FOR NU SNART et år siden rejste jeg til Umeå i Nordsverige for der at tilbringe et forårssemester med studier i svensk litteraturvidenskab. Det skulle vise sig at blive et forårssemester helt uden forår. Så højt mod nord, som Umeå ligger placeret, sker det, at vinteren pludselig støder sammen med sommeren. I kontrasternes skingre sammenstød må det lille, forsmåede forår se sig klemt inde mellem årstidernes to store supermagter. De stridende parter, kulden og varmen, møder hinanden ansigt til ansigt i slutningen af maj. Magtskiftet foregår da brat, ingen blid overgangsfase med mulighed for langsom tilvænning. Det bliver lysere dag for dag, men vejrsystemerne har deres egne gådefulde aftaler. Snedriverne ligger som små fornærmelser rundt om i landskabet, når sommeren pludselig marcherer ind under fuld musik. I enkelte tilfælde bliver vinteren til sommer med samme pludselighed som et pust i konduktørens fløjte sender toget af sted. Afgang! Umeå ligger ca. 1200 km nord for København, ligeså langt som til Milano i stik modsat retning. Men hvorfor så vælge Umeå frem for Milano i januar? Hvorfor vælge kulden og mørket frem for varmen og lyset? Jeg skal prøve at forklare. Den nordsvenske by har i denne tid netop den helt rigtige placering i mine øjne. Der, lidt syd for Polarcirklen, har man i vintermånederne stadig antydningen af dagslys, solen hænger lavt på himmelen nogle få timer hver dag, og, når den går ned, føler man sig alligevel hensat til et arktisk mørke, så påtrængende, at ingen kan ignorere det, og så uendelig dybt, at alle må hengive sig til det. Det sparsomme lys modtages af folk med en intens glæde, som om en uvurderlig skat bliver lagt i hænderne på dem. Hver dag lægges der lidt til denne skat, lyset forlænges med et par minutter, og hver især holder man sit private regnskab med en voksende formue. Man værner om disse timer, holder dem hellige og dyrker dem med næsten okkulte ritualer. Alle har sine små daglige gøremål og vaner, indøvede rutiner, der så let udvikler sig til hemmelige tegn og fagter. Fælles for alle er ritualet, hvor øjnene lukkes og ansigtet vendes mod solen, mens lungerne fyldes med luft, der snuses ind gennem næsen og åndes tungt ud gennem munden. De fleste holder vejret et øjeblik med brystet udspilet til bristepunktet. De oppustede lunger løfter kroppen en anelse, som var de heliumfyldte balloner. Trykket på skosålerne lettes en smule, og man forventer et kort øjeblik at miste jordforbindelsen og påbegynde en flyvning direkte mod solen. KOMMER DU uforvarende til at afsløre en person midt i udførelsen af dennes lysdyrkelse, er det bedst om du forsøger at lade som om optrinnet er gået dig ubemærket forbi. Der findes nok ikke noget, der kan gøre folk på disse breddegrader mere forlegne, end når en fremmeds iagttagelse forstyrrer dem i deres solkult. Man må tage hensyn til, at den pludselige afbrydelse af en herlig drøm blot besværliggøres yderligere, hvis opvågningen sker under en fremmeds anmassende betragtninger. Det kan være pinligt at vågne op til sig selv, åndsforladt indfanget i en solstråle, hypnotiseret af lyset som et lykkeligt insekt på vej mod bilens lygter. Og det bliver ikke mindre pinligt, hvis man må se dette billede af sig selv spejlet i en andens blik. At miste sig selv et øjeblik, at få enhver af sine tanker udslettet midt i solens renhed, er den største lykke. Men at finde sig selv igen, og opdage, at man har været væk, kan være en flov oplevelse. At dømme ud fra det fjogede smil, der dækker det meste af ens ansigt, må der være sket noget fantastisk, mens man var borte. Man må uvilkårligt skamme sig over sin egen persons ødelæggende nærvær. Og man føler sig pludselig klodset og ubehjælpsom midt i sin jordiske tyngde. MEN HVORFOR udsætte sig selv for denne askese, hvorfor ikke rejse til Milano og nyde lyset i overflod? Årsagen er ganske ligetil: for netop at mærke kontrasternes opbyggelige virkninger. Som alle glæder er affødt af deres negation, således er også sommerens velbehag en konsekvens af vinterens mørke pinsler. »Sorrig og glæde de vandre til hobe« skrev Thomas Kingo i 1681, og i dag synger man fortsat salmen, formentlig fordi den udtrykker noget universelt. For ordentligt at kunne sætte pris på lyset, må man kende til mørket. Den ene side har kun værdi i kraft af den anden. Og har man først indset rigtigheden i dette enkle budskab, vil man opdage, at vinteren ikke kun er mørke pinsler. Vinteren indeholder da muligheden for erindringens og forventningens glæde, et pusterum, hvori man kan glæde sig over det, der var, og det, der skal komme. Forestil dig nu for eksempel, at du holder af at gå i teateret. Du har mange vellykkede forestillinger bag dig, og du ser altid frem til den næste. Du kender ikke nogen bedre beskæftigelse, i teateret bliver du både underholdt og intellektuelt stimuleret, du sidder mageligt i en polstret stol og bliver adspredt og belært om livet på en og samme tid. Men tænk dig så, at den ene forestilling følger efter den anden uden pause. Tæppet går ned for den ene forestilling, du klapper, og tæppet går straks op for en ny. Hvilket helvede! Ligegyldigt hvor fantastiske de enkelte skuespilleres præstationer er, og ligegyldigt hvor fremragende instruktører og scenografer har arbejdet. Du vil snart ikke kunne skelne det ene stykke fra det andet, du vil sandsynligvis forlade teatret halvt drevet til vanvid, og der vil sikkert gå et godt stykke tid, før du igen får lyst til at sætte dine ben der igen. Pausen er altafgørende. Uden pausen har man ingen mulighed for at opleve og forstå den enkelte begivenhed som noget meningsfuldt. Den evige sommer ville på samme måde være en uudholdelig tilstand, som kun en vinter ville kunne helbrede. MED DETTE in mente ville du også ryste afværgende på hovedet ved tanken om Milanos forskelsløse frådseri med lyset. Du ville væmmes ved tanken om at skulle tilbringe vinteren i skarpt sollys, for derefter at opleve det samme i Danmark om sommeren. Denne skødesløse omgang med årstiderne fremkalder kun en doven tilstand, hvorfra alt synes at flyde sammen i et ligegyldigt dødvande. Det store lysorgie bevirker, at man til sidst ikke længere vil være i stand til at værdsætte det lys, man har i så rigelige mængder. Eller værre endnu, det vedvarende lys, som ved første øjekast ser ud som vedvarende glæde, bliver i stedet en plage og en kilde til ustandselig irritation. Af det her kan man udlede følgende paradoks for menneskets liv: For at leve lykkeligt, må mennesket have pauser, hvori det ikke er lykkeligt. Edens have, som så mange drømmer sig tilbage til, kommer uvilkårligt til at fremstå som et frygteligt sted. Det har været helt nødvendigt at begå en forbrydelse for at slippe væk, at lade sig forvise var den eneste løsning på en ulykkelig situation. Man har tugtet kvinden for hendes rolle i denne myte, som den skyldige i en stor udåd, man bør i stedet takke hende for at have indset dette. Det er trods alt bedre at længes tilbage end at gå rundt i paradiset uden at vide det. HVIS DET ER pauserne i lykken, der gør os i stand til at erkende den, så må det betyde, at vores tanker altid er rettet enten fremad eller bagud, enten ser vi frem eller også mindes vi. Men nogen vil hævde, at de er i stand til at nyde nuet, at de kan glæde sig over det, der sker lige nu. Det sker alt for sjældent, men jeg er enig i, at det sker. Det skyldes dog kun, at man kan adskille det ene nu fra det andet. Ligesom på kunstmuseet, hvor det er det hvide stykke væg mellem malerierne, der gør det muligt for os at studere og nyde det enkelte værk. Det er tomrummet udenom, der gør os i stand til at adskille og se de enkelte ting. Da Howard Carter åbnede Tutankhamons grav i Kongernes Dal, fandt han en stor skat, men det syn, der først mødte ham, var et stort rod, et pulterkammer med ting og sager blandet ind i hinanden i én forvirring. Først da skatten blev hentet ud, kunne man se, hvor storslået den var, og i montrerne på Cairos museum kan man nu se skønheden i den enkelte genstand. Hver ting må have et tomrum omkring sig for at kunne blive set og vise sin skønhed frem. KOMMER MAN til Firenze som turist, er det meget almindeligt, at man straks opsøger den berømte domkirke. Man kommer måske gående nede fra floden med kortet over byen foran sig og spejder engang imellem forventningsfuldt ned gennem de smalle gader, kirken er ikke til at få øje på, det er som om den skjuler sig derinde et sted i den gamle bydel. Pludselig træder man ud på Piazza del Doumo og overvældes. Den kolossale domkirke rejser sig lige foran en. Den fylder hele synsfeltet, og man må måbende bøje nakken så lang bagover som overhovedet muligt for at se spiret over den gigantiske kuppel. Pladsen rundt om kirken virker for trang til det store bygningsværk. Når man kommer ud fra de smalle gader, bliver man straks presset helt op mod kirken. Den er for tæt på, man kan ikke overskue den. Bygningen er fantastisk, men den mangler et passende tomrum, en åben plads omkring sig. Man må søge væk, helt op på højdedragene på den anden side af floden. Fra Piazzale Michelangelo, godt to kilometer derfra, kan man med ro i sindet stå og nyde vidunderet. Tingene nydes kun i kraft af det tomme rum, lykken kun i kraft af ulykken og sommeren er fantastisk fordi den ligger mellem to vintre. SKAL MAN SÅ pine sig selv ved at opsøge den mørke vinter i Nordsverige for bedre at kunne nyde den følgende sommer? Det er ikke bydende nødvendigt, vinteren i Danmark er også mørk, om end lyset og mørket det meste af tiden synes at flyde sammen til noget udefinerligt gråt. Jeg mener, det er en god idé at opsøge de to modsætninger i deres reneste former. Ved at kende til yderpunkterne, kommer man også til at opleve deres forskellige kvaliteter. Vinterens glæder er pausens glæder. Efter at have læst sine øjne trætte i en god bog, er det rart at kunne slukke for læselampen, lukke øjnene og lade sig synke ned i søvnens mørke. Her springer tankerne ukontrollerede rundt mellem hinanden. Det frivillige mørke, man har opsøgt bag øjenlågene, oplyses af blandede indtryk fra bogen. Det, man i vågen tilstand lige har oplevet, kaster på underlig vis sit lys ind over drømmen. Og der sker det en gang imellem, det helt uforklarlige, at man indser noget, som man ikke var kommet frem til, mens man var vågen. PAUSERNE befordrer en kontemplativ ro, som kaster lyset fra gamle tanker tilbage på nye. Tilbagekastningen af lys kalder man i fysikken for albedo. Et fænomen som kan virke overvældende stærkt midt i den mørke nordsvenske vinter. Solen, der ligger gemt bag jorden, kaster sine stråler på månen, der igen sender lyset videre ned på den hvide sne. Sneen lyser op, så skarpt at man kan føle sig hensat på et overeksponeret lærred, det perfekte underlag for fremkaldelsen af drømme. Således kan man midt om vinteren stå i en afledt sommer og undrende glæde sig over, at sneen, kuldens ufravigelige krav, kan viderebringe kuldens egen modsætning.