DER ER MANGE sider af vores sekulære, vækst- og karriereorienterede danske samfund, der bliver udfordret af de eksplicitte værdier hos vores muslimske medborgere: den tydelige prioritering af familien, storfamilien og det religiøse fællesskab. Desuden er islam en nem hat at skubbe en masse uhåndterligt forskellige mennesker ind under, når vi vil fastholde en praktisk skelnen mellem dem og os i 'det store sammenstød mellem civilisationerne'. Men er det nu islam og muslimerne i Danmark, der er den største trussel for vores fremtid, sådan som Dansk Folkeparti og andre, der har brug for fjendebilleder, vil have os til at tro? Som for eksempel DF's chefideolog, præsten Søren Krarup, der krampagtigt fastholder sin Morten Korch-version af Danmark som 'fødehjemmet' og den stat, der blev til i kampen for landet i 1848, 1864 og 1920. Præsten er parat til at udkæmpe en borgerkrig for landet mod muslimerne. Men i dag er det en helt ny kamp vi skal kæmpe, samtalerne skal have et nyt indhold, samtaleparterne taler flere sprog og bekender sig til flere religioner. Med globaliseringen er det, der står på spil, at Danmark bliver afviklet, ligesom DDR, hvis folk med stor politisk indflydelse er for gammeldags og tilbageskuende og ikke når at tilpasse sig til globaliseringens ændrede vilkår. LIGE NU OPLEVER vi, at arbejdspladser bliver flyttet til udlandet, og ifølge velunderbyggede prognoser vil i titusindvis af arbejdspladser blive flyttet syd- og østpå i de kommende tiår, lønniveauet i masser af job vil ikke kunne opretholdes, når dygtige østeuropæere og asiater kan udføre arbejdet for en brøkdel af det danske lønniveau; hele industrier bliver afviklet, sådan som det er sket med tekstilindustrien og værfterne; på sigt er fiskerierhvervet i Danmark truet af miljøhensyn og EU-regler; desuden er rigtig mange it-arbejdere truet af konkurrencen fra kolleger i udlandet. Disse ting truer os langt mere; dem skal vi fokusere på og ikke på velopdragne muslimske piger, der insisterer på at gå med tørklæde, selv om der kan være grund til at diskutere, hvor markant man skal bære sin religiøse identitet til skue, og hvad det betyder, når man gør det. Der er brug for at arbejde med den dæmonisering af muslimer som muslimer, der finder sted i den danske debat, og undersøge om vi overhovedet har nogen religiøse forestillinger til fælles. ISLAM BYGGER i vidt omfang på de samme profeter og vismænd som kristendommen. Den diskussion mellem de lærde, der i den tidlige kristendom og senere i den tidlige islamiske periode tænkte og debatterede, hvad Jesus stod for, kom fra mange forskellige kulturer, hvilket man kan læse i 'The Muslim Jesus, Sayings and Stories in Islamic Literature', samlet redigeret og oversat til engelsk af Tarif Khalidi. Arabisk islamisk litteratur fra den præislamiske periode (altså før 623 e. Kr.) indeholder flere hundrede læresætninger og historier, som tilskrives Jesus; Khalidi har samlet denne tekstmasse under betegnelsen 'det muslimske evangelium'. I et langt forord til samlingen undersøger Khalidi, hvordan Jesus fremstår i en religiøs tradition, der ærede ham, men afviste, at han var guddommelig. Det muslimske evangelium foreligger ikke som én samlet tekst i en enkelt arabisk kilde. Det står spredt i værker om etik og folkelig gudsdyrkelse, i skønlitteraturen, i sufismens (den islamiske mysticismes) tekster, i antologier med visdomsord og i fortællinger om helgener og profeter. Disse tekster kom i omløb i arabisk islamisk litteratur fra Kina til Spanien. Mange af dem rummer ekkoer af evangelierne i Det Nye Testamente, og de har i vid udstrækning været gjort til genstand for forskning i vores egen tid. Det muslimske evangelium er historien om, hvordan én verdensreligion valgte at adoptere den centrale skikkelse i en anden, og efterhånden anerkendte ham som en vigtig bestanddel af dens egen identitet. Det muslimske evangelium - med Jesus- citater som: »Velsignet være den, der ser med hjertet, men hvis hjerte ikke er i det, han ser«, eller »vær veltilpas sammen med mennesker og dårligt tilpas sammen med dig selv« - rummer en Jesus-figur, hvis identitet er ret forskellig fra Koranens Jesus, men alligevel er og bliver det muslimske evangeliums Jesus et vigtigt grundlag for Koranens. Det felt af forestillinger, som den muslimske Jesus bliver til i, er enormt i kulturel og geografisk henseende: Fra syriske inskriptioner, etiopiske og byzantinske kilder, fra præislamisk poesi og tidlige islamiske skrifter opstår der et billede af et Arabien, hvori forskellige samfund rummede rige og mangfoldige billeder af Jesus. MAN KAN SE det for sig: disse grupper af langskæggede, kappeklædte lærde, der under åben himmel eller i fint dekorerede rum diskuterede de religiøse forestillingers grundspørgsmål, mens de endnu i høj grad lå åbne: inspireret af diskussioner, der foregik i andre etniske (jødiske, arabiske og kristne) gruppers fora og ud fra de fællesmenneskelige forestillinger om rigtigt og forkert (fra Grønland til Ildlandet hersker der konsensus om en reduceret version af de ti bud, som grundlaget for et godt liv: du må ikke lyve; du må ikke stjæle; du må ikke slå ihjel). Også i den kristne verden foregik der en levende diskussion om religiøse emner i den tidlige kristendom, før de store synoder (de store kirkeråd) i det 4. og 5. årh. fastlagde den rette lære. Denne diskussion har overlevet i apokryfe skrifter, tekster der blev kasseret, fordi de var ude af trit med eller ligefrem såede tvivl om den kristne kirkes dogmer. DEN MUSLIMSKE Jesus forekommer dels i det muslimske evangelium og dels i Koranen. Koranens Jesus optræder på linje med andre profeter, også skikkelser som Abraham og Moses, og det er et velkendt træk i Koranen, at ord, der udsiges af én profet eller siges til ham af Gud, har en tendens til at forekomme hos andre profeter. Disse profeters gerninger fortælles ofte i et fast, treleddet mønster: en profet advarer et stolt og spottende folk om dets undergang; folket afviser hans budskab, og så kommer den hævnende Gud med sin straf. Også Jesus indgår i denne typologi på linje med andre profeter. Men derudover er Jesus den eneste profet i Koranen, der selv tager afstand fra de dogmer, som hans trossamfund siges at opretholde om ham, f.eks. omkring korsfæstelsens realitet. Dette gør Jesus til en undtagelse, til en kontroversiel skikkelse. Fra starten er Jesus indfanget i polemik: Koranen benægter korsfæstelsen, og den afviser ligeledes treenigheden til fordel for monoteismen. »Teologisk set rummer Jesusskikkelsen de mest eksplosive stridsspørgsmål i hele Koranen«, skriver Khalidi. HENVISNINGERNE TIL Jesus i Koranen kan opdeles i fire emner: 1) historier om hans fødsel og barndom, 2) Jesu undere, 3) samtaler mellem Jesus og Gud, eller mellem Jesus og israelitterne, og 4) Guds erklæringer om Jesu menneskelighed. Koranen lægger vægten på den underfulde fødsel (under en palme i ørkenen) og ikke på Jesu lidelseshistorie; ved sin død løftes Jesus op til Gud og afventer den rolle, han skal have på dommedag. Han er selv et 'tegn' på Guds almagt og en bærer af budskabet om Guds enhed. »Koranens Jesus udgår fra den ortodokse og kanoniske kristne tradition, men inkorporerer også elementer fra uortodokse og apokryfe tekster; skikkelsen er blevet til i et miljø med argumenter og modargumenter, ligesom Koranen selv er en tekst, der kæmper for at etablere sig blandt de vantros spot og de stridbare trossamfunds ordskvalder «, som det hedder hos Khalidi. Til alle tider har fundamentalisterne raset mod de lettere, friere ånder. I DET 7. OG 8. årh. foregår samspillet mellem islam og kristendommen i et 'porøst' miljø, der både er præget af teologiske og samfundsmæssige overvejelser. Efterhånden som islam blev udbredt gennem erobringerne i det 7. årh. opstod der en elite af religiøse lærde, der skulle hjælpe med at skabe enhed i det enorme rige. Islamiske lærde producerede opbyggelige tekster, der kendes under betegnelsen Hadith, det vil sige beretninger, fortællinger, historier og overleveringer fra én person til en anden. Disse tekster blev ofte fulgt af en liste over dem, der havde formuleret dem, isnad. Ligesom under den tidlige kristendom efterspurgte de tidlige trossamfund i det store islamiske rige vejledning i spørgsmål omkring privatlivet og det offentlige liv. Som svar fik de korte maksimer om moral og lovgivning, eller fortællinger til efterfølgelse om profeter og helgener eller beskrivelser af himlen og helvede. Hadith-teksterne blev en oplagringsplads for forskellige åndelige retninger under den tidlige islam. Det religiøse stof i Hadith stammede enten direkte fra profeten Muhamed eller fra en af hans fromme ledsagere eller deres åndelige arvtagere. I de tidlige Hadithtekster fremstod Jesus som en vigtig skikkelse med mange facetter, mens det i de senere redigerede og standardiserede versioner fra det 9. årh. er Dommedagens Jesus og ikke Jesus fra evangelierne, der slår igennem. Men i den folkelige fromhedslitteratur i den genre, der betegnes som profetfortællinger, møder man fortsat den blide, tilgivende Jesus. FORSKNINGEN I DET muslimske evangelium viser, at forfatterne til disse historier i mange tilfælde stammer fra byen Kufa i Irak, der var et centrum for de åndelige strømninger i 700-tallet. Kufa var hjemsted for de tidligste overleveringer og fortolkninger, der til sidst førte til, at de to store fløje inden for islam opstod: sunnimuslimer (cirka 90 procent) og shiamuslimer, (cirka 10 procent af alle muslimer). Mange af ophavsmændene til Hadithteksterne fra Kufa beskrives i biografiske kilder som asketer, der tilhørte de folkelige lag, snarere end de officielle lærdes rækker. Asketerne levede ligesom Jesus og Johannes Døberen i et anstrengt forhold til de officielle lærde, der tjente staten som dommere og juridiske eksperter, ligesom farisæerne gjorde det i Palæstina. For disse asketer fra Kufa var konflikten mellem Jesus og farisæerne et naturligt moralsk paradigme; derfor er Jesus en fremtrædende skikkelse i deres fortællinger. I DE TIDLIGSTE samlinger af asketisk litteratur er der fire store temaer: Historier om dommedag, fortællinger om Jesus med ekkoer fra Det Nye Testamente, historier om askese og endelig tekster, der afspejler den interne polemik mellem muslimer. I disse tekster beskrives Jesus som skytshelgen for den troende, der er en 'gæst' eller en 'fremmed' i denne verden. Jesus-skikkelsen er kontroversiel, fordi han vælger side i sprængfarlige spørgsmål, som f.eks. de religiøse lærdes rolle i samfundet og deres holdning til herskerne, de evige, vanskelige spørgsmål. De islamiske lærde, der videregav eller selv omformulerede Jesu ord, udvalgte ham til at repræsentere en særlig retning inden for religionen og i den interne polemik; det kunne de gøre, fordi Jesus allerede fremtrådte som en enestående moralsk kraft i islam. Jesus blev taget til indtægt for en magtasketisk holdning, hvor troen på én Gud og accepten af herskeren var det vigtigste; en holdning der rummes i det kristne evangeliums ord om »at give kejseren hvad kejserens er«, og hvori der trækkes en grænse mellem den private og den offentlige sfære. At have religiøs lærdom er ensbetydende med at bære et stort ansvar, der udelukker alt andet: Dette ansvar udmøntes i at Jesus støtter trossamfundets enhed. I LØBET AF de næste århundreder kommer skønlitteraturen til at spille en stor rolle i islamisk kultur; dette forhold viser sig også i fortællingerne om Jesus; de bliver mere raffinerede i udformningen, og Jesus optræder i mange forskellige situationer. Stoffet fra Det Nye Testamentes lignelser forekommer i dramatiseret form, budskabet bliver udlagt i en morale. Tekstmassen om Jesus vokser støt med tiden og hans forskellige roller udbygges; i begyndelsen var den asketiske helgen den mest fremtrædende; så kommer herren over naturen, profeten der udvirker undere, helbrederen, den sociale og etiske rollemodel og hjertets profet frem for alle. DER ER TO ting man især kan hæfte sig ved i det muslimske evangelium. For det første, at Jesus altid bliver identificeret som en muslimsk profet, og at skikkelsen altid er formet af det islamiske miljø. Og for det andet, at Jesus er en sammensat skikkelse, der er filtreret og overleveret i en specifik sammenhæng. Selv om Jesus-skikkelsen kan forekomme som en kunstig størrelse, er den et eksempel på, hvor langt én religion vil strække sig for at låne de åndelige helte fra en anden religion for at styrke sin kraft og autoritet. Historien om det muslimske evangeliums Jesus-skikkelse kan minde os om en tid, hvor kristendommen og islam var mere åbne over for hinanden og mere opmærksomme på hinanden end i dag. DE DANSKERE, der ser islam som en fare for Danmark, ville gøre vel i at koncentrere sig mere om de samfundsskabte problemer i mødet mellem civilisationerne og nedtone det religiøse aspekt. Fattigdom og underudvikling er vigtige faktorer, når mødet bliver til en konfrontation. Samtidig er det også klart, at ingen kan slippe alle deres medbragte forestillinger på én gang; integration er en gradvis proces og en dannelsesproces. Sprogbarrierer og manglende kompetencer i forhold til det moderne arbejdsmarkeds krav er et par andre afgørende faktorer, når integrationen volder problemer. Men det drejer sig mere om politiske end om religiøse problemer. Tarif Khalidis bog foreligger på engelsk: 'The Muslim Jesus' (udgivet af Harvard University Press) og på svensk udgivet af forlaget Alhambra som' Den muslimske Jesus'.