erindringer omsættes til fri fantasi, men stadig som om det, der fortælles, faktisk havde fundet sted. Omvendt bruger historikeren sin fantasi til at forestille sig en sammenhæng i det faktiske forløb, som hans kilder leverer brudstykker af. Der digtes en sammenhængende historie - f.eks. 'Krøniken' om 1950'ernes Danmark - som om historien var en roman. Men hvordan undgår historikeren så at blive ren digter? Ved at forudsætte, at det historiske tidsforløb, vi fortæller om, forener vores livshistorier med fysiske, biologiske og materielle hændelser. Ric oelig ur taler om tre koblinger af oplevet tid og kosmisk eller fysisk tid. Det er fordet første i kraft af astronomiske observationer af særlige hændelser og en bestemt rytme i universet, at mennesker har kunnet inddele tidsforløbet, i dage, måneder og år, og det er ved at knytte disse observationer til særlige begivenheder, f.eks. Jesu fødsel, at man har kunnet konstruere kalenderen med en tid før og efter begivenheden. Derefter kan alle begivenheder dateres, og vi kan f.eks. tale om danskernes liv i 1950'erne som noget, der faktisk har fundet sted. Dertil kommer sammenknytningen af den oplevede tid med kendskabet til den ene generations afløsning af den anden. I 'Krøniken' er denne generationsfølge et afgørende træk, der får seerne til at opleve serien som en fortælling om deres egne forældres, bedsteforældres og oldeforældres forhold til hinanden. Kvinderne gifter sig og får børn, der bliver voksne og forelsker sig. Sønnen gør oprør imod faderen, og senere forsones de, og sønnen overtager virksomheden. Denne sammenhæng mellem generationerne er nok det mest betydningsfulde i oplevelsen af den konkrete historie, hvor banalt det end tager sig ud. Endelig kombinerer vi oplevelsen af menneskelig betydning med de spor, vi finder i vores verden i form af arkiver, dokumenter og monumenter. Da Robinson Crusoe opdager sporet af Fredag i sandet på sin ø, gribes han af rædsel, fordi sporet vidner om, at et menneske, der kan være ven eller fjende, har været til stede og kan komme igen. Den sindsro, han havde fundet i sin ensomhed på øen, er pludselig blevet umulig. På samme måde vidner alt, hvad mennesker har formet, om, at vi ikke er alene, og at vi indgår i en livssammenhæng med forgængere, samtidige og efterfølgere. Således så vi i 'Krøniken' tv-apparater, møbler, blade og så videre, som mange af os kan genkende og måske endnu besidder i gamle stuer eller på pulterkammeret. Sansen forhistorien har fået nyt liv, og det gælder ikke kun vores eget kulturliv. Det er et internationalt fænomen, som længe har været forberedt af forudseende filosoffer og i dag er i centrum af den internationale filosofiske debat. Historierne lever overalt, hvor der er fortællere. Men det gør Historien også. Sammenslutningen af verdens filosofiske foreninger (FISP) afholder sammen med Danmarks Pædagogiske Universitet i de næste to dage kl. 10-18 en konference om 'History in Education' (Historie i undervisning og dannelse) med oplæg af 14 udenlandske filosoffer fra forskellige egne af verden. Der er fri adgang: Emdrupvej 101. Programmet kan ses på DPU's hjemmeside: www.dpu.dk/site.asp?p=5108