EU-POLITIK ER meget sjældent udenrigspolitik. Det er næsten altid indenrigspolitik. Overfladisk anskuet ligner EU-politik formelt set udenrigspolitik, for så vidt det er et samarbejde mellem europæiske nationalstater, men pointen er ikke udenrigspolitikken, men at det er et nationalt samarbejde: Hvert land har sin nationale historie, sin nationale forfatning, sit nationale parlament, sit nationale uddannelsessystem, sit nationale socialvæsen, sin nationale ældrepolitik, sit nationale sygehusvæsen, sit nationale skattesystem, sine nationale kulturinstitutioner, sine nationale medier og så videre, og så videre. Adskillige har oven i købet også sit nationale sprog. I alle medlemslandene mener regeringer og befolkning, at de har de bedste madvarer, de smukkeste landskaber, det mest udbyggede demokratiske system, og at de har indrettet deres velfærdssamfund på den absolut bedste måde. Ingen har lyst til at bytte noget ud med noget fra et andet land eller at overlade nogen af funktionerne til andre. Det er et vilkår for konstruktionen EU, at den er national, og dermed er det også et vilkår for samarbejdet. Det er helt afgørende at forstå, at der ikke i nogen overskuelig fremtid kan blive tale om en europæisk offentlighed. Der bliver ikke politiske diskussioner mellem borgerne i EU på tværs af de nationale grænser. Et demokrati som det nationale kan ikke realiseres i et historisk rum som det europæiske. Det er da ærgerligt, for der er ingen tvivl om, at det er inspirerende at se, hvordan andre griber deres problemer an, og i de fleste lande er der brug for forandringer. Men i Europa kan der ikke etableres en demokratisk debat uden at tage udgangspunkt i de sprog, indbyggerne taler. Flertallet af europæere vil ikke kunne tale med hinanden og forstå, hvad der foregår, selv i deres nabolande. Det er klart, at de store sprog som engelsk, fransk og tysk kan udgøre en mellemvej, der betyder, at veluddannede mennesker med særlige interesser kan sætte sig ind i, hvad der foregår rundt omkring, men ingen af sprogene kan hjælpe til at få etableret en europæisk offentlighed. Ingen europæisk stat vil opgive sit sprog til fordel for et fremmed, og der er heller ingen, der kan tvinge dem til det. Når de europæiske nationale stater ikke desto mindre har tilsluttet sig EU og oven i købet opbygget et stadig tættere forpligtende samarbejde af en helt anden art end andet internationalt samarbejde, så er det, fordi det har vist sig at være praktisk. Tro det eller lad være: EU er et praktisk samarbejde mellem europæiske nationalstater, der har gjort særdeles smertelige erfaringer med for stor selvstændighed. I 1930'ernes krise blev det ud over enhver tvivl demonstreret, at selvforsyning - Dansk Arbejde! Køb Dansk! - slet ikke fungerede. Det fungerer ikke engang i økonomier så store som USA's. I 1940'erne blev det demonstreret, at ingen europæisk nationalstat, selv ikke stater som Tyskland, Frankrig og Storbritannien, der om sig selv troede, at de var stormagter, kunne håndtere deres militær- og sikkerhedspolitik alene. Derfor må en stor og stadig stigende del af politikken i de europæiske nationalstater nødvendigvis udarbejdes i fællesskab, og der er ingen vej uden om at indse, at EU skal forstås nationalt, og at det udgør en meget betydelig del af den nationale politik. Det demokratiske underskud, som danske borgere oplever i forhold til EU, befinder sig ikke i Bruxelles eller i kommissionen, men i det danske politiske system. Det er en fordel at erkende det, for så kan det løses i Danmark. Det er en ulempe, for så kan danskerne ikke, som de har gjort i 32 år, blive ved med at lade det ligge. EU SKAL GØRES til indenrigspolitik. Det er ikke nogen lille sag, når politikken fastlægges i et samarbejde med 14 andre nationalstater, og det bliver ikke lettere af, at det snart skal inddrage 25 forskellige nationalstater, der hver har deres nationale statsapparater og hver deres nationale sprog og selvforståelse. Men der er ingen vej udenom. Samarbejdet drejer sig om helt almindelig lovgivning. Det skal flyttes væk fra Udenrigsministeriet og over i de almindelige og velkendte ministerier. Det er heldigvis en udvikling, der så at sige af sig selv, dvs. af sagernes natur, har været i gang i en årrække, men det er på tide at tage mere bevidst fat om det. Karakteristisk for den danske udvikling er den rolle, Europaudvalget har fået. Det har udviklet sig siden det danske medlemskab i 1972, og det studeres i dag med interesse af både nye og gamle medlemslande, fordi det er lykkedes at engagere de danske parlamentarikere langt stærkere, end man kender det i andre lande. I Europaudvalget foregår den demokratiske kontrol med de danske ministre. Her skal ministeren have flertal for sin politik. Hver fredag sidder udvalgets medlemmer time efter time og hører ministrene fremlægge alle de punkter, de skal forhandle med de andre ministre om på rådsmøderne i Bruxelles. Det foregår ved, at ministrene læser lange og omfattende talenotater højt. De er på dygtig vis udformet af embedsmændene. Europaudvalgets medlemmer hører efter og har desuden i forvejen fået et grundnotat, hvor sagerne gennemgås, og hvor det forklares, hvad organisationerne har sagt under høringerne, og hvad EU-parlamentet har ment, hvis det også er i gang med at behandle en af sagerne på dagsordenen. Folketingsmedlemmerne stiller spørgsmål til indholdet i sagerne, og ud fra debatten afgør Europaudvalgets formand, om ministeren kan mønstre et flertal for sin linje eller ej. Ministeren afleverer også sit talepapir til embedsmændene i Folketinget, så det kan arkiveres og trækkes frem, hvis der opstår tvivl om, hvad der er blevet sagt. PROCEDUREN ER som sagt grundigere og bedre end den tilsvarende i andre lande. Det er naturligvis glædeligt, men det er langtfra godt nok. Hverken i grundnotatet eller i ministerens talepapirer står der noget om, hvilke interesser de øvrige medlemslande har, eller hvad deres repræsentanter mener, hvorfor de mener det, eller hvilke alliancer ministeren har tænkt sig at indgå. Hele det politiske aspekt er - pist forsvundet. Den politiske proces, som er den, ministeren skal deltage i, nævnes slet ikke. Det underforstås, at ministeren da vil gøre det så godt for Danmark som muligt, og det er jo også sandsynligt nok, men om ministeren har evnerne eller bare tænkt over strategien - det handler det aldrig om. Ministerens indsats under mødet i Bruxelles betragtes som teknisk/administrativ. Det er en misforståelse af, hvad der foregår i EU, og sådan behandles anden national lovgivning jo heller slet ikke. Det er en fejl, der svækker Folketingets mulighed for at udføre sit arbejde. Jeg kan konkretisere problemet med en sag, jeg kender rimeligt godt, nemlig forslaget til, hvilke kemikalier EU vil tillade, og hvilke der skal forbydes. Et forslag med vidtrækkende betydning for den danske befolkning. Det er en lovgivning, der har været arbejdet med meget længe i EU-systemet, fordi store dele af den europæiske industri ikke er interesserede i for skrappe regler. Miljøkommissær Margot Wahlström har gjort en stor indsats for at få forslaget vedtaget i kommissionen, men det er slet ikke så ambitiøst, som de grønne organisationer kunne have ønsket. Efter at det trods politisk modstand lykkedes at få det svækkede forslag vedtaget i kommissionen, besluttede statsministrene på et topmøde i Italien, at kemikalielovgivningen skulle behandles i Rådet af erhvervsministre i stedet for i Rådet af miljøministre. Det var en beslutning af stor politisk rækkevidde, men ikke noget, statsministeren havde hæftet sig ved eller syntes, at han i særlig grad skulle gøre Europaudvalget opmærksom på. For mig var det helt indlysende, at magtfulde europæiske erhvervsgrupper dermed havde fået området væk fra miljøministrene og over til ministre, de - sikkert med rette - mente, de lettere kunne påvirke til at være imødekommende over for den kemiske industri. Det har formentlig passet den danske statsminister godt, for dermed blev EU's miljøpolitik svækket, helt i tråd med VK-regeringens nationale indstilling. I Folketinget begrundede Fogh Rasmussen sin disposition med, at regeringen var en helhed. Erhvervsministeren dækkede den samme politik som miljøministeren, så det spillede overhovedet ingen rolle, hvilken minister, det var, der stod for det pågældende rådsmøde i EU. Statsministeren har sikkert syntes, at han var vældig smart, når han på denne måde udnyttede uklarheden om, hvorvidt EU-politik skal betragtes som indenrigs- eller udenrigspolitik. Det var ærgerligt for miljøpolitikken og for befolkningerne, og for den demokratiske proces er det ødelæggende, og det er på langt sigt værre end den forringede kemikalielovgivning. HVIS MAN GØR sig forretningsgangen i EU klart, bliver det tydeligt at se, hvordan det er i Danmark og af en dansk politiker, den demokratiske proces kortsluttes, og ikke i Bruxelles og ikke af kommissionen. Sådan er det helt generelt - kemikalielovgivningen er blot et illustrerende eksempel. Det konkrete forløb vil se nogenlunde sådan her ud: Miljøministeriets embedsmænd forbereder forslaget i diverse embedsmandskomiteer, og det ender på et rådsmøde, hvor det er erhvervsministrene, der skal træffe beslutning om det. Der vil selvfølgelig være en række områder, hvor embedsmændene fra de forskellige lande ikke er blevet enige. Det er det, ministrene skal afklare på mødet. Højst sandsynligt får Miljøministeriets embedsmænd lov til at deltage i rådsmødet. For ikke at få vrøvl i det danske Folketing vil erhvervsministeren sikkert i flyet på vej til rådsmødet Bruxelles få læst kemikaliesagen igennem og sikre sig, at hans talepapir indeholder de meldinger, han skal give til de andre landes erhvervsministre. Han har jo inden mødet skullet have mandat i Europaudvalget. På rådsmødet holder han sin tale, siger de rigtige ting, og det er så det. Den politiske indsats vil være helt fraværende i den politiske proces. Efterfølgende er det jo slet ikke hans skyld, at de andre ministre ikke ville tage så meget hensyn til folkesundheden og bæredygtigheden, som den danske minister har forklaret politikerne i Europaudvalget, at den danske regering ville. Ministeren har jo holdt sin tale! Bagefter er det nemt og bekvemt over for pressen at understrege, hvad ministeren selv sagde, og EU, ja de var jo bagstræberiske og bureaukratiske, som enhver ved. MEN SÅDAN behøvede det slet ikke at være gået. Der kunne have foregået en politisk proces, som i højeste grad ville have interesseret både politikerne på Christiansborg og offentligheden. En ansvarsbevidst miljøminister kommer til kemikalielovgivningen med helt andre forudsætninger og ønsker end en erhvervsminister. Det er derfor muligt at få vedtaget en skrappere kemikalielovgivning, hvis den behandles af miljøministrene, end når det er erhvervsministrene, der sidder med forslaget. Det var derfor, nogle medlemslandes regeringschefer sørgede for, at kemikalielovgivningen blev flyttet, og det var derfor, statsministeren skulle have protesteret eller i det danske Folketing have forsvaret den politik, som han havde støttet på møder i EU. Ved at lade som om flytningen var et rent administrativt anliggende, styrkede statsministeren fremmedgørelsen i forhold til EU. Han ville aldrig være sluppet af sted med et tilsvarende nummer, hvis Folketingets medlemmer havde betragtet sagen som en almindelig indenrigspolitisk lovgivning. Det er underligt, at det forholder sig sådan, for kemikalielovgivningen går ud over alle danske borgeres helbred og dagligdag, hvad enten den er blevet til på den ene eller den anden måde. Endnu en gang kom der ikke nogen diskussion om, hvad det var for en politisk proces, den danske minister gik ind i, og hvordan han kunne have bidraget til, at danske synspunkter kom frem og kom til at påvirke det endelig resultat. Endnu en gang kom EU's politik til at tage sig ud som noget mærkeligt eksotisk noget og ikke et led i den ganske almindelige nationale politik, hvad det jo er. Endnu en gang var det forståelsen af EU og dermed kampen om demokratiet, der blev taberen. EU ER EN magtkonstruktion. Dens agerende subjekter er nationalstaterne. EU-politik er ... politik. Ganske almindelig politik. Det handler om at få flertal. Det sker ikke af sig selv, men ved at forberede det politiske indhold og skabe alliancer, før ministrene møder deres kolleger, og når ministrene er sammen. EU-politik er ligesom anden politik et magtspil, som ministre kan indgå i, ligesom de helt selvfølgeligt gør det i den nationale politik, hvor de må forhandle sig frem til flertal for kunne varetage deres interesser. Magtspillet i EU foregår i forberedelsen af rådsmøderne og mellem ministrene i rådet. Dertil kommer parlamentet. Det er i det daglige arbejde med EU-lovgivning, at den nationale politiske vinkel må langt stærkere frem: Hvad er det, regeringen vil opnå? Hvad er det, den vil politisk? Folketinget må fokusere langt stærkere på den politiske proces, end det sker i Europaudvalget. Ministrenes politiske ageren i EU, deres forberedelse og deres gennemslagskraft eller mangel på samme må tydeliggøres og diskuteres langt mere åbent, end det nu sker. Der skal en anden tilgang til, men vi kan gå stille og roligt frem. Møderne i Europaudvalget er lukkede. Det kan vi begynde med at lave om. AT DER ER tale om nationale magtspil, giver bogen 'I spidsen for Europa' og filmen om det danske formandskab et godt indblik i. Bogen beskriver magtspillet imellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet i Danmark. Hovedvægten er lagt på de nationale konflikter, og det er givetvis gjort ud fra den korrekte betragtning, at det er det, der interesserer en dansk offentlighed, hvad enten den består af nyhedsjournalister, der skriver om de 'gode' historier i bogen, eller det er anmelderne eller den danske læser. Bogen ville næppe kunne sælges i noget andet land, og den understreger derfor EU som et nationalt samarbejde. Filmen handlede om, hvor godt Anders Fog selv syntes, at han klarede formandskabet. I modsætning til bogen, så brød filmen det nationale mønster, fordi brudstykker af den blev vist i andre lande, fordi den også inddrog andre landes med- og modspillere, og fordi spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab var så følsomt på dette topmøde. For de andre regeringschefer tegnede topmødet sig helt anderledes, end det gjorde for den danske statsminister. De havde deres egen nationale historie, og den dækning, de havde haft i deres nationale medier, havde jo netop fremhævet deres egen fortræffelighed og undladt mange af de episoder, som var særlig flatterende for den danske statsminister, og set fra deres synsvinkel, så havde de gjort, hvad de burde, ved at understrege, hvor god den danske statsminister havde været, til de danske medier. Derfor er der ingen tvivl om, at de har været mere end forbavsede over, at de skulle involveres i den danske nationale fremstilling. Filmen var til dansk brug, den var national. Endnu en gang blev det understreget, at EU er et nationalt projekt, men at det er det for alle landene i samarbejdet - ikke kun for Danmark.