Statsministeren brugte 60-års dagen for 29. august 1943 til at fremsætte betragtninger over den danske officielle politik i den første - og længste - del af den tyske besættelse. Konklusionen var, at der var tale om et »politisk og moralsk svigt« samt om en »naiv ... og stærkt forkastelig« politik. Ingen kommentatorer var i tvivl om, at han også havde til formål at drage en parallel til den nutidige danske politiske situation. Det er muligt at gentage denne øvelse ved at mindes andre skelsættende dage i danmarkshistorien. Et andet halvrundt jubilæum fra den ikke helt fjerne historie ligger lige for, nemlig den ulykkelige krig i 1864 mod Preussen og Østrig-Ungarn. Erfaringerne fra krigen formede mere end meget andet dansk udenrigspolitik i en meget lang periode. Der er mange datoer at mindes i forbindelse med 1864-krigen og optakten. Stadfæstelsen af den såkaldte novemberforfatning fandt sted 19. november 1863. Den var en fælles grundlov for det danske kongerige og hertugdømmet Slesvig. Det havde ikke skortet på advarsler og modstand fra danske politikere. Den stred nemlig mod Danmarks garantier om ikke at knytte Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten, afgivet ved en konference i London i 1852 med de europæiske stormagter. Danske regeringer havde i årene op mod 1863 på forskellig måde søgt at trække hele Slesvig væk fra Holsten, men havde ikke søgt at få skabt en løsning baseret på en deling af Slesvig efter nationalt sindelag. Muligvis i håb om at en opstand i Polen tog Europas opmærksomhed, drev den nationalliberale regering under C.C. Hall nu en fællesforfatning igennem den lovgivende forsamling (Rigsrådet) med et snævert flertal, i troen på sin retfærdige sag. Der krævedes underskrift af den netop tiltrådte Christian IX, som nødtvunget skrev under. Helt forudsigeligt kom der herefter forstærkede trusler fra tysk side, hvis Danmark ikke tilbagekaldte novemberforfatningen. Tyske tropper rykkede ind i Holsten, som den danske hær rømmede. Regeringen var ikke villig til at give sig, men havde imidlertid ingen klar politik for imødegåelse af truslerne. Man havde indkaldt reserver til forsvaret og håbede på, at muligt venligtsindede magter som Sverige-Norge, Rusland, Frankrig og Storbritannien skulle komme til assistance. Disse stater havde været medunderskrivere af den Londonaftale fra 1852, som Danmark havde brudt. Det lykkedes ikke kongen at få regeringen til at indkalde Rigsrådet for at genoverveje novemberforfatningen efter råd fra venligtsindede magter og i lyset af de tyske trusler. Regeringen Hall valgte at gå af. Den eneste, Christian IX kunne få til at stille sig i spidsen for en regering, var biskop D.G. Monrad, som havde været en fremtrædende politiker fra vedtagelsen af junigrundloven i 1849. Han kunne ikke få aktive politikere til at indtræde, hvorfor han måtte uden for disses kreds for at finde sine seks ministre. Regeringen blev af folkeviddet betegnet Millionen, for den bestod af 'eneren' i spidsen for seks 'nuller', og den tiltrådte 31. december 1863. I januar 1864 blev Danmark stillet over for endnu et tysk ultimatum om at trække novemberforfatningen tilbage. Regeringens holdning tilfredsstillede ikke Preussen og Østrig-Ungarn, og det blev skæbnesvangert. Med sejrene over Danmark, Østrig-Ungarn og Frankrig de følgende syv år viste Preussen sig at være den stærkeste militærmagt på det europæiske kontinent. Regeringen havde besluttet at indrette forsvaret ved Dannevirkestillingen i den sydlige del af Slesvig. Dannevirke havde en magisk klang som 'Thyras gamle vold' med et folkeligt ry for at være danernes gamle bolværk mod 'tysken'. Befæstningen var uden tvivl den bedste forsvarslinje i denne del af den jyske halvø. Under normale forhold var der kun cirka 25 kilometer landlinje at forsvare, for mod øst lå den dybe fjord Slien og mod vest åer og sumpede områder. De preussiske og østrigske styrker gik ind i Slesvig 1. februar. Dermed var krigen en realitet, for det var et angreb på den statsretlige enhed af kongeriget og hertugdømmet Slesvig, som netop novemberforfatningen havde skabt. Danskerne trak sig uden modstand tilbage til Dannevirke. Den danske styrke, der skulle forsvare Dannevirkestillingen, havde imidlertid fundet befæstningen i dårlig stand. Der var blevet sparet på forsvarsbevillingerne de foregående år. Men der var en enorm tillid til - i det mindste i København - at Dannevirke var uindtagelig. Regeringen havde overdraget overkommandoen for hæren til generalløjtnant C.J. de Meza, som var veteran fra krigen 1848-50. Regeringen havde udstyret ham med en udførlig instruks, som indeholdt følgende vigtige element: »... saa stor Interesse det end maa have at bevare Landet mod fremmed Vold og derved kun vige tilbage efter en afgjørende Kamp, er det dog ... af endnu større Betydning, at det kommende Foraar finder os i Besiddelse af en dygtig og slagkraftig Hær«. Den danske hær var med reserver blevet bragt op på 40.000 mand, men havde en katastrofal mangel på uddannede officerer. Den samlede tyske styrke var på omkring 60.000 mand med højt professionelle officerer og havde en generelt højere standard af bevæbning. Ifølge instruksen til de tyske styrker var hovedformålet at tilintetgøre den danske hær, for at undgå at den kunne nå til udskibningshavne eller tilbage til Dybbølstillingen. Strategen bag den tyske politik, den preussiske kansler Otto von Bismarck, ønskede en hurtig afslutning med Danmarks overgivelse, inden der kom politisk støtte til Danmark fra Frankrig, Rusland og/eller Storbritannien. De danske styrker havde slidt med at sætte Dannevirke i bedst mulig forsvarsmæssig stand og at holde Slien samt de vestlige sumpområder isfri. Det sidste viste sig vanskeligt, da der i lange perioder var streng frost. Ved fjendtlighedernes start stod de danske styrker over for den opgave at forsvare en i alt 80 km lang frontlinje. Over 2.000 var sygemeldte, forplejningen ofte udeblivende og indkvarteringsforholdene elendige. Et første angreb på en dansk forpost blev afslået, men den følgende dag blev en anden vigtig dansk forpost tvunget tilbage. På det tidspunkt var Christian IX og Monrad på besøg/inspektion. Monrad har angiveligt ved denne lejlighed givet udtryk for, at man da nok kunne ofre en tredjedel af styrken, blot man fik den resterende del evakueret. Ud over at være kynisk afslører udtalelsen en massiv uvidenhed om muligheden for at sikre et ordnet tilbagetog. Tidligt 4. februar forlod Christian IX (og Monrad) Dannevirke, og de Meza foretog derefter en inspektion af den største del af stillingen og indkaldte til krigsråd. Flertallet af de ledende officerer deltog, og alle tilsluttede sig de Mezas beskrivelse af den helt uholdbare situation og nødvendigheden af et ubemærket tilbagetog. På tysk side traf man på samme tid forberedelser til at sætte et hovedangreb ind 6. februar om morgenen. Der ville blive tale om et angreb over Slien for at omgå stillingen og dermed afskære den danske hær og samtidig et angreb mod Dannevirkes centrum. De danske tropper begyndte tilbagetrækningen ved mørkets frembrud 5. februar, og først klokken otte den følgende dag gik det op for de tyske tropper, at den danske hær var forsvundet. Naturligvis satte man efter danskerne, og der blev da også blodige kampe mellem den danske arrieregarde og østrigske tropper, men den danske hærs hovedstyrke nåede efter næsten umenneskelige anstrengelser til Dybbøl 7. februar. I hovedkvarteret for de preussisk-østrigske styrker var skuffelsen enorm. Det var ikke lykkedes at gennemføre den tilintetgørelse af den danske hær, som var den strategiske hovedopgave. Det forhindrede den danske tilbagetrækning. Retræten kan tolkes som en sejr, den eneste egentlige danske militære succes i krigen. Fra de militære modstanderes side var der beundring for den danske hærledelses beslutning. Hvis tilbagetrækningen vakte skuffelse hos modstanderne, vakte den nærmest raseri i Danmark, specielt København. Monrad havde umiddelbart efter at være blevet bekendt med tilbagetoget udtrykt forståelse for nødvendigheden. Han svingede om, og de Meza blev kaldt til København. Krigsministeren satte sin stilling ind på at fyre de Meza, mens Christian IX forsvarede generalens dispositioner. Da alle øvrige ministre også truede med at gå, frafaldt kongen modstanden mod afskedigelsen. Dannevirke kom kun på nogle områder til at præge den følgende del af krigen. Den danske regering fik et Dannevirkekompleks, som medførte afvisning af den nye militære ledelses indstændige anmodning om at trække hæren fra en totalt sønderskudt Dybbølstilling over til Als, inden det blev for sent. Resultatet blev et blodigt nederlag ved stormen 18. april. Bismarcks frygt for støtte til Danmark fra de europæiske magter ved en forlænget krig viste sig ubegrundet, bl.a. fordi regeringen Monrad spillede sine få kort så ualmindelig dårligt. Den britiske regering foreslog i slutningen af februar en konference i London med landene, som havde deltaget i 1852-konferencen. Bismarck sagde ja, men Danmark anmodede om udsættelse med svar. I marts svarede Monrad ja til konferencen på visse betingelser, som Bismarck afviste. Efter yderligere forsinkelse trak Monrad betingelserne tilbage, men afviste våbenhvile. Resultatet blev, at konferencen først startede efter Dybbøls fald, hvorved Danmarks sidste landmilitære kort var tabt. London-konferencenblev en særlig deprimerende del af denne ulykkelige krig. Den danske regerings vurderinger var præget af total mangel på realisme, mens Bismarck gennemførte et mesterligt diplomatisk spil, som isolerede Danmark. Et fransk forslag om en deling af Slesvig ved en folkeafstemning blev afvist af Danmark (samt Rusland og Østrig). Et britisk forslag om en mægling eller voldgift om en grænsedragning mellem Aabenraa-Tønder mod nord og Slien-Dannevirke blev afvist af Danmark, og dermed brød konferencen sammen efter tre måneders forløb. Under den første del af konferencen var der ikke våbenhvile, og 9. maj havde den danske marine drevet en østrigsk eskadre ind i britisk territorialfarvand ved Helgoland. Det fik ingen indflydelse hverken på konferencen eller krigen, der fortsatte 25. juni. Preussiske tropper satte nogle dage efter over Alssund, uden at den overlegne danske marine kunne forhindre det, og øen var hurtigt erobret. Dermed var den danske vilje til videreførelse af krigen brudt. Monrad gik af, og et nyt ministerium Bluhme blev dannet og fik etableret våbenhvile. Tilbage var så blot fredskonferencen i Wien, hvor den endelige fred med afgivelse af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg blev underskrevet 30. oktober. Overvejelser i den danske regering om at lade De Vestindiske Øer, ja sågar Island, indgå i en handel om det nordlige Slesvig blev aldrig til noget. Ved den endelige afstemning i Rigsdagen stemte kun få mod freden, herunder Monrad, som ønskede en eksistenskamp til det sidste. Krigen kostede de danske styrker godt 3.000 døde. Under Første Verdenskrig døde herudover mindst 5.000 slesvigere fra det nuværende Sønderjylland i tysk krigstjeneste. Hele dette forløb giver anledning til mange refleksioner. Det var således sidste gang inden 2003, at Danmark med åbne øjne gik ind i en krig. Her kunne det nok antydes, at de daværende regeringers politik var 'naiv og forkastelig'. At bebrejde de danske regeringer - i bagklogskabens klare lys - for ikke at vide, hvor formidabel en modspiller Bismarck var, vil være urimeligt. Derimod kan man godt kalde det naivt indtil det forbryderiske at kaste et lille land ud i en krig mod to store europæiske lande baseret på vage forestillinger om mulig støtte fra andre lande. Når det så helt forudsigeligt var gået militært elendigt, må det betegnes som 'politisk og moralsk svigt' ikke at søge at komme ud af krigen med en del af det nordlige Slesvig, som man efter de foreliggende kompromisforslag nok kunne have fået. En konsekvens af 1864 var en komplet revurdering af mulighederne for dansk udenrigspolitik. Den gik herefter ud på at opretholde et afbalanceret forhold til de indflydelsesrige magter med en tydelig præference for at læne sig mod den stærkeste. Den store nabo mod syd måtte aldrig være i tvivl om Danmarks velvillige holdning. Sådan var politikken under og mellem verdenskrigene. Der var mindre dele af det politiske spektrum, som var modstandere af denne linje. De ønskede oprustning for om nødvendigt at gennemføre en 'eksistenskamp', selv om det skulle blive den sidste. Det politiske flertal ønskede ikke et stærkt forsvar, som, uanset styrke, alligevel ikke kunne forsvare dansk territorium mere end nogle få dage, hvis Tyskland virkelig havde et vigtigt strategisk formål med angrebet. Det havde Hitler i foråret 1940 i besættelsen af de norske kyster, før den britiske flåde kunne hindre det. Ikke nogen heroisk dansk politik, men det var de Mezas retræte heller ikke. Afslutningen af Anden Verdenskrig ændrede mange ting. Oprettelsen af FN var en af de mest afgørende på længere sigt. Hermed fik små lande som Danmark håb om etablering af en international retsorden. Dansk udenrigspolitik har da også indtil 2003 gået ud på at støtte FN's autoritet, politisk, økonomisk og efter fællesskabsbeslutning også militært. Danmarks deltagelse i Irakkrigen er et eklatant brud på denne linje. Men engagementet i denne krig forener også på en besynderlig måde to modsatrettede strømninger i tidligere tiders danske udenrigspolitik. På den ene side troen på en 'retfærdig sag' uden alt for dybtgående analyser af konsekvenserne, som regeringerne Hall og Monrad repræsenterede. På den anden side også en videreførelse af udenrigspolitikken fra 1864 til 1943, der havde Scavenius som sin dygtigste administrator, og som handlede om at hælde mod den stærkeste magt uden at være alt for påvirket af moralske skrupler. Således forenes principper for dansk udenrigspolitik før og efter 1864 i den nuværende situation, så alene af den grund er der god mening i at mindes Danmarks næstsidste krig.