Hvad var det, der gjorde, at ellers fornuftige mennesker, intellektuelle, humanister og kulturradikale, kunne være ikke blot blinde for de uhyrligheder, der pågik i det stalinistiske Sovjet, men til tider aktivt støttende? Dette er et spørgsmål, man tit hører i den offentlige debat, og oftest er sigtet mere polemisk end reelt nysgerrigt og afklarende. Og ikke sjældent er svaret, at der simpelt hen har været tale om religiøs blindhed og selvforglemmende kultdyrkelse. Men er svaret tilstrækkeligt? Der har faktisk, lige siden Louis Pio påbegyndte udsendelsen af sine Socialistiske Blade, eksisteret en kritik af socialismen, og senere kommunismen, hvis kerneindhold har været, at tilhængerne er religiøse, eller i hvert fald, at 'systemet' fordrer en nærmest religiøst betinget lydighed af sine tilhængere. Hovedkategorier i denne kritik har været, at kommunismen (det vil oftest, men ikke altid sige sovjetkommunismen): var udstyret med et sæt af religiøse dogmer, som tilhængerne skal acceptere havde strukturelle ligheder med ikke mindst middelalderkirkens skolastiske system behandlede sine fjender som inkvisitionen (om end med opdaterede straffemetoder) benyttede sig af religiøse symboler i officielle portrætter havde en institutionaliseret hermeneutik, der f.eks. muliggjorde, at en enkelt mand, Stalin, kunne fortolke de ikke altid lysende klare ord fra Lenin, hvilket forlenede Stalin med en art ufejlbarlighedsdogme. Meget af denne kritik forfølger altså analogier: Kommunismen ligner en religion, og dens tilhængere har derfor per definition deponeret deres politiske integritet. Og dermed punktum. Man har så at sige ofte været tilfreds med blot at påpege denne eller hin analogi og ment, at resultatet talte for sig selv. Bag ved denne bevisførelse ligger naturligvis den europæiske mentale tradition, at politik og religion er to adskilte størrelser, der ikke kan, eller i hvert fald ikke bør, dele genstandsområde. Kun sjældent har enkelte vovet sig videre og sagt: Nuvel, kommunismen ligner en religion. Hvad kan vi udlede på baggrund af dette faktum, hvorledes kan vi arbejde med dette faktum? Og er dette ikke overraskende? Når alt kommer til alt, er det kommunistiske projekt vel et barn af oplysningstiden. Eller de vesteuropæiske tilhængere forstod i hvert fald sig selv i dette lys. Kommunismen og dens vesteuropæiske tilhængere burde derfor netop ikke være inficeret med alskens metafysik. Jeg mener, at det i en vis udstrækning er muligt at benytte en række metodiske værktøjer fra religionshistorien og religionsfænomenologien i analysen af den kommunistiske kerne. Men også værktøjer fra den ny kulturhistorie kan være nyttige i analysen. Det er nemlig min tese, at udviklingen af den socialistiske og kommunistiske bevægelse deler vigtige historiske forudsætninger samt fælles kosmologi dels med den tidlige Jesusbevægelse og dels med jakobinernes franske revolution. Dette består blandt andet i en manikæisk opfattelse af verden som delt imellem to stridende kræfter, mørket og lyset, sandheden og løgnen. Samt i en radikal afvisning af alt gammelt: Man befinder sig på tærsklen til en radikalt ny tid, i en overgangsfase. Denne overgangsfase er et eksistentielt og etisk ingenmandsland, i hvilket alt er tilladt. Ikke fordi den nye tid er begyndt, men for at sikre, at de gamle kræfter ikke får overtaget. Man befinder sig i en historisk undtagelsestilstand. For alle tre bevægelser gælder således det fælles historiesyn, at historien med en bestemt begivenhed (Jesu korsfæstelse eller revolutionen) har fået et irreversibelt knæk. Irreversibelt, ja, men dog et knæk, som det er tilladt at benytte alle midler til at videreføre. Perioden 1871-1877, det vil sige den periode, hvor Louis Pio var den centrale person i den danske socialistiske bevægelse, er en periode, hvor de religiøse træk ved bevægelsen er ganske fremherskende på en helt åbenlys og villet måde. Man bestræber sig voldsomt på at knytte bevægelsen an til netop den tidlige Jesusbevægelse, eller rettere til en ikke præcist defineret forestilling om den urkristendom, der florerede i de første 50-100 år efter Jesu korsfæstelse. De første apostle og deres umiddelbare efterfølgere samt Jesus selv udgør således en meget konkret referenceramme for den tidlige danske socialistbevægelse. Det er en tid, hvor artikler, taler, bannere etc. er gennemsyret af kristen symbolik. Identifikationen er for så vidt indlysende: Man er en minoritetsgruppe, ringeagtet, mistroet og forfulgt af øvrigheden, til overflod endog af nogle af dem, man er kaldet til at frelse. Den tidlige kristne etik forstås næsten udelukkende som en, om ikke socialistisk etik, så i hvert fald en social, i hvilken man lever i mindre fællesskaber, er fælles om alt, deler udgifter og indtægter, og hvor traditionelle gruppetilhørsfaktorer er sat ud af spillet. Nationalitet, social stand, ægtestand, fortidige straffede eller ustraffede synder, alle betyder de intet, hvis man har valgt gruppen. Desuden, og dette er en nok så væsentlig pointe, har socialisterne ved at knytte sig selv an til Jesusbevægelsen opnået to centrale fordele. Man har frataget borgerskabet noget for dem centralt, nemlig den kristne etik, idet man jo siger: Vi er de retmæssige arvtagere af den egentlige kristendom. Og delvis har man forlenet sig med noget, der er så vigtigt for en bevægelse, der har konstitueret sig i lyset af Marx' historiske metafysik: Man har fået to årtusinders ret i ryggen. Her ser vi i øvrigt en parallel til den franske revolutions jakobinere, der blot valgte den græske republik Sparta som symbolsk omdrejningspunkt i deres bestræbelser for at opnå historisk legitimitet. Engels skrev i 1899 et ganske polyhistorisk essay om sammenhængen mellem urkristendommen og socialismen, hvor det med al tydelighed fremgår, at man i den socialistiske bevægelse i den grad føler sig etisk og historisk låst sammen med den tidlige Jesusbevægelse. Forventningen om historiens afslutning lå dog på dette tidspunkt stadig et pænt stykke ude i fremtiden; den var endnu ikke konkretiseret i tid, man forventede den ikke, hvert øjeblik det skulle være. I Perioden 1917-1928 er den derimod kommet ganske overordentlig tæt på. Denne periode byder på to i religionshistorisk forstand helt centrale begivenheder. Den ene er naturligvis revolutionen i Rusland. Voldsom, flammende og messiansk sprogbrug og symbolik kommer i centrum i den danske socialistiske bevægelse, der jo snart skal blive delt i en kommunistisk og en socialdemokratisk. Der opstår en nærforventning, i lighed med den, der eksisterede i den tidlige Jesusbevægelse, en forventning om, at historiens afslutning er lige om hjørnet, bogstaveligt talt. At man vil sejre i kampen for indstiftelsen af en universel ny orden, der betyder afslutningen på alt, hvad man hidtil har kendt. Af endnu større betydning, for kristendommen såvel som for kommunismen, blev dog nærforventningens sammenbrud. Dette er ikke en daterbar begivenhed i hverken den ene eller den anden bevægelse. Blandt Jesusbevægelsen opstår mistanken naturligvis første gang, da Jesus dør på korset, og senere da de oprindelige disciple begynder at dø af alderdom. I den danske og europæiske kommunistiske bevægelse er der en række begivenheder, der gør, at håbet langsomt dør ud. Først og fremmest den fejlslagne tyske revolution i 1918, i hvilken man havde investeret så megen forventning. Dernæst, mindre spektakulært, men alligevel, med Stalins i 1924 fremførte tese om 'Socialisme i ét land'. Hermed mister forventningen jo sit demonstrativt universelle sigte. Der er dog klare tegn på en noget udmattet nærforventning helt indtil 1928, særlig i Marie Nielsens skrifter. Perioden 1928-1956 er en periode, der er præget af, at nærforventningens sammenbrud er en realitet. Politisk er perioden naturligvis domineret af Stalins enmandsregimente. For kommunisterne er den tillige præget af et voldsomt omfortolkningsarbejde, der skal retfærdiggøre nærforventningens sammenbrud, verdensrevolutionens udebliven. Den foregående periodes messianisme er erstattet af en voldsom tro, tro på, at det, der foregår i Sovjet, giver mening. Vi har fra perioden en række rejsebeskrivelser, der trodser al fornuft, og en række i offentligheden kendte personer, der på trods af al rimelighed støtter ting, de af natur og ideologi burde være modstandere af. Halldor Laxness viser sig som tilhænger af dødsstraf under de sovjetiske processer i 1930'erne, som han overværer, fordi, som han siger, »al tale om skyld får en temmelig småborgerlig klang« i lyset af de anklager, der foreligger. Martin Andersen Nexø er en glødende forsvarer for den finske vinterkrig, og rejsende i Sovjet ser ikke det, der angiveligt er lige foran næsen på dem. De ser alle noget andet, nemlig det, der kommer. Her er tale om den socialistiske realisme konverteret til eksistentialisme. Den socialistiske realisme var et kunstprincip, der fordrede, at kunsten skulle afspejle den virkelighed, der ville komme, og ikke det faktiske, men midlertidige liv. På samme måde så de rejsende det kommende Sovjet gennem deres særlige briller. Det var sandt, det, de beskrev, men i en anden, mere surrealistisk potens. Der er en række helt centrale faktorer, der er medvirkende til at konstituere den religiøse kerne i kommunismen. Det religiøse som en del af det politiske sprog bliver brugt fra både tilhængere og modstandere, men med to forskellige formål. Tilhængernes præsentation af sig selv som de sande arvtagere af den kristne etik er den mest fremherskende i perioden frem til midt i 1920'erne. Herefter bliver den politiske retorik overtaget af modstanderne med det formål at få kommunisterne til at fremstå som en menighed, der har deponeret al politisk integritet i et dogmatisk præstedømme. Naturligt nok vender kommunisterne herefter på en tallerken og benytter nu deres energi på at afvise enhver forbindelse til noget religiøst. Dette skifte er der flere årsager til: Den kraftige sekularisering, som de vestlige samfund havde undergået i perioden 1870-1920, gjorde det mindre slagkraftigt og ønskværdigt at knytte sin retorik an til det religiøse. Og Stalins projekt blev i stigende grad efter 1928 knyttet til oplysningstanken, hvor mennesket gennem teknologi kunne overvinde de kræfter, der hidtil havde hersket. Indlejret i Marx' tanker ligger desuden et potentiale for en guddommeliggørelse af Historien som en selvstændigt virkende metafysisk kraft. Heraf opstår muligheden for det kommunistiske historieparadoks, i hvilken kampen allerede på forhånd er vundet, men at man alligevel skal kæmpe for den. Snævert forbundet hermed er det, man kalder midlertidigheden, eller for at benytte et religionsfænomenologisk udtryk, den liminale fase. Den liminale fase er den periode, der pågår, fra et ritual er påbegyndt, til det er afsluttet. Det kan f.eks. være den periode, der går i et sakralt kongedømme, fra den gamle konge dør, til den nye er indsat, eller et overgangsritual, der skal føre børn ind i de voksnes verden. I den periode, der går, fra ritualet er påbegyndt, til det er afsluttet, er man i et eksistentielt tomrum. Landet har ingen konge og dermed ingen gud. Børnene er hverken voksne eller børn. Det er et farligt tidsrum; hvis ritualet fejler, kan man blive hængende i et ingenmandsland. I vores sammenhæng er det perioden, fra revolutionen er udbrudt, til utopien opfyldes. I denne periode er de store kosmologiske kræfter sluppet løs, og en alt er tilladt-etik florerer. Alle midler kan benyttes for at sikre, at overgangen finder sted. Den jakobinske periode i den franske revolution var en sådan liminal fase, ligesom også den periode, hvorunder Paulus virkede. Potentielt set var hele den russiske revolution en lang liminal fase. Utopiens opfyldelse ville jo have været den kommunistiske stat. Men ingen, selv ikke Stalin, vovede nogensinde at tale om andet end Den Socialistiske Arbejderstat. Havde han i 1924 lanceret tesen om kommunisme i ét land, da havde han rykket ved nogle kosmologiske størrelser af en helt anden karakter. Den liminale fases særlige karakter af etik-udsættelse i en højere sags tjeneste tjener delvist til forklaring på en række af de handlinger, de revolutionære foretog sig og/eller accepterede i revolutionens navn. Men den tjener ligeledes til en delvis forklaring på behovet for det omfortolkningsarbejde, der efter nærforventningens sammenbrud medførte denne voldsomme tro. Der er klare paralleller til dette i Paulus' breve såvel som i Robespierres taler. Eftersom alt er tilladt 'i mellemtiden', begår man naturligvis utilgiveligheder, der kun kan forsvares under henvisning til den nye tid. Derfor: Skulle Jesus vise sig at være et menneske, da var Jesusbevægelsen intet andet end en flok jøder, der havde syndet, så det battede. Og skulle man vige tilbage for at henrette kongen med henvisning til en enten gammel eller kommende etik, siger Robespierre, da var man allerede halvt på vej til at acceptere, at der var mulighed for, at nogle af de hidtidige handlinger, man allerede havde foretaget sig, var forkerte. Og så var fortabelsen total, fordi de i revolutionens navn udførte gerninger i den grad var i modstrid med den revolutionære etik. Og skulle det vise sig, at kritikerne havde ret, at Stalin vitterlig blot begik ufattelige forbrydelser, da ville det eksistentielle knæk være ubærligt. For man havde virkelig, som Halldor Laxness, forsvaret ting, man naturligt burde være modstander af; indført tilstande, der var i modstrid med det, man kæmpede for. Traditionelt er al kritik af kommunismen rettet imod aspekter af denne liminale fase, og med god ret, naturligvis. Det, som de danske og europæiske kommunister støttede, var idéen om et fremtidigt kommunistisk samfund. Og denne støtte til det i øvrigt hæderværdige projekt fører med sig, at man må støtte det betingelsesløst, også når det strider imod de idealer, man kæmper for. Og når man er nået dertil, er der ingen vej tilbage, broerne brænder man undervejs. Den revolutionære patos tillod således en særlig mental konstruktion: at alt er tilladt i mellemtiden. Det tillod, at man kunne støtte eller være blind for faktiske forhold, der var i modstrid med den etik, man lagde til grund for sit utopia. Men netop derfor er denne midlertidighed så vigtig at øjne: Den kan måske bibringe os en mere nuanceret synsvinkel end den, der ellers florerer i »opgøret med venstrefløjen under den kolde krig«. Nemlig at der (også) eksisterede en i platonisk forstand 'ideel' kommunisme, som man i sine forsøg på at nå til gerne ofrede sin etik for.