GALLUP SPURGTE for nogle måneder siden folk i Bagdad om deres holdning til den amerikanskledede krig. Et af de spørgsmål, der indgik i undersøgelsen, lød som følger: »Når du tænker på de problemer, du har haft siden den engelsk-amerikanske invasion, mener du så personligt, at det var værd at vælte Saddam Hussein?«. Hertil svarede 62 procent af de adspurgte ja, 30 procent svarede nej, mens resten enten ikke vidste, hvad de skulle mene, eller nægtede at svare. To tredjedele af de adspurgte irakere syntes altså, at krigen havde været det hele værd. Det er overraskende set i lyset af de mange kritiske røster, vi ofte præsenteres for i de danske medier. Men sådanne tal er selvfølgelig også skrøbelige: De er baseret på et udsnit af befolkningen - i dette tilfælde 1.178 personer. Svarene viser store udsving, afhængigt af, om de bliver givet i shiamuslimske eller tidligere Saddamtro bydele, og de mange attentater og bombesprængninger, der har været, siden undersøgelsen blev foretaget, kan nemt have forrykket billedet. Til gengæld er Galluptallene de eneste, vi har som modvægt til de mere eller mindre vilkårlige historier, der florerer i de danske medier om, »hvad irakeren mener« om krigen. DER ER utvivlsomt mange og meget forskelligartede grunde til, at i hvert fald en del af irakerne åbenbart bærer over med den amerikanske besættelse og de svære levevilkår, som krigen har budt dem, og synes, at »det var det hele værd«. En af dem, som sjældent nævnes andet end i forbifarten, er, at livet under Saddam var præget af frygt i en grad, det kan være svært at begribe, når man ikke selv har prøvet det. Den massive undertrykkelse begynder vi først nu at se omfanget af med de massegrave, der løbende er dukket op efter styrets fald. Skal man tro de seneste tal fra de amerikanske myndigheder, er der angiveligt fundet 246 massegrave med omkring 300.000 døde - anslåede tal, ganske vist, men alligevel frygtindgydende. Skal man forstå, hvor slemt det var at leve under Saddam, kan man passende kigge i de rapporter, der løbende kom fra forskellige menneskerettighedsorganisationer op igennem 1990'erne. Her kan man se, i hvor høj grad Saddam og hans mænd havde fået opbygget en bred vifte af muligheder for at komme af med deres fjender. De omfattede alt fra domstole med systemets mænd bag skranken over tortur og voldsom legemsbeskadigelse til både officielle og mere uformelle henrettelser. Torturmetoderne omfattede alt fra elektrochok på øre, tunge, fingre og kønsdele over afrivning af negle og gennemboring af hænder og fødder med elektriske boremaskiner til voldtægt og ituslåede flasker, der blev presset op i anus. 'Fjender' blev skubbet i floden med noget tungt om benene, puffet ud fra hospitalets øverste etage, skudt eller ganske enkelt levende begravet. DET VAR især efterretningstjenesterne, der havde til opgave at skaffe sig af med uønskede elementer, dog godt hjulpet på vej af Baathfolk, politi og nogle gange retsvæsen. For ud over at skaffe nyttige informationer om systemets fjender, havde efterretningstjenesterne også til opgave at straffe folk, der ikke opførte sig, som de skulle, og i sidste ende fjerne dem, hvis det viste sig nødvendigt. Hæren tog sig på sin side af de større udrensninger - giftgas mod kurdere, nedkæmpning af oprør og rasering af landsbyer i det sydlige marskområde, etc. Det skabte alt sammen frygt og rædsel og gjorde det klart for alle og enhver, at man gjorde klogest i at holde sig fra alt, der blot kunne minde om den mindste modstand mod styret. DET VAR helt klart de politiske modstandere, der var mest udsatte. De behøvede ikke nødvendigvis at have gjort noget forkert - blot det at tilhøre en forkert trosretning eller etnisk gruppe var nok til at gøre folk mistænkelige i systemets øjne. Historien om den 29-årige Yahia Muhsin fra Saddam By i Bagdad kan tjene som eksempel. Han var teologistuderende ved en shiitisk hawza i Najaf og i kraft af sin omgang med andre shiitiske studerende, lærere og præster en 'naturlig' fare for den irakiske stat. Han blev arresteret 2. juli 1999 og ført til sikkerhedstjenestens kvarter i Saddam By, og det var ikke noget rart syn, der mødte ham: »... Jeg så en af mine venner, al-shaikh Nasser Taresh al-Sa'idi, nøgen. Han var i håndjern og havde fået et stykke træ mellem sine albuer og knæ. Træet var anbragt mellem to høje stole, og der hang shaikh Nasser som en kylling. (...) Der var bundet en elektrisk ledning til shaikh Nassers penis og en anden til en af hans tæer. Han blev spurgt, om han kunne identificere mig, og han sagde: »Det er shaikh Yahia«. Så tog de mig hen til et andet rum, og efter cirka 10 minutter tog de alt mit tøj, og en efterretningsofficer sagde: »Den person, du lige har set, har angivet dig«. Så sagde han til mig: »I tilhængere af (ayatollah) al-Sadr har udført handlinger, som er skadelige for landets sikkerhed, og har omdelt landsskadelige udtalelser, der kommer fra udlandet«. Han spurgte, om jeg havde haft kontakt med den irakiske præst i Iran, som havde underskrevet disse udtalelser. Jeg sagde: »Jeg har ingen kontakt til ham« ... Så blev jeg hængt op på samme måde som al-shaikh Nasser. Mit ansigt vendte opad. De bandt en elektrisk ledning om min penis, og den anden ende af ledningen var bundet til en elektrisk motor. Der var en efterretningsofficer, som slog mine fødder med et kabel. Elektrochokkene kom med få minutters mellemrum og blev stadig stærkere. Jeg må have hængt der i mere end en time. Jeg mistede bevidstheden. Så tog de mig hen i et andet rum, hvor jeg skulle gå rundt, selv om mine fødder var hævede af slagene ... Den metode gentog de nogle gange«. Yahia var anholdt i mere end ni måneder og var gentagne gange igennem samme behandling. I flere måneder blev han tvunget til at sove på gulvet med hænderne bundet på ryggen og ansigtet vendt mod gulvet - noget, der ifølge hans udsagn var langt værre end at få elektrochok. En gang blev han hængt op i et vindue i tre dage, en anden gang fik han bundet en tung genstand til sine kønsdele, som han måtte gå rundt med i længere tid. Han blev aldrig præsenteret for beviser, blev ikke stillet for en dommer, og der kom aldrig nogen retssag ud af det - Yahia blev blot frigivet 14. april 2000 uden yderligere forklaring. TORTUR OG henrettelser ramte ikke kun folk, der var mistænkt for at modarbejde Saddams styre, men også deres familier. Eksemplet med den 58-årige pensionerede lærer Abd al-Wahad al-Rifa'i fra Bagdad viser, hvor langt styret var villigt til at gå: Abd al-Wahad blev arresteret 8. marts 1999 og holdt indespærret og tortureret frem til sin død i marts 2001, fordi han var mistænkt for at stå i kontakt med sin bror, der boede i Europa og var aktiv i den irakiske modstandsbevægelse. Og som om det ikke var nok at fængsle og torturere en mand for broderens handlinger, fik Abd al-Wahads kone og børn frataget deres rationeringskort til indkøb af billige fødevarer, ligesom mandens pension blev standset, da han kom i fængsel, så familien ikke havde noget at leve af. Rapporter fra Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer er fulde af hårrejsende beretninger om de voldsomme metoder, irakiske efterretningsagenter og politifolk benyttede sig af for at få ram på politiske modstandere - eller folk, som man altså blot formodede var imod styret. Men det var ikke kun politiske modstandere, der var i farezonen, for i praksis var systemets folk - efterretningsagenter, politifolk, officerer, Baathfolk og embedsmænd - mindst lige så udsatte. Skulle Saddams styre være effektivt, var man nemlig helt afhængig af, at systemets folk var til at stole på. Derfor havde de ikke blot pligt til at overvåge den irakiske befolkning, men også hinanden: Det blev simpelthen forventet, at man angav kolleger, hvis der blot kunne rejses den mindste tvivl om, hvor deres loyalitet lå. Det stillede de ansatte i et ubehageligt dilemma. For hvad nu hvis en kollega under en samtale kom til at sige noget ufordelagtigt om Saddam eller en af de andre ledere - skulle det så indrapporteres, eller skulle man bare overhøre det? Hvis det ikke blev indrapporteret, risikerede man selv at komme i fængsel, med hvad dertil hørte, for hvad nu, hvis den, man havde talt med, var en agent provocateur? Omvendt bragte man en kollega slemt i fedtefadet, hvis den pågældende blot havde lettet sit hjerte i et kort øjebliks mangel på selvkontrol. Og straffen for at kritisere Saddam var hård: Det kunne i værste fald resultere i, at 'forbryderen' fik skåret tungen af, så situationen ikke gentog sig - hvis han da altså ikke simpelthen forsvandt og aldrig blev fundet igen. Og det var småting, der skulle til for at stemple en kollega som illoyal: I april 2003, nogle uger efter Bagdads fald, rapporterede BBC, at der var fundet arkiver over forsvundne personer under sikkerhedstjenestens udbombede hovedkvarter i Bagdad. Her kunne man f.eks. læse, at en højtstående officer i hæren var blevet anmeldt for manglende loyalitet, fordi der under en shiitisk ceremoni kunne skimtes en tåre i hans ene øjenkrog. TRADITIONELT kommer den største fare mod en diktator fra hæren, for det er her, man har de bedste betingelser for at forberede og udføre kupforsøg. Det vidste Saddam: Straffen for kupforsøg - eller mistanke om det - førte til henrettelse, og lunten var især kort over for hær- og efterretningsfolk. I årene fra 1988 til 1990, altså mellem afslutningen på krigen mod Iran og invasionen af Kuwait, blev der afdækket i hvert fald tre kupforsøg, hvilket førte til henrettelser af hundredvis af hær- og efterretningsfolk. Og fra 1994 til 1997 viser tilgængelige tal, at mere end 175 hær-, parti- og efterretningsfolk skulle være blevet henrettet for mistanke om samarbejde med politiske modstandere af styret og for ikke at have adlydt ordrer. Og hvis straffene havde været hårde i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, blev det rent galt fra 1994. Her blev der nemlig udstedt en række dekreter om, at 30 forbrydelser - herunder f.eks. bestemte former for tyveri og illegal hamstring af varer, der var rationerede på grund af FN's sanktioner - skulle medføre afhugning af højre hånd for første forbrydelse og afhugning af venstre fod for anden forbrydelse eller i mildere tilfælde afskæring af et eller begge ører. Dømte skulle også have et X-mærke brændt i panden, så det blev tydeligt for omgivelserne, hvem der havde overtrådt systemets regler. Plastikkirurgiske indgreb, der kunne hjælpe folk med amputerede lemmer eller fjerne det brændte X i panden, skulle også straffes med døden. Styret begrundede dekretet med, at kriminaliteten var stigende som konsekvens af de dårlige økonomiske forhold, der herskede efter indførelsen af FN's sanktioner, og at man derfor var nødt til at gøre noget ved sagen. NOGLE AF de mest rå overgreb på civilbefolkningen blev udført af militsen Fedayeen Saddam. Der er eksempler på, at de på eget initiativ tog ud på eftersøgte folks adresser og henrettede familiemedlemmer for øjnene af hele nabolaget. Amnesty International beretter f.eks. om en 25-årig kvinde, hvis mand var flygtet til udlandet, fordi han var eftersøgt for ulovlige islamiske aktiviteter. Hun blev en dag opsøgt af nogle fedayeen, trukket ned på gaden, og mens naboerne så på, holdt to mænd hende fast, mens en tredje trak hendes hoved bagover og huggede det af med et sværd. Optrinet blev overværet af lokale Baathfolk og efterretningsagenter, der efterfølgende samlede hovedet og kroppen op, lagde det i en plastikpose og forsvandt med det samt med hendes tre børn og familiens bedstemor. Fedayeen tog sig også af at straffe folk, der bagtalte Saddam. I midten af 2000 blev der udstedt et nyt dekret, der tillod at skære tungen af folk for den forseelse, og Fedayeen Saddam påtog sig opgaven, f.eks. i september 2000, hvor en mand fra Bagdad først fik hugget tungen af og derefter blev kørt rundt i byen, mens der blev berettet om hans ugerninger gennem en højtaler. Omvendt kunne Fedayeen Saddam ikke vide sig mere sikre på systemet end andre af Saddams mænd. I august 1998 fik seks fedayeen f.eks. amputeret deres højre hånd efter ordre fra Saddams søn Uday, fordi de angiveligt skulle have bestjålet og afpresset nogle rejsende i Basra. SADDAM FIK i sine 24 år som Iraks præsident skabt et totalitært styre, hvis lige er svært at finde i moderne tid. De mange forfærdelige overgreb, der fandt sted, skete på hans ansvar, også selv om han ikke egenhændigt udførte dem. Grusomhederne var nemlig på en og samme tid en følge af hans styre og en forudsætning for, at det kunne fungere. Det var ham, der skabte rammerne - underskrev dekreter, bevilgede penge, sørgede for materiel i form af fængsler, politistationer, og hvad systemet ellers krævede, for at ugerninger kunne finde sted - og samtidig var han afhængig af, at grusomhederne fandt sted, netop fordi de skabte skræk og rædsel og dermed fik mange potentielle modstandere til at makke ret. Og det skabte rum for folk med aggressive tilbøjeligheder, der ikke gik af vejen for de mest uhyrlige overgreb på andre mennesker. Og med alle disse grusomheder in mente er der vel ikke noget at sige til, at nogle irakere synes, at livet i Irak trods besættelse, bombeattentater og mangel på benzin og andre fornødenheder alligevel er blevet bedre, end det var under Saddam. Kilder: Amnesty International: Human Rights Committee Briefing, Iraq. London, 1997 Amnesty International: Iraq. Systematic torture of political prisoners. London, 2001 Amatzia Baram: Saddam's Power Structure: the Tikritis before, during and after the War. Adelphi paper, no. 354, 2002. S. 93-113 Richard Burkholder: Ousting Saddam Hussein 'Was Worth Hardships Endured Since Invasion', Say Citizens of Baghdad. Gallup Organization, September 2003. http://www.cpa-iraq.org/government/polling.html Con Coughlin: Saddam. The secret life. London, 2002.