DANSK INDUSTRI har nu igennem et stykke tid ført en massiv smædekampagne imod humaniora. Læserbreve har været skrevet med anbefalinger om adgangsbegrænsning. Industriens konsulenter har ikke forpasset en lejlighed til at beklage de overflødige humanister. Lejlighedsvis har også Dansk Industris forskningschef, Bjarne Lundager Jensen, tonet frem på tv-skærmen med ansigtet lagt i de bekymrede folder. Den negative branding af humanisterne er faktisk lykkedes så godt, at selv fremstående humanister er begyndt at undskylde for deres egen tilsyneladende overflødige eksistens. Således kunne man her i avisen 14. februar i en artikel under overskriften 'På vej mod et humanistisk proletariat?', se dekan John Kuhlmann Madsen fra Københavns Universitets Humanistiske Fakultet undskylde sig med, at man fra fakultetets side skam gjorde, hvad man kunne for at begrænse optaget af nye humanister. Det er en absurd situation, at man skal høre chefen for en veldrevet butik fuld af tilfredse kunder undskylde sin egen succes. For uanset den aktuelle ledighed blandt nyuddannede humanister, så er humaniora en succes, alle andre studieretninger må være misundelige på: I modsætning til de naturvidenskabelige uddannelser, som i disse år virkelig må lægge sig i selen i kampen om de studiemodne unges gunst, så kommer humanisterne helt af sig selv. Det er ikke nødvendigt at lokke med udsigt til gode jobmuligheder og selv de massivt opstillede skræmmebilleder om det modsatte preller af på de unge. Noget kunne tyde på, at humaniora har et godt produkt. I hvert fald ifølge de gængse teorier om markedskræfternes evne til at sortere skidt fra kanel. OG MÅSKE ER der noget om snakken. Måske er humaniora slet ikke så umuligt, som Dansk Industri vil gøre det til. Måske er det slet ikke humanisterne, men derimod Dansk Industri, den er gal med. Hvis vi helt ser bort fra, at mange unge tilsyneladende vælger humaniora, fordi de synes, at det er et spændende studium, så står kritikken af humanisternes manglende evne til at opfylde erhvervslivets kompetencemæssige efterspørgsel tilbage. Humanisterne har kort sagt ikke de kompetencer, man har brug for i erhvervslivet. Men hvilke kompetencer er så det, kunne man spørge. Hvis man ser på den aktuelle situation på arbejdsmarkedet, så er det korte svar på det spørgsmål: ingen! I øjeblikket stiger arbejdsløsheden for alle - akademikere såvel som ikkeakademikere. Virksomhederne fyrer fortsat medarbejdere, og der skabes ikke nok nye job til hverken ingeniører, humanister eller specialarbejdere. Dét, det derfor er interessant at se på, er, hvilke kompetencer der vil blive efterspurgt i fremtiden. Hvis den seneste tids samstemmende udmeldinger fra regeringen og industriens repræsentanter skal stå til troende, så skal vi helst producere så mange ingeniører som muligt. Her byder nyere historie på kedelige eksempler på, hvad der sker, når politikere begynder at regulere optaget på uddannelsesinstitutionerne på baggrund af deres forventninger til den fremtidige beskæftigelsessituation. Der er næppe nogen, som i dag vil rose Bertel Haarder for hans overproduktion af arbejdsløse ingeniører. Men vi har skam mere aktuelle eksempler. Indtil for få år siden talte politikerne stadig om, at it var vejen frem. I dag sidder så de arbejdsløse datamatikere og skal konkurrere på timeprisen med indere, thailændere og kinesere. Det er i sagens natur en konkurrence, de vil tabe. Problemet med mange tekniske kompetencer er, at de i en globaliseret verden lige så godt kan varetages af billig udenlandsk arbejdskraft. Det gælder for manuelt arbejde, men det gælder også for it-programmering og for alle andre produkter, hvis produktion er baseret på et internationalt forståeligt symbolsprog. Og det er faktisk her, at naturvidenskaberne kommer til deres fulde ret. Den naturvidenskabelige algebra sikrer, at der er fuld forståelse mellem den danske og den indiske ingeniørs kommunikation. Men det gør samtidig incitamentet til at benytte den dyre, danske ingeniør mindre, så længe konkurrenceparameteren er de basale tekniske færdigheder. DÉR, HVOR den danske produktion først og fremmest kan udmærke sig, er i den kulturelle tilpasning af produktet. Det, kunderne vil betale ekstra for, er ikke produktets tekniske kvaliteter, men derimod at produktet har en brugergrænseflade, som gør det behageligt at bruge det. Her er de seneste års udvikling på it-området interessant at følge. De første pc'er var utrolig langsomme målt i forhold til vor tids datakraft. Men de var faktisk meget hurtige og effektive i forhold til de tidligere alternativer med ringbindsarkiver, skrivemaskiner og duplikatorer. Men de var svære at benytte. Det krævede et større kursus at kunne begå sig i noget så simpelt som et tekstredigeringsprogram. I dag er datakraften langt større. Men den egentlige it-revolution har ikke noget med datakraft at gøre. Pc'en er allemandseje, fordi alle kan betjene den. I dag køber man en pc, går hjem og sætter stikket i - og så bruger man den. I kraft af en forståelig brugergrænseflade kan de fleste it-produkter benyttes uden særlige forudsætninger. Der er tale om en udvikling imod større harmonisering af forholdet mellem menneske og teknik, som gør, at teknikken forsvinder bag nogle behagelige og menneskevenlige brugergrænseflader. Det gør samtidig, at vi bliver mindre tolerante over for teknikken. Dukker den op, bliver vi rasende. Hvis computeren begynder at opføre sig som en computer og ikke som et menneske, så får den øjeblikkelig bank. I den udvikling på it-området, der fandt sted op igennem halvfemserne, blev der skabt en lang række utraditionelle humanistjob. Det var ikke, fordi humanister var specielt fremragende til it. Men de kunne noget med brugergrænseflader, som teknikerne ikke havde forstand på. Humanisterne kunne forudse, hvordan folk ville bruge produkterne og lave nogle grænseflader, som svarede til brugernes forventninger til kausale relationer i en normal og meningsfuld verden. Vi ved jo alle sammen godt, at når vi med musen trækker den lille pil hen over skærmen, så er det i virkeligheden noget helt andet, der foregår inden i computeren. Musen og pilen er overflødige i forhold til de processer, som finder sted i computerens indre. De er der, for at vi som brugere kan opleve en meningsfuld sammenhæng mellem vores input til computeren og computerens output til os. DEN SLAGS arbejde er humanister dygtige til. Humanisters fag er mennesket og dets forhold til sine omgivelser - hvad enten disse er andre mennesker eller computere. Humanister beskæftiger sig med alle mulige facetter - psykologiske eller kulturelle - af menneskelivet. I en verden, der bliver mere og mere kompleks, vil det at kunne skabe meningsfulde sammenhænge i den blive en mangelvare. Her står humaniora over for en kæmpemæssig udfordring, som først nu tyve år efter masseuniversitetets indtog er ved at blive systematiseret: at anlægge et bredere samfundsmæssigt og erhvervsorienteret perspektiv på anvendelsen af den viden, humaniora ligger inde med. Mange humanister har allerede ved egen hjælp fundet ud af, at erhvervslivet faktisk har stor brug for de humanistiske dyder. De yder en stor og uundværlig indsats rundt omkring i mange virksomheder. Men det kunne gøres bedre endnu. Dels kunne de humanistiske uddannelser gøres langt mere erhvervsrettede, og dels kunne humaniora blive bedre til at fortælle sine studerende og potentielle aftagere af disse, hvad en humanist egentlig kan. PROBLEMSTILLINGERNE hænger sammen og har formentlig deres rod i, at der på humaniora ikke er tradition for at samarbejde med erhvervslivet. De mennesker, som underviser på humaniora, kender ganske enkelt ikke nok til livet ude i virksomhederne. Og omvendt ved virksomhederne ikke, hvad de får, hvis de ansætter en humanist. Her kunne humaniora lære noget af Handelshøjskolen. Ikke forstået på den måde, at humaniora skal ændre pensum og smide Gadamer ud til fordel for Bernstein. (Begge tænkere har naturligvis deres respektive relevans. Men stærkt forenklet kan man sige, at Gadamer som hermeneutiker beskæftiger sig med, hvordan vi som mennesker ved hjælp af kommunikation kan forstå og fortolke hinanden og vores omverden, mens Bernstein som marketingteoretiker hovedsageligt beskæftiger sig med, hvordan man kan bruge kommunikation til at sælge nogle produkter. Førstnævnte problemstilling er i sagens natur mere kompleks). Det høje kvalitetskrav til stoffet skal bevares. Det er humanistens adelsmærke. Derimod kunne humaniora indlede en række samarbejder med erhvervslivet. Det ville gavne to ting: 1) Erhvervslivet ville lære noget om humaniora og 2) humaniora ville lære noget om erhvervslivet. Humaniora kunne begynde med i højere grad at ansætte eksterne undervisere med tilknytning til erhvervslivet. Da jeg selv i sin tid læste på Universitetet i Bologna blev en stor del af undervisningen varetaget af dygtige og kompetente mennesker fra erhvervslivet. Det gav uddannelsen kraft og vitalitet uden at sænke det akademiske niveau. I dag har jeg selv det privilegium at undervise på Handelshøjskolen ved siden af mit ordinære arbejde, og det er mit indtryk, at de studerende også der er glade for at få nogle input fra erhvervslivet. Det er i den forbindelse interessant, at man på Handelshøjskolen for længst har indset, at humaniora er vejen frem. På de såkaldte kombinationsuddannelser kan man kombinere erhvervsøkonomi med fremmedsprog, kommunikation, etik og meget mere. Ideen med at kombinere forskellige uddannelser er ikke dårlig. Det viser erfaringerne fra Handelshøjskolen, hvor efterspørgselen på kombinationsuddannelserne er stor både fra de studerendes side og fra det erhvervsliv, som siden skal aftage dem. Denne vej er de humanistiske fakulteter så småt også begyndt at slå ind på. DET HJÆLPER naturligvis ikke de humanister, som i dag står uden arbejde. Men det gør adgangsregulering heller ikke. Det tager i gennemsnit godt syv år at producere en humanist, og meget kan nå at ændre sig i denne periode. Hvis vi blot ser syv år tilbage, så var vi vidne til et sandt boom i humanisternes indtog i virksomhederne. Det har den økonomiske afmatning lagt en dæmper på. De senere års lavkonjunkturer har sat sit tydelige præg. Ikke kun økonomisk, men også mentalt. Opsvingseuforien i den nye økonomi er afløst af nedturstristesse i den nye, nye økonomi, som i virkeligheden er den gamle - og nu også dårlige - økonomi. Man taler om back to basics og de gamle dyder, som om man kan skrue tiden tilbage til engang, hvor det alt sammen fungerede meget bedre. Men det kan man ikke. Verden har forandret sig. Men alle forandringer løber ind i en recessiv periode. Når den første begejstring har lagt sig, og man finder ud af, at fremkomsten af det nye medfører, at man skal vinke farvel til det gamle, så afløses jublen af tvivl og ønsket om de gode gamle dage. DET ER NØJAGTIG her, Dansk Industri står i dag. Hvis man betragter den aktuelle situation nøgternt og ser på fremtidsperspektivet, så er det ikke humanister og andre vidensarbejdere, som bliver morgendagens tabere, men derimod industriarbejderen. Når Dansk Industri har valgt at kaste sin energi på humanister, kan det formentlig skyldes to ting: 1) DI er ganske enkelt ikke i stand til at løse sine egne medlemmers problemer med den stigende konkurrence fra udlandet og forsøger desperat at få fokus på et andet problem. 2) Humanister er visionære og fungerer allerede som spydspidser i videnssamfundets udvikling. Jo flere humanister, jo hurtigere udvikling af videnssamfundet og afvikling af industrisamfundet, hvor Dansk Industri ender som Asiatisk Industri. Set i den optik forstår man godt Dansk Industris bekymring. Når så mange vælger en humanistisk uddannelse i dag, betyder det morgenluft på fremtidens arbejdsmarked. Det er elementær lærdom i den humanistiske dannelse, at virkeligheden ikke er statisk, men under konstant forandring af de mennesker, som indgår i den. SÅ NÅR DANSK Industri retfærdiggør sin utidige indblanding i for dem uvedkommende samfundsanliggender med det argument, at de for nylig er blevet ramt af en form for samfundssind, så må svaret være: Plej jeres egne interesser. Som humanist har jeg ikke brug for jeres bekymring. Vi humanister, vi skal nok klare os. Vi er fleksible, fremsynede og frem for alt det stof, morgendagen er gjort af.