Der er cirka 250 tandlæger i Mosonmagyarovar, og mon ikke der er næsten lige så mange skønhedsklinikker her i byen, der fra gammel tid er kendt for sine varme termiske bade. Desuden er der masser af butikker, der lokker med tilbud på både ungarsk og tysk i håb om at få nogle euro fra Tyskland og Østrig i de slunkne kasser. Men der må være udbrudt en epidemi i Mosonmagyarovar. En dødelig smitte må have lagt alle 25.000 indbyggere i graven. Rundt om næste hjørne finder jeg sikkert bunker af lig hobet oven på hinanden. Eller også sender ungarsk tv netop nu den nationale pendant til 'Matador'. Hvorfor ligger gaderne ellers øde her i Europas dentale hovedstad? Hvor er folk? På min vandring gennem Mosonmagyarovars centrum denne mandag aften ved nitiden møder jeg tre mennesker plus de to bartendere, der oplyser mig om, at de ikke tager Visakort. Det har de til fælles med hæveautomaterne. Og jeg, der havde stået og gloet på de mange skønne retter på menukortene. Fleisch, uhm. Aldrig har tanken om grisekød været så forlokkende. Og nu sidder jeg i stedet her, uden en forint på lommen med den ene pose Chio Tacos, som hotellet donerer til nye gæster, og en Borsodi-øl fra minibaren. Men blod på tanden har jeg stadig, eller jeg får det sikkert. Tandlægens udsendte platinblonde og velduftende kvindelige chauffør hentede mig planmæssigt i Wien. Mit navn var endda stavet korrekt på det papskilt, hun stod med i hænderne, og det tog ikke mere end 20 minutter at få lov til at krydse grænsen. Når Ungarn kommer med i unionen, er det Gott sei Dank slut med ventetid ved grænsen, siger fru platinblond, der ellers er af den tavse type, der taler mere med gaspedalen end med de malede læber. 170 km/t kører vi, så jeg når kun at skimte skiltet ved et stort varehus uden for Wien: Dänische Bettenlager. I morgen klokken 11.30 hos tandlæge Frank Kannmann. Kan man? Ja, det kan han forhåbentlig, den tyske tandlæge her i Ungarn. Det er nu tirsdag, og jeg har været hos tandlægen for første gang. Frankie taler glimrende engelsk og forklarede mig nænsomt, at jeg skulle have lavet en del. Det vidste jeg nu godt. Min tandlæge i Danmark havde givet mig chokket med et overslag, der kunne sende ham til Hawaii i et par måneder. Hos Frank koster det en tredjedel, eller omkring 20.000 kroner. Det er hele 600.000 i de lokale forint. Happy Dent hedder klinikken. Tænker på, om det er tandlægen eller patienten, der er lykkelig ... For beløbet får jeg ti titaniumkroner og får desuden lavet diverse reparationer i min mund. Inden vi tog beslutningen, sendte han mig over på den anden side af gaden for at få taget røntgenbilleder, og det er ret morsomt at få taget billeder hernede, hvis man kan lide at blive spændt fast i en maskine, som minder lidt om en elektrisk stol, samtidig med at man får hængt et tonstungt blyforklæde rundt om halsen. Udstyret er sikkert nok, det er bare lidt gammeldags, siger Frank, som derefter sliber ni tænder, bl.a. fire fortænder, ned til små ynkelige stubbe, trækker én tand ud, giver mig en tampon i munden til at tage det værste blod og sender mig hen på hotelværelset med besked om at komme igen klokken 18. Så er de foreløbige tænder klar. Går lidt fortumlet de 100 meter og tænker, at hvis jeg skal overleve dette, må jeg have en cigaret. Har heldigvis brugt formiddagen på at finde en bankomat, der kunne tage imod Visakort. Tumler ind i den nærmeste tobaksforretning og hvisler ud mellem tandstumperne ordene 'Zigarette' og 'Marlboro'. Hernede behøver man heldigvis kun at pege på munden og sige 'Zähne', så ved de, hvad der er problemet. Køber desuden en flaske blommesnaps til at desinficere med. Klokken 18 fik jeg de foreløbige tænder og må sige, at verden - og især jeg - pludselig så noget bedre ud. Måtte straks prøve de nye tænder på den nærmeste restaurant og gik derfor ud i den, nu igen, øde by. Efter klokken 17 er det Ølstykke i november her i Mosonmagyarovar. Fordelen er, at man ikke skal vente på et bord. Startede med en god, stærk gullaschsuppe, der gled fint ned. Kom derefter i overmod til at bestille en halv and med rødkål, mos og to brune klumper, som jeg først troede, var brune kartofler. Julestemningen bredte sig, men da jeg skar dem over, viste det sig at være blommer. Anden var fremragende, men nok lige en lidt for stor opgave for mine foreløbige tænder. Skal ikke til tandlæge i morgen, så jeg har besluttet at tage toget til Bratislava, der ligger ret tæt herpå. Har faktisk fundet ud af, at jeg skal sidde meget lidt i Franks stol, fordi jeg nu bare skal vente på, at kronerne bliver færdige, og det varer cirka fire dage. Nu onsdag aften. Jeg kom aldrig til Bratislava. Gik ud til banegården, som er placeret i den diametralt modsatte ende af byen. Det tog cirka halvanden time at gå derud, så jeg skulle måske have tjekket afstanden, men byen er ikke dårlig at se på. Der er mange pæne, store kirker, og midt gennem byen slynger sig både den store flod Mosonduna, der er en biflod til Donau, og en mindre flod. Vandet i den lille flod føles lunkent, når man stikker hånden i det, omkring 40 grader gætter jeg på. Kort fra, hvor jeg bor, vælter en varm kilde ud i floden, og dampene stiger op derfra og lægger sig som en tåge hen over vandspejlet. Viste sig, at der var fire timer, til toget gik til Bratislava, så jeg tog en taxa tilbage til hotellet. Aldrig har én mand, i så lang tid, set så meget Eurosport, og så på tysk. Det gode er, at jeg nu kan alle tyske tennisudtryk, og det kan man jo have meget brug for. Gik senere ud at spise ... suppe igen. Det var meget ensomt. Jeg var eneste gæst, men maden var igen fremragende og billig. Tilbage på hotellet var der en besked til mig fra tandlægen. Der stod, at de var en flok, der ville gå ud at spise sammen, og om jeg eventuelt vil med. Han ville komme forbi kl. 19.30. Klokken er nu 21, så det løb er kørt. Vil se lidt mere Eurosport, inden jeg går i seng med Bo Lidegaard og Jens Otto Krag. Det er nu søndag aften. Har ikke set mange minutter Eurosport siden hin ensomme onsdag aften. Har i stedet moret mig i tandturisternes store skæbnefællesskab, hvor suppe er nektar, og Frank er tandguden, der venligt udlåner sin sorte topersoners Mercedes SLK med indbygget dvd-skærm til os patienter. Egentlig fair nok, da det jo er os, der betaler den. Livet ændrede retning efter besøg hos Frank torsdag formiddag, hvor vi skulle se, om de rå titaniumkroner passede. Han introducerede mig til Michael fra Danmark og sagde, at han ville hente os begge ved mit hotel samme aften. Viste sig, at Michael kom dagen før mig, bor en spytklat fra mit hotel og har været cirka lige så ensom som jeg, og dog. Michael var en af de heldige, der var ude at spise med Frank aftenen før. Han siger, at Frank vist ikke laver meget andet end at lave tænder om dagen og gå ud om aftenen med sine patienter. Torsdag aften står vi foran Hotel Solaris, da Frank ruller ind i sin fede Mercer. Brillerne er skubbet op i panden, og Sting udfolder sig på bilens lille videoskærm. Endnu en bil følger med flere folk, og jeg klemmer mine 194 centimeter ned i Mercedesen, som, forklarer Frank, ikke anbefales til folk over 180 centimeter. Det forstås. Alle mødes vi på restaurant et-eller-andet, hvor tandturister og venner fra Østrig, Tyskland, Ungarn og Danmark bænker sig om bordet, deriblandt en spinkel, meget smuk mørkhåret kvinde ved navn Edina, som er opvokset i Mosonmagyarovar, og som Franks kone i Wien vist ikke har hørt om. Endnu en tysker støder til, og med ham er vi seks tandturister, mens resten er påhæng. Historien er den samme, med variationer. Både i Tyskland, Østrig og Danmark koster det det hvide ud af tænderne at få repareret gebisset, og vi ender derfor hos Der Deutsche Zahnarzt i Mosonmagyarovar, Frank Kannmann, der ved mit første besøg på klinikken forklarede mig forskellen mellem Tyskland og Ungarn. »Da jeg var tandlæge med fem klinikker i Tyskland, gav jeg altid patienterne et overslag over, hvad det ville koste at klare det mest nødvendige, ellers ville de fleste stå af rent økonomisk. Her i Ungarn starter jeg med at give et bud på, hvad den optimale løsning vil koste. Så meget billigere er det«. På en måde er det dog paradoksalt, at mange danskere hvert år rejser til Flensborg for at få lavet tænder, fordi det er billigere end i Danmark, mens tyskerne rejser til Ungarn, fordi det er billigere end i Tyskland. Et mere rent billede på, hvordan markedskræfterne virker, er vel svært at finde. Det er forståeligt, hvorfor de danske tandlæger ikke sender julekort til deres tyske og ungarske kollegaer. Frank er aftenens omdrejningspunkt og betaler da også hele gildet, men som han siger: »I spiser jo kun suppe, så det går nok«. Aftenen efter er vi samlet igen. Frank og jeg sidder sammen ved bordet, og jeg fortæller ham om den danske samarbejdspolitik under krigen, som han spørger til, og som jeg heldigvis netop har fået genopfrisket i bogen om Krag. Bagefter fortæller Frank mig om sit omtumlede liv. Han er født i 1956 i Magdeburg i det daværende Østtyskland og var som barn og ung den perfekte østtysker; ungpioner - og han elskede det. »Jeg havde den bedste barndom«, siger han. Franks liv forandrede sig for altid, da han i halvfjerdserne fik lov til at studere medicin i Budapest. »Der mødte jeg pludselig folk fra andre lande, blandt andet amerikanere, som jeg på det tidspunkt troede, var uhyrer alle sammen. Vi var unge, og vi blev venner, og jeg begyndte at komme med kritiske udtalelser om styret i forskellige sammenhænge. Men Stasi var over det hele, så tre gange blev jeg indkaldt til kammeratlige samtaler, hvor en mand fra regimet indskærpede, at jeg skulle holde min mund. Ellers ville jeg blive kaldt tilbage til DDR og aftjene min værnepligt, hvilket var det sidste, jeg ønskede. Det eneste, der reddede mig, var mine gode karakterer«. Frank flygtede senere til Vesten med sin kone og tog en tandlægeuddannelse i Vesttyskland. Nu er han tilbage i Ungarn og kører butikken på sin helt egen måde. Om det er lørdag, søndag eller mandag, har ikke den store betydning. Når kunderne har 800 km hjem, kan man ikke hænge sig i ugedagene. Og hvorfor nøjes med at tjene på patienterne, når man også kan have det sjovt og hygge sig med dem om aftenen. Vi får en del af de billige drinks, ikke mindst af Michael, der fejrer, at han har fået sine nye flotte kroner. »Det bliver Smiling Mike, der kommer hjem«, griner han. Michael har fået den store tur og har ofret cirka 40.000 kroner på sine nye tænder. Det var fredag aften. Lørdag fik jeg mine kroner, deriblandt fire nye fortænder, der er betydelig pænere end de gamle, som, allerede da jeg var tretten, blev alvorligt beskadiget ved et cykelstyrt. De nye tænder blev fejret til klokken fire om morgenen på byens eneste diskotek. Frank serverede brasilianske caipirinha-cocktails, og efter dem blev det hele lidt tåget. Tænkte, at diskoteket i al sin dødssyge provinsialitet lige så vel kunne have ligget i Skive, til mængden pludselig spredtes på dansegulvet, og et egyptisk oldtidstableau med en smuk kvinde og to kæmpefyre iklædt fuglemasker åbenbarede sig. Fandt ikke helt ud af, hvad det handlede om, inden dette lidt overraskende tableau ubesværet gled over i næste scene, hvor en mand i jakkesæt hev en tilfældig kvinde op, bandt hende og begyndte at smide tøjet. Tog det som et tegn på, at festen vist var ved at være slut for mit vedkommende og lavede en aftale med Frank om at mødes på klinikken næste dag, søndag, så vi kunne rette kronerne til. I dag mødtes jeg så med ham på klinikken, hvor han sleb lidt på tænderne, til biddet føltes rigtigt. Derefter kørte han mig ud til det lokale storcenter, Tesco, hvor jeg fik købt de flasker Tokaji 1993 (fantastisk årgang), som jeg var ude efter. Vi kørte tilbage til et fint konditori, hvor jeg fik en cappuccino, der hernede forstås som kaffe med flødeskum. Frank så lidt træt ud, og jeg spurgte, om han var parat til en ny uge. »Ja, men ikke ligesom denne. Jeg elsker at møde nye mennesker, men nu trænger jeg til at slappe af og få ladet batterierne op«. Klinikdamens far kørte mig til Wiens lufthavn. Han havde tydeligvis den samme fodlidelse som sin datter. Den fodlidelse, der gør, at skoen hviler tungt på speederen. Jeg slog solskærmen ned og smilede til mig selv i spejlet. Tænk, hvis vi kørte galt, og tænderne blev slået ud. Eller hvis flyet styrtede ned. Så var pengene spildt. Frank sagde, inden vi kørte, at jeg bare kunne betale tandlægeregningen, når jeg kom hjem. Det skal jeg huske.